flygtningeFlygtningekrisen er ikke længere et stort emne i medierne eller i den politiske debat. Vi har bevæget os over i en indvandringsdebat, hvor både de højreorienterede og de såkaldt venstreorienterede partier bruger store mængder energi på at overgå hinanden i racisme og fremmedfjendskhed. Medierne har rettet blikket væk fra migranterne i udlandet og hen mod syndebukkene herhjemme. Men migranterne findes stadig, og hverken den danske regering eller EU har et realistisk bud på, hvad man skal gøre ved det. I stedet tyr man til stadigt mere brutale metoder, for at få flygtningene til at blive hjemme.

Kurds in AfrinDet ser ud til, at Tyrkiet har indledt eller snart vil indlede [det er indledt – red] et angreb på den kurdisk-styrede Afrin-enklave i det nordvestlige Syrien. Forberedelserne til denne operation har stået på i flere måneder. Tyrkiske tropper har omringet området sydfra og, ved hjælp af deres proxy-tropper - den såkaldte Frie Syriske Hær - østfra og har befæstet og bombet området i de sidste par uger.

TunesienI løbet af de sidste par dage har vi set begyndelsen på en ny bevægelse blandt de tunesiske unge, næsten syv år efter de væltede det forhadte Ben Ali regime i 2011. Denne gang er det et IMF-pålagt (Den internationale valutafond, red.) budget, der har været gnisten til at antænde protester overalt i landet. Dusinvis af demonstranter er blevet arresteret, og én er blevet dræbt. Bevægelsen ”Fech Nastannew?” (Hvad venter vi på?) er et stærkt bevis på, at det at vælte en diktator, ikke automatisk løser problemer som fattigdom, arbejdsløshed, og manglen på en fremtid, som var det, der fremprovokerede opstanden i 2011.

iran demo 1I går [1. januar 2018 – red] fortsatte protesterne på femtedagen over hele Iran. Imens er sikkerhedsstyrkerne gået hårdere til den. På den femte dag lader det til, at protesterne er mindsket en smule i omfang, delvist grundet den hårdere linje fra staten og delvist grundet manglen på et konkret fokus for bevægelsen. Regimet har dertil reduceret adgangen til internettet og kommunikation, og det er også tydeligt, at mange protester ikke rapporteres, særligt fra de små byer og forstæder.

honduras1Den 26. november blev der afholdt valg i Honduras. Valget var delt i to lejre: Dem, der støttede den nuværende præsident Juan Orlando Hernández (JOH), som søger genvalg, og dem, der støttede kandidaten fra ’Alliancen mod diktaturet’, Salvador Nasralla. Den første blok består af de mest reaktionære kræfter, der ønsker at opretholde deres privilegier, først og fremmest Nationalpartiet som er oligarkiets vigtigste politiske værktøj. Den anden blok omfatter massen af arbejdere, bønder, arbejdsløse, studerende, husmødre ... alle de der har fået nok af at blive udnyttet, fået nok fattigdom, vold og mangel på demokrati og stræber efter en dybtgående samfundsændring.

eduardo samanDet faktum, at de vigtigste venezuelanske oppositionspartier har valgt at boykotte lokalvalgene den 10. december, har givet plads til kandidater der repræsenterer den revolutionære del af den bolivariske bevægelse imod de officielle håndplukkede kandidater fra regeringspartiet PSUV. Bureaukratiet og staten har svaret igen ved at benytte sig af forskellige tricks for at forhindre dem i at stille op. Eduardo Samáns kampagne i Caracas og Angel Prados kampagne i Simón Planas, har tydeliggjort de voksende interne modsætninger i chavismen.

1200px No Border No BarrierSom Brexit-forhandlingerne går i stå, begynder storkapitalen at gå helt i panik. Et Brexit uden en aftale, et såkaldt ”ukontrolleret Brexit”, som er det scenarie som kapitalismen for alt i verden vil undgå, truer. Fanget i midten er Irland, det eneste land der deler landegrænse med Storbritannien.

Spørgsmålet om den 500 kilometer lange grænse mellem det nordlige og sydlige Irland, er blevet en gordisk knude i forhandlingerne. Ingen af de involverede parter er interesserede i en ”hård” grænse. Hverken Storbritannien, EU, eller Irland og hverken de konservative, DUP (Democratic Unionist Party) eller Sinn Féin. Alligevel leder den nuværende situation tydeligvis i denne retning.

Forside nr35 webLeder: Ingen havde forudset det. At Merkel komfortabelt kunne fortsætte på magten i Tyskland var ganske givet. Men efter årevis med Tyskland som Europas stabile støttepille blev landet den 19. november kastet ud i sin største regeringskrise siden Anden Verdenskrig, da koalitionsforhandlingerne kollapsede. Et klart udtryk for den politiske epoke vi befinder os i og en advarsel til borgerskabet i Danmark: Alle ”visheder” og al stabilitet står for fald.

Angela Merkel / Image: Armin KubelbeckAt etablere en koalitionsregering for Tyskland med et solidt flertal viser sig nu at være en meget vanskelig opgave. Det er en ganske ny situation i Forbundsrepublikkens efterkrigshistorie og et udtryk for en ny epoke. Den politiske ustabilitet, der hersker i andre europæiske lande, er tydeligvis nået til Tyskland, et land, der ellers har syntes immunt over for de politiske og sociale jordskælv, der har ramt andre steder på kontinentet.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.