Tunesien

Denne artikel blev oprindeligt bragt på Marxist.com d. 11. januar 2018.

I løbet af de sidste par dage har vi set begyndelsen på en ny bevægelse blandt de tunesiske unge, næsten syv år efter de væltede det forhadte Ben Ali regime i 2011. Denne gang er det et IMF-pålagt (Den internationale valutafond, red.) budget, der har været gnisten til at antænde protester overalt i landet. Dusinvis af demonstranter er blevet arresteret, og én er blevet dræbt. Bevægelsen ”Fech Nastannew?” (Hvad venter vi på?) er et stærkt bevis på, at det at vælte en diktator, ikke automatisk løser problemer som fattigdom, arbejdsløshed, og manglen på en fremtid, som var det, der fremprovokerede opstanden i 2011.

I slutningen af december vedtog det tunesiske parlament finansloven for 2018, der var blevet udarbejdet efter anvisning fra IMF. IMF ville til gengæld frigive en forsinket rate på 320 millioner dollars ud af Tunesiens 2,8 milliarder dollars store gæld. Budgettet, som IMF selv beskriver som ”dristigt” og ”ambitiøst”, har det primære formål at reducere landets budgetunderskud til under fem procent af BNP (ned fra seks procent i 2017), og dette skal opnås ved at forhøje skatterne, skære ned på statslige tilskud og implementere en ”omfattende reform af de offentlige tjenester”. Ud over dette er der også tale om at hæve pensionsalderen, samt andre angreb på massernes levevilkår.

Siden årets begyndelse har der været demonstrationer, primært igangsat af landets arbejdsløse unge. Demonstrationerne har nu spredt sig til mindst ti forskellige byer i de værst stillede regioner, hvor arbejdsløsheden blandt unge ligger på omkring 40 procent eller derover. Undertrykkelse fra politiet fik hurtigt eskaleret demonstrationerne til sammenstød med politiet. Hæren er blevet sendt til byerne Kasserine og Gafsa, der begge var højborge for opstanden i 2011.

Dusinvis af aktivister fra ”Fech Nestannew?”-bevægelsen er blevet arresteret for at omdele løbesedler mod finansloven og for at arrangere demonstrationer. Bevægelsens logo er en tikkende bombe. Mandag nat blev en demonstrant, den 55-årige Khomsi el-Yerfeni, dræbt i byen Tebourba, der ligger vest for hovedstaden Tunis. Manden blev kørt ned af en politibil. Det førte til, at demonstrationerne spredte sig til over 20 byer, hvor der har været sammenstød med politiet og hæren. Geografien er den samme som i 2011 og alle demonstrationer siden: Sidi Bouzid, Kasserine, Gafsa, Sousse, El Kef, Thala, Gabes, Nabeul, Redeyef, Kairouan, Sfax, etc.

Der eksisterer en dybtliggende vrede over de konstant stigende priser på basale fødevarer, og over den måde som regeringen forsøger at lade arbejderne og de fattige til at betale for landets krise. ”Under Ben Ali, som vi ikke kunne lide, kunne jeg fylde min bod med grøntsager, frugt, og andre varer for ti dinarer. Nu kan ikke engang 50 dinarer gøre det. Situationen er blevet voldsomt forværret,” udtaler Fatma, en markedskvinde i Tunesien, der er blevet interviewet af The Guardian. ”Regeringen ofrer de fattige og middelklassen ved at hæve priserne og samtidig ignorere skattesnydere og forretningsmænd.”

Siden den forhadte Ben Ali blev væltet i 2011 (med hjælp fra vestlig imperialisme, især Frankrig), har der været tilbagevendende bevægelser blandt de unge og de fattige. Omvæltningen af det gamle regime var affødt af en bevægelse, der kombinerede økonomiske krav (brød, jobs) med politiske krav (frihed). Masserne rejste sig og gennem en række massedemonstrationer og regionale strejker, hvori de unge spillede en stor rolle, besejrede de det frygtindgydende undertrykkende regime, der havde siddet på magten i årtier. Men kapitalismen blev efterladt intakt, og masserne, især den revolutionære ungdom, følte at de var blevet snydt og frarøvet sejren. Nu og da gik de på gaden igen, men på grund af manglen på en stærk ledelse, blev bevægelsen besejret igen og igen.

Den nuværende regering ledet af Youssef Chaded er resultatet af en aftale mellem den moderate islamist Ennahdha og den ’sekulære’ Nidaa Tounes (der i virkeligheden er den nye inkarnation af Ben Alis gamle støtter). Altså er ’islamistiske’ og ’sekulære’ politikere forenede i deres forsvar af den herskende klasses interesser, mens befolkningen lider. Og for at føje spot til skade er landets nuværende præsident den 91-årige Beji Caid Essebsi; en mand fra det gamle regime, der formåede at holde flere forskellige poster i statsapparatet i over 40 år. Det var ikke det, som masserne kæmpede og døde for!

Der er en opfordring til nye demonstrationer i alle byer i morgen (fredag den 12. januar). Hvis den nuværende bevægelse skal sejre, må den forbinde ungdommens tapre kamp med den militante arbejderklasses, men først og fremmest må den vedtage et program, der forbinder kampen om brød og jobs med målet om at afskaffe kapitalismen. Kun eksproprieringen af de lokale kapitalister og multinationale selskaber kan ligge fundamentet til en demokratisk økonomisk plan, der sætter flertallets (arbejdernes, bøndernes og ungdommens) interesser og behov først.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.