Tryk her for at tegne abonnement på Revolution. 10 gange om året for 249 kroner.Leder: Ingen havde forudset det. At Merkel komfortabelt kunne fortsætte på magten i Tyskland var ganske givet. Men efter årevis med Tyskland som Europas stabile støttepille blev landet den 19. november kastet ud i sin største regeringskrise siden Anden Verdenskrig, da koalitionsforhandlingerne kollapsede. Et klart udtryk for den politiske epoke vi befinder os i og en advarsel til borgerskabet i Danmark: Alle ”visheder” og al stabilitet står for fald.
I de næste uger vil der komme en politisk løsning i Tyskland, om det så bliver udskrivning af nyvalg til foråret eller, som det ser ud nu, at socialdemokraterne i SPD kryber til patten og indgår i en eller anden regeringskoalition med de konservative. Men det ændrer ikke på, at skaden allerede er sket: Fortryllelsen er brudt. Tyskland var alligevel lige som andre lande. ”Lederen af den frie verden”, som Merkel blev døbt af det internationale establishment efter Trump blev præsident, er i skrivende stund ikke leder, men vikar i en overgangsregering. Hendes egen politiske fremtid er uvis.
Hvem skal nu banke i bordet over for UK i brexitforhandlingerne? Hvem skal klemme det græske folk for de sidste eksistensmidler i gældsforhandlingerne? Hvem skal vride armen om på Italien for at sikre ”strukturelle reformer” og, at der gøres noget ved landets bankerotte bankvæsen og enorme statsgæld? Hvem skal holde Frankrigs Macron tilbage i sin iver efter at blive Europas nye alfahan og splitte den i forvejen svækkede union? Der er ikke én stærk og ”ansvarlig” regering at finde i EU i dag.
Den øgede ustabilitet i EU’s vigtigste land er farlig for den herskende klasse. Den kendetegnende strategi i EU’s håndtering af samtlige kriser har været at lægge låg på og sparke bolden længere ned ad vejen og ellers håbe på, at problemerne vil gå væk af sig selv. Men at lægge låg på det europæiske kontinents enorme geopolitiske og økonomiske spændinger kræver en fast hånd og en klar ledelse. Begge ting er blevet en akut mangelvare i EU. Den stigende politiske ustabilitet skyldes ikke (kun) inkompetence, men at den herskende klasse i alle lande, fra USA til Tyskland, er splittet over, hvordan det kapitalistiske system skal stabiliseres: Skal status quo forsvares med alle midler, eller er det nødvendigt at ty til ”populisme” for at sikre et minimum af opbakning til systemet? Begge ”løsninger” er opskriften på yderligere ustabilitet. Der er ingen sikker vej frem for europæisk kapitalisme.
Tysklands svækkelse vil give alvorlige problemer for EU i 2018. Det bliver et år, som vil byde på store udfordringer: Ikke mindst en potentiel genopblussen af problemerne omkring finansieringen af Grækenlands afgrundsdybe statsgæld, for ikke at nævne Brexit og diskussionerne af hele EU’s fremtid. Her har Macron lagt hårdt ud med ønske om, at de tøvende lande lades tilbage, mens en kerne af EU-lande skal marchere frem mod hård integration – en slags "coalition of the willing".
Den tyske nedsmeltning bør være en advarsel til det danske borgerskab, som lige nu er vældig tilfredse med sig selv og tingenes tilstand i det lille kongerige: ”Opsvinget” og den nuværende stilstand i klassekampen lever på lånt tid.
Det betyder også, at små og uventede rystelser kan få store konsekvenser. Den politiske scene i Danmark er præget af vakuum. Alle partier løber i hælene på hinanden. Ingen, heller ikke højrefløjen, som kommunalvalget viste, giver luft til de virkelige frustrationer, der eksisterer blandt arbejdere og unge. Endnu har de ikke fundet noget udtryk overhovedet.
Men når selv bund-stabile Tyskland i al sin økonomiske velmagt kan blive ramt, hvordan ser det så ikke ud for lille Danmark?
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 35, december-januar 2017/18. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
