Angela Merkel / Image: Armin KubelbeckAngela Merkel / Foto: Armin KubelbeckTidligt mandag den 20. november erklærede lederne af det tyske liberale højrefløjsparti, det Frie Demokratiske Parti (FDP), pludselig deres exit fra de indledende koalitionsforhandlinger og forlod lokalet. Forhandlingerne med kansler Angela Merkels Kristendemokrater, deres bayerske søsterparti den Kristne Sociale Union (CDU / CSU) og det Grønne Parti havde været undervejs i næsten fem uger.

Mens mange observatører forventede grønt lys til en hurtig udarbejdelse af en koalitionsaftale, var de problemer, der udgjorde en uoverstigelig barriere mellem partierne, nogle forholdsvis små uenigheder ved forhandlingsbordet. De gjaldt hovedsageligt flygtninges ret til familiesammenføring og lukningen af nogle kulkraftværker.

Dette nederlag for den planlagte Jamaica-koalitionsregering (de fire partiers farver matcher det sorte, gule og grønne jamaicanske flag), som blev udløst af de kompromisløse liberale, har lamslået mange politiske aktivister, eftersom ledende personer fra de Grønne i de sidste uger endda var klar til at opgive de fleste af deres økologi-krav for at få ministerporteføljer. Kun få timer før afslutningen af forhandlingerne understregede Cem Özdemir, leder af de Grønne, sin "patriotisme for vores land" og sin "vilje til at dele ansvar”.

FDP leader Christian Lindner Image Gerd SeidelFDP's formand Christian Lindner / Foto: Gerd SeidelAt etablere en koalitionsregering med et solidt flertal viser sig nu at være en meget vanskelig opgave. Det er en ganske ny situation i Forbundsrepublikkens efterkrigshistorie og et udtryk for en ny epoke. Den politiske ustabilitet, der hersker i andre europæiske lande, er tydeligvis nået til Tyskland, et land, der ellers har syntes immunt over for de politiske og sociale jordskælv, der har ramt andre steder på kontinentet. Og to måneder efter valget til Bundestag (Tysklands parlament) den 24. september er der ingen umiddelbar løsning i syne. I de foregående årtier var alle parter mere end glade for at danne koalitioner, og den herskende klasse ville være tilfreds, uanset hvilke partier magten blev delt imellem. Det skyldtes, at de loyale politikere ville 'opføre sig pænt' og ‘tage sig sammen' i varetagelsen af de herskende klassers interesser. For første gang åbner der sig nu et muligt scenarie med et meget tidligt nyvalg.

Indtil valget syntes kansler Merkel, som har været på posten i 12 år, at have været i en sikker position, idet hun kunne vælge, hvilke partier hun gerne ville dele sit kabinet med i de næste fire år. Men kun fem minutter efter afstemningen i september erklærede de SPD-ledere, der havde været Merkels partnere siden 2013, at de foretrak at være en del af oppositionen. Dette var en panikreaktion oven på deres historisk store nederlag, hvor partiet kun fik knap 20 procent af stemmerne. SPD forsøgte desperat at holde partiapparatet under kontrol og forhindre en yderligere tilbagegang og 'Pasokificering' af partiet. Det var et desperat forsøg på at stoppe blødningen efter i årevis at have udført diktaterne fra højrefløjen i regeringen. Eftersom der i den nye Bundestag ikke længere var grundlag for, at Merkel kunne danne en flertalsregering i en to-parti koalition, enten med FDP eller de grønne, og eftersom at alliancer med det højrenationalistiske AfD og venstrefløjspartiet Die Linke ikke var gangbart, var den eneste mulighed en 'Jamaica' alliance. I forhandlingerne havde FDP fremsat en hård linje, der krævede yderligere nedskæringer i de offentlige udgifter, flere skattefordele for store virksomheder og de rige, privatiseringer, angreb på pensionen mv. Der var grund til at antage, at de ville have fået i hvert fald et par af deres krav opfyldt i en koalition. De Grønne, der har flyttet sig lysår væk fra deres tidligere småborgerlige radikalisme i 1980'erne, og nu er partiet for grønne kapitalister, velbetalte professorer og højtstående embedsmænd, ville ikke have modsat sig en sådan linje.

Green leader Cem Özdemir Image Flickr Cem Özdemir bei der LDK in EssenLeder for de Grønne Cem Özdemir / Foto: Flickr Cem Özdemir bei der LDK in EssenForskellige iværksætterforeninger så frem til denne "Jamaica"-koalition. Alligevel synes mange af dem at være blevet overraskede over, at det var deres loyale talerør, FDP, der afsporede processen. Men FDP kom fra en position, hvor partiet mistede alle sine parlamentspladser i 2013-valget og først netop er vendt tilbage ved valget i september. Alligevel har store virksomheder holdt partiet i live de sidste par år med deres sædvanlige generøse donationer. Den kendsgerning, at den arrogante nye generation af FDP-ledere gik ud af forhandlingerne, som ifølge partilederen Christian Lindner, skyldes, at de foretrækker "at være i opposition fremfor i en dårlig regering", afslører, at FDP-lederne er bange for endnu engang at blive ydmyget og udslettet fra parlamentet som følge af regeringsansvar. Helt grundlæggende kræver FDP nu mere for deres ydelser. Men dette indikerer et brud med den lange tradition for at følge ønsker og diktater fra de store virksomheder, der nu ikke længere virker til at have fuld kontrol over den politiske proces. Det er endda et skarpt brud med fortiden, for FDP har nemlig siddet på ministerposter i føderale regeringer i 46 ud af Forbundsrepublikkens 68 år. I alle disse år tjente de liberale altid de store virksomheders interesser og havde en afgørende indflydelse.

Den nye Bundestag er blevet indviet, og Angela Merkels kabinet af CDU/CSU og SPD-ministre bliver indtil videre. Forbundspræsident Frank Walter Steinmeier, der startede sin politiske karriere som højre hånd for Gerhard Schröder (SPD) - det tyske svar på Tony Blair - forsøger imidlertid at lægge pres på FDP- og SPD-lederne og opfordrer dem til at vise den samarbejdsånd, kompromisvilje og "statsmandskab", der kræves for, at et solidt flertal kan lykkes. Ideen om en mindretalsregering som i den "skandinaviske model" er ikke særlig populær i de førende tyske kredse, da den herskende klasse i den dominerende europæiske magt altid har foretrukket politisk stabilitet og ikke er glad for tanken om, at Angela Merkel kan komme til at se “handlingslammet” ud i EU og på den internationale arena.

Frank Walter Steinmeier Image Armin KübelbeckFrank Walter Steinmeier / Foto: Armin KübelbeckPresset vokser på SPD-lederne dag for dag for at overvinde deres "stædighed" og indgå en ny aftale med Merkel. Men inden for SPD, blandt baglandet og sympatisører, er der meget utilfredshed og et ønske om at gå imod venstre. Men da ingen organiseret hård venstreopposition er i syne, dominerer partiets højrefløj stadig de fleste partistrukturer. Nogle højreorienterede menige parlamentsmedlemmer fra SPD har allerede opfordret deres parti til at udvise "statsmandskab" og indlede koalitionsforhandlinger med Merkel. Dette tiltaler karrierepolitikerne i SPD-ledelsen; men det kan koste partiet dyrt i det lange løb, da erosionen af vælgernes opbakning vil fortsætte.

Præsident Steinmeier har gjort det klart, at han på nuværende stadie ikke hælder mod en opløsning af Bundestag og tidligt valg; men partistrateger på tværs af det politiske landskab forbereder alligevel beredskabsplaner for et tidligt valg - sandsynligvis i foråret 2018, medmindre der er dannet et solidt flertal inden da.

Selvfølgelig står vi ikke over for et overhængende sammenbrud af det politiske system i Tyskland. Langt de fleste parlamentsmedlemmer, selv inden for det nye parlament, vil efter al sandsynlighed følge ordrerne fra de store virksomheder, når det kommer til den tyske kapitalismes kerneinteresser. Men denne krise er forløberen for dyb social uro og et politiske jordskælv, som kunne ramme Tyskland i den næste periode.

Dette skal ses i konteksten af en forholdsvis stærk økonomi, der vokser med omkring to procent årligt, har en blomstrende eksport og et stort overskud i det nuværende nationale budget. Men med nedkøling af verdenshandelen og en ny stor krise i horisonten er den tyske økonomi sikker på at gå en barsk fremtid i møde.

SPD leader Martin Schulz shaking hands with Turkeys right wing President Erdoğan Image Flickr Martin SchulzSPD's formand Martin Schulz udveksler håndtryk med Tyrkiets højreorienterede præsident Erdoğan / Foto: Flickr Martin SchulzSamtidig kan den politiske krise og manglende enighed i toppen af systemet tilskynde bevægelser længere nede og åbne muligheden for en "varm" vinter. Siemens, der er et stort tysk teknologimonopol, har netop annonceret massefyringer af 7.000 arbejdere. Som svar har metalarbejdernes fagforening, IG Metall, organiseret demonstrationer og truet med strejker. I de officielle lønforhandlinger, der vedrører næsten fire millioner arbejdere i metal- og motorindustrien, kan den første bølge af strejker starte allerede i begyndelsen af januar. Der er også strejker inden for logistiksektoren og hos detail-giganten Amazon. Manglen på billige boliger er også ved at blive et brændende problem i storbyerne. Ifølge officielle statistikker lever 40 procent af tyskerne under dårligere forhold nu end for 20 år siden.

De økonomiske problemer, der venter i horisonten, og det stigende pres på arbejderklassen er de vigtigste drivkræfter i den politiske krise. De tyske arbejdere søger grundlæggende forandringer. I den kommende periode vil den faldende økonomi forøge presset, hvilket vil føre til intensiveret klassekamp. Det vil igen forværre krisen og splittelserne i toppen af samfundet.

Mens det ekstreme højrefløjsparti, AfD, der fik over 90 pladser i Bundestag i september, forsøger at bruge racistisk demagogi for at aflede opmærksomheden fra klassespørgsmålet, er det op til Die Linke at klargøre de virkelige modsætninger i samfundet mellem de tyske arbejdere og den kapitalistiske klasse. Den eneste måde at gøre dette og samtidig underminere AfD er ved at fremsætte et klart socialistisk program til bekæmpelse af de problemer, som de tyske arbejdere og unge står overfor. Die Linke fik 9,2 procent af stemmerne i september og fik 69 pladser i Bundestag. Men i valgkampen præsenterede partiet sig som en tam og venstre-reformistisk version af socialdemokratiet. Krav som nationalisering af banker og andre sektorer blev ikke ordentligt formidlet i taler eller kampagnematerialer, men blev gemt væk. Hvad der er brug for nu, er en kampagne for et tidligt valg, baseret på et modigt, socialistisk program, der vil bryde med kapitalens og virksomhedernes monopol.

Alice Weidel leader of the AfD Image Olaf KosinskyAlice Weidel, formand for det højreorienterede AfD / Foto: Olaf KosinskyMange aktivister og politiske observatører fortolker den nuværende politiske ustabilitet i samfundets top som et symptom. Det minder om den vaklende Weimar Republik, der blev oprettet efter revolutionen i 1918 og førte til Hitlers magtkonsolideringen og hans fascistiske diktatur i 1933. Men de glemmer, at i selvsamme periode, som den der førte Hitler frem, gik Tyskland gennem år med revolutionære omvæltninger, hvor arbejderklassen kunne have taget magten flere gange. Vi må lære lektionerne fra den periode. Venstrefløjen og arbejderbevægelsen må forberede sig på at tage magten og droppe de reformistiske illusioner om klasseharmoni og muligheden for at dele magten med kapitalisterne. Lad os forberede os på de stormfulde år, der venter, og etablere et solidt grundlag for marxismen i Tyskland og internationalt.

Denne artikel blev først bragt på marxist.com den 23. november 2017.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information