iran demo 1I går [1. januar 2018 – red] fortsatte protesterne på femtedagen over hele Iran. Imens er sikkerhedsstyrkerne gået hårdere til den. På den femte dag lader det til, at protesterne er mindsket en smule i omfang, delvist grundet den hårdere linje fra staten og delvist grundet manglen på et konkret fokus for bevægelsen. Regimet har dertil reduceret adgangen til internettet og kommunikation, og det er også tydeligt, at mange protester ikke rapporteres, særligt fra de små byer og forstæder.

Protesterne er uden fortilfælde i den Islamiske Republiks historie. Aldrig før har regimet oplevet så udbredt en bevægelse og aldrig før har nogen af de store protestbevægelser udtrykt en så radikal og kompromisløs stemning. I den dybt konservative by Hamedan var hundredvis på gaden og råbte: ”Khamenei er en morder, hans regering er ugyldig”.

I byen Ardabil var en af parolerne, som også har vundet genklang andre steder: ”Hossein Hossein, er [regimets] parole [men] voldtægt er dets fornøjelse”, hvilket henviser til teknokratiets religiøse hykleri.

I Ahvaz angreb demonstranter politiet, efter dets forsøg på at arresterer nogen af dem.

I Kermanshah, byen hvor flertallet af indbyggerne er kurdere, og som for nyligt oplevede omfattende ødelæggelser på grund af et jordskælv, har der været brutale sammenstød de seneste dage.

Inkompetent ledelse og korruption var hovedårsagen til mange undgåelige dødsfald efter jordskælvet, og en stor del af den vrede hos den undertrykte kurdiske befolkning vil uundgåeligt komme til udtryk i denne bevægelse.

Protesterne er fortsat i og omkring Tehran, hvor de også har ført til massive sammenstød. I denne video råber folkemængderne i Tehran: ”Styrt, styrt [mullah]-republikken!”

Et massivt opbud af sikkerhedsstyrker betød, at store folkemængder ikke kunne samle sig, men protesterne fortsatte alligevel natten igennem.

Hvad vigtigere er, spredte protesterne sig også til de industrielle byer og landsbyer omkring Tehran. I Karaj, en industriel højborg lige udenfor Tehran, gik hvad der lignede nogle tusinder af mennesker på gaden og det kom til sammenstød med politiet.

En anden video fra Abadan viser folkemængder, som råber ”død over arbejdsløshed!”

En video fra Shiraz er dukket op som viser folkemængder, der jager sikkerhedsstyrker bort fra gaden.

Imens fandt der i Masjed Suleyman en enorm protest sted hvor rygterne vil vide, at befolkningen midlertidigt tog fuldstændig kontrol over byen.

En anden video fra et ukendt sted viser, hvordan folkemængden nærmer sig sikkerhedsstyrkerne og forsøger at vinde dem over på sin side, og siger: ”vær ikke vores fjender.”
I udkanten af én af protesterne i byen Rasht gav en kvinde udtryk for de fattige arbejderes desperate situation. Mange af dem kæmper dagligt med manglende udbetaling af deres lønninger.
”Min brors barn arbejder der, og han har ikke fået løn i tre måneder, og de har bortvist ham. Han går til Arbejdskontoret… Det er sådan her alle steder. Arbejdskontoret! Det tilhører arbejderne! Hvordan kan det være, at staten ikke ved, [hvad der foregår]? De har bortvist alle! Hvordan kan det være, at [staten] ikke ved det? [[En kvinde siger noget.]] De fortæller os, at vi skal tie! Hvorfor skulle vi tie?! Han er kommet hjem med en gravid [pige]. Hvordan skal han have råd til det? [Du fortæller mig,] at de ikke ved, at fabrikkerne ikke udbetaler lønninger? De ved det ikke? Og de fortæller os, at vi skal tie? Hvorfor skulle vi tie?”

Der var også protester i i hvert fald Zanjan, Tuyserkan, Arak, Saveh, Amol, Sari og Qazvin. Disse er alle ’perifere’ områder med høj arbejdsløshed, og det er de almindelige ikke-studerende unge, som synes at stå i spidsen for bevægelsen i de fleste byer.

Arbejdsløsheden for de unge mellem 15 og 29 år er langt over 24 procent, og det er kun de officielle tal. Tallene er endnu højere blandt kvinder og unge i byerne. Mange af disse har været afhængige af en eller anden form for støtte fra Rouhani-regeringen. På trods af forrige års økonomiske vækst på 4,2 procent - det første år med reel økonomisk vækst i mange år - er arbejdsløsheden og leveomkostningerne fortsat med at stige.

En anden video har cirkuleret på Twitter af en fattig iransk kvinde og søster til en martyr fra Irak-krigen. Disse mennesker var førhen støttepiller for regimet. Nu anklager regimet dem for, at udenlandske kræfter betaler dem for at protestere.

”Jeg har det virkeligt dårligt. To gange tog jeg til Tehran for at fortælle dem om mine problemer. De spyttede ikke engang på mig. Min bror tog afsted og blev martyr – [For hvad?] bare for at disse mennesker kunne herske, og hans søster prostituere sig? Hvad [har] en martyrs søster, [når] hun ikke har [noget] at give sine børn? Fuck Irans ære, [det har ikke givet mig] eller folk som mig [noget.] Vi er ikke amerikanernes [uforståeligt] Jeg taler mit modersmål! Leder! [hentyder til Khamenei – red.] Se på disse hænder! Er det mine hænder, der slider, eller er det dig? Børnene går sultne i seng! [Resten er uforståeligt.]

Sådan er de virkelige forhold, som millionvis af fattige kvinder kæmper med. Prostitution er noget, som millioner af iranske kvinder er tvunget ind i, ofte fuldt ud sanktioneret og organiseret af gejstligheden, som udnytter traditionelle ’midlertidige ægteskaber’. De sanktionerer prostitution til gengæld for hurtige penge. I fire årtier har de arbejdende masser holdt hovederne sænket, og har accepteret deres kår sammen med alle gejstlighedens undskyldninger. Ikke én dag passerer uden større skandaler, som involverer regimets topfigurer. Mullaherne har opbygget milliardstore dollarimperier og lever liv i obskøn luksus, samtidigt med at de påtvinger masserne nedskæringer og besparelser. I år truer regeringen med at afskaffe den kontante støtte til de fattige og hæve oliepriserne med endnu 50 procent.

Umiddelbart efter Rouhanis ’beroligende’ og ’forsonende’ ord på fjernsyn er styrets brutale fremfærd imidlertid taget til, og antallet af anholdte er nu mindst 400, mens myndighederne rapporterer, at omkring 20 mennesker er blevet dræbt. Samtidigt har den paramilitære Revolutionsgarde udmeldt, at de overtager ansvaret for sikkerheden i Tehran fra politiet. Det går ikke alene imod præsident Rouhanis ord for to dage siden, da han sagde, at folk ville få lov at protestere fredeligt, men det går også imod hans valgløfte for fem år siden om at fjerne paramilitære tropper fra Tehrans gader. Disse såkaldte liberale ”demokratiske” venner af folket begynder at anvende præcis samme midler, som de hævder at være imod.

Uheldigvis har et snævert lag af ”venstreorienterede” intellektuelle bakket op om, hvad mange liberale siger: at på grund af manglen på et klart program og organisation kan bevægelsen falde under reaktionære interne eller udenlandske kræfters indflydelse, eller den i stedet vil lide nederlag. Derfor, antyder de, bør vi ikke give vores støtte eller fuldt ud bakke op om bevægelsen.

Protester i Iran 2017De mener åbenbart med dette, at vi bør bede det sultne og desperate iranske folk om at gå hjem, og fortsætte deres faste for først at komme tilbage, når de har en organisation, som er vores ”venstreorienterede” intellektuelle venners støtte værdig! Lad os da bede moderen om fortsat at prostituere sig og sende sine børn sultne i seng, indtil nok akademiske artikler er blevet skrevet om et masseparti, der er rent og uspoleret som engletårer, eller indtil det parti opstår ud af den blå luft. Først da ville folket kunne vende tilbage til gaderne. Afstanden mellem disse ”venner” og den virkelige verden kunne ikke være større.

Men hvordan er det overhovedet muligt, at bygge en flyvefærdig demokratisk masseorganisation under et sådan diktatur? En sådan udvikling er højst usandsynligt, hvis ikke umuligt. Disse damer og herrer er de samme, som afviser at bygge en organisation, fordi de ikke tror, at en revolution vil komme, og når den så finder sted, afskriver de den, fordi den ikke har en organisation. I begge tilfælde går de imod de revolutionære masser, som de ikke nærer nogen tiltro til – og dette er hele essensen.

Heldigvis tager de iranske masser ikke stor notits af disse mennesker. I 30 år har de liberale ”demokrater” og deres socialdemokratiske medløbere prædiket ”reformer” og ”mådehold,” hver gang masserne er gået på gaden. Og hvad har de opnået? Absolut intet. 30 års vekslen mellem konservativt og liberalt styre har ført til absolut intet. Folk er stadig undertrykte, arbejdsløse og kæmper for at overleve. Men de fattige og uuddannede i Iran har i løbet af tre dage lært, hvad disse damer og herrer ikke kunne på tre årtier: kun en uforfærdet revolutionær politik vil give resultater. Regimet er tydeligvis rystet af den radikale stemning, som præger demonstrationerne. Måske endnu mere end under mange faser af den grønne bevægelse i 2009.

Bevægelsen har naturligvis brug for organisering og et klart revolutionært program for at lykkes. At bevægelsen er fuldstændigt uprøvet og uden revolutionær ledelse betyder, at den vil møde mange udfordringer, som muligvis kan afspore den. Det forbliver en fare, især så længe arbejderklassens kernetropper endnu ikke har tilsluttet sig bevægelsen. Ville det netop ikke derfor være des mere logisk at støtte den og des mere ihærdigt at bistå den på enhver mulig måde for at opbygge en sådan organisation og et program før bevægelsen afspores eller på anden måde kompromiteres?

Vi er vidner til de første tidligere stadier i en revolutionær proces. Nogle lag af masserne tager sin skæbne i egne hænder. Denne handling er forvarsel om de kommende begivenheder. De ved endnu ikke, hvad de vil, men de ved præcist, hvad de ikke vil have, og det er alt, som har at gøre med den Islamiske Republik. De giver udtryk til den iranske kapitalismes manglende evne til at imødekomme den iranske befolknings mest basale behov – end ikke hos dets traditionelle støttebase.

Gennem kampen vil denne kendsgerning og klasseskellet blive endnu tydeligere. Revolutionæres opgave er ikke at stå på sidelinjerne og forklare, hvad der ”kunne gå galt, hvis vi taber,” men i stedet hvordan kampen kan vindes! Vi må deltage i bevægelsen og tålmodigt forklare, at det kun er ved at tage magten i egne hænder, at folket kan få opnå sine beskedne mål og forhåbninger.

Del

Yderligere information