Kurds in AfrinKurdere i Afrin / Foto: Bob ScottDet ser ud til, at Tyrkiet har indledt eller snart vil indlede [det er indledt – red] et angreb på den kurdisk-styrede Afrin-enklave i det nordvestlige Syrien. Forberedelserne til denne operation har stået på i flere måneder. Tyrkiske tropper har omringet området sydfra og, ved hjælp af deres proxy-tropper - den såkaldte Frie Syriske Hær - østfra og har befæstet og bombet området i de sidste par uger.

For Erdogans regime er en kurdisk, selvstændig enhed på den tyrkiske grænse en trussel, fordi den styrker den undertrykte kurdiske minoritets bevægelse i Tyrkiet. Han har aldrig lagt skjul på det faktum, at hans nuværende hovedprioritet i Syrien er at besejre den kurdiske bevægelse, som ledes af PYD, en søsterorganisation til PKK i Tyrkiet.

Massemedierne i Vesten har tiet angående disse begivenheder. Disse ‘frihedens og demokratiets korsfarere’ lukker øjnene for det faktum at der er 200.000 mænd, kvinder og børn, som lever på den tyrkiske hærs brutale drabsmaskines nåde. Washington, der har brugt de kurdiske tropper i kampen mod ISIS, vaskede sine hænder for flere dage siden som forberedelse til der der skulle ske. Pentagons talsmand Major Adrian Rankine-Galloway sagde om Afrin den 16. januar, at “vi anser ikke [kurderne] som del af vores ‘besejr ISIS’-operationer, hvilket er det vi gør og vi støtter dem ikke. Vi er ikke involverede med dem overhovedet.” EU-lederne, der har indgået en beskidt aftale med Erdogan om at stoppe strømmen af desperate flygtninge fra Mellemøsten, har selvfølgelig ikke sagt noget.

Recep Tayyip Erdoğan Image Flickr rterdoganRecep Tayyip Erdoğan / Foto: Flickr rterdoganDen sidste brik i puslespillet var Rusland, som var inviteret til Afrin af PYD for omtrent et år siden for at agere sikkerhedsvagt mod tyrkisk aggression. Men efter en række forhandlinger i løbet af den seneste uge valgte Rusland at trække dets troppe tilbage her til morgen, øjeblikkeligt efter at det tyrkiske fremstød ser ud til at være begyndt.

Assad-regimet, der også fisker efter indrømmelser, advarede i går om, at det vil nedskyde tyrkiske fly, men som den tyrkiske Forsvarsminister, Nurettin Canikli, sagde i fredags; “Tyrkiet ved udmærket godt, at Assad-regimets muligheder for at føre dets trusler ud i livet er ‘begrænsede’.” Assad-regimet er blot et gidsel for Rusland og Iran, der tydeligvis har indgået en aftale med Tyrkiet. Uanset hvad ser Assad-regimet ud til at være neutraliseret på den ene eller den anden måde. Efter at have set tilbagetrækningen af russiske tropper har der været rapporter om, at de kurdiske ledere rakte ud efter den syriske regering for at syriske statsinstitutioner kunne vende tilbage til Afrin og hejse det syriske flag dér. Det rapporteres, at det syriske regime afslog dette.

Kurdish fighters Image Flickr KurdishStruggleKurdiske kæmpere / Foto: Flickr KurdishStruggleSom det altid er tilfældet er ‘små’ nationer ikke andet end brikker i spillene og kampene mellem de store magter. Så snart de er færdige med at bruge dem, har de ingen kvaler over at knuse dem eller lade andre gøre det. USA, Rusland, Iran og Assad-regimet har på et eller andet tidspunkt lovet kurderne en form for støtte. Selv Erdogan lænede sig op ad den kurdiske bevægelse i Tyrkiet indtil 2014, da det kurdisk-baserede parti HDP pludselig blev en trussel mod hans regering. Men den herskende klasse har ingen permanente venner eller fjender, den har kun permanente interesser, og ingen af lederne i Mellemøsten har nogen interesse i et selvstændigt Kurdistan, der ville true den irakiske, den syriske og den iranske stat. Det der foregår nu er en indikation af, hvilken vej processen i resten af de kurdisk-kontrollerede områder i Syrien vil gå.

Det kurdiske folk kan ikke stole på andre end dem selv og regionens andre undertrykte arbejdere og fattige. Rojava-revolutionen opstod som en del af starten af den syriske revolution, og den lykkedes kun på grund af de revolutionære og demokratiske metoder, der appellerer til brede lag af arbejdere og fattige i regionen. Det er disse samme metoder, der nu kan redde Afrin. Først og fremmest er der behov for en appel til og generel mobilisering af de kurdiske masser i Tyrkiet, Irak og Iran: en anmodning om massedemonstrationer og strejker i de kurdiske områder for at slutte den brutale, ensidige krig mod kurderne. Derudover bør en appel sendes til alle arbejdere og fattige i disse lande for at tilslutte sig de kurdiske masser i deres kamp mod de reaktionære ledere, især i Tyrkiet, men ligeså i Syrien, Irak og Iran. Endeligt er det i Vesten arbejderbevægelsernes lederes pligt at udstille de vestlige regeringers forbryderiske opførsel, der er medskyldige i Erdogan-regimets forbrydelser.

Erdogan and Vladimir Putin Image Kremlin.ruErdogan og Vladimir Putin / Foto: Kremlin.ruDet kurdiske folks kamp for retten til at leve frit efter dets eget ønsker om at have deres eget hjemland er alle arbejderes og unges kamp mod den kapitalistklasse, der slæber menneskeheden ned i en sump af barbari.

Ned med krigen mod kurderne!
Ned med Erdogans morder- og røverregime!
Ned med imperialisme!
Støt de kurdiske massers ret til at afgøre deres egne skæbner!
Længe leve international solidaritet!

Denne artikel blev oprindeligt bragt på marxist.com den 19. januar 2018.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information