Forside nr38 webTegn abonnement på REVOLUTION!Leder: Regeringen førte sig frem i starten af OK18 forhandlingerne. Men pludselig fik piben en anden lyd. Hvorfor? Var regeringen pludselig, som Innovationsminister Sophie Løhde forsøgte at give indtryk af, blevet ramt af et akut tilfælde af omsorg for de offentligt ansatte og deres prisværdige arbejde? Intet kunne være længere fra sandheden. Regeringen blev ramt af akut frygt for en organiseret og forenet arbejderklasse!

Sandheden er, at en forenet arbejderbevægelse har tusinde gange mere magt end den korrupte klub af levebrødspolitikere der udgør flertallet på Christiansborg. Ikke et hjul drejer og ikke en pærer skinner uden arbejderklassens implicitte tilladelse. I årtier har arbejderklassen, unge og gamle i Danmark skullet trækkes med reaktionær borgerlig politik, både under Fogh, Helle Thorning og Løkke. Nedskæring har fulgt nedskæring, forringelse har fulgt forringelse. Krigseventyr i Mellemøsten har kostet arbejderliv, både i udlandet og herhjemme. Arbejdere, unge, gamle og de fattigste har holdt for mens den allerrigeste lille elite har holdt champagnefest. Tallene taler deres tydelige sprog. De ti procent rigeste i Danmark ejer i dag 69,3 procent af den samlede formue. Klassekampen lever i bedste velgående. Men især siden krisen i 2008 har klassekampen kun været ført af den ene side! Er det ikke på tide at svare igen?

Spørg hvilken som helst sygeplejerske, SOSU, pædagog eller hvilken som helst anden offentligt ansat og historien er den samme: de kan snart ikke mere. OK18 er arbejderklassens mulighed for ikke bare at lave symbolske demonstrationer og happenings, som vi har set utallige gange før, og som rækker som en skrædder i helvede, men rent faktisk at gøre noget der virker. Hvis arbejderbevægelsens ledelse blot står fast og står sammen kan de vælte regeringen. Alt hvad der kræves er viljen til at gå hele vejen. Tillidsmandsmødet i Fredericia viste en enorm kampvilje fra medlemmerne på gulvet. Ingen af de 10.000 deltagere var bange for en direkte konfrontation med regeringen.

Imens forsøger regeringen, DF og deres loyale opposition i Socialdemokratiet febrilsk at dreje opmærksomheden væk fra de virkelige problemer og over på ”indvandrerspørgsmålet”. Ghettoplaner, svinekødstvang, burka-forbud, grænsehegn og tvangsudsendelser og i det hele taget ulækker racistisk politik er deres forsøg på en udvej fra at blive konfronteret med de virkelige problemer som deres system står i og som rammer danske arbejdere og unge hver dag.

Hele systemet er råddent. Kapitalismen selv er rådden. Vi støtter helhjertet op om de offentligt ansattes retfærdige kamp imod regeringens offensiv. Men vores støtte er ikke et forsvar af den såkaldte ”danske model”.

Den danske model er i sin essens intet andet end institutionaliseret klassesamarbejde mellem fagtoppen, staten og arbejdsgiverne. Det er denne treenighed der har bragt os i den nuværende situation. Selve formålet med den danske model er at sørge for at arbejderne ikke går i faglig kamp. den danske model gør det forbudt at strejke og aktionere så længe der er gyldige overenskomster, altså 99% af tiden, imens arbejdsgiverne har ledelsesretten til at smadre arbejdsforholdene hver eneste dag. Den danske model betyder at forhandlingerne i forligsinstitutionen er hemmelige og derved passiviserende. Den danske model betyder at en regering kan gribe ind, ligesom overfor lærerne i 2013, hvorefter at det er ulovligt for arbejderne at gå i strejke. Den danske model er en gigantisk lænke om foden på den danske arbejderklasse.

Men hvorfor går vi så imod regeringen når den, med støtte fra Socialdemokraterne, DF og Radikale Venstre angriber modellen indenfor det offentlige område? Det gør vi fordi angrebet sker fra højre, med et reaktionært formål. For at svække arbejderklassen og dens modstandskraft. Ja vi er imod den danske model, men det er arbejderklassens sag at tage sit eget opgør med den; aktivt og gennem kamp for at komme styrket ud på den anden side.

OK18 viser med tydelighed at der er behov for et såkaldt paradigmeskift i dansk arbejderbevægelse. Tiden med fredelig forhandling er forbi. Stat og arbejdsgivere står på spring for at knuse de velorganiserede danske arbejdere for at sænke arbejdsgivernes omkostninger og højne profitten i et yderst højspændt verdensmarked. Det er ikke bare et ideologisk valg for de borgerlige, men fordi kapitalismen er i stagnation, en grundlæggende systemisk krise, og fordi en ny nedtur truer i horisonten.

Men netop nu står fagbevægelsen i en helt enestående position, med massiv opbakning fra størstedelen af befolkningen. Det er regeringen der har styret mod konfrontation, men som nu er nervøse for konsekvenserne. Men hvad repræsenterer de? Hvilken styrke har regeringen bag sig, andet end et sæt faglige regler som er designet til arbejdsgivernes fordel? Fagtoppen har muligheden for at afgøre konflikten hurtigt og smertefrit. Åben dørene for forhandlingerne og afslør regeringens reaktionære mål overfor hele den danske arbejderklasse. Stå fuldstændigt fast på kravene – de er principielle. Eskaler mobiliseringerne gennem massedemonstrationer og uofficielle punktstrejker allerede under forhandlingerne.

Det er regeringen og arbejdsgiverne der har samlet stormskyerne. Arbejderbevægelsen bør tage bestik af den virkelige situation. Det er på tide at finde stormfanerne frem, tage regeringen i nakken og knække den.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 38, april 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.