SoSu torsdag2946 jpegStorkonflikt i den offentlige sektor er ikke en normal ting og det er slet ikke “normalt”, at regeringen og embedsapparatet anlægger en så offensiv tilgang, som vi har set siden lockouten mod lærerne i 2013. Meget tyder på, at vi er vidner til et begyndende brud i det institutionaliserede klassesamarbejde, den såkaldte “danske model”.

Alt peger i øjeblikket mod, at der udbryder storkonflikt i den offentlige sektor i starten af april. Det sker på baggrund af en ualmindelig offensiv tilgang fra regeringen og embedsapparatet, koordineret i Moderniseringsstyrelsen, underlagt Finansministeriet. At det ikke er bare er et påfund fra en reaktionær borgerlig regering, understreges af, at det var den tidligere socialdemokratiske regering under Helle Thorning-Schmidt som indledte kampagnen med angrebet på lærerne i 2013.

Men for at forstå den nuværende situation er det værd at sætte den i en historisk kontekst. Derfor vil vi her gennemgå de større arbejdskonflikter siden 1985 og derudfra komme med et bud på karakteren af den nuværende konflikt.

1985 - 10 dage der rystede Danmark

Paaaaskestrejkerne banner ukendt fotografDet er de færreste unge, der i dag er klar over det, men i 1985 var den konservativt ledede Schlüter-regering på randen af at blive væltet af en generalstrejke. Arbejderklassen gik i aktion i en skala, der, hvis den havde haft en determineret og konsekvent ledelse, ville have haft revolutionære implikationer. Påskestrejkerne var med andre ord den mest alvorlige udfordring af det borgerlige samfund siden Anden Verdenskrig.

Det hele startede som en “almindelig” overenskomstkonflikt for de privatansatte arbejdere under LO. Årene op til ‘85 havde været præget af krise og arbejdsløshed. De faglige netværk var blevet svækket og arbejderklassen havde fået en gevaldig øretæve med nederlaget til havnearbejdernes strejkebevægelse i 82-83. Men i ‘84 vendte konjunkturerne, og arbejderklassen begyndte så småt at ranke ryggen. Nu var det tid at vinde noget af det tabte tilbage og samtidig gøre noget ved arbejdsløsheden. De danske arbejdere rejste derfor krav om en 35-timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation.

Presset fra bunden var så stort, at LO’s forhandlere ikke uden videre kunne sælge ud. Men arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter var på krigsstien. De forudgående sejre over dele af arbejderklassen havde gjort dem selvsikre. Den 21. marts 1985 erklæredes sammenbrud i overenskomstforhandlingerne og søndag den 24. marts startede storkonflikten.

Omkring 300.000 arbejdere var omfattet af strejken, enten gennem strejke eller lockout fra arbejdsgiverne. Det svarede til omkring en tredjedel af de privatansatte arbejdere på LO-området. Vigtige områder som benzin, kraftværker og transport var også udtaget til at strejke, hvilket hurtigt ville kunne mærkes og sætte hele landet i stå.

Samtidig var der overenskomstforhandlinger i gang for de offentligt ansatte. Dér var der varslet strejke fra den første april for 200.000. En sådan strejke ville ramme den kollektive trafik, børnepasning, skoler og så videre. Schlüters regering var derfor, med god grund, bange for, at de to strejker skulle flyde sammen i én stor generalstrejke.

For at stoppe strejken greb den borgerlige Schlüter-regering ind i konflikten 30. marts. Indgrebet var endnu hårdere overfor arbejderne end den forligsskitse, som parterne havde forkastet.

Indgrebet gjorde med øjeblikkelig virkning strejken ulovlig. En ulovlig strejke betyder, at fagforeningerne ikke må udbetale strejkeunderstøttelse og ifølge reglerne aktivt skal arbejde imod strejken, under trussel om gigantiske bøder. Da strejken blev ”ulovlig” meldte LO-toppen sig fuldstændig ud, og ledelsen for Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) stod mere eller mindre med bevægelsen i deres hænder, gennem den DKP-kontrollerede Tillidsmandsring.

Men i 1985 fik regeringens lovindgreb ikke den ønskede effekt. Det skabte en enorm vrede i arbejderklassen. I den korte periode, hvor strejken stadig var lovlig, var aktiviteten relativt lav. Men hele situationen ændrede sig, da den borgerlige regering forsøgte at gribe ind i konflikten. Den ulmende utilfredshed i arbejderklassen viste sig med fuld styrke.

Allerede den 28. marts, da det stod klart, at regeringen ville gribe ind, gennemførte 2.000 fagforeningsfolk fra over 20 fagforeninger en blokade af alle broer til Slotsholmen og lykkedes i at holde denne blokade af Christiansborg i halvanden time, indtil politiet til sidst brød igennem. Inden da var en politibil blevet vendt på hovedet af de faglige aktivister.

Da regeringsindgrebet blev en realitet, rejste der sig omgående en kraftfuld strejkebevægelse. Det vurderes, at mellem 500.000-750.000 arbejdere deltog i de ulovlige strejker. Regeringsindgrebet gjorde, at kampen skiftede fra en økonomisk til en politisk kamp - målet var ikke længere bare en 35 timers arbejdsuge, men - næsten vigtigere - at få væltet Schlüter-regeringen.

Ikke bare i Købehavn, men i alle større provinsbyer var der massive strejker og demonstrationer. På flere tillidsmandsmøder, med tusindvis af tillidsfolk i København alene, blev der rejst krav om indkaldelse til et nationalt tillidsmandsmøde som optakt til en egentlig generalstrejke. Klassekampen nærmede sig et crescendo, som absolut var ud over normalen. Almindelige arbejdere, med fast ansættelse, villa og Volvo var klar til at risikere det hele, for den større sags tjeneste.

Det “kommunistiske” DKP stod i spidsen af bevægelsen. Men i stedet for at lede den effektivt var DKP’s ledere mere bekymrede om faren for at tabe kontrollen til de mere venstreorienterede elementer. Derfor gjorde de alt i deres magt for at køre bevægelsen træt og lukke den ned. Til sidst lykkedes de og reddede dermed den konservative regering.

Effekten af nederlaget var dyb og langvarig på den danske arbejderklasse. Efter 1985 begyndte fagbevægelsen en generel tilbagegang i styrke, kampvilje og medlemstal.

Storkonflikten i 1998

I 1998 var op mod en halv million danske arbejdere fra den private sektor i strejke i 11 dage. Storkonflikten lammede Danmark og viste, at når arbejderne går i strejke, går det danske samfund i stå. I eftertiden er storkonflikten i borgerlige medier o.l. blevet fremstillet som ”dengang danskerne hamstrede gær”. Men storkonflikten var meget mere end gærhamstring. Storkonflikten i 1998 var en af de største konflikter nogensinde i Danmark.
For første gang siden 1956 stemte medlemmerne nej, trods sammenkædningsregler og alle fagtoppens anbefalinger! Dermed var storkonflikten en realitet fra den 27. april 1998 indtil den socialdemokratiske Nyrup-regering greb ind 11 dage senere.

Fagforeningstoppen spillede ingen rolle overhovedet. Fra deres synspunkt var konflikten et resultat af, at medlemmerne “havde stemt forkert”. Konflikten blev i stedet kørt af fagforeningsinitiativet, sammensat af flere ”røde” fagforeninger, der også havde organiseret nej-kampagnen. Kampagnens budskab havde været kravet om den 6. ferieuge, og det var også kravet under storkonflikten, et krav som langt fra blev opfyldt af regeringsindgrebet. På dagen for regeringsindgrebet blev der holdt et stort tillidsmandsmøde med 1000 deltagere, her var det tydeligt, at også fagforeningsinitiativet ønskede at stoppe strejken, ligesom kommunisterne havde gjort det i 1985.

Inden regeringsindgrebet havde store udenlandske investorer truet med at begynde at trække deres investeringer ud af landet, hvis strejken varede længere end 10 dag. Det viser, at arbejdernes strejke begyndte at ramme, hvor det gjorde ondt. Dette var årsagen til at Nyrup greb ind.

Fagbevægelsens ledere protesterede højlydt mod indgrebet; ikke fordi de mente politikerne skulle blande sig udenom, men fordi indgrebet faktisk gav arbejderne mere end det oprindelige forslag som de selv havde anbefalet. Regeringsindgrebet underminerede ganske enkelt deres autoritet som forhandlere!

Storkonflikten i 1998 var, trods den yderst kølige modtagelse fra fagtoppen, årsag til at den 6. ferieuge blev indført, selvom det var i form af ferie-fridage og kun indført gradvist over de næste overenskomstfornyelser.

Den offentlige konflikt i 2008

2008 haender01Strejkerne i den offentlige sektor i perioden fra april til juni 2008 havde rødder i begivenhederne de forudgående år. Tre gange i løbet af 2006 og 2007 var der demonstrationer, der samlede over 100.000 på landsplan i protest imod den borgerlige Fogh-regerings angreb på velfærden og den offentlige sektor.

I efteråret 2006 strejkede pædagogerne flere steder i landet, men bevægelsen var størst i Århus, hvor pædagogerne gik i ulovlig strejke i omtrent fire uger. På trods af enorm kampgejst og mobilisering blandt pædagogerne endte strejkerne uden resultat.

I sommeren 2007 fulgte en stor og imponerende strejkebevægelse blandt sosu’erne. Disse ulovlige strejker for højere løn fik stor politisk bevågenhed.

Efter disse strejker meldte mange af de faglige ledere ud, at de kæmpede for en højere løn på mange tusinde kroner om måneden. Men efter en massiv kampagne fra arbejdsgivernes side trak de faglige ledere i land og slækkede på kravene, så de store beløb, de før havde krævet, nu blev lagt på hylden til fordel for krav om ”generelle lønstigninger”.

Et stort problem ved overenskomstforhandlingerne i 2008 var, at fagforbundene var splittede. De fleste forbundsledere accepterede rammen på 12,8 procent som Fogh-regeringen havde dikteret. Også i pædagogernes forbund BUPL gik lederne med på rammen. Men blandt pædagogerne var der ønske om at gå i strejke sammen med FOA og Sundhedskartellet, og med stort flertal forkastede de det forlig, som deres egne ledere anbefalede, og sendte dermed BUPL i konflikt imod forbundets ledelse.

FOA’s ledelse gik direkte ind i konflikten med deres afvisning af rammen på 12,8 procent. Samtidig stod Sundhedskartellet også stærkt på kravet om 15 procent og de gik også i konflikt. Konfrontationen med arbejdsgiverne gav en kæmpemæssig opbakning til lederne af de to fagforeninger blandt deres medlemmer. Dennis Kristensen og formanden for sygeplejerskerne Connie Cruckow blev lynhurtigt de mest populære ledere i den danske arbejderbevægelse.

Splittelsen mellem forbundene betød, at FOA, BUPL og Sundhedskartellet blev ladt alene i kamp. De kæmpede oven i købet hver for sig. De afholdt ikke fælles strejkemøder eller demonstrationer. Det svækkede strejken betydeligt. Hvis alle forbund i den offentlige sektor havde stået sammen om konflikten, havde de strejkende uden tvivl stået stærkere. Splittelsen blev grafisk illustreret den 29. maj (efter FOA havde indgået forlig, men hvor BUPL var i strejke), hvor Sundhedskartellet og BUPL stod med hver deres adskilte flok på Rådhuspladsen i København, endda iført forskelligfarvede kampagnetrøjer. Der var ingen fraternisering mellem de to grupper.

En særlig skammelig rolle blev spillet af de andre forbundsledere, der direkte eller indirekte erklærede, at de ønskede, at de strejkende led nederlag. Formanden for Akademikernes Centralorganisation (nu Akademikerne) Sine Sunesen, gik så langt som til at sige, at ”det ikke må kunne betale sig at strejke”.

Problemet for de offentligt ansatte er, at når sygeplejersker eller pædagoger nedlægger arbejdet, rammer det ikke kapitalisterne direkte. Det rammer i første omgang børn og syge. Derfor er de ansatte i den offentlige sektor meget påpasselige med at gribe til strejkevåbenet. Hvis de offentlige arbejdsgivere – staten – skal rammes, så kræver det, at man rammer deres bagland i industrien. Det er kun arbejderne i den private sektor, der direkte kan lægge pres på regeringen gennem at lamme den danske produktion. Uden arbejderklassens venlige tilladelse er der ingen pærer, der lyser, ingen hjul der kører, ingen skibe der sejler. Hele samfundet går i stå uden arbejderklassen. Denne magt til direkte at konfrontere kapitalisterne er en enorm styrke, som arbejderbevægelsen besidder, men som ikke blev brugt under konflikten i 2008.

I 2008 var fagbevægelsen så splittet og de strejkende forbund så isolerede fra resten af arbejderbevægelsen, at den borgerlige regering kunne holde til at lade være at gribe ind. I stedet var deres strategi at udsulte fagforeningerne og tømme deres strejkekasser ved at lade konflikten køre i op mod otte uger.

Strejken sluttede med nogle forlig, der lå meget tæt på den oprindelige ramme på 12,8 procent. Dagen efter, at Sundhedskartellet havde indgået forlig, havde Berlingske Tidende overskriften ”Strejken er slut – lønnedgang på vej” som kommentar til forliget. Nordeas chefanalytiker Anders Matzen sagde til Politiken, at ”Det er en lang næse til lønmodtagerne”.

Strejkebevægelsen i 2008, der blev ført uden plan og af isolerede forbund, endte i nederlag og førte naturligt til udbredt træthed og demoralisering. Demoraliseringen blev yderligere forstærket, da den internationale finanskrise allerede året efter slog igennem med ødelæggende virkning på dansk økonomi og gav regeringen en “retfærdiggørelse” for en hård sparepolitik.

Krisen betød også, at arbejdsløsheden steg kraftigt og lønningerne i det private raslede ned, samtidig med inflationen. Så trods det magre resultat, blev det alligevel til en reallønsfremgang i det offentlige, der gjorde at deres lønstigningstakt kom til at matche den private, set over en længere periode. Og der er blandt andet dette Moderniseringsstyrelsen i dag i 2018 vil tage tilbage.

Lærerlockouten i 2013

I 2013 lockoutede KL mere end 60.000 lærere og undervisere. Over hele landet var lærerne lukket ude fra deres arbejde og eleverne måtte blive hjemme.

KL krævede, med regeringens opbakning, at lærerne skulle betale for den nye socialdemokratiske skolereform med deres arbejdstid. Men angrebet på lærerne var også bare første skridt fra arbejdsgiverne i en længere kamp om at forringe løn- og arbejdsforhold for andre faggrupper.

Den 1. april 2013 trådte KL’s lockout i kraft og samtlige medlemmer af Danmarks Lærerforening (DLF) blev lockoutet af KL og Finansministeriet (sidstnævnte var arbejdsgiver overfor lærere på produktionsskolerne). Helle Thorning-Schmidt benægtede gennem hele forløbet at regeringen ellers dens embedsfolk spillede nogen som helst rolle eller havde intentioner om at gennemføre et lovindgreb. Det hele var en ganske almindelig sag for “arbejdsmarkedets parter”.

I efteråret 2017 kom det i en bog med titlen “Søren og Mette i benlås” frem, at hele lærerkonflikten var en nøje planlagt manøvre fra embedsapparatet og den daværende socialdemokratiske regering under Helle Thorning-Schmidt. Intet var overladt til tilfældighederne. Ganske vist var det Kommunernes Landsforening der var forhandlingspart for arbejdsgiversiden, men det var regeringen og først og fremmest landets virkelige politiske herskere, departementscheferne, der svingede taktstokken. Men det danske Socialdemokrati besluttede sig for at hoppe med på New Public Management-vognen og smadre en af de bedst organiserede offentlige fagforeninger, længe inden at overenskomstforhandlingerne skulle starte i slutningen af ‘12.

Det samme havde også været et ønske fra departementscheferne i årtier. Poul Nyrup er i bogen citeret for at sige, at “Ministeriet [i starten af 90’erne] ville have lærerne til at undervise mere, men regeringen havde den opfattelse, at de ikke skulle presses ind i en sædvanlig rolle som lønmodtagere. De arbejdede jo ikke i jernindustrien”. Med andre ord var Poul Nyrup bange for, at lærerne skulle begynde at bruge samme konfliktvåben som de privatansatte arbejdere. Men det afholdt tilsyneladende ikke Bjarne Corydon og Thorning-regeringen, der 20 år senere kastede sig ud i det historiske union-busting projekt.

Op til forhandlingerne blev kørt en lang og manipulerende kampagne i medierne, som skulle vise, at lærerne var dovne og arbejdede langt mindre end andre lønarbejdere.

Solidariteten med lærerne fra befolkningen og andre offentligt ansatte viste sig imidlertid i praksis, da op mod 70.000 demonstrerede den 20. marts 2013 i frysende snevejr over hele landet, under parolen: ”Lærerne er de første: hvem bliver de næste?”

Det var et godt første skridt, men kampen blev aldrig rigtig startet. Da først lockouten startede, fik lærerne ikke et ben til jorden. På intet tidspunkt var regeringen ved at tabe kontrollen og lærerne blev ført som slagtekvæg.

Hver dag lockouten varede, sparede kommunerne op mod 100 millioner i lønkroner (hvoraf nogle af dem så tabtes igen pga. manglende skatteindbetalinger). Samtidig tømtes lærernes strejkekasse, og lærerne mistede en god del af deres indtægt. Statens taktik var at udhungre lærerne.

Folkestemningen havde fra start været imod et regeringsindgreb og yderst sympatisk overfor lærerne. Men efterhånden som konflikten skred frem og DLF intet perspektiv havde, eller på nogen måde kæmpede imod, blev det hurtigt tydeligt for alle, at det var meningsløst. Selv DLF appellerede til sidst mere eller mindre direkte om, at regeringen skulle gribe ind, altså at regeringen gav dem det fra start planlagte nådestød.

Den 25. april indkaldte den socialdemokratiske statsminister så “nødtvungent” til pressemøde og fortalte, at man nu måtte gribe ind, af hensyn til børnene, afgangsprøver osv. Samme eftermiddag kunne den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fremsætte et lovforslag til vedtagelse. Forslaget blev stemt igennem af samtlige partier minus Enhedslisten og Liberal Alliance. Efterfølgende gik de tre regeringspartier S, SF og R markant tilbage i meningsmålingerne og blev så godt som udslettet iblandt den danske lærerstand.

Kampen var slut og lærerne var knust. Lærerlockouten var et ekstremt angreb på den danske arbejderbevægelse. For første gang siden Anden Verdenskrig gik statsmagten direkte imod det institutionaliserede klassesamarbejde, den såkaldte Danske Model, som ellers har tjent den så glimrende i generationer. Der var blevet slået en dyb revne i det ellers ubrydelige forhold mellem fagbevægelsens top og statsapparatet.

Et nyt kapitel for den danske model?

Lærerlockouten åbnede dermed for et helt nyt kapitel i dansk arbejderbevægelses historie og tvang selv det dybt konservative bureaukrati i fagtoppen til at overveje, at deres position ikke var en gudgiven selvfølgelighed. Det ser ud til, at departementscheferne i toppen af centraladministrationen har fået så meget blod på tanden at de vil forsøge gennem lockout og et eferfølgende lovindgreb at lægge hele den offentlige fagbevægelse ned i ét strøg og gøre klart, at det fremover er dem der egenhændigt dikterer vilkårene. Spørgmålet er om de skal få lov til dette.

De store arbejdskampe og især Påskestrejken i 1985 viser det enorme potentiale i den danske arbejderklasse. Uden arbejderklassen er der ikke et hjul, der kører og ikke en pære der lyser. Til hverdag går livet sin vante gang, og arbejdsgiverne bestemmer, men i særlige perioder i historien presses arbejderklassen ud i kamp, og bliver bevidst om sin egen styrke og magt.

Den ovenstående gennemgang viser også, at arbejderbevægelsens modstandskraft er blevet svækket over årene i takt med den stadige højredrejning af de reformistiske ledere. Tidligere skulle en faglig leder “gøre sig fortjent” til at blive bureaukrat, han skulle som et minimum have ledt nogle arbejdskamp i større eller mindre skala. De ledere, der i dag sidder i toppen af fagbevægelsen, er i høj grad administratorer, som har arbejdet sig op, startende som sagsbehandlere. De har derfor ringe eller ingen erfaring med massekamp, og de er ofte direkte bange for den. Denne svaghed kan arbejdsgivere og statsapparatet mærke. Og de er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved “den danske model” og det institutionaliserede klassesamarbejde, for i stedet at gennemføre deres diktater hen over hovedet på det magtesløse faglige bureaukrati. Statens direkte brug af lockout og offensive kampskridt overfor lærerne i 2013 er et historisk vendepunkt i dansk arbejderbevægelse.

Arbejdsgivernes nye selvtillid og bevægen sig væk fra det velorganiserede klassesamarbejde sætter spørgsmålet om en genetablering af arbejderklassens kamptraditioner på dagsordenen. Ikke for deres egen skyld, men fordi det vil være en bydende nødvendighed stående overfor en modstander, der ikke længere vil klare tingene fredeligt over forhandlingsbordet.

Hvis det kommer til en bredt dækkende storkonflikt på det offentlige område, kan vi forvente et lovindgreb, som i større eller mindre grad vil ophøje arbejdsgiversidens krav til lov. Det vil stille lederne af fagforeningerne overfor et skarpt valg mellem to stærke ekstremer: 1) At blive indenfor "det fagretslige systems" rammer og acceptere fuldstændigt nederlag. Eller 2) At bryde med legaliteten og fortsætte kampen - trods lovindgreb - og gennemføre en ulovlig strejkebevægelse, som naturligt vil udvikle sig til en politisk kamp for at vælte den borgerlige regering, af samme linjer som i 1985. Den første mulighed betyder at reducere dansk fagbevægelse til ligeyldighed. Den anden betyder brud med hovedafalen og selve grundlaget for "Den danske model".
Klassekampen banker på Danmarks dør. Det er på tide at svare resolut igen!

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 37, marts 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.