Fredag morgen den 6. april kl. 8:00 mødte 25-30 aktivister fra SNAS op ved Socialdemokraternes hovedkontor på Vester Voldgade for at finde ud om det gamle arbejderparti var med eller imod de offentligt ansatte i den kommende storkonflikt.

Inden vi går til forløbet af fredagens aktion, må vi starte med baggrunden: Bjarne Corydon og den tidligere socialdemokratiske regerings skygge hænger tungt over den nuværende overenskomstforhandling. Den borgerlige regering er i gang med at kopiere socialdemokraternes skamløse lockout og regeringsintervention overfor folkeskolelærerne i 2013. Nu bare i større skala.

Socialdemokratiet har i KL og Regionerne valgt at stemme for lockout af de offentligt ansatte, og alt indikerer, at hvis det kommer til storkonflikt, og et følgende regeringsindgreb, vil partiet med Mette Frederiksen i spidsen stemme for. Socialdemokraterne undskylder sig med, at deres borgmestre jo er arbejdsgivere, at de har arbejdsgiverkasketten og ikke parti-kasketten på, når de sidder i KL. Det er en kunstig ide, men lad os for argumentets skyld acceptere præmissen: Vi må så spørge: hvorfor laver en arbejdsgiver lockout mod fagforeningsmedlemmerne? Det gør en arbejdsgiver kun, hvis vedkommende ikke synes arbejdernes krav er rimelige – ellers er lockout meningsløst.

Vi fra SNAS har de seneste dage forsøgt at få socialdemokraterne til at svare på hvilke af arbejdernes krav, de synes var uantagelige, men uden held. I stedet får vi den samme sang om, at det er nødvendigt at stemme for lockout, fordi ”lockout er et legitimt våben”, ”sådan er den danske model” osv.

Socialdemokraterne har i mange år, men stadig mere hult, hævdet, at de står på arbejdernes side. Men i OK18 er de ligefrem tungen på vægtskålen, hvis regeringens planer om at smadre de offentlige ansatte skal lykkes. Regeringen står nemlig utroligt svagt politisk i Folketinget og kan kun forsætte sin ynkelige eksistens grundet, at der ingen opposition er fra Socialdemokraternes side, der tværtimod i handling støtter regeringens angreb på den offentlige sektor. Så meget for ”velfærd frem for skattelettelser”.

Derfor var SNAS forbi socialdemokraternes partihovedkvarter for at lægge pres på partitoppen. Vi ville stille dem spørgsmålet om, hvorvidt de havde glemt deres egne rødder og traditioner, og var gået fra at være et arbejderparti til et arbejdsgiverparti?

Socialdemokratiske loyalister

SNAS havde åbent annonceret, at vi ville lave en symbolsk lockout af socialdemokratiets partikontor og det fik socialdemokraterne til at starte en mobilisering af DSU’ere til moddemonstration for at ”forsvare deres partikontor”.

SNAS’ tilgang til aktionen var, at den skulle være fredelig med fokus på det politiske gennem taler, der netop var henvendt til socialdemokraterne om vælge den rigtige side i konflikten: Ikke vælge regeringens skattelettelser til de rige og erhvervslivet, men netop at støtte de offentligt ansatte. Og der er brug for det. Rigtig mange steder, for eksempel i sundhedsvæsnet, kan de ansatte ikke klare flere nedskæringer. Helt normale mennesker går grædende hjem fra arbejde, med stres og depressioner lurende lige under overfladen. DSU’ernes svar på de politiske taler var imidlertid en hylekoncert, som skulle overdøve de politiske argumenter. Det var en paradoksal reaktion set i lyset af, at DSU’erne havde meget travlt med at fordømme, da deres formand blev fløjtet ned af scenen 1. maj i Århus i 2013 og Fælledparken i 2014.

”Slaget på Vester Voldgade”

Det socialdemokratiske hoforgan Piopio har dramatisk døbt SNAS-aktionen ”Slaget på Vester Voldgade”. I artiklen beskriver de aktionen: ”Direkte konfrontationer i gaden mellem Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og unge revolutionære fra den yderste venstrefløj lyder som noget, der hørte til i 1930’erne. Ikke desto mindre kunne man fredag morgen foran det socialdemokratiske partikontor i Vester Voldgade i det indre København opleve DSU’ere og unge revolutionære i direkte konfrontation.”

I artiklen forklares det hvordan ”kampklædt politi [stod] parat” for at tage imod de revolutionære fra SNAS. Sandheden er, at der var én indsatsledervogn (som er helt standard ved selv den mindste protest) med to betjente i standarduniform. Betjentene forklarede, at aktivisterne fra SNAS skulle tage opstilling på den modsatte side af gaden, hvilket vi gjorde. De to betjente blev inde i deres vogn under hele aktionen. Det lyder muligvis ikke lige så eksotisk som Piopios version, men hvis virkeligheden er for kedelig, kan en frisk journalist altid peppe det lidt op.

DSU stod med skilte, hvorpå der stod, at vi skulle respektere den danske model og at politikkerne ikke skulle blande sig i forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter. Sådan en tilgang findes der et rigtig godt ord for; hykleri. Politikerne er arbejdsgiverparten i disse forhandlinger, hvilket blot giver dem endnu flere muligheder for at tryne de offentlige ansatte. Der var ingen, der tvang Socialdemokraterne til at tage den politiske beslutning om at stemme for lockout. De kunne sagtens have stemt imod, som der eksempelvis var andre medlemmer af KL’s bestyrelse der gjorde. Socialdemokraterne har truffet et politisk valg med deres støtte til arbejdsgiverlockouten.

Hvilken side er du på?

SNAS var i undertal i forhold til de omkring 50 DSU’ere. Men det afskrækkede ikke SNAS’ene, der udviste enorm energi og entusiasme. Den ende af Vester Voldgade, hvor aktionen fandt sted, er ikke vældig trafikeret. Men flere cyklister, der passerede SNAS’ demonsttration, tilkendegav sympati og en enkelt stoppede endda til en lille snak med ordene: ”Det er vist denne side, jeg hører til på”.

Imens SNAS aktivisterne holdt politiske taler, forsøgte DSU’erne at overdøve talerne med parti-sange og råb om ”Ingen kommunister i vores gader”, et kampråb der ellers kun er blevet brugt af den yderste højrefløj. SNAS måtte også lægge ryg til anklagen om at være ”champagne-socialister” - en lidt spøjs anklage, ikke mindst i lyset af de offentligt ansattes yderst beskedne krav, som SNAS aktivisterne forsvarede.

Af en eller anden årsag har toppen af DSU en særlig fjendtlig holdning overfor studerende fra Roskilde Universitet (RUC). Da SNAS’erne pakkede sammen og afsluttede aktionen kom farvelråbet: ”God tur hjem til RUC”. Senere samme dag skrev næstformand i DSU, Morgan Krüger, nedladende i en kommentar i sit eget opslag om aktionen: ”Det ville sgu også være ærgerligt, at blive anholdt, når man skulle nå ud til gruppearbejde på RUC...”. Kommentaren blev slettet, da der kom kritik fra egne rækker om, hvorfor det var nødvendigt at svine studerende fra et specifikt universitet til. Men det er sigende for den arrogance, de unge karrierepolitikere udviser.

Aktionen blev afsluttet ved, at aktivister fra SNAS forsøgte at dele flyers ud til DSU'erne, med et budskab om, at det endnu ikke var for sent for Socialdemokraterne at komme tilbage på arbejderklassens side. Men de DSU’ere, der tog imod løbesedlen, fik omgående at vide af ungdomsparti-bosserne, at de skulle kaste den fra sig eller rive den i stykker.

Tilbage står et socialdemokrati, der er en skygge af sit gamle jeg. Mange socialdemokratiske medlemmer og vælgere må i disse dage spørge sig selv, hvad deres parti laver i OK18? Vi i SNAS håber blot på, at aktionen har prikket til i hvert fald nogle af socialdemokraternes dårlige samvittighed, og fået dem til at spørge sig selv; hvilken side er jeg havnet på? Om ikke andet vil en eventuel konflikt, rejse spørgsmålet med fornyet kraft.

De danske arbejdere og unge er trætte af levebrødspolitikere, nedskæringer og tom snak. Imens holder socialdemokraternes top hånden under en historisk svag borgerlig regering. Ganske vist har de danske socialdemokrater i mange valg fået historisk dårlige resultater. Men udviklingen i Holland, Frankrig og Grækenland, hvor arbejdsgiverpolitik har ført til kollaps i vælgertilslutning for socialdemokratierne, bør få selv karrierepolitikerne i det danske Socialdemokrati til at stoppe op. Der er endnu langt at falde. Og en ting er meningsmålinger, noget endnu vigtigere, som enhver socialdemokrat må spørge sig selv om, er: hvad er partiets eksistensberettigelse - at sikre de danske arbejdsgiveres interesser eller arbejdernes? Skal vi tage svaret på aktionen for pålydende så ser det ikke lovende ud.

 

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information