bannerlilleDen 18. april udskød Forligsmanden endnu engang forhandlingerne om OK18. Det efterlader ingen tvivl om, hvad ideen med Forligsinstitutionen og den danske Model er: at trække så meget kampvilje ud af arbejderklassen som muligt, og overlade mest muligt til en lille gruppe af forhandlere. Hemmelige forhandlinger, en forligsmand der kan ”sætte tiden i stå” osv. har alt sammen til formål at demobilisere arbejderklassen og holde dem hen i inaktivitet.

Gang på gang råbes der ”ulven [konflikten] kommer”, men vi ved alle, hvad der sker i eventyret – når ulven faktisk kommer, er de ikke parate.

At forhandlingerne overhovedet er trukket ud så længe, er endnu et tegn på regeringens ekstreme svaghed. I går måtte den opgive at få gennemført en udligningsreform, ligesom den har måtte opgive stort sagt samtlige større reformer.

Regeringen og embedsapparatet troede arrogant, at de kunne tromle de offentligt ansatte, som det skete med lærerne i 2013. De havde en klar plan om at få en konflikt, hvorefter de kunne gribe ind. Men de offentligt ansattes historiske musketéred, har vist sig for stærk. Særligt det historisk store tillidsmandsmøde i Fredericia var en indikation på en arbejderklasse der ikke længere bare ville lade sig tryne. Momentum har helt klart været på de offentligt ansattes side, der også har kæmpe opbakning i befolkningen.

Vi ved selvfølgelig ikke, hvad de forhandler om i Forligsinstitutionen, men det er helt tydeligt, at det for regeringen og embedsapparatet ikke så meget handler om kroner og ører, her og nu, men om at smadre de offentligt ansattes regulerede arbejdsforhold. Enhver offentligt ansat ved imidlertid også hvad årtiers nedskæringspolitik allerede har gjort ved hele den offentlige sektor. Stress er en epidemi, de ansatte går på arbejde med en følelse af, at de ikke gør, hvad de burde, fordi tiden og ressourcerne ikke er tilstede. Forholdene er strakt til bristepunktet. Men stadig er det ikke vidtgående nok, set fra den herskende klasses side. ”Fleksibiliteten” - altså arbejdsgiverens uhindrede råderet over sin indkøbte arbejdskraft - skal op. Det er her, der er store penge at spare.

Og her kommer vi til sagens kerne. Regeringen og centraladministrationens mål i OK18 var og er at stække eller udradere tillidsfolkene og fagforeningernes indflydelse. Dokumenter fra Moderniseringsstyrelsen viser, at regeringen har en helt klar plan om at overenskomsterne skal være en del af ”en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken” herunder ønsker de bl.a. et opgør med de kollektive lønforhandlinger. De velorganiserede arbejdere er en forhindring for den fortsatte nedskæring og udhuling af den offentlige sektor. Og staten er villig til at gå langt for at nå sit mål. Som direktøren for KL udtalte, så ønsker de et opgør med selve strejkeretten. Om regeringen lykkes eller må indse, at overmagten er for stor i denne omgang er uvist. Men målet forbliver intakt.

Men det er også vigtigt at se det bredere perspektiv. Det er ikke for sjov, at regeringen ikke bare giver sig. Regeringens politik er udtryk for benhård nødvendighed. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og kan ikke skabe fremgang for det store flertal. Over hele Europa ser vi den samme politik blive ført – med historisk voldsomme nedskæringer og angreb på lønninger, arbejdsforhold faglige rettigheder.

Under efterkrigsopsvinget tilkæmpede arbejderne sig visse indrømmelser. Det var her velfærdssamfundet blev opbygget. Kapitalisterne havde mulighed for at købe sig til delvis ro og klassefred. Den tid er slut. Det betyder også, at kampene bliver så meget desto hårdere. De fleste kampe vil ende i nederlag til arbejderne. Arbejderklassen er først ved at vågne op og skal lære kamptraditionerne fra ny. De skal opbygge en ledelse, der er trænet i at gå forrest i kamp. Det tager noget tid. Men over hele Europa ser vi, at arbejdere og unge begynder at kæmpe imod. Overalt skærpes klassekampen.

Den enkelte kamp kan ende i sejr eller nederlag. Men trods nederlagene vil kampen fortsætte. For kapitalismen kan ikke finde en vej ud af blindgyden og det betyder, at angrebene og nedskæringerne fortsætter. Uanset om OK18 ender i konflikt eller ej og uanset hvordan udfaldet bliver, så er OK18 bare ét slag i en lang kamp. Den kapitalistiske nødvendighed forsvinder ikke. Frustrationerne forsvinder ikke. Den højspændte situation omkring OK18 viser de enorme kræfter, der er ophobet under overfladen blandt de danske arbejdere. Kommer de ikke til udtryk nu, gør de det på et senere tidspunkt.

Mange er blevet aktiveret og involveret i OK18 kampen. Det er rigtig godt. Men alle bør stille sig spørgsmålet: hvad når OK-kampen ender? OK18 er ét slag i lang krig, men ikke det sidste og så langt fra det endelige. Revolutionære Socialister opfordrer alle til at blive aktive i kampen mod selve kapitalismen, dvs. aktive i kampen for en socialistisk revolution.

Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.