Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er allerede i gang. Skyggen fra lærernes nederlag efter S/SF/R-regeringens lockout i 2013 hænger stadig over området. Den nye “boss” på arbejdsgiversiden Innovationsminister Sofie Løhde spiller med musklerne med krav om, at de offentligt ansatte betaler deres “gæld” til staten og truer med, at den betalte frokostpause i staten i øvrigt ikke længere skal ses som overenskomstsikret, men kan fjernes efter den lokale arbejdsgivers forgodtbefindende.
Hvorfor al den påstyr? Regeringen mangler penge til at finansiere deres efter eget udsagn “historisk store” kommende skattelettelser og øgede udgifter til militær og politi. Det vil de have arbejderne i den offentlige sektor til at betale. Arbejdere der i øvrigt ligger vandret i forsøget på at få tingene til at hænge sammen, trods konstante sparekrav og manglende bemanding. Derfor har regeringen, i samarbejde med de private arbejdsgiverorganisationer startet en spin-kampagne, som skal give befolkningen indtryk af, at de offentligt ansatte angiveligt “skylder” staten penge.
De offentlige arbejderes “gæld”
Hvordan kan de offentligt ansatte skylde staten penge, vil de fleste nok spørge? Jo, som med alt andet fra det “objektive” embedsapparat handler det for dem om at beslutte sig for konklusionen og så derefter finde en statistik, der “underbygger” det, man vil komme frem til.
Historisk har de offentligt ansatte lønninger altid ligget under lønningerne i det private. I 2008 var de faldet langt bagud. Det førte til en række bevægelser med demonstrationer og strejker og et overenskomstresultat, der indhentede det private område - ikke i kroner og ører - men det relative gab blev lukket. Som følge af denne overenskomst steg lønnen i det offentlige hurtigere end i det private de følgende 3 år, hvilket var formålet.
Nu går regeringen i samarbejde med Dansk Industri så ud med historien om, at det offentlige er “lønførende”. For hvis man tager 2008 som basisår (det år hvor de offentligt ansattes løn var faldet længst bagud umiddelbart inden det unormalt høje overenskomstresultat), så er de offentlige lønninger indtil i dag steget 1,6% mere end de privates, svarende til 33 mia. Hvis man derimod tager 1996 som basisår eller 2010 for den sags skyld, så følges det offentliges lønninger med det private.
Ideen om et “løngab” eller at de offentlige arbejdere “skylder” er dog hverken ny eller faldet ned fra himlen. Allerede i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2015 underskrev daværende socialdemokratiske finansminister og kommende chefredaktør for Børsen Bjarne Corydon OG CFU (forhandlingsfællesskabet mellem fagforeningerne på det statslige område) en FÆLLES hensigtserklæring, hvori det hedder:
“Parterne er enige om, at det er en fælles målsætning at bringe den i 2008 indledte forskel i lønudviklingen mellem den private og statslige sektor til ophør i den næstkommende overenskomstperiode (fra 2018 og frem). Det er således den fælles målsætning, at det statslige og private lønindeks med basisår 2008 senest i den næstkommende overenskomstperiode er sammenfaldende.”
At fagforeningerne i 2015 kunne finde på at underskrive en sådan erklæring, siger ikke så lidt om toppen af dansk fagbevægelse. Erklæringen er i realiteten en lovning på at tilbagebetale den lønstigning, som de offentligt ansatte tilkæmpende sig i 2008. En anden skandaløs del af 2015-overenskomsten var også indførelsen af et såkaldt “privatlønsværn”. “Værnet” er en ændring af reguleringsordningen således at de offentlige lønninger (ligesom før “privatlønsværenet” blev indført) reguleres positivt med 80% af forskellen mellem de konstaterede stigninger i det private og det offentlige, hvis det private oplever størst procentvis stigning. Men fra 2015 efterregulerer “privatlønsværnet” de offentlige arbejderes lønninger negativt med 100 % af forskellen, hvis den offentlige løn stiger mere end i den private sektor. Det gør det unægtelig temmelig svært for fagtoppen at gå imod Sofie Løhde, når de selv har underskrevet aftalen.
Men det er altså ikke barskt nok. Regeringen vil have mere til sine lamborghini-reformer og arbejdsgiverne kræver derfor, at CFU leverer på sine løfter, og barberer 1,6 % svarende til 33 mia af lønstigningerne i den næste OK-periode, trods flere af dets medlemsorganisationer er stærkt uenige med hensigtserklæringen.
Imens regeringen kræver smalhals for de offentlig ansatte, for at finansiere sine skattelettelser, er det værd at huske på, at der åbenbart var råd til at give de politikere, der skal bestemme over de offentligt ansatte - borgmestrene og regionsrådsformændene - en klækkelig lønstigning sidste år, på over 30 procent. Hykleriet er til at tage at føle på.
Endsig klassekamp
Som optakt til OK-forhandlingerne sendte Innovationsminister Sofie Løhdes Moderniseringsstyrelse i oktober 2017 et brev til fagforeningerne på det statslige område. Her slog styrelsen fast, at den betalte frokostpause blot er kutyme og ikke en del af de statslige overenskomster. Med andre ord, at de statslige arbejdsgivere kan opsige dem ensidigt! Det er en voldsom trussel, som vil betyde øget arbejdstid på 2½ time om ugen uden en eneste krone mere i løn.
At truslen fra Moderniseringsstyrelsen ikke er tom, bekræftes af, at enkelte statslige arbejdspladser allerede har fået inddraget juleaften og nytårs- og grundlovsdag som fridage efter samme kutymeregler. Hvis staten følger truslen til dørs, vil der være tale om en historisk hårdt angreb, som vil sende bølger ud over resten af den offentlige sektor.
Lærernes arbejdstid
Lockouten af lærerne i 2013 er absolut ikke gået hen over hovedet på resten af de offentligt ansatte arbejdere. Her dikterede regeringen (igennem KL) smadring af alle lærernes rettigheder i forhold til arbejdstid og tilrettelæggelse af deres arbejde og lagde al magt i hænderne på skolernes ledere. Når lærerne mødte på arbejde, ville de ikke vide, hvornår de kunne gå hjem. Al kontrol blev flyttet til arbejdsgiverne.
Allerede dengang skrev vi: “Sammen har disse to organer [KL og S, SF-regeringen] planlagt et endeligt opgør med de kollektive arbejdstidsaftaler i hele den offentlige sektor. Ved at knække Danmarks Lærerforening håber regeringen at kunne danne præcedens.”
Den omtalte præcedens er, hvad der er ved at materialisere sig nu. Nederlaget til lærerne i 2013 har åbnet en ladeport for angreb på alle offentligt ansatte.
Som svar på dette har alle de offentlige fagforbund aftalt, at suspendere alle forhandlinger, indtil der startes såkaldte realitetsforhandlinger af lærernes arbejdstid. Denne fremgangsmåde er højst usædvanlig på det offentlige område, der traditionelt er meget hierarkisk opbygget, og hvor alle andre forbund venter, indtil aftalen for de statsligt ansatte er på plads, så den kan danne ramme for de følgende.
Udsigterne
Hvordan OK-18 forhandlingerne vil forløbe er naturligvis for tidligt at sige. Det er muligt, det ender i konflikt, især hvis Sofie Løhde fortsætter sin meget aggressive og mildest talt provokerende fremgangsmåde. De offentligt ansatte bør forberede sig på det værste. De sidste mange år har de offentligt ansatte arbejdere holdt for, mens arbejdstempo og -pres er steget helt enormt i det offentlige. Stress og psykisk nedslidning er reglen snarere end undtagelsen. Det er tydeligt, at lærernes nederlag i 2013 har givet regeringen og finansministeriet/moderniseringsstyrelsen det indtryk, at de nu kan diktere løn og arbejdsforhold efter deres forgodtbefindende. Det er på tide at sige fra og rent faktisk tage kampen op.
Med en effektiv og velorganiseret strejkebevægelse blandt de offentligt ansatte og trussel om at sprede konflikten til det private, ville den absolutte top af dansk fagbevægelse på tværs af det offentligt/private skel kunne tvinge Sofie Løhde og regeringen i knæ på ganske kort tid og sætte en afgørende fod ned i forhold til den konstante udmagring af, hvad der er tilbage af det såkaldte “velfærdssamfund”. Arbejdsgiversiden - staten - viste i 2013, at den ikke lader noget stå i vejen for sine mål, men er klar til at bruge de allerkraftigste magtmidler for at knuse sin modstander. Er fagtoppen lige så determineret?
Hvis du vil dykke mere ned i teknikken omkring forhandlingerne, så læs FAOS' forskningsnotat om OK18 HER.
