RevoNr53forsideTegn abonnement på Revolution!Leder: I månedsvis havde vi ikke andet at forholde os til, end løfter og hensigtserklæringer. Men nu er hvedebrødsdagene forbi. Endelig skal det vise sig, om regeringen rent faktisk vil levere: Vil den udbygge den udsultede velfærd og skabe grøn omstilling, eller var det bare tomme ord? Overladt til sig selv, er der for os ingen tvivl om, at regeringen vil løbe fra alle sine løfter. Eller rettere, med tal-jonglering og kreativ semantik vil de forsøge at overbevise os om, at de rent faktisk udbygger velfærden, at det bare er alle os almindelige mennesker ude i virkeligheden, der er for dumme til at se det. Den samme argumentation som Lars Løkke, Helle Thorning og Anders Fogh Rasmussen brugte før Frederiksen-regeringen.

Men hvorfor vil regeringen ikke udbygge velfærden, på trods af sine løfter? Årsagen er ikke kun uærlige politikere - selvom guderne skal vide at uærlighed er en forudsætning for en karriere i det etablerede politiske system. Nej, årsagen er systemet selv. Der er en materiel årsag til, at alle regeringer rundt om i verden fører grundlæggende samme politik med nedskæringer og forringelser: Det nuværende socio-økonomiske system, kapitalismen, er i en eksistentiel krise, der rækker ud over de enkelte konjunkturudsving. Tro det eller lad være: vi står netop nu på toppen af det såkaldte opsving efter krisen i 2008. Det bliver ikke bedre. Herfra går det nedad.

Dette materielle grundlag betyder, at der ikke længere er rum for progressive reformer inden for kapitalismen. Det er denne hårde, men ærlige, marxistiske sandhed, som Socialdemokratiet i denne tid er ved at demonstrere for os. Hele regeringens eksistensgrundlag var imidlertid at udbygge velfærden og skabe grøn omstilling. I panik over realiteternes barske sandhed er regeringen i disse dage i fuld gang med at ændre sprogets betydning: I regeringens terminologi bliver det at skære mindre ned end planlagt omdøbt til investeringer i uddannelse. Det samme gælder i kommuner og regioner og velfærden generelt. Investering i grøn omstilling er i deres retorik ensbetydende med, at fortsætte status quo og håbe at Dansk Industri og finanskapitalen klarer omstillingen selv. At satse på almennyttige boliger betyder nu at stoppe med at bruge ordet “ghetto”, imens bulldozerne pulveriserer de billige boliger.

Betyder systemets krise, at det er umuligt at forsvare velfærden og arbejderklassens tilkæmpede rettigheder? Overladt til politikerne er svaret et rungende ja! Hvis arbejderbevægelsen læner sig tilbage og venter på regeringen, så er alt håb om positiv forandring ude. Forbedringer for én klasse kan i den nuværende økonomiske kontekst kun gennemføres på bekostning af en anden. Det betyder, at der kun er én måde at forsvare velfærden og sikre en grøn omstilling: Massemobiliseringer og klassekamp imod det lille mindretal, der er blevet forgyldt i årtier, og hvis rigdom har nået astronomiske dimensioner på det store flertals bekostning.

Den gode nyhed er, at betingelserne for at presse regeringen er ideelle. Regeringen blev valgt på en grøn velfærdsdagsorden, og dens venstre flanke står fuldstændig blottet. Massemobiliseringer af arbejdere og unge kan tvinge regeringen til at makke ret og tilbagerulle i hvert fald en del af den enorme overførsel af rigdom fra de mange til de få, som er foregået i årtier. Men hvis man skal tage formanden for det tidligere LO (nu FH) Lizette Risgaard som repræsentant for toppen af fagbevægelsen, så vil regeringen ikke møde pres herfra. Hun udtalte loyalt og glædesstrålende “stor ros til regeringen” for dens finanslovsudspil (fho.dk 2. okt).

FHs knæfald er patetisk. Arbejderklassen og unge skal ikke lade sig spise af med ord. Vi vil se handling. Stop for nedrivningerne af de almene boliger! Invester i uddannelserne! Der skal være pædagoger til at passe på vores børn!

Når bankerne hyklerisk kræver offentlige penge, så kommer politikerne løbende med hundreder af milliarder, betalt af det store flertal. Nu er det på tide, at det bliver vores tur. Lad os følge eksemplerne fra bagageportørerne i SAS og lokomotivførerne i DSB. De trodsede de borgerlige medier, tog modigt kampen op gennem strejker - arbejderklassens eget kampmiddel - stik imod de gældende konventioner. De har vist os vejen. Velfærd og grøn omstilling til flertallets bedste kan kun tilkæmpes med disse metoder. Regeringens sproglige akrobatik er en narresut, som arbejderklassen er vokset fra.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.