Billede finanslovspjece“Regeringen sætter velfærden først i grøn finanslov” stod der på finansministeriets hjemmeside den 2. oktober, da den socialdemokratiske regering fremlagde sit udspil til finanslov. Det var et udspil, der var længe ventet og overskriften var lovende. Endelig skulle vi se, at der blev lagt en ny kurs for landet. At velfærden skulle sættes forrest. At det klassiske socialdemokrati var tilbage. At børnenes statsminister skulle træde i karakter. For det var, hvad vi havde fået at vide: at det rent faktisk kunne lade sig gøre at udvikle velfærden og skabe bedre forhold for arbejdere, unge og gamle, i en tid hvor nedskæringer ellers er blevet et permanent fænomen over generationer. Men udspillet er i høj grad en fortsættelse af den borgerlige politik.

Lad os starte med det positive: Regeringens forslag til finanslov stopper ganske rigtigt en række planlagte besparelser. Det forhadte omprioriteringsbidrag, der har fungeret som en automatisk grønthøster, fjernes inden for størstedelen af den offentlige sektor. Ydermere har regeringen indgået økonomiaftaler med kommuner og regioner, der dækker det såkaldte demografiske træk, altså stigningen i antallet af ældre og børn. Og det er positivt, at regeringen har et mål om at ansætte 1000 flere sygeplejersker frem mod år 2021. Men stigende omkostninger til medicin osv. bliver ikke dækket og Kommunernes Landsforening advarer om, at der stadig vil være nedskæringer i mange af landets kommuner. Men det er altså næsten status quo.

Derudover har regeringen afsat penge til en række områder, der også tæller med, når de offentlige udgifter opgøres, og er med til at give indtryk af, regeringen forbedrer velfærden. Regeringen vil bl.a. kaste 1,65 mia. i SKAT, og 1,2 mia til politiet. Men flere penge til SKAT bør ikke tælles med som flere penge til velfærd. Det er rigtigt, at statskassen er blevet svindlet for milliarder de seneste år, men at SKAT får flere penge er ikke en garanti for bedre kontrol med finanskapitalens røveri af statskassen eller grundigere opkrævning af skat fra multinationale selskaber, ej heller er det en garanti for, at de flere penge, der potentielt kunne blive indkrævet, vil blive brugt til velfærd. Flere penge til politiet bør heller ikke tælles med som penge der forbedrer velfærden. De penge vil i høj grad gå til at finansiere grænsekontrollen, der udfører, hvad man i USA kalder for “racial profiling”, som alle, der har krydset den dansk-tyske grænse de senere år, har været vidner til: At mørklødede arbejdere ved den danske grænse trækkes ud af biler, tog og busser til intensiv og ydmygende grænsekontrol, gennemført af ordensmagten.

I statens såkaldte husholdningsbudget er også afsat mange nye penge til militæret (en stigning på 6,3 mia om året i 2023 i fht. 2018), men de er dækket af forsvarsforliget og tidligere aftaler, som også Socialdemokratiet er med i. Denne adskillelse af krigsbudgettet fra det øvrige statsbudget er meget bekvem. Således behøver politikerne ikke risikere offentligt at skulle prioritere mellem pædagoger til at passe på vores børn eller nye amerikanske F-35 kampfly til at bombe folk i Mellemøsten. De penge er allerede klappet af og taget ud af velfærdskassen.

Sætte velfærden først?

Mens politi og militær udbygges, indeholder Socialdemokratiets finanslovsudspil ingen udvikling af velfærden. Det rækker ikke engang til at dække status quo. Der er INGEN nye penge til minimumsnormeringer. INGEN penge til ret til tidlig pension. INGEN nye penge til folkeskole, ungdomsuddannelser eller universiteter. INGEN nye penge til forskning. INGEN nye penge til det sociale område. Og i denne såkaldt grønne finanslov er der INGEN nye penge til grøn omstilling. Faktisk er der er en række direkte velfærdsnedskæringer i Socialdemokraternes udspil:

  • På det sociale område fjernes satspuljens 1 milliard om året, samtidig med at der kun tilføres 1,3 milliarder, der skal smøres ud over fire år.
  • Uddannelsesloftet forbliver.
  • De humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser skæres med 300 mio.
  • 2% grønthøsterbesparelserne på kulturen fortsætter.

Men, indvender de socialdemokratiske parlamentarikere, dette er bare et første skridt. Regeringen lukker huller i velfærden og fjerner planlagte nedskæringer, som de siger. Med finanslovsudspillet forsøger Socialdemokratiet altså at begejstre os med, at vi kun får skåret én arm af, i stedet for dem begge, som næstformanden for Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) udtrykte det til demonstrationen mod besparelser på børneområdet i København den 2. oktober.

Regeringen holder dog fast i, at der i de kommende år vil blive bygget videre på tiltagene i finansloven. Der er bare et lille problem: Det er ganske simpelt vrøvl, når regeringen omtaler finansloven som et spørgsmål om at tage et skridt ad gangen. Som om at penge der afsættes i år er éngangsinvesteringer og at man således næste år kan tilføje nye penge, der bygger ovenpå. Men vi taler om løbende udgifter, der kommer tilbage hvert år. Så hvis de områder, som regeringen svigter i 2020, skal løftes til 2021, så vil det være lige så dyrt som at indføre det i år. Men måske det er sandsynligt, at staten vil få meget højere indtægter næste år? Formentlig ikke. Alt peger mod økonomisk nedgang på globalt plan og herhjemme. Det vil også sige lavere skatteindtægter og stigende udgifter til den danske stat. Altså færre og ikke flere penge til at “sætte velfærden først” og gennemføre en grøn omstilling i de næste år.

Nej tak til grønne afgifter

For at give en illusion af at tage sine grønne løfter seriøst har regeringen afsat 1 milliard til klimaforskning. Det er imidlertid penge, der tages fra allerede eksisterende forskningsmidler. Det samme gælder i forhold til udviklingsbistanden, som har måttet afstå 600 mio. som nu er øremærket klimainvesteringer i udviklingslande. Hunden fodres med sin egen hale. Man stiller sig selv spørgsmålet: hvor dumme tror regeringen, at befolkningen er?

I forsøget på at lave grøn omstilling uden at bruge penge, kan de småborgerlige lag i støttepartierne under forhandlingerne meget vel foreslå adfærdsregulerende afgifter på fly, kød, brændstof, betalingsringe osv. Det koster nemlig ikke staten noget og både SF og Radikale har talt for sådanne. Men det vil betyde, at arbejderklassen endnu engang vil blive bedt om at betale regningen for kapitalistklassens udbytning af de kollektive naturressourcer gennem århundreder. Det vil skubbe arbejderklassen væk fra klimakampen og dermed have en dybt reaktionær effekt på kampen for klimaet. En sådan småborgerlig politik må på det kraftigste afvises af alle socialister. Den grønne omstilling skal ikke betales af arbejderklassen, men af de som har ansvaret for klimakrisen: kapitalistklassen.

Støttepartierne skal prioritere

På det pressemøde hvor Finansminister Nikolai Wammen fremlagde regeringens finanslovsforslag, smøg han sig behændigt uden om ethvert kritisk spørgsmål ved at henvise til den beskedne forhandlingspulje på 2,1 milliarder, som regeringen har afsat. Den skal tilsyneladende finansiere alt, fra minimumsnormeringer til grøn omstilling.

Så nu er det altså op til støttepartierne at prioritere: Vil de have grøn omstilling eller pædagoger til at passe vores børn? Skal de videregående uddannelser undgå besparelser eller psykiatrien have flere penge? Regeringen formål med forhandlingspuljen er tydeligt: At forsøge at gøre støttepartierne ansvarlige for de løftebrud den endelige finanslov vil indeholde.

De politiske konsekvenser

Siden Mette Frederiksen blev formand for det gamle arbejderparti har hun og hendes apparat arbejdet hårdt på at lægge afstand til Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons borgerlige politik. Frederiksen havde lyttet og lært lektien, fik vi at vide. Hendes Socialdemokrati var et andet. Nu skulle velfærden sættes først og udbygges. Løfterne op til valget var håndfaste, om end ikke alt for konkrete.

Frederiksen og folkene omkring hende har sat alt på ét bræt i deres satsning. Nu skal de levere. Arbejderklassen og unge har indtil nu ladet tvivlen komme dem til gode. Men efter generationer, hvor den ene socialdemokratiske statsminister efter den anden har stået i spidsen for nedskæringspolitik, kan deres loyalitet ligge på et meget lille sted. Hvis Frederiksen svigter unge og arbejdere i denne finanslov, kan hele hendes projekt med Socialdemokratiet classic, ja endda partiet selv, blive til støv imellem fingrene på hende.

Netop derfor står Frederiksen og den socialdemokratiske regering i en prekær situation. Det gør dem sårbare overfor pres fra masseprotester, ligesom det også gælder SF og Enhedslisten. Det er derfor nu, der skal mobiliseres. Regeringens finanslovsudspil har demonstreret, at vi kan ikke stole på at politikerne opfylder deres løfter. Massemobilisering af arbejdere og unge kan feje besparelserne af bordet og gennemtvinge indfrielse af regeringens løfter om bedre velfærd og grøn omstillingen.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.