Napoleon p1070178

Bonapartisme er i marxistisk terminologi i sin essens et personligt diktatur, hvor en stærk leder med statsmagten i ryggen ”hæver sig over partipolitik,” klasserne og parlamentet” og ”regerer ved sværdet og bajonetternes magt”. Derudover fremstiller en bonapartistisk hersker ofte sig selv som en personifikation af hele nationen.

En stat er altid, uanset om den er demokratisk eller diktatorisk, et redskab, hvorigennem den herskende klasse forsvarer sin position og gør sine interesser gældende. En stat kan aldrig være en selvstændig klasse. Men i særlige perioder med intensiveret klassekamp hvor klassernes styrkeforhold ”udbalancerer” hinanden, kan staten opnå en vis selvstændighed og tilsyneladende hæve sig op over de konfliktende klasser. I et forsøg på at lægge låg på klassekampen og ”skabe orden” træder ”en stærk mand” frem. I stedet for at regere gennem parlament og partier stiller vedkommende sig i spidsen for staten og baserer sig på dennes magtorganer. Bonapartistiske regimer er per definition ustabile.

Mønstereksemplet på et bonapartistiske styre blev etableret da Louis Napoléon Bonaparte den 2. december 1851 styrtede det borgerlige parlament, som var dannet efter Februarrevolutionen i 1848, og kronede sig selv som kejser Napoleon den 3. af Frankrig. Forud for Napoleons statskup var gået tre lange år, hvor forskellige klasser og fraktioner havde bekriget hinanden i parlamentet: finanskapitalen over for industrikapitalen, borgerskabet over for småborgerskabet, borgerskabet over for godsejere, republikanere over for royalister og konflikter imellem fraktioner, der støttede konkurrerende kongehuse.

Som præsident for republikken formåede Napoleon at passivisere sine politiske modstandere ved skiftevist at læne sig op af forskellige klasser og fraktioner. Dermed konsoliderede han sin egen magt, baseret på statsbureaukratiet, politiet og hæren.

En afart af bonapartisme er ’proletarisk bonapartisme’. Den har samme træk i forhold til den politiske overbygning, men baserer sig på en planøkonomi. De klassiske eksempler er Stalin’s og Mao’s regimer.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 30, juni/juli 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information