Vi modtog et spørgsmål fra en læser om Marx’ brug af begrebet ”proletariatets diktatur”. Spørgsmålet lød således:

Hey, vil blot høre hvorfor Marx kalder den socialistiske stat for ”proletariatets diktatur” når det jo i virkeligheden er meget demokratisk når arbejderne har indflydelse? Er det ikke misvisende at kalde det et ”diktatur” når det er mere demokratisk end det borgerlige demokrati vi har i dag. Og skræmmer det mon ikke også nysgerrige mennesker som måske ellers ville være potentielle marxister men som kan blive skræmt væk af ordet ”diktatur”?

Marxister bliver ofte skudt i skoene, at vi ikke går ind for demokrati, men det er ikke rigtigt. Tværtimod går vi ind for et meget mere udbygget demokrati, end det vi kender i dag. Alle de borgerlige kritikere af marxismen benytter sig af dette billige trick. De griber sætningen ”proletariatets diktatur” ud af den blå luft og bruger den til at ”bevise”, at marxister er anti-demokrater. Men ingen bliver på denne måde klogere på, hvad marxisme går ud på, eller hvad demokrati (og for den sags skyld også diktatur) egentlig er for en størrelse.

I dag henleder ordet diktatur tankerne på styrer som Francos Spanien, Hitlers Tyskland eller Pinochets Chile. Men det var ikke sådan, ordet blev brugt på Marx’ tid. Som vi skal se, er proletariatets diktatur i virkeligheden blot en måde at sige arbejderklassens demokrati på.

Denne korte artikel er kun ment som en appetitvækker til videre læsning. Især foreslår vi Lenins mesterværk Staten og revolutionen, Marx’ Borgerkrigen i Frankrig samt Trotskijs Revolutionen Forrådt.

Marx og Engels brugte ganske rigtigt betegnelsen ”proletariatets diktatur” om den nye statsform, som skal erstatte kapitalismen. De brugte denne betegnelse om Pariserkommunen i 1871, hvor arbejderne tog magten. Dette var første gang i verdenshistorien, at arbejderne og de fattige tog magten fra kapitalisterne og forsøgte at begynde en socialistisk omdannelse af samfundet. Kommunen blev massakreret af den franske hær, der fik fri passage af den tyske hær (Frankrig og Tyskland lå ellers i krig mod hverandre). Kapitalisterne lagde deres indbyrdes fjendskab på hylden, når det drejede sig om at knuse arbejdernes opstand.

Da Marx brugte begrebet proletariatets diktatur, da mente han i modsætning til borgerskabets diktatur. Borgerskabets diktatur betyder ikke andet, end at staten er kapitalisternes stat, ligesom proletariatets diktatur betyder at staten er arbejderklassens stat. Forskellen er, at borgerskabet udgør det lille mindretal, mens arbejderklassen udgør det store flertal. Proletariatets diktatur betyder altså arbejderklassens demokrati, det mest omfattende demokrati nogensinde, fordi det for første gang i verdenshistorien vil være flertallets demokrati.

For Marx var proletariatets diktatur en overgangsfase mellem kapitalismen og et klasseløst samfund – kommunismen. Han mente et samfund, hvor arbejderklassen overtager de vigtigste dele af økonomien og demokratisk planlægger samfundets drift på alle planer. Dette vil gøre det af med de periodiske kriser i kapitalismen og det enorme spild, der er forbundet med kapitalismen (uproduktive sektorer som finans og reklame, samt hemmeligholdelse af forskning gennem patenter osv.). Det vil gøre det muligt at sænke arbejdstiden drastisk og sikre, at alle kan deltage i driften af samfundet. For første gang i verdenshistorien vil vi kunne tale om et flertallets demokrati, hvor magten reelt ligger hos almindelige mennesker.

Marx talte om proletariatets diktatur ud fra diktator-begrebet fra den romerske republik. Her valgtes diktatorer for en begrænset periode i krigstid for at sikre, at staten kunne bruge alle sine ressourcer på at vinde krigen. På samme måde sagde Marx, at arbejderklassen måtte etablere sit ”diktatur” over for den lille håndfuld af bank-ejere, kapitalister, generaler og andre, der står i spidsen for det nuværende samfund. For at undgå en væbnet kontrarevolution og sabotage fra dette mindretals side, var det nødvendigt med et statsapparat til at undertrykke denne modstand, sagde Marx.

Lad os se, hvad Marx selv skrev, da han omtalte begrebet i 1852:

Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var 1. at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2. at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund.
(Brev til Weydemeyer)

Forskellen på et borgerligt demokrati og et arbejderdemokrati er, at et borgerligt demokrati fungerer efter parlamentarismen, hvilket betyder at ”folket” hver 4-6 år kan sætte et kryds og dermed bestemme hvem der skal undertrykke dem den næste periode, mens embedsmændene udgør en privilegeret stand, der aldrig stilles til ansvar for deres handlinger.

I et arbejderdemokrati skal alle funktionærer og embedsmænd vælges og til hver en tid kunne afsættes – de der vælges som repræsentanter skal samtidig udføre opgaverne og stilles til ansvar for dette. Samtidig må ingen repræsentanter modtage en løn højere end en arbejder, så der ikke udvikler sig et privilegeret lag i toppen af samfundet. I en periode kan det dog være nødvendigt at give nogle specialister en højere løn for at fastholde dem, men selv i Sovjetunionen, hvor højtuddannede var en akut mangelvare, accepterede de ikke større forskelle end 1:4 under Lenin, og bolsjevikkerne måtte ikke modtage mere end en arbejder.

Grundlaget for enhver arbejderstat er en nationalisering af de vigtigste dele af økonomien. Virksomhederne må fravristes kapitalisterne, og produktionen må i stedet planlægges demokratisk af arbejderklassen. Gennem en demokratisk plan kan produktionen sættes op, og ethvert grundlag for ulighed fjernes. Gennem en planøkonomi kan arbejdstiden sættes ned, hvilket er en afgørende forudsætning for at arbejderne rent faktisk kan styre staten. Det er på det grundlag, at kommunismen kan opstå.

Når der kan produceres nok til alle, når ingen behøver at frygte om de kan få hvad de har brug for, når en ny generation er opvokset uden frygt for fremtiden, så begynder klasserne at forsvinde, og statens funktioner forsvinder. I et kommunistisk samfund vil folk ikke blive tvunget til at arbejde et bestemt antal timer, skellet mellem ånden og håndens arbejde vil blive ophævet folk vil kunne uddanne sig, og udvikle deres interesser, hvad enten det er at spille musik, lave kunst, se film, osv. Det vil også ændre forhold mellem mennesker, for første gang vil menneskelige relationer være frigjort fra al bekymring om mangel på ressourcer.

Engels formulerede proletariatets diktaturs opgaver på en lysende klar facon:

Den proletariske revolution, opløsning af modsigelserne: proletariatet sætter sig i besiddelse af den offentlige magt og forvandler i kraft af denne magt de samfundsmæssige produktionsmidler, som glider ud af hænderne på bourgeoisiet, til offentlig ejendom. Gennem denne handling frigør det produktionsmidlerne fra deres hidtidige kapitalkarakter og giver deres samfundsmæssige karakter fuld frihed til at gøre sig gældende. En samfundsmæssig produktion efter en forudbestemt plan bliver nu mulig. Produktionens udvikling gør den fortsatte eksistens af forskellige samfundsklasser til en anakronisme. I samme forhold, som anarkiet i den samfundsmæssige produktion svinder bort, sover også statens politiske autoritet ind. Menneskene, der endelig er blevet herre over deres egen form for samfundsdannelse, er dermed samtidig blevet herre over naturen, herre over sig, selv – fri.
(Socialismens udvikling fra utopi til videnskab).

Når visse personer i dag forsøger at miskreditere marxismen ved at misbruge begrebet proletariatets diktatur er der altså ikke tale om ærlig argumentation – men om uærlig bagvaskelse.