Det vi har nu, er dog ikke bare en almindelig cyklisk krise. Siden starten af 1990’erne er den ene spekulative boble efter den anden blevet pustet op. Verdens aktiemarkeder er vokset seks til syv gange så hurtigt som verdensøkonomien. Da krisen begyndte, var mængden af boliglån på verdensplan ifølge The Economist oppe på 100.000 milliarder kroner.
Arbejdsløsheden eksploderer
Et sådan kunstigt spark til efterspørgslen var med til at mildne kriserne i hele perioden. Men nu er luften ved at sive uden af det spekulative boble. Det, som forstærkede opsvinget, forstærker nu i endnu højere grad krisen. I første omgang ramte krisen bankerne, men det var kun et forvarsel. Det viste sig hurtigt, at der også var tale om en krise i den virkelige økonomi.
Og hele verden blev ramt. Over 85 procent af alle de udviklede kapitalistiske lande har nu haft to kvartaler i træk med negativ vækst. Under krisen i 1970’erne var det kun 40 procent. Det har haft katastrofale følger for verdenshandlen, som lige nu falder med 25 procent om året.
Krisen bliver lagt på arbejderklassens skuldre. Siden slutningen af 2007 er der officielt blevet 20 millioner flere arbejdsløse. Det bringer verdens officielle arbejdsløshed op på over 200 millioner. Det er næsten hver ellevte i arbejdsstyrken. ILO spår, at arbejdsløsheden kan nå op på 230 millioner i år.
Det er ikke bare et spild af økonomiske ressourcer for samfundet som helhed, det er også en katastrofe for den enkelte arbejdsløse. I USA taler man for tiden om ”one strik and out”. Bliver man først arbejdslø, ryger huset på tvangsauktion, og så går det ellers videre nedad.
En krise uden mening
Vi har set masser af kriser i verdenshistorien med nød, sult og elendighed til følge. Før kapitalismen var de uundgåelig og i den forstand naturlige, fordi de var forårsaget af naturkatastrofer med fejlslagen høst og dødelige sygdomsepidemier. De kapitalistiske kriser kommer tilsyneladende ud af det blå.
 |
Det er de samme mennesker, med de samme evner og de samme maskiner, som før producerede afgørende produkter, som der er brug for, der nu bliver sendt hjem. I USA er det således kun 69,3 procent af maskinerne, der nu er i brug. For bare et år siden var det 79,8 procent Ifølge OECD har varelagrene ikke været større de sidste 20 år.
Problemet er altså, at der er for mange arbejdere, så der må fyres. Der er for mange maskiner, så nogen må sættes i stå. Der er for mange varer, så de hober sig op i lagre. Der er overproduktion af arbejdere, maskiner og varer. Det er en vanvittig form for krise. Det giver ikke mening for samfundet som helhed. Den giver kun mening for kapitalisterne, som i deres evige jagt på profit, ikke kunne bekymre sig mindre om samfundets bedste.
Positive tegn?
Den nuværende krise er gentagende gange blevet sammenlignet med den store depression (se boks). Siden 1945 har den gennemsnitlige krise varet 10 måneder. Den nuværende krise begyndte formelt i slutningen af 2007 og har indtil videre varet 16 måneder. Men der er stadig langt op til de 43 måneder, som den store depression varede.
På det seneste har man i medierne talt om positive tegn. Det vil være mere præcist at sige mindre negative tegn. Bankernes tab har været lidt mindre end først ventet. Huspriserne falder ikke lige så hurtigt som tidligere. Især har der været meget tale om, at aktiepriserne i marts og april gik lidt op.
 |
Men det gjorde de også gentagne gange under den store depression. Faktisk var der betydelige længerevarende opsving på aktiemarkedet (se figur). Det altafgørende er ikke at forveksle aktiemarkedet med den virkelige økonomi. Det styres af vidt forskellige love. Aktiemarkedet er udelukkende et stemningsbarometer.
Den nuværende optimisme er sandsynligvis ikke andet end de rene drømmerier. At bankerne er blevet reddet af at have fået milliarder forværret, er måske ikke den største overraskelse. Der er blevet lavet vækstpakker til en værdi af over 10.000 milliarder kroner. Det svarer til seks gange Danmarks samlede produktion. Hertil kommer historisk lave renter og turbo på seddelpresseren.
Vækstpakker
Aldrig tidligere har man set så store vækstpakker og økonomiske indsprøjtninger. Den nuværende krise vil derfor uundgåeligt få en anden karakter end alle tidligere kriser. I bund og grund er alle tiltagene dog ikke andet end en forsættelse af det gældsboom, som var med til at udsætte krisen. Den offentlige gæld i den avancerede kapitalistiske verden forventes at stige fra 75 procent i 2007 til 100 procent af BNP i 2010.
Pointen er, at det ikke ændrer på den manglende profitabilitet. Profitabiliteten kan kun forbedres gennem angreb på arbejderklassens leveforhold og ødelæggelse af produktionsmidler og varer. Begge ting får kapitalisternes omkostninger til at falde.
Hertil kommer, at luften endnu langt fra er gået ud af de spekulative bobler. Boligpriserne er stadig 24 procent over niveauet fra 2000, hvor boligboblen allerede var pustet godt op.
Den offentlige gæld som opbygges lige, skal betales af før eller senere. Og det med renter. Og hvem kommer til at betale? Skatteyderne - det vil sige arbejderklassen. Ellers kræver det enorme nedskæringer på velfærden. Det går også ud over arbejderklassen.
Kapitalisterne er gavmilde. Arbejderne kan selv vælge. Vil de slås i gulvet med det samme, eller vil de kvæles stille og roligt?
Krisens længde
Det er umuligt at spå om krisens præcise styrke og længde. Men der er stor fare for, at vi kun har set begyndelsen. Et af fareelementerne er protektionisme. Desto dybere krisen bliver, desto stærkere bliver kapitalisterne krav om beskyttelse fra deres nationalstater. De fleste vækstpakker indeholder allerede protektionistiske tiltag og eksempelvis har den amerikanske centralbank lade dollaren falde. Det gør den amerikanske eksport billigere og giver derfor konkurrencefordele til amerikanske kapitalister.
Især Kina har brokket sig højlydt over dette. Den amerikanske udlandsgæld er nu på over 60.000 milliarder kroner. Det er især kineserne sammen med private olieformuer, som ligger inde med amerikanske dollars. Hvis de først begynder at sælge ud, kan dollaren kollapse. Kollapser dollaren, kollapser verdenshandlen. Tidligere var penge noget værd, fordi de kunne byttes med guld i centralbanken. Nu er penge kun noget værd, fordi vi forventer, at vi kan bruge dem i morgen.
Det er bare endnu et uplanlagt og ustabilt element i den kapitalistiske økonomi.
Samfundsmæssig produktion
De to vigtigste forudsigelser Marx og Engels gjorde i Det Kommunistiske Manifest var koncentrationen af kapital og skabelsen af et verdensmarked. I 1848 menes det, at den største fabrik havde 5.000-6.000 ansatte, mens Wal-Mart i dag har over en million ansatte. Mange varer har i dag været på flere kontinenter, før de når forbrugerne. Produktionen er blevet samfundsmæssig. Lige fra forskerne på niversitetet til arbejderne på gulvet, fra råstofferne i minerne til infrastrukturen og butikkerne.
Den grundlæggende modsætning i kapitalismen er, at produktionen er samfundsmæssig, men at den kun bliver igangsat, hvis en kapitalist kan tjene penge på det. At produktionen er samfundsmæssig, men at ejendomsretten er privat. Det kommer særligt til udtryk i krisens overproduktion.
Modsat tidligere samfundskriser er kapitalismens kriser ikke uundgåelige. De er skabt af det kapitalistiske samfund. Og de vil forsvinde med det kapitalistiske samfund.
