De første to uger af oktober holdt verden vejret mens den amerikanske regering var lukket ned og verdens mægtigste økonomi var på vej i retning af gå i betalingsstandsning.
I sidste time blev en aftale nået og den umiddelbare krise afværget, men intet er virkelig løst – tværtimod er problemerne blot udskudt og uddybet.
John Peterson, redaktør på Socialist Appeal, forklarer her, hvad der i virkeligheden ligger bag krisen og hvad perspektivet er for den amerikanske klassekamp.

John Peterson er national sekretær for Workers International League, WIL.
WIL er den amerikanske sektion af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT), og udgiver avisen Socialist Appeal, søsteravis til Socialistisk Standpunkt.
WIL støtter ikke Demokraterne, men fører derimod en kampagne for et masse- arbejderparti, Campaign for a Mass Party of Labor, CMPL.

John Peterson forklarer, at konflikten over budgettet i virkeligheden var et udtryk for den afgrundsdybe krise, kapitalismen befinder sig i og at det viser, at den herskende klasse ikke længere kan herske på samme måde som før. "Det blev med al tydelighed vist, at alle forsøg på at skabe økonomisk stabilitet leder til stigende politisk og social ustabilitet i den nuværende situation. "

Aftalen har blot udskudt problemet

Under nedlukningen var 800.000 statsansatte sendt hjem fra arbejde og en million tvunget til at arbejde uden løn. Alle disse fik betalt deres løn efterfølgende, men deres tillid til deres jobsikkerhed er nu blevet rystet i sin grundvold.

Hvis ikke de i sidste ende havde nået en aftale om budgettet og dermed også en løsning på at hæve gældsloftet, ville den amerikanske regering være løbet tør for kredit og måtte betale sine gældsforpligtigelser alene ud af valutareserven og skatteindtægterne. Indenfor højest et par uger ville USA ikke længere kunne betale af på hele sin gæld. Sociale programmer og støtte til krigsveteraner ville være stoppet. Konsekvensen havde været en udbredt vrede, som kunne have ført til en massebevægelse mod regeringens inkompetence og besparelserne.

Hvad konsekvenserne konkret ville være ved en betalingsstandsning er ikke til at sige præcist, men der er ingen tvivl om, at det ville få dramatiske konsekvenser ikke bare for USA selv, men for hele verdensøkonomien. Selv uden betalingsstandsningen vurderer Standards and Poors, at regeringens nedlukning har kostet den amerikanske økonomi 24 mia. dollars.

Aftalen i sig selv er i bund og grund blot en yderligere udskydelse af problemet et par måneder. Den nye deadline for en budgetaftale er 15. januar og gældsloftet skal øges 7. februar: med andre ord kan vi stå i præcis samme situation lige i starten af 2014.

Republikanernes oprindelige formål med at blokere en aftale var at fjerne finansieringen af eller udskyde Obamacare sundhedsordning, hvilket fejlede fuldstændig. Men de fik Obama til at erklære sig villig til at forhandle om alt for at undgå en lignende situation fremover og diskutere nedskæringer i sociale programmer som Medicare, Mediaid og andre af de sikkerhedsnet, der trods alt eksisterer i USA og som millioner af amerikanere er afhængige af for at overleve. Imens fortsætter de allerede aftalte nedskæringer.

To sider af samme sag

Det var den absolutte højrefløj hos Republikanerne, de såkaldte "Tea-party" folk, der stod stejlt imod at nå en aftale. Tea-party folkene repræsenterer i sin essens resterne af den gamle racistiske sydstatskonservatisme, men siden tresserne er deres sociale basis blevet undermineret af demografiske og sociale forandringer og den er nu nærmest forsvundet. Ifølge John Peterson udtrykker de frem for alt frygten og interesserne hos de mindre, lokale kapitalister i USA. "De frygter både at blive opslugt af storkapitalen og at blive oversvømmet af arbejderklassen."

Gennem komplicerede valgsystemer og en generel politikerlede, der får mange fattige og arbejdere til helt at afstå fra at stemme, har de en langt større repræsentation i det politiske system end deres vægt i samfundet. På grund af systemet med primærvalg kan tea-party bevægelsen ende med at komme ud af det hele styrket og vinde flere pladser fra de mere "moderate" republikanere, i hvert fald midlertidigt. Men mange traditionelle store donorer til partiet er begyndt at vende sig mod tea-party kandidaterne, som de tidligere støttede. De brugte Tea-party bevægelsen som en rambuk i angrebene på de sociale programmer og arbejderklassen, men er begyndt at blive i tvivl om, hvor klog denne strategi er: eftersom også deres økonomiske interesser ville være blevet alvorligt ramt af en betalingsstandsning.

Begge partier i USA, Republikanerne og Demokraterne, er enige om, at der skal skæres ned, spørgsmålet er hvor og hvordan. De er begge repræsentanter for de amerikanske kapitalister. Men krisen over budgettet viser, at kapitalismens krise har skabt en splittelse i den herskende klasse.

Hele det politiske system miskrediteret

Republikanerne blev åbenlyst miskrediteret mest af hele denne farce om budgettet, men også tilliden til Demokraterne faldt og der eksisterer en udbredt politikerlede. I 2014 er der midtvejsvalg og næsten 75 procent af de registrerede vælgere ønsker ifølge en meningsmåling, at se størstedelen af Kongressens medlemmer tabe ved valget.

Gallup skriver, at "60% af amerikanerne siger, at både det Demokratiske og Republikanske parti gør et så dårligt job med at repræsentere det amerikanske folk, at der er brug for et tredje større parti. Det er den højeste andel, Gallup har målt i de ti år, de har målt dette spørgsmål. Et nyt lavpunkt på bare 26% mener, at de to store politiske partier repræsenterer amerikanerne tilstrækkeligt."

John Peterson tilføjer, at utilfredsheden med den politiske situation i virkeligheden er endnu større, fordi millioner helt undlader at stemme i mangel på et alternativ og derfor ikke tælles med i meningsmålingerne som "sandsynlige vælgere".

En konsekvens af Republikanernes opførsel kan være, at Demokraterne vinder flertallet tilbage ved midtvejsvalget, modsat hvad plejer at være tilfældet de sidste to år af en præsidents mulige valgperiode, hvor præsidentens parti normalt er temmelig miskrediteret. Vinder Demokraterne flertallet i begge huse, vil det betyde, at de ikke kan bruge republikanerne som undskyldning for ikke at gennemføre reformer og det vil for alvor fjerne de illusioner, der må være tilbage til Obama og Demokraterne. Det vil yderligere øge interessen i et nyt parti, et arbejderparti.

Perspektiv om intensiveret klassekamp

IMT i USA, Workers International League, kører kampagnen CMPL (Campaign for A Mass Party of Labor), en kampagne for at fagforeningerne skal bryde båndene til Demokraterne og i stedet opsætte deres eget parti. Det er klart, at et sådan parti ikke i sig selv vil løse den amerikanske arbejderklasses problemer, som den nuværende socialdemokratisk ledede regering i Danmark tydeligt viser, men det vil betyde en øget interesse i socialistiske ideer.

"Krisen betød også et chok for den amerikanske arbejderklasse og med få bemærkelsesværdige undtagelser som Wisconsin og Occupy har de amerikanske arbejdere de sidste år mere eller mindre accepteret angrebene. Men det vil ikke vare ved. Ledelsen for fagforeningerne underlægger sig fuldstændig arbejdsgiverne, men det fører ingen vegne. For hvert kompromis kræver kapitalisterne bare flere indrømmelser – med mindre arbejderne organiserer sig og kæmper tilbage", forklarer John Peterson.

I de kommende økonomiske, politiske og sociale kampe vil mange bevægelser og partier opstå og forgå. Men kun et arbejderparti baseret på fagforeningernes magt og ressourcer kan udfordre den amerikanske herskende klasse. Et arbejderparti i USA vil have langt sværere ved holde arbejderklassen tilbage og redde kapitalismen, som vi har set ledelsen i arbejderbevægelsen gøre i fx Europa. Ledelserne i den europæiske arbejderbevægelse har stadig nogen autoritet, der godt nok undermineres dag for dag, baseret på reformerne i efterkrigsopsvinget, en autoritet som en ledelse for et nyt parti opstået midt i krisen ikke kan opnå. Et nyt parti vil desuden opstå i en situation med intensiveret klassekamp og en aktiv arbejderklasse, der vil kræve demokrati i det nye parti.

Ifølge medierne blev krisen afblæst – for nu. Men for millioner af arbejdere mærkes kapitalismens krise hver dag. Intet fundamentalt er løst eller ændret. Gælden og underskuddet vokser bare, mens arbejderklassen bliver bedt om at betale regningen. Den mægtigste herskende klasse i verden har vist sig splittet og i intern krise: de kan ikke enes om at gå i krig i Syrien, de kan ikke enes om et budget eller noget som helst andet. Det har en grundlæggende effekt på arbejderklassens bevidsthed i hele verden, ikke mindst i USA.

Men John Peterson er optimistisk for fremtiden, "Den amerikanske arbejderklasse har fantastiske revolutionære traditioner og under overfladen opbygges vreden og utilfredsheden og en social eksplosion kan ske, måske før end vi venter det. I en sådan situation vil de amerikanske arbejdere lede efter alternative ideer, og det eneste reelle svar på kapitalismens krise er socialisme. Mulighederne for at skabe et socialistisk samfund er til stede, hvad der er brug for er arbejdernes bevidste bevægelse for at vælte dette rådne system."