Siden krisens ankomst i 2007-2008 er Tysklands økonomi blevet fremhævet som en model for resten af Europa. Mens størstedelen af Eurozonen har lidt under recession og lav eksport, har det tyske vækstlokomotiv buldret derudaf med høj eksport og kun ringe import. Ubalancerne i Eurozonen er massive, og nye problemer tegner sig i horisonten.

Valget i Tyskland har lagt en massiv dæmper på al snak om krise i Europa. De seneste måneder har der pludselig været stilhed om EU-traktater, gæld eller "bankunion". Det har fået de danske medier til at falde over hinanden for at udråbe sejren over krisen. Endelig kan det gå fremad igen!

Realiteterne er dog mere dunkle. Et nyligt læk bragt i Der Spiegel afslørede, at den såkaldte "gældskrise" i EU på ingen måde er afsluttet. Grækenland skal have en ny hjælpepakke i 2014 og formentlig en ny såkaldt "hair-cut" (nedskrivning af gæld). Jeroen Dijsselbloem, der er formand for Eurozonens finansministre, har desuden ladet forstå, at der også planlægges en ny hjælpepakke til Irland, hvis nuværende hjælpepakke udløber i 2014. Det samme vil formentlig gælde for Portugal.

En nyt hair-cut til Grækenland vil være et nyt afsnit i en lang føljeton. I 2012 var det de private investorer, hvis obligationer fik nedskrevet deres pålydender med 53 procent. En ny hair-cut vil ramme de såkaldte "officielle" investorer: centralbankerne og andre officielle institutioner. Det kan i sig selv være med til at sætte skub i nye problemer for de europæiske banker. For indtil nu har statsobligationer – også fra Grækenland – været betragtet som sikre aktiver, som har kunnet bruges som sikkerhed i de nationale bankers ageren med ECB. En nedskrivning af disse kan derfor have betydning for de europæiske landes kreditværdighed.

Trækker i hver sin retning

Euroens problemer er mere grundlæggende, end hvad de danske medier giver indtryk af. Det er en forening af 17 landes monetære politik, men som skal dække over 17 forskellige finanspolitikker. 17 økonomier der ukoordineret har trukket i hver sin retning. En umulighed som bliver demonstreret kraftigt ved den stigende økonomiske kløft mellem Grækenland, Spanien, Portugal og så videre på den ene side og de nordeuropæiske lande på den anden. Derfor er alle i Eurozonen enige om, at denne kløft skal overkommes.

Det eneste problem er, at modsætningerne er uløselige: Første skridt er at få de gældsplagede lande ud af den gældsspiral de er i. Det vil betyde indførelse af en form for Euro-obligationer, således at de stærke Eurolande vil stå som garanter for de svage landes gældsforpligtelser. Men et sådan arrangement får hurtigt sin egen logik: euro-obligationer betyder, at finanspolitikkerne i de 17 lande må harmoniseres. Ellers kan enkeltlande optage al den gæld, de lyster, på bekostning af "fællesskabet" [læs: Tyskland].

Derfor kan egentlig harmonisering kun ske ved, at EU får kontrol med Eurolandenes samlede finanspolitik. Det vil i realiteten betyde ophævelse af nationalstaterne og skabelsen af Europas Forenede Stater, og det vil – alt andet lige – betyde, at resten af Europas herskende eliter skal underkaste sig tysk dominans, da tysk økonomi er langt den stærkeste i Europa.

Igen står vi overfor en modsætning: på den ene side har de europæiske eliter overordnet set interesse i enhed, på den anden side er de afhængige af deres respektive stater for at beskytte deres nationale økonomiske særinteresser, gennem støtteordninger, handelsbarrierer og så videre.

Derfor er fuld europæisk integration umulig på trods af, at vi vil se mange forsøg og halve løsninger i den næste tid.

Krisen bevæger sig mod nord

At tysk økonomi er den stærkeste i EU, betyder dog på ingen måde, at den er usårlig. Mens især de sydeuropæiske lande har lidt af høj import i forhold til eksport, har Tyskland, i kraft af et massivt produktionsapparat og lave lønninger, så at sige eksporteret sig ud af krisen. Men det eventyr er det sidste år begyndt at fortone sig, og landets vækst er gået mod nul.

Problemerne i Sydeuropa har særligt Tyskland være fortaler for skulle fjernes ved, at de svage lande skulle efterligne Tyskland og eksportere sig ud af krisen. Tidligere ville det have været hjulpet på vej ved, at de pågældende lande havde devalueret deres valuta, og dermed gjort deres eksport billigere og import dyrere, også deres import fra Tyskland. På grund af euroen er det imidlertid en umulighed. Det har resulteret i en massiv "intern devaluering".

Altså: i stedet for at valutaens værdi (og dermed indirekte lønninger og så videre) er blevet forringet, har lønnedgang, offentlige besparelser og lignende skulle ske direkte. De massive nedskæringer og besparelser har betydet økonomisk kollaps og social katastrofe for arbejderklassen i de sydeuropæiske lande. Men det har også ført til kraftigt fald i deres import.

Samlet set har det betydet, at Eurozonen er gået fra at have et underskud på betalingsbalancen (større import end eksport) i 2008 på omkring 100 milliarder dollar i forhold til resten af verden, til nu at have et overskud på næsten 300 milliarder dollar. Det er et overskud, der er større end Kinas. Netop denne udvikling er en af de grundlæggende årsager til den kraftige nedgang, vi i øjeblikket ser i Asien og de såkaldte BRIK-lande.

De står nu overfor nedgang i deres handelsebalancer, fordi de simpelthen ikke kan eksportere de samme mængder til Europa som tidligere. Det vil naturligvis have effekter tilbage på den europæiske økonomi og særligt den tyske. I forvejen har den faldende eksport til Sydeuropa betydet, at den tyske vækst er blevet bremset. Nu kommer der mere af det samme: for at vende underskuddet på betalingsbalancen, må BRIK-landene nemlig skære ned på deres import – hvilket vil sige tyske eksportprodukter. Derfor er der al mulig grund til at antage, at krisen vil bevæge sig mod Nordeuropa.

Tysk valg viser nye udviklinger

Tilbage ved valget i Tyskland har de to største partier ingen interesse i at diskutere problemer i Europa. Både SPD (Socialdemokraterne) og CDU/CSU (de konservative) har begge været involveret i de upopulære redningspakker til blandt andet Grækenland, og har derfor ingen intentioner om at bringe Europroblemerne frem i lyset.

Meningsmålingerne indikerer i skrivende stund en komfortabel føring til kansler Merkels parti CDU/CSU. Men det er meget muligt, at der kan komme endnu en stor-koalition mellem SPD og CDU/CSU på tale, eller måske en koalition af SPD, De Grønne og Venstrepartiet alt afhængig af, hvordan de mindre partier klarer sig. Den tyske politiske elite har næsten alle som én været varme fortalere for øget EU-integration.

Derfor er det så meget desto mere interessant, at det lille nationalistiske anti-euro parti AfD går frem. Det er grundlagt i 2013 af en række professorer, erhvervsfolk og økonomer, fortrinsvis med fortid i det liberale FDP og CDU. På kort tid er det vokset hurtigt, og tyder på, at en del af toppen af det tyske samfund er ved at træt af at kaste gode penge efter dårlige. Om AfD kommer over spærregrænsen på fem procent, er uvist. Men at partiet repræsenterer en mere generel tendens blandt en del af den tyske elite, vises af et lækket papir fra CDU. Heri opfordrer CDU-ledere fra tre tyske delstater Merkel til at tage partiet seriøst.

Valgets resultat er selvfølgelig ikke til at forudsige, men den næste regering, der bliver annonceret en gang i oktober/november, vil sandsynligvis blive ledt af Merkel igen, med eller uden SPD. Men det vil ikke betyde stabilitet. Grundlaget for den hidtil førte politik har været konstant at skubbe problemerne i Eurozonen foran sig – en politik der ikke kan fortsætte uendeligt.

Før eller siden bliver det europæiske borgerskab nødt til at konfrontere problemerne i Eurozonen. Det vil betyde nye "eurokriser" og flere sociale spændinger, der kommer til overfladen. I takt med stigende økonomiske problemer i Tyskland selv, vil de tyske arbejdere endnu engang blive angrebet. Det kan blive startskuddet til en ny runde klassekamp i Europas vigtigste land.

Artiklen er skrevet inden valget til den tyske Forbundsdag den 22. september.