Nye udfordringer for Egyptens revolution

En af verdenshistoriens største bevægelser, med 17 mio. mennesker på gaden samtidig, tvang det egyptiske militær til at fjerne præsident Mursi. Men intet er løst og nye sociale eksplosioner er uundgåelige.

Den anden Egyptiske Revolution var en demonstration af styrkeforholdet mellem klasserne. Den herskende klasse (inklusiv toppen af hæren der ejer 40 procent af økonomien) var magtesløse overfor masserne.

På under ét år er illusionerne til Det Muslimske Broderskab (som Mursi tilhører) fordampet. Ingen af hovedkravene for masserne; "brød, frihed, social retfærdighed og værdighed" var blevet indfriet. En spontan bevægelse (Tamarod), startet af fem unge aktivister, hvis hovedformål var at vælte Mursi, voksede til enorme proportioner på etårsdagen for hans magtovertagelse, den 30. juni.

Folkekomiteer sprang op i alle nabolag. Der var udbredt fraternisering mellem de revolutionære masser og de menige soldater. Magten lå i massernes hænder. Men der var intet parti, ingen revolutionær organisation, der var i stand til at udnytte øjeblikket. Det er de mest karakteristiske træk ved den egyptiske revolution – massernes enorme styrke kombineret med mangel på en revolutionær ledelse.

Den massive bevægelse trængte straks ind i hæren, hvor den truede med at rive de laveste lag med i revolutionen og splittet hæren langs klasselinjer. Det gjorde hærcheferne desperate for at lave et kompromis. Men Tamarod afviste alt andet end Mursis afgang. Derfor fjernede hærledelsen Mursi, som de ellers havde en aftale med, for at sikre regimets og selve systemets overlevelse.

Midlertidig regering er en farce Den midlertidige regering, der har taget over efter Mursi's fald, er en uskøn blanding af én halvdel ministre fra den væltede Mursi-regering og én halvdel ministre fra den forhadte SCAF-regering (den militære regering der blev indsat efter Mubaraks fald).

Alle sammen er benhårde liberalister, hvis største mål er at sikre lån fra IMF, med dertilhørende krav om fjernelse af støtteprogrammer til landets fattigste. Der er dog én undtagelse i ministerholdet: Arbejdsminister Kamal Abu Eita har baggrund som leder for sammenslutningen af uafhængige fagforeninger.

Intentionen fra den egyptiske herskende klasse er klar: med denne "gestus" håber de at kunne give regeringen en vis form for legitimitet overfor arbejderklassen.

Den herskende klasse vil forhandle

Siden Mursis fald har hæren slået hårdt ned på pro-Mursi-demonstrationer, som også har fået stor medieomtale i Danmark. MB bruger kynisk demonstrationerne for at forbedre deres forhandlingsposition overfor hærledelsen og de vestlige imperialister, i et kompromis om magtdeling.

Imens er der stilhed i de danske medier om de pågående anti- Mursi-demonstrationer som stadig finder sted, blandt andet på Tahrir Pladsen. Trods modstanden mod Mursi, er massernes begejstring for den nye regering til at overse. Så ligegyldigt hvad der kommer ud af forhandlingerne bag om ryggen på masserne, står det klart at den nuværende regering blot bliver en parentes i Egyptens revolutionære historie som kun lige er begyndt. En revolution har mange akter. Nye massebevægelser ligger implicit i situationen.

Brasilien: eksplosion mod ulighed

Som et af de såkaldte BRIK-lande blev Brasilien regnet for en stabil økonomisk partner for verdens store økonomier. På overfladen så det ud som om brasilianerne var et tilfredst folkefærd og der blev talt i høje vendinger om hvordan fattigdommen var på vej tilbage og hvordan økonomien stormede frem.

Det billede blev rystet i slutningen af juni, hvor protester imod en mindre stigning i busbilletpriser tiltrak tusinder til demonstration. Protesterne udviklede sig hurtigt og omfattede den 17. juni gik over en halv million på gaden i Brasiliens største byer, og en undersøgelse har vist at 23 mio. har været involveret i protesterne. Det er klart at det ikke var spørgsmålet om prisen på busbilletter, som fik så stort et antal på gaden.

Meget lig Tyrkiet har Brasilien også oplevet økonomisk fremgang gennem en årrække, men også her er en del af fremgangen båret af en spekulativ boligboble som har drevet priserne opad. Væksten i forbruget har været kraftig, men det er sket som følge af en stor udvidelse af kreditten. Specielt er den private gæld vokset enormt og sammen med høje renter er det en ustabil situation, i det væksten i 2012 faldt til kun 0,5 procent, som følge af opbremsningen i den kinesiske økonomi.

Brasilien er et af verdens mest ulige lande. Skellet mellem fattige og rige er massivt hvilket illustreres ved at de 1 procent rigeste ejer 13 procent af landets rigdomme, hvilket er det sammen som det de 50 procent fattigste ejer. 25 procent af landets befolkning har en gennemsnitlig indkomst på 106 dollars om måneden mens den for de 1 procent rigeste var ikke mindre end 9354 dollars.

Da Lula fra Arbejderpartiet PT i 2002 blev valgt til at lede regeringen, så arbejderklassen det som en stor sejr. Siden da har PT nydt godt at den øgede økonomiske integration med den boomende kinesiske økonomi. Sammen med det konservative parti PMDB har PT gennemført sociale reformer til gavn for arbejderklassen, men samtidig privatiseret og lavet indgreb i bl.a. pensionen.

Alt dette er sket i tilsyneladende ro og fred og blev af kommentatorer betragtet som et sandt mirakel og model for andre sydamerikanske lande. Men miraklet er forbi nu og en ny tid er indvarslet. Ser man under overfladen er der altså ikke noget som helst overraskende i at situationen pludseligt eksploderede i masseprotester.

Protesterne er døet ud for nu. Men de viste, at masseprotester er det eneste som virker til at gennemtvinge indrømmelser til arbejderklassen. Således blev priserne på offentligt transport sænket i Sao Paulo, som en direkte effekt af bevægelsen. Men ingen af landets grundlæggende modsætninger er løst og det er derfor uundgåeligt at Brasiliens enorme arbejderklasse før eller siden vil rejse sig imod kapitalismens ulighed og undertrykkelse.

Tyrkiet: masseprotester indvarsler ny periode

Alle borgerlige kommentatorer fik et chok da situationen i Tyrkiet, tilsyneladende fra den ene dag til den anden, ændres totalt. Og siden slutningen af maj måned har Tyrkiet være scene for masseprotester imod Erdogan og hans regering. Opstandene startede som en lille protest i Istanbul imod opførelse af et indkøbscenter i en park, men protesteren spredte sig hurtigt til andre dele af landet og involverede hundredtusinder af unge og arbejde.

Fra det oprindelige formål udviklede protesterne sig hurtigt til at handle om mere generelle problemer som landets befolkning står overfor. Landets økonomiske fremgang de seneste ti år har for en stor del været båret frem af spekulativt byggeri.

Det megen nybyggeri har drevet folk langt uden for de store byer hvor de er tvunget til at bo under ekstremt dårlige forhold, og med meget lang transporttid til skole og arbejde. Selv under opsvinget steg uligheden og den ulighed er fortsat med at vokse, selv nu, hvor det økonomiske opsving er ved at være slut.

Deres liv står i stadig skarpere kontrast til de luksuriøse forhold overklassen lever under. Samtidig har Erdogan og hans regering optrådt arrogant overfor arbejderklassen og opførelsen af et indkøbscenter ved den historiske Taksim-plads er kun seneste eksempel på dette.

Masseprotesterne nåede deres foreløbige højdepunkt i begyndelsen af juni, hvor der var store demonstrationer og kampe med politiet så godt som hver dag. Kampene er nu stilnet af, men vi må endelig ikke tage fejl og tro at arbejderklassen er færdig med at protestere. Den er kun lige begyndt. Selv om protesterne har deres egne karakteristika er det åbenlyst at de er inspireret af Det arabiske forår og at de ligesom dem vil fortsætte, men i forskellige tempi og med forskellige midler. Seneste d. 4. august blev ti demonstranter og tre journalister såret da politiet affyrede gummikugler og tåregas mod en mindre demonstration nær Taksim-pladsen.

Arbejderklassen er kommet på banen og har taget de første skridt ind på historiens scene. Men endnu større bevægelser vil følge i den næste periode. Protester som i endnu højere grad end før vil vise, at kunstige nationale grænser, religiøse og kulturelle skel reelt er ligegyldige faktorer, når arbejderklassen for alvor bevæger sig, for at få sin frihed

Grækenland: Situationen tilspidses, imens SYRIZA-ledelsen drejer mod midten

Situationen for den græske arbejderklasse er desperat. Landet er for sjette år i økonomisk depression. De græske arbejdere betaler prisen, hvor omkring en tredjedel af befolkningen nu lever under den officielle fattigdomsgrænse.

Samtidig begynder bredere lag at indse, at der skal en grundlæggende ændring af systemet til. Men i denne situation begynder toppen af SYRIZA, med formanden Tzipras i spidsen, at dreje ind mod den politiske "midte".

En tredjedel under fattigdomsgrænsen Siden 2008 er BNP faldet fra 214 mia. euro til 180 mia. euro, samtidig er gælden steget fra 129 procent af BNP til 179 procent. I løbet af de sidste fire år er 1 mio. job forsvundet (ud af en befolkning på knapt 11 mio.) og den officielle arbejdsløshed er omkring 30 procent, mens ungdomsarbejdsløsheden er over 60 procent.

Den økonomiske situation har bragt 4 mio. grækere under fattigdomsgrænsen og 400.000 familier har nu ingen indkomst overhovedet. 300.000 har ikke elektricitet og det forventes at den økonomiske depression vil betyde et fald i forventet levetid på mellem syv og otte år. Med andre ord: kapitalismens krise dræber de græske arbejdere.

Borgerskabet nervøse

Det græske og internationale borgerskab er nervøse. Antallet af fabriksbesættelser er stigende, og kravet om en tids ubegrænset generalstrejke vinder langsomt frem. De kan se at de græske masser bevæger sig mod endnu større sociale eksplosioner, end de 29 generalstrejker de allerede har været vidner til de sidste fire år. Den siddende nedskæringsregering, med det konservative ND og det socialdemokratiske PASOK er svag.

Den stavrer fra krise til krise og er ikke i stand til at gennemføre de endnu hårdere angreb, som kapitalismens krise dikterer. Borgerskabet ser sig derfor om efter alternativer.

Her er der kun to muligheder: de kan konfrontere arbejderklassen direkte med hård repression og begrænsning af demokratiet og fx få det fascistiske Gyldent Daggry med i en koalition. Eller de kan få det store nye venstrefløjsparti SYRIZA med i en koalition og gøre dem medansvarlige for angrebene.

Det sidste er langt at foretrække for det græske borgerskab, trods deres traditioner for at styre gennem diktatur. For vælger de allerede nu at konfrontere de græske arbejdere direkte, kan de meget vel provokere den stærke græske arbejderklasse til at vælte selve systemet.

Forbereder sig på "ansvarlighed" Hvad er Tzipras' reaktion på borgerskabets følere? I en før-revolutionær situation som i Grækenland, burde SYRIZA afvise alt samarbejde med det korrupte borgerskab og mobilisere og forberede arbejderklassen til at tage magten.

Men i stedet dropper partitoppen lige så stille de selvsamme paroler der gjorde dem så populære før valget: afvisning af Troikaens diktater, nationalisering af banksektoren osv.

De holder allerede nu møder med den tyske regering og lover fred og ingen farer. Men den økonomiske situation efterlader intet rum til fredelig forhandling. Den halvanden million der har set til SYRIZA ved sidste valg for en anden politik, vil revoltere mod at sælge ud til borgerskabet.

Det vil betyde split og krise i partiet. Ud af disse og følgende erfaringer vil masserne drage vigtige konklusioner: at en løsning ikke kan findes indenfor systemets rammer, men at det må sprænges og nyt samfund skabes af og for arbejderklassen, gennem en revolution.□