Svar på økonomisk sabotage
Nationaliseringerne kom som et svar på den udbredte økonomiske sabotage, kapitalisterne længe har udøvet i Venezuela. I forsøget på at underminere den bolivariske revolution har såvel nationale som internatioanle virksomheder afskåret almindelige venezuelanere fra basale fødevare såsom mælk, korn, kød og æg. Manglen på cement har også umuliggjort boligbyggeri.
Chavez annoncerede allerede i januar 2007 gennationaliseringen af alle privatiserede selskaber, men siden da er det gået sløvt for sig på trods af pres fra mange virksomheder under arbejderkontrol. De seneste nationaliseringer markerer derfor på mange måder et vendepunkt og glæden har været stor på mange af fabrikkerne. Eksempelvist festede tusinder af arbejdere i gaderne, da nationaliseringen af SIDOR blev offentliggjort.
Endnu vigtigere er det dog, at Chavez samtidig har talt om, at der må dannes ”arbejderråd” eller ”socialistiske råd” på fabrikkerne; altså en form for fabriksråd. Efter nationaliseringen af Los Andes udtalte han således:
”Arbejderråd må dannes, socialistisk råd, for at omdanne fabrikken indefra. Arbejderne må vide, hvad der sker i virksomheden, deltage i beslutningerne”. Og han konkluderede: ”Arbejderklassen og folket må være frontfigurer i denne sociale proces”.
Den eneste revolutionære klasse
Den venezuelanske revolution har varet i næsten 10 år uden, at kapitalismens rammer endeligt er blevet brudt og opbygningen af socialisme påbegyndt. Mange har villet basere revolutionen på de fattige i slumkvartererne, mellemlagene og bønderne. Fokus har især været på de kommunale råd og de ”bolivariske cirkler”, som har fået stor økonomisk og politisk støtte fra den venezuelanske stat, men som ikke har været i stand til at organisere et alternativ til den borgerlige stat.
Det afgørende problem i den venezuelanske revolution i dag er, at arbejderklassen ikke er organiseret og derfor ikke er i stand til at gennemføre revolutionen. Det er ikke tilfældigt, at Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest skrev, at ”alle de klasser, som i dag står overfor bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse”.
For marxister er idéen om klasser af afgørende betydning. Et nyt samfund kan ikke skabes af gode intentioner alene, der må sættes magt bagved ordene. I sidste ende er et hvilket som helst samfund baseret på, at der måde, hvorpå produktionen finder stede. Derfor afhænger forskellige gruppers magt også af, hvilke forhold de står i og til de midler (jord, fabrikker, kontorbygninger) der produceres med.
Det er baggrunden for, at de fattige, som hulter sig igennem dagen på samfundets absolutte bund, mellemlagene og bønderne, der begge til en hvis grad er deres egne arbejdsgivere, ikke kan spille samme rolle i revolutionen som massen af arbejdere, der hver dag må sælge deres arbejdskraft til en kapitalist.
Arbejderklassens magt
De kommunale råd er uden tvivl fyldt af energiske og hårdt kæmpende revolutionære, men er plaget af en meget blandet social sammensætning og fraværet af et egentligt magtfundament, da de i hovedsagen tager udgangspunkt i slumkvartererne, hvor der udover ”almindelige” fabriksarbejdere især bor småhandlende, lumpenproletarer, arbejdsløse og folk fra den uformelle økonomi. Mange steder er det således lykkedes borgermestre og andre bureaukrater at styre de kommunale råd gennem korruption og afpresning.
Situationen er her en helt anden med arbejderklassen. Arbejderklassen er en langt mere ensartet størrelse og har i og med dens afgørende rolle i produktionen, den alt afgørende magt. Uden arbejderklassen er der ikke et hjul, der drejer, eller en pære der lyser i hele Venezuela. Arbejderklassen har således magten til at stoppe produktionen fuldstændig.
Hvad skal de fattige, bønderne og mellemlagene stille op når kapitalisterne indfører boykot og nægter dem eksempelvist mad? De står magtesløse. Arbejderklassen derimod kan overtage styringen med produktionen og vise, at kapitalisterne er fuldstændig unødvendige og faktisk direkte skadelige med deres evige jagt på profit, frem for fælles demokratisk planlægning.
Fuldstændigt ligesom, at arbejdersovjetterne (russisk for råd) kun var så stærke under den russiske revolution i 1917 på grund af fabriksrådene på fabrikkerne, kan de kommunale råd kun styrkes gennem en organisering af arbejderklassen.
Arbejderne kan ikke tage magten alene, men de må være den første hest i spandet. Uden at vinde støtte fra de fattige i byerne, mellemlagene og bønderne, som måske samlet set udgør 50 procent af den venezuelanske befolkning, har revolutionen ikke store chancer.
Fabriksråd som organisator
Fabriksråd kan åbenlyst spille en afgørende rolle i organiseringen af arbejderklassen. Gennem fabriksrådene vil arbejderne første lære, at de sagtens selv kan køre fabrikken og dernæst vil de generaliserer dette til at gælde hele økonomien. Det vil, som Trotskij forklarede i “Overgangsprogrammet”, være som ”en skole i demokratisk planlagt økonomi”.
Under kapitalisternes lockout i 2002-03 så vi, hvordan arbejdere på stribe overtog fabrikker. Det vurderes, at omkring 1200-1300 fabrikker siden da, er blevet besat og overtaget, efter at ejerne har lukket dem.
Ventilfabrikken INVEVAL er nationaliseret under arbejdernes egen ledelse og kontrol. Her er arbejderne til demonstration første maj.
En af de vigtigste er ventilfabrikken INVEVAL, som kom under arbejderkontrol i april 2005 og som blev nationaliseret fuldt ud i oktober 2007. I dag styres fabrikken af et demokratisk valgt arbejderråd på 32 mand og alle arbejdere fra præsidenten til ham, der renser toiletter, får den samme løn. I stedet for at tilfalde en tilfældig kapitalist, er det altså nu hele samfundet, som får del i det overskud, der skabes på INVEVAL.
Markedets love
En vigtig erfaring fra INVEVAL er dog også begrænsningerne i arbejderkontrol og fabriksråd under kapitalismen. Det afgørende har været at skaffe råmaterialer, som de er blevet nægtet mulighed for at købe af en række kapitalistiske virksomheder.
Men grundlæggende er problemet, at alle fabrikker, uanset graden af arbejderkontrol, under kapitalismen må adlyde markedets love og derved sænke omkostningerne (herunder lønomkostningerne) mest muligt for at kunne konkurrere på markedet.
Her til kommer, at det borgerlige statsapparat stadig fungerer intakt i Venezuela i dag og igennem mange kanaler direkte og indirekte bekæmper arbejderkontrollen. Afdelinger af det statsejede olieselskab PDVSA har således nægtet at købe færdiglavede ventiler fra INVEVAL og man har undladt at ekspropriere den smelter, der tidligere var tilknyttet INVEVAL, som kunne løse en del af råmateriale problemerne.
Nelson Rodriguez fra fabriksrådet på INVEVAL taler til den Internationale Marxistiske Tendens' verdenskongres.
Kun hvis fabrikkerne er del i en demokratisk socialistisk planøkonomi under en arbejderstat, kan arbejderkontrollens fulde potentielle udnyttes. Det er flere gang set i historien, hvordan, at isolerede fabrikker under arbejderkontrol med tiden er blevet omdannet til ægte kapitalistiske virksomheder. Man så det i Jugoslavien under Tito, hvor man gjorde op med den centrale planlægning og overgik til kun at planlægge de allermest centrale investeringer. Vi har set det i Kina for nylig, hvor de bureaukrater, der tidligere diktatorisk styrede ”fabriksrådene”, i dag er blevet kapitalistiske ejere af fabrikken.
Præcis som på Cuba i dag, var argumentet, at den centrale planlagte økonomi ikke fungerer og der derfor må indføres en markedsmekanisme; heraf idéen om markedssocialisme.
Men ingen af disse steder var eller er problemet den centralt planlagte økonomi. Den private ejendomsret fører ikke til andet, end mangel på planlægning, fokus på profit frem for brugsværdi samt øget ulighed og spild. I Venezuela i dag er det sågar kun 50 procent af produktionsapparatet, der er taget i brug. Resten lader kapitalisterne står ubenyttet hen. Problemet har derimod været manglen på ægte arbejderkontrol. Trotskij forklarer i hans mesterværk ”Revolutionen Forrådt”, at en planøkonomi har brug for demokrati, som den menneskelig krop har brug for ilt.
I starten var planøkonomien i Sovjetunionen, især med de første 5 års planer, uhyrlig effektiv. Aldrig før eller siden har man set et land på så kort tid udvikle sig fra et tilbagestående semifeudalt samfund, til et samfund med teknologi, der på visse områder overgik de avancerede kapitalistiske lande.
Men desto mere sofistikeret økonomien blev, desto mere blev bureaukratiet en lænke om arbejderklassens fødder. Kommandosystemet kunne ikke styre hver eneste detalje i en voksende kompleks økonomi, hvor antallet af varer og led i produktionen voksede dag for dag. I 1983 blev der således produceret 12 millioner forskellige varer i Sovjetunionen. Bureaukratiet gik fra at være en relativ lænke på udviklingen af produktivkræfterne til at blive en absolut lænke. Det var en uundgåelig udvikling.
Ægte arbejderkontrol og nationalisering
Den marxistiske tendens i Venezuela, CMR, er den eneste politiske tendens, som i en kamp, som den på INVEVAL, har fremsat kravet om ægte arbejderkontrol og nationalisering. Uden arbejderkontrol er en nationalisering intet værd, men uden nationalisering er arbejderkontrol ikke muligt på længere sigt.
Derfor går marxisterne stærkt imod de anarkistiske og syndikalistiske idéer om, at arbejderne som et alternativ til nationalisering og arbejderkontrol, selv skal opkøbe fabrikkerne og danne kooperativer. Lokalt ejerskab ændrer ikke på den kapitalistiske ejendomsform, hvad end virksomheden ejes af 12, 250 eller 1 mand. Kravet om nationalisering er derfor uundgåeligt. Kooperation vil altid kun være en midlertidig løsning.
Fagforeningernes rolle
Samtidig med al dette, må man dog heller ikke glemme fagforeningernes rolle. Fagforeningerne står på ingen måde i modsætningen til fabriksrådene, som nogen på den venezuelanske venstrefløj prøver at sige. Marxisterne forsvarer fagforeningerne og kæmper inde i dem for en militant og revolutionære politik. Hovedopgaven for det største fagforbund i Venezuela, UNT, er at blive et redskab i arbejdernes hænder til at tage magten.
Selv om dele af det reformistiske bureaukrati i den venezuelanske stat prøver at bruge kunstig arbejderkontrol, hvor fabrikkerne i virkeligheden styres af udpegede bureaukrater, til at svække fagforeningerne, må UNT alligevel rejse kravet, da det er en altafgørende mulighed for organisering af arbejderklassen.
Efter julidagene i den russiske revolution overvejede Lenin, om det var muligt, at basere den revolutionære opstand direkte på fabriksrådene i stedet for sovjetterne, som i højere og højere grad var blevet bureaukratiseret. For marxister er der ingen skemaer for revolutioner. I Rusland 1917 blev det sovjetterne, som blev det fundament, hvorpå revolutionen blev lavet. Men det er ikke en historisk lov. Tværtimod var en af baggrundene for den tyske revolutions nederlag i 1923, at de tyske kommunister under råd fra Stalin ikke forstod behovet for fleksibilitet og herunder fabriksrådenes rolle. Derfor prøvede de at baserer revolutionen på sovjetter, mens disse uden fabriksråd, ingen magt havde.
Marxisternes program
Marxisternes linje er, at alle nationaliserede industrigrene må ledes af forsamlinger, som består af henholdsvis: 1/3 arbejdere fra industrien som gennem industriens fagforeninger kan stå vagt om arbejdernes interesser på jorden og udnytte deres kreativitet, viden og evner. 1/3 arbejdere som vælges gennem den nationale fagforeninger og repræsenterer hele arbejderklassen. Den sidste 1/3 skal komme fra arbejderstaten og repræsenterer den planlagte produktion.
De besatte fabrikker i Venezuela er sluttet sammen gennem FRETECO - de besatte fabrikkers revolutionære front.
Men al dette er uden betydning uden fabriksråd på de enkelte fabrikker, som kun kan skabes nedefra. Dette burde derfor være UNTs hovedopgave. Kravet må være, at Chavez nationaliserer alle de virksomheder, der er i krise, er blevet lukket ned eller er i konflikt samt dem, som saboterer økonomien og derved skaber mangel på fødevarer og byggematerialer. De omtalte seneste nationaliseringer må ses som et første skridt.
UNTs opgaver
Masseforsamlinger og offentlige møder må indkaldes, hvor end det er muligt på fabrikkerne. Der må opstartes fabriksråd og arbejderklassen centrale opgaver i skabelsen af socialisme og revolutionen må diskuteres. UNT behøver ikke vente på den nationale regering til at ekspropriere disse virksomheder. Fagforeningerne, som er en del af UNT, må allerede nu besætte de omtalte fabrikker og igangsætte produktionen.
Kun gennem arbejdernes kontrol af fabrikkerne og bøndernes kontrol af jorden er det muligt at bygge socialisme i Venezuela. Det gælder både for den private sektor, hvor kapitalisterne hersker og den offentlige sektor, hvor bureaukraterne hersker.
Spørgsmålet om revolutionær taktik kan ikke afgøres på forhånd. I Venezuela spiller både de kommunale råd, fabriksrådene, fagforeningerne og socialistpartiet PSUV, hver især sin rolle. Men kun arbejderklassen har magten til at gennemføre revolutionen og derfor må den organiseres.
Som den venezuelanske marxist Yonnie Moreno for nylig konkluderede i en artikel på www.marxist.com:
“Ved at udvide arbejderrådene, koordinerer og bygge dem baseret på UNT fagforeninger på hver eneste fabrik og i hver eneste by og region, vil det i samarbejde med de kommunale råd være muligt at skabe strukturerne for en ny revolutionær stat, en arbejderstat, der sammen med de organiserede samfund, vil være i stand til at erstatte den stat, vi har arvet fra den Fjerde Republik med dens bureaukrati, som udgør en dødelig trussel for den venezuelanske revolution. Det er den eneste vej til at bygge socialisme i Venezuela.”
