Dette er ikke nogen teoretisk analyse, men en kort stemningsrapport fra begivenhedernes centrum.

Santa Cruz, den 9 september 2008.

Til lyden af kraftige eksplosioner forlader jeg og mine medstuderende klasselokalet. Vi er i centrum af Bolivias største by og økonomiske centrum, Santa Cruz. Ved den centrale plads er der tilsyneladende intet af se, af det vi troede var endnu en tåbelig manifestation fra højrefløjen. Få blokke fra pladsen, møder godt halvtreds knægte os, godt udstyret med køller og masker for munden. Noget mere end antyder, hvad det er der skal til at ske. Knægtene er en blanding af 14-16 årige drenge og ældre mere hardcore, der alle er medlem af den fascistiske ungdomsorganisation UJC.

Som tidligere analyser har fortalt, så lægger Bolivia rammen for store politiske kampe – der gir efterklang i hele det Sydamerikanske kontinent. Kampen mellem rig og fattig. Mellem dem der forsvarer den neoliberale kapitalisme og dem der ønsker socialisme.

De unge fascister blokerer hurtigt trafikken, og fra de andre hjørner strømmer flere til. På gaden ved siden af mig kører en bil med højtaler spændt fast for oven – det er medlemmer af Falangisterne, der proklamerer død over kommunismen og Evo, mens de kalder folket i Santa Cruz til at rejse sig og forsvare en ny føderal stat – løsrevet fra den beskidte indianer-race. Falangisterne, der under Bolivias diktaturer i sluthalvfjerdserne og startfirserne fungerede som paramilitære bander, var i en lang tid forsvundet fra den politiske scene i Bolivia, men har i Santa Cruz de seneste år genvundet en stor base, med opbakning fra de mest radikale i den såkaldte ”autonomi-bevægelse”

Lyden af eksplosioner er overalt i centrum, fra de små kanonslag som fascisterne kaster løs mod det nationale skattekontor, få blokke derfra sker det samme mod det nationale institut for jordreform (INRA). To offentlige institutioner som højrefløjen har erklæret vil blive besat. Mens jeg bevæger mig et stykke væk fra centrum spoler jeg i tankerne tiden nogle uger tilbage:

10. august
Ved valget der skulle afgøre om Evo Morales fortsatte eller ej på posten, kom der et historisk resultat. Folket i Sydamerikas fattigste land sagde Si (ja) til at fortsætte den revolutionære proces. I 95 af landets 112 provinser vandt Evo, og den samlede opbakning lød på 67,5 %, hvad der var mere end en halv million flere stemmer end det Evo opnåede i 2005.

Valg om den nye grundlov
Overvældet af resultatet blev Evo Morales presset af masserne til at udskrive valg til afgørelse af den nye grundlov, og valg om det maksimale antal hektarer jord som det tillades en person at eje. Begejstringen fra regeringens støtter har været stor.
På den anden side var svaret fra højrefløjen og dens fem regionsborgmestre klar: 1 blokader og 2. optrapning af volden.

1) I mere end 2 uger har halvdelen af landet været blokeret, de store hovedveje i den østlige og sydlige del af landet har været afskåret, og eksporten og importen til de østlige regioner er blevet ramt. Dette har ført til mangel på gas og benzin samt fødevarer.
2) Volden er blevet optrappet og i flere regioner har højrefløjens ledere beordret deres støtter til besættelse af alle offentlige institutioner. I flere østlige regioner har dette ført til store kampe med militæret der er beordret ud for at forsvare dem.

Højrefløjen har kæmpe interesser på spil, og inden de mister kontrollen over landet er de parat til at smadre det.

Den nye grundlov er ikke socialistisk, men indeholder flere vigtige forbedringer:
1. Den erklærer at alle har ret til gratis ”Sundhedssystem”, ”Pension” og ”Uddannelse”
2. Den forhindrer privatisering af naturresurserne.
3. Den inkluderer alle de indianske folk.

Afstemningen om ny grundlov og indskrænkning af Jorden er direkte i mod godsejernes, ”sojabaronernes”, og imperialismens interesser. De vil uden tvivl forsvare sig voldeligt.
For få uger siden så man bl.a. hvordan en lille LO demonstration i Santa Cruz, blev brutalt overfaldet af nogle af højrefløjens fascistiske bander. Og dagen efter blev der sat ild til LO-formandens hus og sendt mordtrusler af sted mod alle bondeledere.

Rundt om hjørnet svinger en militærlastbil med omkring 50 militær folk i fuld udrustning. Få øjeblikke efter er der åben kamp mellem militæret og fascisterne, der modtager tåregas og svarer igen med kanonslag. Jeg beslutter at tage væk og ind et sted og spise min frokost. Der, fra frokostcafeen kan jeg i fjernsynet se hvordan højrefløjens bander skyder løs mod militæret i byens centrum, der har omdannet sig til en kampzone. Santa Cruz’ regionsborgmester udtaler at politi og militær ikke er andet end Evos beskidte hunde, og derfor er de ”fjender af Santa Cruz”. Han ønsker derfor at oprette et ”autonomt politi”.

Fra andre dele af Bolivia har folket igennem deres forskellige sociale bevægelser, udtrykt ønske om at tage en væbnet kamp mod oligarkiet, og folk spørg sig selv om der kommer borgerkrig i landet.

Muligheden for borgerkrig er tilstede, men højrefløjen er godt klar over at ikke har opbakningen i den vestlige del af landet, Bolivias andéshøjland, hvor Evo fik omkring 80 procent af stemmerne. Men de radikale højrefløjsledere har en plan klar for at oprette en konføderation af autonome stater.

Problemet i Bolivia er tæt forbundet med situationen i Venezuela: højrefløjen er politisk slået, men er ikke besejret. De fortsætter med at have al kontrol over det produktive apparat og bankerne. Imperialismen har mindsket dens olieinvesteringer med målet om at brødføde inflationen og manglen på gas.

Men uden en dialektisk forståelse af samfundet kan der gives plads til ideen om at denne proces kun kan gå fremad. Men som nederlaget ved afstemningen i Venezuela forrige december viser, så kan der opstå en vis træthed og fortvivlelse hos masserne, når borgerskabet tillades at fortsætte med den økonomiske magt i hænderne.

Kampen for socialisme betyder at ekspropriere borgerskabet og imperialismen, og sikre arbejdernes demokratiske kontrol over økonomien og staten. Folkets imponerende sejr den 10. august viser at de bolivianske masser ikke er parat til at miste det de har vundet igennem flere år kamp. Evo har helt korrekt oversat denne sejr som et signal om at ”den revolutionære proces må forsvares og accelereres op”. Og de sociale organisationer har begyndt mobiliseringerne for at forsvare processen.

...Imens fortsætter kampen i centrum af Santa Cruz. Med disse aktioner forsøger de at fremprovokere et første dødsfald for at kunne beskylde regeringen for det. De vil ikke lade skattekontoret og administrationen af jorden blive i hænderne på den nationale regering, fordi de ønsker at kunne fortsætte med at beholde deres rigdomme.

Omkring kl. 15 om eftermiddagen lykkedes det 300 bevæbnede medlemmer af UJC at tage kontrollen over Statens Skattekontor, da den begraensede militærstyrke ikke kunne svare igen. Der bliver snakket om at erklære Santa Cruz i undtagelsestilstand med stor militærindgriben.

I det sydlige Bolivia lykkedes det for højrefløjens bander at bryde ind i en af landets største olie og gas instalationer.

Fotos fra den 9. september: