Mange folk ser til Demokraterne og Barack Obama i håb om ægte forandring særligt, når det kommer til Irak-krigen. Men på spørgsmålet om krig og udenrigspolitik adskiller Obama sig ikke for alvor fra den nuværende administration i det Hvide Hus.

Man kan fortælle en del om en person på grundlag af det selskab, han eller hun færdes i. Obama bliver støttet af folk som milliardæren Warren Buffet, der har tjent en formue på at investere i firmaer, der udbytter millioner i hele verden. Obamas vigtigste udenrigspolitiske rådgiver er Zbigniew Brzezinski, en benhård anti-kommunist, som var en af bagmændene bag den amerikanske støtte og hjælp til de reaktionære hellige Jihad-krigere i Afghanistan og Pakistan i 1980’erne.

Obama benytter sig, ligesom Bush-administrationen, af fordrejninger af sproget. ”Frihed” betyder besættelse og udplyndring af fattige lande og ”reformer” betyder nedskæringer. I Obamas tilfælde betyder ”forandring” en fortsættelse af den nuværende situation. Han har hyldet folk som Ronald Reagan, der i sin tid stod i spidsen for en massiv militær oprustning på bekostning af millioner af amerikanske arbejdere og fattiges levestandarder.

Samtidig med, at Obama praler af sin store modstand mod krigen i Irak, gør han alt, hvad han kan for at bevise sin pålidelighed overfor de kræfter han virkelig tjener. Langt fra at kræve en øjeblikkelig tilbagetrækning, siger han, at de amerikanske tropper kan blive i Irak i en ”forlænget periode” og fastholde ”en reduceret, men aktiv amerikansk militær tilstedeværelse”, der ”beskytter logistiske støttepunkter” og forsvarer ”amerikanske enklaver som den Grønne Zone”.
Obama har også erklæret, at han er tilhænger af et angreb på Iran under påskud af at standse landets atomprogram:

”Vi bør ikke tage nogen mulighed, herunder militær indgriben, af bordet, et fortsat aggressivt diplomati kombineret med skrappe sanktioner bør være vores vigtigste midler til at forhindre Iran i at bygge kernevåben.”

Obama ser imidlertid begrænsningerne i Bushs måde at fastholde et amerikansk overherredømme i verden på. I stedet vil han have andre til at udføre det beskidte arbejde på USAs vegne:
”Et hårdt diplomati vil indebære ægte magt gennem skrappere sanktioner. Det vil betyde et mere fast amerikansk diplomati i FN. Det vil betyde en udnyttelse af den kollektive kraft hos vores venner i Europa, der er Irans største handelspartnere. Det vil betyde en samarbejdende strategi med Golfstaterne, der forsyner Iran med mange af de energiressourcer landet behøver. Det vil betyde at forene de stater, der anerkender truslen fra Iran og forøget pres på Iran for at indstille berigelsen af uran.”

Når det kommer til Israel holder Obama på status quo:
”Vi må fastholde vores fulde engagement i forholdet til Israel ved fuldt ud at finansiere militær hjælp og fortsat arbejde med Arrow-programmet og andre missilprogrammer.”

Han går endda endnu videre for at vise støtte til Israels herskende klasse:
"Vi vil aldrig forsøge at diktere, hvad der er bedst for israelerne og deres sikkerhedsinteresser. Ingen israelsk premierminister bør aldrig føle sig tvunget til eller afskåret fra forhandlingsbordet af USA.”

Selv om han sagde, at han ville være villig til at mødes med Venezuelas præsident Hugo Chávez, så har Obama selv hjulpet til at fremføre propaganda imod den venezuelanske revolution. Han var medunderskriver på en resolution, der krævede, at Venezuela skulle genåbne ”dissident” radio og TV-stationer, navnlig TV-stationen RCTV, som ikke fik fornyet sin sendetilladelse. Resolutionen kaldte det en krænkelse af tanke- og ytringsfriheden, da tilladelsen ikke blev fornyet.

RCTV var ikke en ”dissident-stemme”. I 2002 udførte overklassen i Venezuela, med opbakning fra USA, et militærkup, hvor mange blev dræbt, imod den demokratisk valgte regering. De ophævede den nye grundlov, der var blevet til efter diskussioner blandt millioner af almindelige folk i Venezuela. RCTV var en integreret del af kuppet. De udsendte systematisk falske informationer og hjalp til at lægge grunden til den vold, der fulgte. Kuppet blev heldigvis forpurret og millioner af almindelige venezuelanere, der gik på gaden, fik præsidenten løsladt og kupmagerne stoppet. I 2007 fornyede regeringen ganske enkelt ikke RCTVs tilladelse til at benytte sig af frekvenser, som er offentlig ejendom. RCTV fortsætter med at sende via kabel og satellit. Obama var imidlertid rede til at føre propaganda på dette spørgsmål til gavn for amerikansk imperialisme i Latinamerika.

Obama har også sagt, at han vil bruge militær magt i Pakistan under dække af at bekæmpe al-Qaeda. Han vil gøre USAs militære hjælp til Pakistan afhængig af, at landet følger USAs ”forslag”.

Obama er fast tilhænger af den amerikanske militære tilstedeværelse i Colombia, i for af støtte til Uribe-regimets kamp mod guerillaen FARC. Samtidig tier han stille om regeringen og de paramilitære styrkers drab på aktivister fra arbejderbevægelsen. I løbet af de sidste 20 år er 2.574 fagligt aktive blevet dræbt sammen med tusindvis af politisk aktive, bønder og studenter.

Obama repræsenterer de samme klasseinteresser som Bush, men han gør det på en mere intelligent facon og præsenterer det som noget nyt. Ægte forandring kan imidlertid kun komme igennem en bevægelse fra arbejderklassen for at bryde kapitalisternes dominans. Ellers er det bare en udskiftning af undertrykkeren.