Gustavo Ortega, politisk sekretær for lokomotivførerne i Mexico, åbnede kongressen med en tale, hvor han gjorde opmærksom på, at kongressen også er vigtig, fordi den finder sted på 160-års jubilæet for det Kommunistiske Manifest. Han forklarede, at dette værk fra Marx og Engels har bibeholdt dets fulde værdi, og i dag er mere aktuelt end nogensinde før.
Kongressens første dag blev brugt på en diskussion af perspektiverne for klassekampen på internationalt plan. Juan Ignacio Ramos, repræsentant for Frederik Engels Stiftelsen, lagde op til debatten. De delegerede tog adskillige emner op under diskussionen: den politiske krise i Pakistan, strejkebevægelserne i Europa, klassekampene i Asien og Mellemøsten samt revolutionen i Venezuela og den cubanske revolution, som er gået ind i en kritisk fase, efter at Fidel Castro har trukket sig tilbage.
Perspektiverne for verdensøkonomien blev også analyseret. Det blev forklaret, hvordan USA er på vej ind i en alvorlig krise, og at det vil have stor effekt på resten af verden. Det vil skabe en situation med større spændinger og tvinge kapitalisterne til at angribe arbejderklassen hårdere.
Samtidig blev det forklaret, at arbejderklassen langt fra vil forholde sig passivt og acceptere angreb på leveforholdene. Det klareste svar fra arbejderklassen kan ses i de latinamerikanske lande, men også i forskellige lande i Asien og i Europa, hvor vi for nylig har set store strejker i Grækenland, Italien, Spanien, Frankrig og Tyskland. På internationalt plan bliver der forberedt endnu større sammenstød mellem klasserne i næste periode.
Kongressens anden dag handlede om perspektiverne for Mexico. Her har vi både set opstanden i Oaxaca og kampen imod valgsvindelen i 2006. Diskussionen bekræftede analysen om, at Mexico er blevet draget ind i den revolutionære proces, der foregår i hele Latinamerika. Dette skyldes den blindgyde, som kapitalismen i Mexico befinder sig i.
Mexicos præsident Calderon repræsenterer et svagt og splittet regime. Omstændighederne har tvunget ham til at angribe arbejderklassen, blandt andet med privatiseringer og lovgivning, der angriber arbejdernes forhold. Disse ting forbereder nye konfrontationer mellem klasserne, og det vil føre til sammenstød af mindst samme størrelse som i 2006. Dette vil samtidig åbne store muligheder for marxisterne.
På kongressens tredje dag handlede diskussionen om vores tendens’ deltagelse i klassekampen. Det blev gjort klart, at vores metode og taktik har båret frugt i den sidste periode. Takket være vores orientering imod arbejdernes masseorganisationer – fagforeningerne og PRD – har det været muligt at forbinde vores ideer med tusindvis af unge og arbejdere, som kastede sig ind i kampen imod Calderons valgsvindel. Denne kamp, som var den største og vigtigste massebevægelse i Mexico i årtier, blev udtrykt gennem PRD og dermed gjorde det muligt for os at sælge 21.000 eksemplarer af El Militante på en uge.
En anden prøvelse, vi har været udsat for, var angreb fra statsmagten. En række af vores kammerater blev fængslet i løbet af 2007. Disse fængslede var unge kammerater, der stod skulder ved skulder med de studerende, der er organiseret i Bevægelsen for de udelukkede studerende, Movimientos de Estudiantes No Aceptados, MENA. Men takket været en international kampagne, organiseret af den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) blev kammeraterne løsladt relativt hurtigt. Grunden til statsmagtens angreb på vores kammerater er, at El Militante er begyndt at spille en vigtig rolle i klassekampen i Mexico.
Kongressen var et vigtigt skridt i udviklingen af den marxistiske tendens. Kongressen fandt sted på en absolut demokratisk måde med dybdegående diskussioner, og stemningen var fyldt med revolutionær gejst og optimisme. Det var en ægte bolsjevikisk kongres.
