Selv om den engelske kolonimagt forlod landet i 1963, er Kenyas politik gennem en lang årrække blevet dikteret af IMF og Verdensbanken. Et nyt opblomstrende borgerskab er opstået, som konsekvens af dette. På trods af den økonomiske vækst som Kenya har oplevet de seneste år, har masserne i Kenya ikke oplevet, at deres levevilkår er blevet forbedret. Protesterne der brød ud som følge af den omfattende valgsvindel, er udtryk for stigende frustration over regeringens neoliberale politik, som har ført til social elendighed og i stigende grad racemæssig opdeling og marginalisering af etniske grupper i samfundet.
Valget
Den 27. december blev valget i Kenya afholdt. Det hele så ud til at forløbe fredeligt, lige ind til det endelige valgresultat blev offentliggjort. Kibaki havde ifølge de kenyanske myndigheder vundet valget, men det stod med det samme klart, at der var foregået massiv valgsvindel. Spontant brød kæmpe demonstrationer ud rundt om i hele landet, med krav om præsident Kibakis øjeblikkelige afgang.
Demonstranterne krævede oppositionens leder Odinga indsat som landets retmæssige præsident. Den efterfølgende vold har kostet over 1000 mennesker livet og 300.000 er blevet jaget på flugt fra deres hjem. Volden har i stigende grad båret præg af etniske sammenstød mellem Kenyas to største befolkningsgrupper, kikuyuer og luoer. Præsident Kibaki tilhører kikuyu-stammen, mens oppositionens leder Odinga er fra luo-stammen. Netop dette faktum er blevet brugt af begge ledere til bevidst at spille på det etniske tilhørsforhold, der har været medvirket til, at urolighederne er eskaleret. Hverken Kibaki eller Odinga har gjort noget for at bremse de etniske uroligheder. Dette har ført til en voldspiral uden ende, som har taget karakter af stammekrig mellem henholdsvis kikuyuer og luoer. Situationen i Kenya kan lede tankerne tilbage på den blodige borgerkrig i Rwanda i 1994, som førte til etniske udrensninger mellem hutuer og tutsier og samlet set kostede op mod en million menneskeliv. Hverken Kibaki eller Odinga repræsenterer en vej frem for Kenya. De repræsenterer begge to en fløj af den kenyanske overklasse, som baserer sig på korruption og udplyndring af landets fattige – i god forståelse med de vestlige imperialistiske magter.
Det internationale samfunds hykleri
Der er ingen tvivl om, at Vesten, med USA i spidsen, sidder trækker i trådene, når det kommer til situationen i Kenya. På trods af, at præsidentvalget skete på et klart uacceptabelt grundlag, jf. den omfattende valgsvindel, forsøger USA og EU med FNs hjælp at stable en koalitionsregering mellem Kibaki og Odinga på benene. De er udmærket klar over situationens alvor, - men, hvor er kravene om frie og fair valg fra det internationale samfunds side blevet af? Hvor er opråbene og fordømmelserne af de brutale etniske nedslagtninger? Hvor er resolutioner i FN der fordømmer Kibakis valgsvindel? Der er ingen tvivl om, at USA og EU gerne forsat ser Kibaki på præsidentposten. Kibaki har stået for en økonomisk neoliberalistisk politik og har samtidig modtaget massiv støtte fra Vesten. Kofi Annan er af FN blevet indsat som fredsmægler. Der er blevet iværksat en fredsplan, hvis første punkt er at stoppe den etniske vold omgående. Dette er fine ord, men er ikke blevet opfulgt af reel handling. Odingas støtter er fra det internationale samfunds side blevet opfordret til at nedtone deres vrede og bevare roen. Dette er det eneste FN og det internationale samfund kan tilbyde Odingas tilhængere: ”vent og bevar roen!”
Det må stå klart for alle, at FN ikke kan spille nogen progressiv rolle i Kenya, men blot bliver brugt som et instrument for de imperialistiske lande til at kontrollere den politiske situation i landet. Mens Kibaki og Odinga forhandler, forsætter de etniske myrderier dag for dag. Odingas tilhængere er utålmodige og vil se handling. De ønsker på ingen måde, at Odinga skal indgå i en koalitionsregering med Kibaki, som har svindlet sig til magten. Men FNs hjælp kommer Kibaki belejligt. Nu kan han fortsætte på præsidentposten i endnu en periode, men den politiske situation i Kenya er stadig yderst spændt og massernes krav om forandring vil ikke stilne hen.
Kapitalismen i Kenya har spillet fallit
Den politiske krise i Kenya viser med alt tydelighed de barbariske konsekvenser af kapitalismen.
Kapitalismen har vist sig ikke at kunne løse problemerne, som masserne i Kenya står over for. Den har vist sig ikke at kunne give arbejde til millioner af mennesker, som er dømt til at leve i Nairobis slumkvarterer. Helt basale problemer som tøj på kroppen, mad på bordet og et hus at bo i, er problemer som millioner af kenyanere hver dag konfronteres med. Det er tydeligt, at kapitalismen i Kenya ikke er i stand til at sikre folks basale behov, men blot er underlagt nogle få virksomheders interesser.
Borgerskabet har haft adskillige årtier til at vise, hvad det kan udrette i Kenya - og se, hvor det er endt! På kort tid er det afrikanske udstillingsvindue over kapitalismens lyksaligheder blevet ødelagt og erstattet af udbrændte landsbyer og maltrakterede lig. Tragedien hænger over hovederne på millioner af uskyldige mænd, kvinder og børn. Skeptikere, kynikere og ”realister” vil sige, at idéen om arbejderenhed, er umulig. Men det, der er umuligt er at skabe en anstændig fremtid under kapitalismen, et samfund der ødelægger alt menneskeligt og anstændigt og som tvinger menneskeheden ned på et dyrisk niveau. Mennesker der bliver behandlet som dyr, vil opføre sig som dyr.
Nogle siger, at det socialistiske alternativ er utopisk. Socialisme betyder et samfund baseret på menneskelig solidaritet i stedet for nogle få kapitalisters jagt på profit. Det er denne profitjagt, der er ansvarlig for den elendige tilværelse, som millioner af fattige i Afrika og andre steder lever under. Det er de velstående kapitalister i New York og London samt deres lokale repræsentanter af Kibaki-typen, der har røvet Afrikas rigdomme og dømt millioner af mennesker til slaveri, fattigdom og etnisk konflikt. Det er det ”praktiske” samfund, som de borgerlige forsvarer. Men vi har fået nok af disse ”praktiske” løsninger.
Imperialisterne dræner Afrika
Kenyas udenlandsgæld anslås
til ca. 9.000 mio. dollars. Landet bruger omkring 40 pct. af statens budget på
at betale renter på gælden til imperialisterne. Ifølge Verdensbanken modtager
Afrika hvert år 13.000 millioner dollars i nødhjælp, men på samme tid giver
Afrika 15.000 millioner dollars tilbage i tilbagebetaling af gæld. Det
afrikanske kontinent er blevet omlagt til at eksportere kapital til den
udviklede verden. På nuværende tidspunkt overstiger hele kontinentets gæld mere
end 300.000 millioner dollars. Kilde: www.commondreams.org og Verdensbanken. |
Lenin understregede, at det nationale spørgsmål til syvende og sidst, er et spørgsmål om brød. Et af de centrale problemer er også økonomisk. Den økonomiske vækst i Kenya kan ikke følge med den samlede befolkningsvækst, som er en af de hurtigt voksende i Afrika. Kapitalismen er ude af stand til at sikre et menneskeligt liv for befolkningen i Kenya og resten af Afrika. Men er kenyanerne dømt til en evighed i barbari? Naturligvis ikke! Der er en kraft, der kan forhindre det og denne kraft er den internationale arbejderklasse. Udplyndringen af Afrikas ressourcer kan stoppes gennem en afskaffelse af nogle få banker og virksomheders magt over verdensøkonomien. Dette kan opnås gennem en socialistisk revolution i de vestlige imperialistiske lande.
Arbejderklassen i Kenya er så småt begyndt at røre på sig. I 2003 var der en bølge af strejker rundt omkring i landet med krav om mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Dette viser et klart revolutionært potentiale hos den kenyanske arbejderklasse. Derfor må arbejderklassen spille en selvstændig rolle, fuldstændig uafhængig af borgerlige ledere som Kibaki og Odinga. Det er kun arbejderklassen, som kan stå i spidsen for en socialistisk revolution i Kenya.
Opbygningen af et revolutionært parti er derfor nødvendigt for at vinde kampen. Et revolutionært parti, som kan samle arbejderklassen uafhængig af etnisk tilhørsforhold og som bygger på klassesolidaritet. Karl Marx sagde: ”Arbejderne har intet fædreland”. Det samme er gældende for arbejderne i Kenya og på resten af det afrikanske kontinent. Arbejderklassen kan kun overleve ved at opbygge solidaritet over landegrænser. Massernes kamp i Kenya må derfor kædes sammen med kampen internationalt! Arbejdere i alle verdens lande, foren jer!
