”Mine tanker og dybeste medfølelse går i denne tragiske situation først og fremmest til den dræbtes familie og de pårørende” er Foghs kommentar hver gang endnu en ung dansk soldat mister livet i Afghanistan. Hvor mange tanker der egentlig går fra Fogh er dog tvivlsomt, hvordan skulle han ellers kunne få sig selv til at fortsætte denne blodige krig? Indtil videre har 15 danske soldater mistet livet i Fogh og Bushs krig for olie og profit i Afghanistan, fem af disse er døde den sidste halvanden måned. Dette lyder måske ikke af så meget for nogen når det blot er tal, det får hvert fald ikke de fleste partier, hverken de borgerlige eller i oppositionen til at revurdere Danmarks støtte til besættelsen af det afghanske folk.
Hvor mange skal dø?
For kapitalismen og de borgerlige er det helt naturligt, at folk kan ofres på denne måde, hvert menneske har kun en værdi i penge og magt, dette kan ikke undre nogen at de tænker sådan. Hvad der derimod må undre det store flertal af befolkningen, der ikke ønsker denne krig, er hvordan lederne af de arbejderpartier, der burde repræsentere almindelige menneskers interesser, øjensynligt kan tænke på samme måde? Hvordan kan de fortsætte denne krig når unge mænd med et langt liv foran sig dør i den afghanske ørken fjernt fra familie, kæreste, venner og hjem? Og for hvad? Har denne krig skaffet afghanerne den frihed, fred og velstand de blev lovet ved krigens udbrud?
De imperialistiske magter har nu holdt Afghanistan i deres jerngreb i syv år, situationen er mere usikker end nogensinde, titusindvis af uskyldige afghanere har mistet livet, det fundamentalistiske og undertrykkende Taleban står stærkere og med mere folkelig opbakning end før krigen, i store dele af landet er der ugentlige kamphandlinger, og det er farligt at bevæge sig rundt, tilfældige mennesker bliver arresteret af lokale krigsherrer og udleveret for en dusør til den amerikanske hær for at blive udsat for tortur, præsidenten er tidligere CIA-agent, kvindernes stilling er kun småt forbedret, og infrastrukturen er på ingen måde reelt forbedret, og bare noget der ligner demokrati og ytringsfrihed skal man lede længe efter.
Krigen har gjort verden til et farligere sted
Og hvad med det andet løfte? At denne såkaldte krig imod terror skulle bringe mere sikkerhed til befolkningen i Vesten? Antallet af terroraktioner i Vesten er kun steget siden krigen, og bombeangreb som i London og Madrid kan direkte forbindes til Irak og Afghanistan. Samtidig må vi ikke glemme de mange unge mænd og kvinder, regeringerne har sendt i krig og som ikke vendte levende hjem, mænd og kvinder, der foruden denne krig og krigen i Irak stadig ville være i live.
Det er ikke kun i Danmark, at unge mennesker mister livet og hele familier bliver mærket for altid, overalt i verden bliver tusindvis af mennesker berørt af den forfærdelige krig og besættelse af Afghanistan, lige fra USA og England til Sydkorea har krigens rædsler trukket sit blodige spor. Men værst af alle steder er det Afghanistan, der er blevet ramt, for hver gang en soldat tragisk har mistet livet, har afghanerne oplevet det samme 100 gange. Mennesker overalt i verden er de samme, overalt er forældrenes håb ens om at give deres børn den bedst mulige fremtid, overalt ønsker unge mennesker sig friheden til at nyde livet, og en begravelse i Afghanistan er ikke mindre sørgelig end en i Danmark.
Tropperne må trækkes hjem
Så hvorfor fortsætter Fogh så med denne krig? Svaret er enkelt, profit og "interesseområder". Krigen i Afghanistan blev påstået at ske som et modsvar på det forfærdelige terrorangreb den 11. september 2001, men hvis dette virkeligt var sandt, hvorfor eksisterede der så allerede udførlige angrebsplaner imod Afghanistan fra længe før? Og var det helt tilfældigt, at de store amerikanske oliefirmaer, som Bush og Cheney selv stammer fra, i forvejen havde planer om at få en kæmpe olieledning igennem Afghanistan, noget der var umuligt så længe Taleban sad på magten. I virkeligheden udnyttede den herskende klasse kynisk sorgen over de 3000 dræbte fra World Trade Center til for en kort stund at vinde befolkningens opbakning til deres imperialistiske eventyr i Afghanistan og Irak.
Socialistisk Standpunkt kræver en øjeblikkelig tilbagetrækning af alle danske soldater i Afghanistan. Vi kæmper for, at den danske arbejderbevægelse står fast på kravet om at stoppe den imperialistiske krig, danske arbejdere og unge skal ikke sendes ud for at slå andre arbejdere, unge, bønder og fattige ihjel, og sætter konsekvens bag ved kravet om tilbagetrækning af tropper. I Norge, Spanien og Italien har vi set hvordan en aktiv arbejderbevægelse har kunnet tvinge de borgerlige fra magten og sat pres bag ved kravet om tilbagetrækning af soldaterne fra Irak og Afghanistan.
Fundamentalisme: et produkt af kapitalismen
Alternativet til krig og terror må være klart, socialisme! De sidste mange års krige i Afghanistan har været konsekvensen af imperialisternes jagt på profit og modstand imod at det Afghanske folk selv vælger deres fremtid. Taleban og al-Qaeda opstod selv ud af den imperialistiske krig imod det afghanske folk og den revolutionære Taraki-regering i 1970’erne og det relativt progressive sovjet-allierede regime under Amin i 1980’erne (Se artiklen: ”Frankensteins monster – hvordan USA skabte Taleban-styret” for en nærmere beskrivelse).
Afghanernes kamp imod besættelsesmagten er forståelig, de bliver massivt undertrykt og hvor forfærdeligt drabet end er på en dansk soldat må vi heller ikke glemme, at de samme soldater som en del af besættelsesstyrken, også slår almindelige afghanere ihjel. Afghanerne har ret til modstand imod besættelse og undertrykkelse, men denne modstandskamp må ske på et klassegrundlag. Deres fjende er ikke de enkelte soldater fra Danmark, USA, England osv., men den herskende klasse i de imperialistiske stater og deres lakajer i Afghanistan og Pakistan. Ej heller er Taleban, al-Qaeda eller de krigsherrer, der kom fra den såkaldte ”nordlige alliance”, nogen garant for afghanernes frihed, de er lige så korrupte og skånselsløse som den nuværende besættelsesmagt. Modstandskampen må appellere til befolkningerne i besættelsesmagtens lande om international solidaritet og om at stoppe krigen og til de almindelige soldater om at gå imod imperialisternes krig, som man gjorde under invasionen af Sovjet i 1920, hvor den røde hær under ledelse af Trotskij appellerede til de invaderende hæres soldater om at deres kamp lå i deres hjemlande imod deres egen herskende klasse og ikke imod arbejderne og bønderne i Rusland, eller som de amerikanske soldater i Vietnam der bar særlige armbind for at vise deres modstand imod krigen og som nægtede at angribe vietnameserne og til gengæld slap for angreb fra Viet Cong.
For en socialistisk føderation
Overalt i området er der uro og modstand imod imperialismen og undertrykkelse. I Pakistan er den revolutionære ild allerede brudt ud så småt, men er intet i sammenligning med hvad der vil ske i den kommende tid. I Iran vokser trykket og kan snart ikke holdes tilbage, i Irak er besættelsesmagten på retræte og vil snart være i fuld flugt, i Indien blusses der konstant til klassekampen, i Nepal er det kun et spørgsmål om tid før oprøret igen blusser op, som det gjorde i generalstrejkerne imod monarkiet, og i Kina tager klassekampen til med hidtil uset vækst. Bryder arbejderne og bøndernes frustration først fuldt ud i revolution i blot et land i hele regionen vil det spredes med lynets hast til resten af regionen, og dermed også Afghanistan, derfor må et socialistisk perspektiv i Afghanistan forbindes med perspektivet om en socialistisk føderation i Centralasien, Mellemøsten og på det indiske subkontinent. Hvis Afghanistans folk skal opleve frihed, velstand og sikkerhed er den eneste vej, at arbejderne og de fattige bønder griber magten i en socialistisk revolution og smider imperialisterne, fundamentalisterne og alle deres lakajer ud.
|
Siden 2002 har 14 danske soldater mistet livet
i Afghanistan - heraf 10 inden for det seneste år.
Kilde: Politiken.dk |
