Med den nye bølge af statsterror efter indførslen af militær undtagelsestilstand har Musharraf-diktaturet vist sine sande farver. Der har været brutal undertrykkelse. Tusinder af politiske aktivister og fagforeningsfolk er blevet arresteret. Kvindelige arbejdere er blevet banket sømmer og sammen foran TV-kameraerne. Fagforeningerne er blevet smadret yderligere og ved siden af statsundertrykkelse har der været en lavine af prisstigninger og voksende fattigdom og arbejdsløshed – alt sammen som et direkte resultat af det nuværende regimes politik.

Samtidig har indførslen af undtagelsestilstand gjort modsætningerne og konflikten inden i selve staten endnu klarere. Regimet er så svagt og desperat, at Højesteret, som faktisk prøvede at give afløb for den vrede masserne har grundet regeringens klodsede og katastrofale politik, ikke kunne tolereres af Musharraf og blev afsat. Gennem juridisk aktivisme fungerede Højesteret som en sikkerhedsventil for den gældende orden. At angribe domstolene gjorde faktisk skade på den kriseramte stat selv. De fleste af historiens diktatorer er, når deres ende nærmede sig, blevet grebet af storhedsvanvid og sindssyge. Afskåret fra virkeligheden, belejret i deres magtformation, går de ind i vanviddets rige. Musharraf er ikke forskellig; han lider under en uundværlighedens psykose.

Pakistan kæmper i dag med borgerkrig i flere områder, landets sociale strukturer rives i laser, økonomien smuldrer og hæren er demoraliseret. Mere militært personel er gået tabt i de seneste oprør end i krigene med Indien. Det viser også hvordan, at den imperialistiske ”krig mod terror” har vist sig at være en katastrofe for alle stater, som går med i frontlinjen. Det er også USAs fallit – den imperialistiske retorik med ”demokrati”, ”menneskerettigheder” og ”frihed” er blevet afsløret af Musharraf’s desperate handlinger. Det har også vist den amerikanske magts impotens – ikke kun i Irak og Afghanistan, men nu i Pakistan. Musharrafer spiller på dette. The Economist (10. november) skriver: “Han blev måske overrasket af den heftige fordømmelse, som han er blevet mødt med, især fra USA. Men, som en låner hvis insolvens vil vælte en bank, formoder han måske, at meget af hans tidligere støtters vrede blot er larm, for at dække over deres egen impotens”.



Mens Musharraf’s skæbne smuldrer og stabiliteten rystes af krisens heftighed, har amerikanerne desperat prøvet, at give deres plagede allierede noget stabilitet. De prøvede at udklække en \"aftale” mellem Bhutto og Musharaf for at give noget støtte til udøverne af deres politik i Pakistan. Men så snart Bhutto kom ud fra Karachi-lufthavnen d. 18. oktober, beseglede menneskemængdens størrelse alene aftalen.



Napoleon bemærkede engang, at der var tidspunkt i en krig, hvor alt man kan gøre er forkert.

Musharraf skulle have været gået for længe siden. En af de faktorer som forlængede hans styre var oppositionens kompromiser og kapitulationer i alle nøglesituationer. Hovedårsagen er venstrefløjens fald, PPP ledelsens fraternisering med den amerikanske imperialisme og den retoriske anti-imperialisme fra mullaherne, som selv var et produkt af den amerikanske politik. Alle mainstream partierne har bundet sig til den samme økonomiske doktrin, som Musharraf regimet har fulgt de sidste otte år. Det betyder, at den ekstreme hungersnød, fattigdom, sygdom, uvidenhed, arbejdsløshed og andre grundlæggende problemer, som samfundet står overfor, er blevet svigtet af den traditionelle politiske ledelse. De har ingen alternativ økonomisk politik eller program for de undertrykte masser. Medierne, intelligentsiaen og andre institutioner, som dominerer den sociale og politiske horisont, var besat af spørgsmål som ”demokrati”, ”domstolenes uafhængighed”, ”liberal sekularisme”, ”forfatningen”, ”lovens styre”, ”god regeringsførelse”, osv.

Grænsen for den politiske og intellektuelle debat blev kvalt indenfor konflikterne i den politiske og statslige overbygning. Efter den keynesianske økonomiske politiks fallit i 1960’erne og 1970’erne har alle de diktatoriske og demokratiske regimer aggressivt forfulgt ”trickle down”-politikken og gjort sig til talsmand for det ”frie markeds” glæder. Det har været en katastrofe for masserne generelt og samfundet som et hele. Det ujævne og kombinerede vækstmønster har ødelagt både den fysiske og sociale infrastruktur. Massernes tilstand har været pinefuld.

Alligevel er virkeligheden den, at den pakistanske økonomi er i en sådan tilstand, at ingen politiker seriøst kunne gå i lag med nogen form for politik, som kunne redde denne rådnende kapitalisme. Uden kapitalismens omvæltning kan ikke et eneste af de problemer, som samfundet står over for blive løst. Eks-venstrefløjen og den traditionelle ledelse skælver ved tanken. Derfor vil de ikke ænse noget og drage masserne med dem. De islamiske fundamentalister har en virkelig base i sorte penge fra stoffer og våben smugling – madrassas, de religiøse fanatikere og reaktionære tendens værende hovedskjoldet for deres kriminelle finansielle netværk og sorte økonomi. Undtagen disse finansielle ressourcer afskæres dem, vil fundamentalismens monster ikke forsvinde. Frem for alt er det disse finansielle interesser, som støtter og sponsorere denne blinde religiøse tro. Det vil ikke ske under kapitalismen. Når alt kommer til alt er den en lige så stor del af dette system, som en ondartet tumor er en del af en syg krop.

Småborgerskabets ide om at finde en politiske løsning for at ende krigen i stammeområderne og Swat er absurd og utopisk. Regimet har prøvet flere politiske løsninger fra jirgas (råd af stammeledere) til de mest rådne kompromisser med Taliban. Alligevel er konflikten blusset op igen og igen. Krisen er for dyb, intensiveret af den dødsstive kapitalisme, og har nu undsluppet det eksisterende systems strukturer. Det har behov for en kirurgisk eller revolutionær løsning, som ikke er mulig gennem militær aggression fra en rådnende stat eller politiske kompromisser mellem forskellige fraktioner af finanskapitalen. Disse modsætninger er eksploderet som en konsekvens af den tiltagende socio-økonomiske krise.

Tilsvarende kunne advokatbevægelsen, selvom der var heroiske bedrifter i den, ikke samle massestøtte, fordi dens krav og mål ikke afspejlede massernes behov. Ord som ”civilsamfund” og ”borger” et produkt af det Nysprog skabt af intelligentsiaen i tjeneste for NGO’erne – støtter af det den ”demokratiske socialisme” i Vesten. Denne terminologi er bevidst fabrikeret for udviske klasseforskellene og forvirre klassekampen. Disse småborgerlige antræk er totalt absorberet af det kapitalistiske samfund. De fleste af disse venstrefløjs folk har en hånlig attitude overfor socialisme og prøve at indsprøjte reformisme i et samfund, hvor den økonomiske system har mistet evnen til at reformere sig. Mere end for 150 år siden beskrev Karl Marx meget passende disse tendenser i ”Louis Bonapartes Attende Brumaire”. Han skrev:

” Socialdemokratiets særprægede karakter består i, at det kræver demokratisk republikanske institutioner, ikke som mid-del til at ophæve begge de to yderpunkter, kapital og lønarbejde, men for at afsvække modsætningen mellem dem og forvandle den til har-moni…

Men demokraten, som repræsenterer småbor-gerskabet - altså en overgangsklasse, i hvilken to klassers interesser samtidig afstumper hinanden -, indbilder sig at være hævet over alle klassemodsætninger. Demokraterne indrømmer, at der overfor dem står en privilegeret klasse, mens de sammen med hele nationen i øvrigt udgør folket. Det, de vil have, erklæres for folkets ret; det, der interesserer dem, er folkets interesse. De behøver derfor ikke under en forestående kamp at undersøge forskellige klassers interesser og posi-tioner. De behøver ikke at vie deres egne midler alt for stor opmærk-somhed. De har bare at give signalet, for at folket med alle sine uudtømmelige ressourcer skal falde over plageånderne. Viser deres interes-ser sig nu i praksis at være interesseløse og deres magt at være afmagt…”

Selv op til for nogle få dage siden så Musharraf selv ud til at handle efter disse ideer. Han var apostlen for ”oplyst moderation”, ”befrielse”, en ”demokrat” på jagt efter ”menneskerettigheder”, ”kvinderettigheder”, ”sekularisme” og andre sådanne ting. Det faktum, at han har søgt tilflugt i statsundertrykkelse, viser tomheden i ægte demokrati og andre sådanne liberale friheder under en kriseramt økonomi.

På paradoksal vis ender disse slogans i det samme sprog, som den retorik den amerikanske imperialisme bruger på verdensplan. Derfor har fundamentalistiske og andre reaktionære kræfter ikke mange problemer med at præsentere disse ”liberale” og ”sekulære” civil-samfunds-aktivister som en forlængelse af imperialismen. Retorikken om imperialistisk ”demokrati” og ”frihed” er blevet afsløret i Irak og Afghanistan.

Her i Pakistan er der et voksende oprør og væmmelse overfor USA og især i Pushtoon områderne. Fundamentalisterne prøver at udnytte dette. Men på grund af deres egne kringlede og obskure ideer har de ikke været i stand til at få en massebasis udover en vis grænse. Den egentlige ironi er, at det meste af de ”liberale” og ”demokratiske” politikere, herunder PPP-ledelsen, er afhængig af og appellerer til den amerikanske imperialisme om at genindsætte demokrati, få frie og fair valg og tvinge Musharraf til at abdicere eller gå over til civilt styre.

Hele det politiske establishment venter på, at amerikanerne intervenerer og rydder op for dem. Udøveren af denne store demokratiske opgave skulle være Honduras’ slagter – John Negroponte, assistenten for den amerikanske udenrigsminister. Hvad han vil gøre behøver ikke megen forklaring.

Spørgsmålet om frie og fair valg og demokrati er vigtige. Men hvis vi ser henover Pakistans spraglede historie, kan vi se, at de eneste valg som har været relativt frie og fair var i 1970. Hvis vi ser på konteksten, kan vi se, at masserne lavede en revolutionær opstand, der pressede staten på hælene. Faktisk var disse valg relativt frie på grund af det enorme pres udøvet af 1968-69 revolutionen.

Staten turde ikke at snyde med dem. Den nuværende bevægelse med Benazir og hendes hurtigt ændrende holdning overfor Musharraf diktaturet er produktet en helt anderledes modsigelse – klassemodsætningen i samfundet. Den lange march hun annoncerede blev brutalt undertrykt og i en vis grad undergravet, da staten forholdsvis let tilbageholdte Benazir i Lahore og sprede mødernes fremdrift. Men regimet var på ingen måde i stand til kvæle bevægelsen.

De studerende er gået med ligesom advokaterne, journalisterne og andre dele af samfundet. De ideologiske konflikter har genåbnet sig mellem de forskellige oppositionspartier. Det højreorienterede APDM afslog at gå med i den lange march. Da Imran Khan, som har været i forbund med højrefløjen, tog til Punjab Universitetet, højborgen for fundamentalisterne IJT ( Islami Jamiat Talaba), studenterfløjen af Jammar- e-Islami, hans allierede i APDM, blev han tævet af IJT aktivister og jaget over i politiets varetægt.

Efter hendes oprindelige mumlen om ‘Roti, Kapra aur Makan\', (mad, tøj og husly – det stiftende slogan for PPP) i Dubai og Karachi har Bhutto trukket sig tilbage fra den stilling. Hun har bevidst været uvillig til at fremføre parolen om en 24-timers generalstrejke, som kunne have fremhjulpet hendes lange march – fordi der langs alle marchens ruter er industribælter med millioner af arbejdere. Det element, som mangler i bevægelsen mod Musharraf diktaturet, er det pakistanske proletariats indtræden på scenen. Hvis bevægelsen forsætter i længere tid, får en større rytme og et højere momentum, kunne arbejderne, som ikke er uberørte af den hurtigt ændrende situation, gå med. Så vil sluserne være åbnet.

Utilfredsheden blandt langt størstedelen af det pakistanske proletariat er enorm. De syder af oprør. Indenfor telekommunikation, energi, vand, elektricitet, luftfarte og posten – faktisk næsten i alle dele af industrien – er der en stigende vrede imod regimet voldsomme angreb på arbejderne.

Staten har planer om at intensivere disse angreb. Hvis Benazir havde bundet de krav sammen med den politiske bevægelse og fremsat parolen om en generalstrejke den 13. november, den dag hun lancerede den lange march til Islamabad, ville Musharraf have været færdig

Uanset hvad hænger han i en tynd tråd. Men det ville have stødt amerikanerne væk, og truet det system hun gerne vil bevare. Derfor søgte hun tilflugt i alliancer med højrefløjspartierne, herunder Jamat-e-Islami, om en overgang til demokrati.

Bare i går gav Jamat Imran Khan en lektion i deres demokratiske idealer. Måske kan hun lære noget fra Imrans erfaringer. Musharraf er svag og skælvende. Men amerikanerne har endnu ikke forladt ham fuldstændigt. Negroponte kan lave en endnu en aftale. Musharraf er dermed bragt så meget i skam af det nuværende kaos, at han måske vil acceptere strengere betingelser. Selv hvis han bliver fjernet og valgene holdes under et en ny opsætning, vil det ikke ændre den virkelige situation. Benazir kunne blive premierminister ved valgene i januar, hvis de bliver holdt. Men disse valg vil næsten med fuldstændig sikkerhed blive manipuleret. Det kan ikke udelukkes, at statens efterretningstjenester lader en højrefløjskoalition komme igennem den forfalskede valgproces. Endnu et militærkup kan heller ikke udelukkes.

Med den nuværende usikkerhed, som opsluger Pakistan er, der alle mulige rygter. Men uanset hvad der sker, så kommer Pakistan ikke ud af denne storbrand foreløbigt. Hvis Musharraf, hærens øverst kommanderende, ikke kunne kontrollere efterretningstjenesterne og de fundamentalistiske elementer i hæren, hvordan skulle Benazie så være i stand til at gøre det i en kontekst med de samme smuldrende statsstrukturer, økonomiske arrangement og usammenhængende samfund?

Hun vil hvis hun sidder ved magten under kapitalismen været nødsaget til at gennemføre den samme ”trickle down” økonomi og som resultat heraf udføre den amerikanske imperialismes diktater. Men det symbolske aspekt af endnu en PPP regering kunne bringe den anden side af klassedelingen frem. Proletariatet og de undertrykte masser tørster efter forandring. På trods af den ødelæggende undertrykkelse af mediereportager om denne side af det pakistanske samfund, så har landet store revolutionære traditioner. Der har været lange perioder med udbytning og socio-økonomisk undertrykkelse. Forholdene for de arbejdende masser i Pakistan har været utålelige. De er ved at miste tålmodigheden. Et skifte – med deres traditionelle parti ved magten – hvor symbolsk det end måtte være, kunne igangsætte en masseopstand.

Afkølingen og den truende recession i den kapitalistiske verdensøkonomi vil have en altødelæggende indvirkning på den allerede hurtigt forværrende pakistanske økonomi. Det vil skærpe de sociale modsætninger og det vil være et mareridt for Benazir at skulle magte et sådan scenario på kapitalistisk basis. De vage illusioner vil fordampe, og de arbejdende klasser vil ikke have anden mulighed end at indtage en revolutionær position. Hvis denne bevægelse, grundet manglen på et klart program og retning og ledelsens tøvende og forvirrende politik, løber ud i sandet, vil udsigten til en højrefløjsregering være langt mere sandsynlig. Den herskende klasse holder måske Bhutto i opposition til brug på et senere tidspunkt, når bevægelsen truer med at bryde ud igen. Med tilstedeværelsen af en stærk marxistisk organisation vil sådan en revolutionær bevægelse ikke stoppe, hvor de gjorde i 1968-69. Den skabte en tradition – PPP. Det vil også bringe selve spørgsmålet om PPP’s overlevelse frem. Den eneste mulighed for venstrefløjen er, at implementere partiets stiftende manifest, som fremsætter kravet om en socialist omformning af samfundet. Det er den eneste vej frem for Pakistan. Alle andre veje leder til katastrofe og barbarisme.