I disse dage, uger og måneder skrives der historie i Pakistan. Pakistan har i mange år været et af de mest ødelagte og hærgede samfund på jordens overflade. Med den militær undtagelsestilstand den 3. november blev det sidste skalkeskjul for demokrati og frihed revet bort.

Samtidig bevæger masserne i en hidtil uset målestok. Den pakistanske arbejderklasse er stærk og brænder med et håb om forandring. Det var de tre millioner mennesker, som mødte op for at modtage tidligere premiereminister Benazir Bhuttos tilbagevenden til landet den 18. oktober, et levende bevis på.

Folk kunne have set hende bedre på en tv-skærm, men i stedet kom der busser og andre køretøjer så langt fra som Kashmir og de fjerneste egne af Pustoonkhwa for at deltage i demonstrationen. De måtte bare ”være der”, være en del af en bevægelse, hvor de kunne udtrykke deres sorg og afsavn, hvor de kunne vise deres vilje og beslutsomhed for at kæmpe for ændringen af det system og det samfund, som styrer deres liv.

Kolonialismen aske
Pakistans historie er præget af krige, kup og fattigdom. Ifølge Verdensbanken lever 78 procent af de 160 millioner pakistanere for under 2 dollars om dagen, og det tal er stigende trods flere års økonomisk vækst, 68 procent har sygdomme på grund af fattigdom og 54 procent af alle børn går ikke i skole. Hertil kommer store prisstigninger på fødevarer og massiv kvindeundertrykkelse.

Siden Pakistans dannelse i 1947 har der været 4 succesfulde militærkup. Det seneste i 1999, hvor general Musharraf tog magten. CIA beskriver Pakistan som en ”føderal republik”, men det er vist en historie fra et varmere land. Der har godt nok været afholdt valg også under Musharraf. Som altid prøver den herskende klasse at tildække sit brutale styre med demokratiets slør. Her dog et meget tyndt og gennemsigtigt slør. Valgene har på ingen måde været frie og fair og undertrykkelsen af for eksempel fagforeningerne har været stor.

Den permanente revolution

Det er helt tydeligt at det pakistanske borgerskab ikke er i stand til at sikre hverken demokrati eller udvikling og fremgang. De kan ikke løse det nationale spørgsmål i bl.a. Kashmir eller sikre nationens enhed – flere steder er der borgerkrigslignende tilstande. De kan ikke sikre jord til bønderne, men fastholder feudallignende forhold.
Det pakistanske borgerskab er helt afhængig af både de gamle feudalherrer og imperialismen for at holde sig ved magten.
Pakistan er et glimrende eksempel på teorien om den permanente revolution, Trotskij udviklede i starten af sidste århundrede.
Han forklarer, at de tidligere koloniale lande, er kommet for sent ind på historiens scene. Borgerskabet i et land som Rusland i 1905 og Pakistan i dag, kan ikke løse de opgaver som i Vesten blev løst gennem de borgerlige revolutioner, fordi de på den ene side er tæt forbundet med feudalherrerne og imperialismen og på den anden side frygter de arbejdende masser.
Trotskij forklarede, hvad der blev virkeligheden i Rusland 1917, nemlig at det kun er arbejderklassen, der kan gennemføre disse demokratisk nationale opgaver, ved at tage magten, men at de ikke vil stoppe der, men gøre revolutionen til en social revolution. Altså i den forstand en permanent revolution.
Det er lige præcis hvad der er brug for i Pakistan i dag.
Lenin opstillede fire betingelser for en revolution, hvis den skulle lykkes.

1) Splittelse i den herskende klasse
2) En svajende middelklasse
3) En kampvillig arbejderklasse
4) En revolutionær ledelse
Lad os se lidt nærmere på om de er opfyldt i dag i Pakistan.

Imperialisme og splittelse i staten
USA har støttet diktatur på diktatur i Pakistan, og at de nu råber op om, at Musharraf skal afholde de lovede valg i januar, er så hult, at det runger. Pakistan er af stor strategisk betydning for USA. De er uundværlige som allierede i forhold til krigen i Afghanistan, og er derudover en atommagt. USA vil gøre alt i deres magt for at forsvare deres interesser i Pakistan.

Men den pakistanske stat er splittet. I det vestlige medier beskrives situationen som en politisk krise, hvor problemet er ”demokrati”, manglen på ”magtdeling” eller lignende.
Men sandheden er, at den sociale krise gør det umuligt at lede Pakistan på kapitalistisk basis. Dommerne, der gjorde modstand med Musharrafs brud på forfatningen, agerer her rollen, som den intelligente del af den herskende klasse, der ved, at alle diktaturer må retfærdiggøres ideologisk, og forfatningens ”upartiskhed” derfor må opretholdes.

På den anden side står de religiøse fundamentalistiske kræfter i hæren og efterretningstjenesten, som efter at have været skabt af amerikanerne til brug mod Sovjet i Afghanistan i 1980’erne, nu delvist har vendt sig mod den amerikanske imperialisme. De har gennem efterretningstjenesten forsøgt attentater mod Musharraf, som de ønsker afsat, pga. hans alliance med USA.

Det er altså en dybt splittet herskende klasse, vi ser i Pakistan i dag. Ingen af grupperingerne i den herskende klasse vil dog kunne skabe et bare nogenlunde stabilt Pakistan, eller løse nogen af de problemer landet står overfor. Problemet er netop ikke et problem i styreform, men et grundlæggende problem med kapitalismen.

Lenins anden betingelse er, at middelklassen skal være i røre og svaje mellem revolution og kontrarevolution. I Pakistan er middelklassen fuldstændig fremmedgjort fra den herskende klike. Dette afspejles delvist i advokaternes protester, selvom bevægelsen indeholder modsigende elementer.

Bhutto, PPP og arbejderklassen
Der er stærke arbejderklassetraditioner i Pakistan. Landet blev dannet som modsvar mod den revolutionære bølge, der rejste sig i Indien mod den britiske kolonimagt i 1946-47. For at aflede revolutionen, forlod briterne Indien, og delte landet op, som et evigt brændemærke til subkontinentets folk. Igen i 1968-69 var der en fantastisk revolutionær bølge, som varede i 138 dage. I kølvandet på revolutionen blev de eneste frie valg i Pakistans historie afholdt, hvilket viser, at det kun er gennem pres fra arbejderklassen, at den herskende klasse giver indrømmelser.

Den største arv fra revolutionen er Pakistans Peoples Party (PPP), som med Zulfiqar Ali Bhutto (Benazirs far) i spidsen fik regeringsmagten. I regeringen gennemførte Bhutto massive nationaliseringer, men samtidig foretog han en demokratisk kontrarevolution, hvor det kapitalistiske system blev opretholdt. Men fordi han ikke gik hele vejen, kunne revolutionen ikke holde, og et militærkup fandt sted, hvor Bhutto blev henrettet. Fra cellen skrev han, at han først nu havde lært, at der fandtes ingen mellemvej mellem kapitalisme og socialisme.

Det er på den baggrund, at man skal forstå den fantastiske modtagelse Benazir Bhutto fik i oktober. Det skete på trods af, at hun gentagne gange har forrådt masserne. For nylig erklærede hun sågar ”fuld støtte” til NATO i Afghanistan og slog fast, at ”Pakistan vil blive ved med, at være USA\'s tætte allierede”, hvis hun kommer til magten.

Det er vigtigt at forstå, hvilken rolle imperialisterne lader Bhutto spille. Det sås fuldstændig klart i 1986, hvor der i slutningen af det brutale Zia-diktatur opstod en bevægelse af revolutionær karakter. Bhutto blev fløjet ind, og fik en modtagelse i tråd med den hun fik i år. Hun indrømmede selv dagen efter, at hun kunne have taget magten. Men i stedet indgik hun en række aftaler med militæret og den amerikanske imperialisme, og fik overdraget den kapitalistiske styrepind i 1988. Bevægelsens ebbede derefter ud, og hun blev væltet.

Kampen i masseorganisationerne
Velkomsten til Benazir Bhutto viser med al tydelighed, Ted Grants perspektiv om masseorganisationerne. Han forklarede hvordan masserne, når de begynder at bevæge sig, først gør det gennem deres traditionelle masseorganisationer. PPP opstod ud af revolutionen, og dets stiftende program fra 1973 er et socialistisk program.
Så selvom det er klart at Benazir ikke har tænkt sig at bryde med kapitalismen og imperialismen og gennemføre masserne krav, er det PPP der samler masserne omkring sig. 18. oktober gik masserne på gaden med krav om ”brød, husly og tøj”, og Benazir blev presset til også at fremføre dette krav.

Kampen om masserne er en kamp, der kommer til at foregå i de traditionelle masseorganisationer. Ted Grant forklarede, at stiller marxisterne sig udenfor masseorganisationerne, overlader man masserne til lederne af disse, der gang på gang har forrådt. Der er ingen vej uden om arbejderklassen, og dennes organisationer.

De pakistanske marxister repræsenteret i The Struggle er vokset i styrke og indflydelse i de seneste år præcis gennem arbejde i PPP, med bl.a. et parlamentsmedlem Manzoor Ahmed. De har nu en stærk tilstedeværelse i enhver region, enhver nationalitet og enhver vigtig by.

Perspektivet for revolution
Lenins to første betingelser er klart opfyldt, med splittelse i staten og de store advokatdemonstrationer i løbet af det sidste år.
Den revolutionære ledelse er også under hastig udvikling. The Struggle kan med deres korrekte orientering og voksende styrke, spille en afgørende rolle. De revolutionære marxistiske kræfter i Pakistan er stadig små, men de eksisterer i kimform som den kommende revolutionære ledelse af masserne.

Trotskij definerede en revolution, som når proletariatet træder ind på historiens scene. I de seneste år har der været en stigning i klassekampen i Pakistan, med vigtige strejker såsom strejken blandt telekommunikationsarbejderne, en national strejke i PIA (Pakistan Airways), og på WADA, hvor arbejderne har truet med at lukke for elektricitetsforsyningen til hele Pakistan.

Strejkerne er af stor symptomatisk vigtighed. De viser genopvågningen af det mægtige pakistanske proletariat, som midlertidigt blev afsporet af undtagelsestilstanden.

Men arbejderklassen er endnu ikke trådt ind på scenen som en selvstændigt handlende klasse

Hvad vi ser nu er en krise i den herskende klasse, hvilket åbner op for en revolutionær situation, men som stadig er i et meget tidligt stadie. Velkomsten af Bhutto viser, hvad der udvikler sig under overfladen. Bhutto og imperialismen vil gøre, hvad de kan, for at aflede revolutionen ad demokratiske kanaler. Men det kan meget vel fejle. Hvad der præcis sker nu er åbent, højst sandsynligt kommer Benazir til magten, men det slutter ikke bevægelsen, tværtimod. Kommer Benazir til magten, vil masserne kræve, at deres krav opfyldes; brød, tøj, og husly.
Det kan Benazir eller nogen andre ikke give under kapitalismen, der er ingen mellemvej mellem socialisme eller barbari.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.