Venezuela var for nyligt på alles læber igen, da det forlød i vestlige mainstream medier, at præsident Hugo Chávez angiveligt skulle have lukket en regeringskritisk TV-kanal, RCTV. Medierne fremstillede Chávez som en autoritær diktator, som ikke tillader ytringsfrihed. Faktum er i midlertidigt, at omkring 97 procent af landets medier er privatejede, og at det store flertal af dem tilhører oppositionen og argumenterer for dens synspunkter.

At de borgerlige, støttet ihærdigt af USA, angriber regeringen i Venezuela er ikke nyt. De sidste par år har de forsøgt at bruge hver enkel mulighed som bød sig, til at udstille regeringen som udemokratisk og totalitær. Hvorfor? Fordi de forstår det, som marxisterne har forklaret mange gange om Venezuela; En revolutionær proces er i gang, hvor millioner af fattige og udbyttede mennesker har rejst sig og er begyndt at deltage i det politiske liv for at ændre samfundet. Regeringen, og de metoder som den bruger (nationaliseringer, eksproprieringer, nul tolerance overfor imperialismen, etc.), fungerer lige nu som et symbol på denne proces, og det er derfor de borgerlige indædt forsøger at vælte den.

Nationaliseringer af tele- og elselskaber
Den 3. december sidste år vandt Chávez præsidentvalget. Det var hans største valgsejr nogensinde, med cirka 62 procent af stemmerne. På sejrsnatten, dedikerede han sin kommende periode ved magten, til opbyggelsen af et socialistisk Venezuela.

Og de sidste par måneder har processen gennemgået en markant venstredrejning. Dette er kommet klarest til udtryk i en række nye nationaliseringer af forskellige selskaber. Bl.a. er det nationale teleselskab CANTV blevet nationaliseret (dog med kompensationer til ejerne) og ligeså er elselskabet i Caracas. Den 1.maj, arbejdernes internationale kampdag, nationaliserede Chávez de sidste tilbageværende privatejede olieselskaber i landet.

De nationaliseringer, man har set de sidste par måneder, har endnu ikke berørt de afgørende sektorer af Venezuelas industri- og finanskapital. Venezuela fungerer stadig som en kapitalistisk økonomi, hvor langt de fleste af produktionsmidlerne er privatejede. Men de seneste nationaliseringer er et godt skridt på vejen, og marxister byder dem velkomne og argumenterer for at udvide dem til de væsentligste dele af erhvervslivet og bankverdenen.

At kapitalisterne allerede nu føler sig truede, ses tydeligt i nogle af de artikler, som store finansblade og borgerlige medier har udgivet om nationaliseringerne. Således skrev BBC’s korrespondent i Caracas en artikel den 15.maj under overskriften, Nationaliseringer skyder frem i Venezuela,

”Det er en nervøs tid for investorer og private selskaber. Men de millioner af mennesker som afhænger af præsidenten og hans økonomiske hjælp, vil være tilfredse med at se, at penge angiveligt flyttes fra de rige til de fattige.”

Efter at Chávez i januar slog fast, at han ville nationalisere alt det, som tidligere regeringer har privatiseret, er arbejderne på en række nye virksomheder begyndt at kræve nationalisering. I blandt dem er SIDOR, et enormt stålværk, der beskæftiger tusinder af arbejdere. Således er diskussioner om, hvorvidt nationaliseringerne skal udvides, for alvor blevet sat på dagsordenen.

PSUV – nyt socialistparti, men med hvilket formål?
En anden vigtig udvikling de seneste par måneder, har været oprettelsen af PSUV (Venezuelas forenede socialistparti). PSUV er et nyt parti, som Chávez foreslog dannelsen af sidste efterår, og hvis formål er at samle de eksisterende partier og fungere som et redskab til at radikalisere revolutionen og virkeliggøre opbyggelsen af socialisme.

I løbet af kort tid har hele 4,5 millioner valgt at melde sig ind i partiet, (Venezuelas befolkningstal er på ca. 24 millioner), og der har været mange lokale og regionale forsamlinger, hvor PSUV’s rolle og formål er blevet diskuteret.

Også vigtige fagforeningsledere som f.eks. en stor del af UNT-C-CURA (bl.a. José Meléndez, Rubén Linares, Edgar Caldera) er gået med i PSUV, for at forsøge at påvirke partiet i en venstreorienteret retning. Ligeså er CMR (Corriente Marxista Revolucionaria, Socialistisk Standpunkts søsterorganisation).

Alt dette viser, at der er stor entusiasme og opbakning til revolutionen og især en vilje til at accelerere processen. Det sidste er afgørende; Der er mange af de menige aktivister i fagforeninger og bolivariske cirkler, der mener, at udviklingen går for langsomt. Især er de utilfredse med, at en lang række funktionærer, partipampere og embedsmænd er fulgt med over i PSUV, blot for at mele sin egen kage og agere levebrødspolitikere. Der foregår således en række diskussioner inde i PSUV, om hvad partiets formål skal være – skal det tjene til at accelerere revolutionen, eller skal det bare være en valgkampsmaskine, en institution til at skaffe magt og penge til korrupte politikere?

Kontrarevolutionen puster stadig i nakken
Denne diskussion bunder i, at mange folk frygter, at hvis ikke revolutionen tager afgørende skridt fremad, vil den blive ødelagt indefra af de kontra-revolutionære, som stadig konspirerer for at vælte regeringen og for at stoppe alle skridt hen imod socialisme.

Dette sås tydeligt, da de efter opsigelsen af RCTV’s licens den 28. maj lavede optøjer og sabotage i gaderne i Caracas. Deres fremgangsmåde var klar: opsættelse af brændende barrikader og organisering af optøjer om natten, hovedsageligt i mellem- og overklassekvartererne i Caracas. Om dagen organiserer de såkaldte ”fredelige demonstrationer” bestående hovedsageligt af studerende fra private universiteter og statsejede eliteuniversiteter.

Kontrarevolutionen kombinerer alle former for kamp (økonomisk sabotage, nationale og internationale mediekampagner, destabilisering), men med mobiliseringerne omkring RCTV-sagen havde de besluttet sig for at gå et skridt videre, og ”teste vandene” for mobiliseringen i gaderne.

Det kom til gadekampe, og flere politibetjente blev sårede af oppositionsstøtters brostenskast.

Reform eller revolution?
I starten af juni dyssede disse gadeoptøjer dog ned, bl.a. fordi masserne svarede igen med en enorm demonstration til forsvar for revolutionen den 2. juni. Det er klart, at kontra-revolutionen har lidt (endnu) et midlertidigt nederlag. Men imperialisterne og det nationale borgerskab vil aldrig give op. De har besluttet et midlertidigt tilbagetog, men så snart chancen byder sig på ny, vil de forsøge at smadre revolutionen igen.

Der er nogle reformistiske sektorer, som tror, at man skal passe på ikke at ”gå for hurtigt frem”, eller ”provokere imperialismen med for radikale tiltag”. Disse folk, som findes overalt i den bolivariske bevægelse, i dele af regeringen og også i kommunistpartiet PCV, troede, at den bolivariske revolution blot var en borgerlig-demokratisk revolution, og socialisme ikke kunne komme på tale før i en fjern og uvis fremtid.

Men begivenhederne har vist, at de tager grueligt fejl. Imperialisterne har ikke brug for at blive provokeret. Selve eksistensen af en revolutionær proces, hvor millioner kræver sociale forandringer, er kilden til deres had imod Venezuela. De vil ikke stille sig tilfredse, før der er indført en ærkeborgerlig regering i Venezuela, som gennemfører IMF og Verdensbankens handelsaftaler og privatiseringsprogrammer. At bede imperialismen om at udvise venlighed overfor den venezuelanske revolution, svarer til at bede en menneskeædende tiger om at blive vegetar.

Revolutionen ved en korsvej
Det afgørende nu er, at bevægelsen i Venezuela definerer, hvordan man kan undgå, at kontra-revolutionen får succes. Hvordan kan man udrydde truslen én gang for alle?

Marxister mener, at der er to afgørende problemer, som må løses, før den venezuelanske revolution kan gå imod socialisme. For det første må de multinationales og de nationale kapitalisters dominans over væsentlige dele af økonomien stoppes. Det betyder, at de største virksomheder, fødevareproduktionen og bankerne nationaliseres under arbejderkontrol. På den måde kan vejen ligges for en socialistisk planøkonomi, hvor samfundets ressourcer planlægges efter menneskelige behov og ikke som nu efter kapitalisternes jagt på profitter.

Den anden opgave er at ødelægge den gamle borgerlige stat og erstatte den med en revolutionær arbejderstat. Alle funktionærer må være valgt af råd på fabrikker, skoler, universiteter, naboskabskvarterer, etc. og deres mandat må kunne kaldes tilbage, hvis ikke de følger flertallets beslutninger. Disse funktionærer bør modtage en arbejderløn. Således kan den venezuelanske revolution fuldføres.