Tirsdag den 12. juni og onsdag den 13. juni var Hands Off Venezuela kampagnen ude og holde oplæg, ved åbne møder om Venezuela, arrangeret af Socialistisk UngdomsFront-lokalgrupper. Vi bringer her to korte rapporter.

Succesfuldt Hands Off Venezuela møde i Holbæk

Af Christian Weitling (HoV Holbæk)

Tirsdag den 12. juni blev der i samarbejde med Socialistisk Ungdomsfront Holbæk, arrangeret et succesfuldt Hands off Venezuela-møde på det kulturelle center ”Kulturkasernen” i Holbæk. I forbindelse med afholdelse af folkekøkken, arrangeret af SUF-Holbæk og andre frivillige kræfter, kunne man efterfølgende få chancen for at høre Andreas Bülows foredrag om revolutionen i Venezuela plus hans egne oplevelser fra sit, lidt over et år lange, ophold i landet, og hans egne erfaringer med den bolivariske revolution. Han fortalte blandt andet om sine erfaringer med hvor politisk bevidste de normale Venezuelanske indbyggere er blevet pga. den revolutionære situation, og hvordan man har kunnet opleve entusiastisk selvorganisering blandt befolkningen.

Han fortalte videre hen om det borgerlige kupforsøg imod Chavez for få år siden, som mislykkedes pga. enorm folkelig modstand, og hvordan Chávez derefter er blevet mere og mere radikaliseret, og hvordan hans politik har betydet reelle skridt hen imod en socialistisk revolution.

Derudover fortalte Andreas Bülow blandt andet om hvilken betydning den bolivariske revolution i Venezuela har haft for hele Latinamerika samlet set, og hvilken trussel USA reelt ser i den revolutionære stemning i Venezuela. Han kom også ind på de borgerlige mediers fordrejede dækning, af hvordan situationen i Venezuela er, og den aktuelle sag om RCTV, hvilket har ført til beskyldninger om et nyt diktatur i Venezuela også fra danske mediers side.

Efter foredraget var der debatrunde, hvor det blandt andet blev taget op om Venezuelas præsident, Hugo Chavez, ikke var en stopklods for revolutionen mere end en reel progressiv kræft. Til dette svarede Andreas Bülow, at man for det første kunne se hvor meget Chávez reelt har rykket sig fra blot at være en borgerlig progressiv til nu at snakke om socialisme og arbejderkontrol. Derudover at han også har støttet, eller selv igangsat, de fleste progressive tiltag i Venezuela, som f.eks. nationalisering af de største firmaer, til befolkningens fordel. Der blev også spurgt til om nationaliseringer af fabrikkerne nu også var en god ide, i forhold til hvad man havde set i eksempelvis Sovjet og Kina. Her svarede Andreas at der i Venezuela ikke var tale om de samme bureaukratisk-styrede nationaliseringer som dengang, men at man i dette tilfælde stræber efter demokratisk kontrol på arbejdspladserne.

Mødet sluttede med at flere af mødedeltagerne tilmeldte sig Hands off Venezuelas nyhedsbrev og købte DVD’er med filmen ”The revolution will not be televised”, og dermed endnu et succesfuldt møde om den Venezuelanske revolution.

Møde om Venezuela i Silkeborg


Af Patrick Larsen

I Silkeborg havde den lokale afdeling af Socialistisk UngdomsFront (SUF) indkaldt til møde om Venezuela i Silkeborg Medborgerhus. Andreas Bülow fra Hands Off Venezuela gav et grundigt foredrag, som både inkluderede nogle af hans egne personlige oplevelser i Venezuela og nogle mere generelle betragtninger om historien bag ved Venezuela’s bolivariske revolution. Han forklarede forløbet helt fra den mislykkede Caracazo opstand i 1989 og frem til opstanden den 4. februar 1992 og Chávez efterfølgende valgsejr i 1998. Undervejs fik tilhørerne mulighed for at se en del af filmen ”The revolution will not be televised”, som skildrer kuppet i 2002 og den efterfølgende folkelige modstand.

Mødet mundede ud i en kort diskussion af hvor Venezuela nu går hen og hvad der skal til for at revolutionen fuldføres. Andreas forklarede, at Chávez udtalelser om at socialisme i det 21. århundrede er vejen frem, har haft en rigtig positiv effekt, på den måde at socialisme nu diskuteres af millioner af venezuelanere. Men på samme tid er der meget delte holdninger om hvad socialisme konkret betyder. Nogle reformistiske sektorer forsøger at udvande idéen og sætte den i bås med de reformistiske projekter som lederne af Socialdemokratierne i Europa. Til gengæld kræver de revolutionære græsrodsbevægelser, som f.eks. den nye fagforening UNT, at socialisme må betyde fundamentale ændringer i ejerskabet af produktionsmidlerne.

Der en række interessante spørgsmål fra mødedeltagerne, både til Hands Off Venezuela kampagnens arbejde og til de konkrete problemstillinger i Venezuela. En mødedeltager spurgte f.eks. til situationen i en breddere latinamerikansk kontekst og om hvad Bolívar’s idé om et samlet Latinamerika gik ud på.
Alt i alt viste mødet endnu engang, at den venezuelanske revolution er et spændende emne, som det er afgørende at socialister og venstreorienterede beskæftiger sig med.

 

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.