Dette er en lettere redigeret udgave af en artikel på hjemmesiden fra den venezuelanske Revolutionære Marxistiske Strømning (CMR) af Yonie Moreno og William Sanabria, hvortil vi har tilføjet yderligere materiale til gavn for vores internationale læsere. Den originale artikel på spansk kan læses her. Siden denne artikel blev skrevet, har der været en massedemonstration i Caracas gader lørdag til forsvar for revolutionen, med hundredetusinder. Se billeder og rapport på det venezuelanske site Aporrea.org.


At den private TV-station RCTV i Venezuela ikke har fået fornyet sin sendetilladelse, er blevet brugt af det venezuelanske oligarki og imperialisme til at iværksætte den kup-kampagne, som de var ude af stand til at sætte i gang under valget d. 3. december.

På trods af det venezuelanske oligarkis ståhej omkring ”ytringsfriheden” er dets mål at skabe en situation af kaos, vold og forvirring, og hvis de kan, få nogen slået ihjel, under en af demonstrationerne. Dette ville gøre det muligt for dem at skabe et favorabelt internationalt klima, og starte en åben offensiv imod den venezuelanske revolution, med en kombination af følgende metoder: militærkup, snigmord af Chávez, imperialistisk intervention.

De venezuelanske kapitalister og deres internationale allierede bliver mere og mere bekymrede for den bolivariske revolutions fremskridt og dens internationale følger. De nylige privatiseringer af CANTV og EDC (selvom de blev gennemført med kompensation til ejerne), truslen om at nationalisere stålfabrikanten SIDOR og banksektoren (se Alan Woods’ Venezuelan nationalisations – What do they mean for socialists?), Chávez’ forslag om at skabe ”socialistiske selskaber”, og dannelsen af det nye Forenede Socialistparti (PSUV), er klare tegn (på trods af den ene eller den anden modsætning) på det venezuelanske folks og præsident Chavez’ villighed til at fortsætte fremad i en venstregående retning.

Kontrarevolutionen kombinerer alle former for kamp (økonomisk sabotage, nationale og internationale mediekampagner, destabilisering), men med mobiliseringerne omkring RCTV-sagen har de besluttet sig for at gå et skridt videre, og ”teste vandene” for mobiliseringen i gaderne.

Deres fremgangsmåde er klar: opsættelse af brændende barrikader og organisering af optøjer om natten, hovedsageligt i mellem- og overklassekvartererne i Caracas. Om dagen organiserer de såkaldte ”fredelige demonstrationer”, bestående hovedsageligt af studerende fra private universiter og statsejede eliteuniversiteter.

Organiserede kontrarevolutionære elementer (paramilitære, CIA-agenter, betalte agenter for kapitalismen) er aktive i disse demonstrationer, hvor de kaster med sten, molotov-cocktails, og der har været adskillige tilfælde af skyderi fra disse kontrarevolutionære gangstere (se for eksempel videoen af demonstrationen udenfor Den Nationale Telekommunikations Kontor søndag nat). Disse optøjer er ikke spontane aktioner, men er koordineret, opmuntret, beskyttet og organiseret af oppositionen ved hjælp af de magtmidler som de stadig kontrollerer (i oppositionskontrollerede råd, hovedsageligt i den østlige del af Caracas).

Selvom de kontrarevolutionære prøver at bruge de studerende, et lag der ikke er demoraliseret af oppositionens tidligere nederlag, er deres antal ikke særlig imponerende (10.000 til den største demonstration indtil videre). Hvad medierne ikke viser er at chavista-demonstrationerne, som støtter regeringens beslutning med hensyn til RCTV, faktisk har været større, også blandt de studerende. Hvem så rapporterne i de internationale medier om den 30.000 mand store demonstration af bolivariske studerende? (se en video her og en rapport på spansk med billeder her).

Den situation der udfolder sig viser klart at reformisternes argumenter (”Hvis vi rører produktionsmidlerne vil imperialisterne have en undskyldning for at angribe os”) er totalt forkerte. Imperialister har ikke brug for undskyldninger. Hvis de ikke har nogen, opfinder de dem. Beslutningen der er blevet truffet om ikke at forny RCTV’s sendetilladelse er fuldstændig legal, og påvirker ikke engang andre kup-konspirerende TV-stationer (såsom Globovision og Venevision). På trods af dette har de igangsat en uhørt kampagne omkring det såkaldte ”forsvar af ytringsfriheden”.

En ting der må gøres klart er at styrkeforholdet er ekstremt favorabelt for revolutionen, som vist i den massive valgsejr ved præsidentvalget d. 3. December, den største sejr siden begyndelsen af den revolutionære bevægelse. Masserne udtrykte deres klare vilje til at bevæge sig mod socialisme og gøre en ende på kapitalismen en gang for alle. At denne stemning stadig er til stede, bliver bekræftet af processen med at registrere indmeldelser i det nye Forenede Socialistparti, som har gjort alle forventninger til skamme med 4,5 millioner registrerede medlemmer (og der er stadig en uge tilbage). Hvis denne styrke blev mobiliseret på en organiseret måde, med et klart mål, ville den være mere end nok til at feje de kontrarevolutionære bander, der opholder sig på gaderne i det østlige Caracas og på de internationale TV-skærme til side.

Præsident Chávez har indkaldt til en massedemonstration lørdag d. Juni, hvor 2millioner mennesker forventes at møde op, og han har advaret med at ”hvis de kommer med en til 11, vil vi svare med endnu en 13., og denne gang vil jeg stå i spidsen”, i reference til kuppet den 11. April og den revolutionære opstand som besejrede det den 13. April (du kan se en video af Cháves’ tale her). Dette er etskridt i den rigtige retning, men det må følges op med en plan for kampen, som må mobilisere og forberede de revolutionære kræfter.
Det er ikke nok for den revolutionære bevægelse at have størstedelen af befolkningens støtte. Denne støtte må organiseres og mobiliseres på en dristig måde. Initiativet kan ikke overlades til kontrarevolutionen.

Allerede før den 27. Maj (den dag hvor RCTV’s sendetilladelse udløb) havde revolutionære organisationer organiseret et antal aktioner. Blandt dem var demonstrationen udenfor Globovision og besættelsen af hovedkvarteret for handelssammenslutningen Fedecamaras. Disse aktioner var organiseret som en del af ”Oligarcas Temblad” planen (Oligarker hav frygt!) af EzeQuiel Zamora National Peasant Front (FNCEZ), Simon Bolivar Koordinationskomiteen, Alexis Vive kollektivet, og andre. Sloganet for FNCEZ da de besatte Fedecamaras-bygningen var ”hvis de tager vores mad, tager vi deres fabrikker” (se en rapport fra aktionen på spansk med billeder her og et interview på spansk med FNCEZ-leder Simon Uzcategui her)

I en ekstremt bekymrende udvikling, der viser alvorligheden af situationen i Venezuela, blev to ledende medlemmer af Simon Bolivar Koordinationskomiteen skudt ned i går aftes (onsdag d. 30 maj) da de var på vej hjem. Carolina Azueje og Carlos Tovar havde deltaget i aktionerne mod Globovision og Fedecamaras og var gentagende gange blevet vist på Globovision, som havde udpeget dem i sine rapporter af aktionen.

Nogle ledere af UNT, især fra den venstreorienterede klassekamps-fløj CCURA, har erklæret at overfor et hvilket som helst forsøg på at sabotere økonomien, vil de organisere arbejderne til at besætte fabrikkerne. I Aragua (som var skueplads for en styrkeopvisning af arbejderklassen i sidste uge, med den regionale strejke i støtte til arbejderne på Sanitarios Maracay), har UNT lavet en detaljeret plan, med en liste over hvilke selskaber der skal overtages i tilfælde af en lock-out. På SIDOR, den argentiskejede stålfabrikant i Bolivar, har arbejderne vedtaget lignende udtalelser og har advaret med at de vil hæve det venezuelanske flag (dvs. overtage installationerne) hvis produktionen bliver stoppet. Allerede i de sidste par dage har nogle arbejdspladser i føde- og drikkevaremonopolet POLAR stoppet arbejdet og ”opmuntret” arbejderne til at deltage i oppositionens demonstrationer.

Den Revolutionære Marxistiske Strømning (CMR) opfordrer til at lave en aktionsplan så UNT, FNCEZ, Den Revolutionære Front for Besatte Fabrikker (FRETECO) og andre revolutionære organisationer sætter sig selv i spidsen af kampen mod kontrarevolutionen (læs det fulde forslag på spansk). Forslaget går ud på at indkalde til massemøder på arbejdspladser og fabrikker for at vedtage resolutioner der støtter regeringens beslutning med hensyn til RCTV, og for at organisere konkrete aktioner. Overalt hvor det er muligt, bør arbejderne besætte deres fabrikker og køre dem under arbejderkontrol som en forebyggende foranstaltning. Alle andre steder må elementer af arbejderkontrol og årvågenhed etableres, for at undgå økonomisk sabotage.

Denne plan med fabriksbesættelse må starte i landbrugs-forretningssektoren, som allerede er blevet hårdt ramt af økonomisk sabotage (se: Venezuela: Price Regulation, food scarcity, speculation and socialism). FNCEZ har allerede udtrykt sin villighed til at udføre sådanne aktioner og har bedt FRETECO om hjælp og råd. Et eksempel på denne form for sabotage af fødevarer er tilfældet sidste år, hvor 5000 hektarer sukkerrør ikke blev høstet fordi sukkerfabrikanterne nægtede at købe dem, på trods af at der er mangel på sukker. I år kan dette tal nå op på 15.000 hektarer.

Som en del af aktionsplanen bør arbejdere danne arbejderkomiteer på alle fabrikker og arbejdspladser, og disse bør forbindes til de Kommunale Råd som allerede eksisterer, for at organisere en koordineret modkamp imod kontrarevolutionen, men også for at tjene som en puppe for det nye statsapperat som revolutionen har brug for, for at opbygge socialismen. Kampen imod kontrarevolution må udvikle sig til et afgørende slag imod det kapitalistiske statsapperat, og bevæge sig fremad mod nationaliseringen af økonomiens vigtigste kontrolmekanismer (bankerne, storindustrien og jorden) under demokratisk arbejderkontrol.

CMR foreslår også at man øjeblikkeligt indkalder til forsamlinger af PSUV-medlemmer på arbejdspladser og i lokalområder, for at organisere dem i socialistiske patruljer, der på en organiseret måde kan deltage i aktionsplanen. Dette ville være den bedste måde at styrke kadrene i det nye parti og vælge de mest egnede ledere for det.

Et af de første skridt der må tages er at identificere og udstille de kontrarevolutionære elementer, paramilitære bøller, og CIA-agenter der opererer under dække af oppositionsdemonstrationerne. Nogle af dem er allerede blevet afsløret offentligt. Vi må kræve at den bolivariske regering arresterer dem og udviser dem fra landet. Dette ville være et stort skridt mod at afsløre disse protesters sande natur, og underminere den internationale imperialistiske mediekampagne.

Et andet vigtigt emne er spørgsmålet om hæren. Ideen om at hæren er under kontrol og er loyal overfor revolutionen kan vise sig at blive fatal. Under alle revolutioner har vi set hvordan den revolutionære stemning spreder sig ind i hæren, blandt soldaterne og officerer med lavere rang, men de højere rækker i hæren står som regel på kontrarevolutionens side. Mens revolutionen er opadgående og fortsætter, vil disse individer forblive skjulte og tavse, mens de venter på det rette tidspunkt at handle. Vi må ikke glemme at Pinochet både offentligt og privat lovede at han var loyal overfor Allende, lige indtil natten for det militærkup der smadrede den Chilenske revolution i 1973.

Mens det er sandt at kontrarevolutionens nederlag har ført til visse udrenselser i hæren er disse ikke komplette, og oligarkiet har stadig mange midler til rådighed (politiske, økonomiske, ideologiske) til at vinde disse lag over til deres side. Den eneste måde at garantere det militære forsvar af revolutionen, imod interne og eksterne fjender, er ved på den ene side at introducere fulde demokratiske rettigheder i hæren, inklusive revolutionære soldaters og officerers ret til at diskutere og organisere sig politisk, til at organisere massemøder, osv. således at også de kan være årvågne, og på den anden side ved at bevæge sig imod en bevæbning af folket. Udvidelsen af den militære reserve, oprettelsen af de Territoriale Værn, osv. er vigtige skridt i denne retning, men det er vigtigt at udvikle militære reserver af arbejder og Territoriale Værn af arbejdere, som er baseret på, og som står til ansvar overfor masseforsamlingerne af arbejdere på deres fabrikker og deres arbejderråd.

Frem for alt ville den største fejltagelse være at blive selvtilfredse, at tro at fordi vi er i overtal har vi ret, vi vandt valget og alt er derfor godt. En revolution kan ikke forblive halvfærdig. Den eneste måde hvorpå revolutionens fremtid kan sikres, er ved ekspropriationen af produktionsmidlerne og ved at erstatte det nuværende statsapperat med et arbejderdemokrati. Hvis revolutionen påtager sig disse opgaver, vil den sprede sig som en almægtig tidevandsbølge gennem Latinamerika, og blive et referencepunkt for arbejdere overalt i verden. Dette er opgaven som Venezuelas revolutionære ungdom, arbejdere og bønder har for sig.

Sidste øjebliks opdatering: 600 repræsentanter for revolutionære organisationer i Venezuela, anført af UNT-CCURA, FNCEZ og andre (inklusive CMR og FRETECO), har etableret et nationalt netværk af sociale organisationer for at mobilisere imod den kontrarevolutionære trussel. Planen indeholder fabriksbesættelser for at bekæmpe økonomisk sabotage, blandt andre midler. Flere detaljer på spansk kan findes her.