Tidligere på året, besøgte en spansk kammerat fabrikken CIPLA i Joinville, Brasilien. Han skrev denne rapport, som giver en smagsprøve på hvordan CIPLA fungerede under arbejderkontrol. Men som vi rapporterede torsdag, har 150 bevæbnede politifolk invaderet fabrikken. Vi må ikke tillade, at arbejderkontrollen med CIPLA ødelægges. Hjælp os derfor med at optrappe kampagnen og presse de brasilianske myndigheder.  Se appel imod rydning af CIPLA

Som i enhver revolution, blev spørgsmålet om hvem der virkelig foretagendet, rejst på CIPLA og Interfibra ved strejken i november 2002; løn i restance, gæld til staten (10 år uden at bidrage til det sociale sikkerhedssystem) og mangel på investeringer, mens produktionen fortsatte og ordrer fortsatte med at komme ind som normalt, førte til strejken. Gennem alt dette, efter en kamp som mobiliserede hele arbejderklassen i Joinville, mod regeringens mangel på initiativ og angrebene fra politiet og dommere, besatte arbejderne fabrikkerne og begyndte produktionen igen, med en enorm opofrelse.

Fagforeningernes holdning til at starte med, hjalp heller ikke. Deres udgangspunkt, var at lukke fabrikkerne og senere åbne dem igen som kooperativer og at tage ansvaret for ejernes lån. Som Castro, et ledende medlem at strejkekomiteen husker ”det ville have betydet enden på det hele.

Man kunne ikke have betalt et lån som dette (180 millioner dollars), selv hvis du fik tre liv”. Kun presset fra arbejderne vandt fagforeningernes støtte til strejken.
Dominguinhos, en veteransvejser med mere end 30 år på Interfibra, forklarer til en gruppe studerende fra Sao Paulo, på rundtur på fabrikkerne; ”Det er den smukkeste oplevelse jeg har haft i mit liv. Arbejderne tog på et stormøde alle vigtige beslutninger. Til den daglige drift af fabrikken er der en fabrikskomite og et Finans og Administrationsråd, som er ansvarlige og kan trækkes tilbage af stormøderne.” ”Arbejderdemokrati – tilføjer Castro – er den mest perfekte form for demokrati”.

De ting som er blevet opnået af dette nye system, ses hurtigt af den besøgende, når man træder ind på CIPLA: orden og renlighed, hvor den som ikke har tillid til arbejderklassen ville forvente det absolutte kaos.

Aktiv kreativitet

Overtagelsen af fabrikken blev udført af almindelige arbejdere som stadig arbejder her, så som rengøringsfolkene som stolt forklarer at før besættelsen, var der ingen som tog notits af deres tilstedeværelse og deres lønninger var langt under minimumslønnen på fabrikken; nu føler de sig værdsat og den vigtige del af arbejdsstablen, med lønninger på niveau med de, som arbejder i produktionen.

På disse fabrikker er der følelser, som ikke vil fortage sig: arbejdere som er stolte af det arbejde de laver og med ideen om at kun gennem forenet kamp kan arbejderne opnå noget.

Efter besættelserne blev arbejdernes kreativitet sat i gang; de reparerede maskinerne og hele dele af produktionen som havde været forladt i flere år. 16 tons affald blev flyttet fra stedet og tusinder af tønder, indeholdende kemikalieaffald blev fjerne for at blive behandlet (”det vil tage noget tid at få det hele ryddet op” forklarer Antonio). Arbejderne har også genindført automatik og forbedret en stor del af maskineriet og implementeret et energieffektivt program som har skåret halvdelen af deres energiforbrug mellem december og april.

Et af de seneste tiltag på CIPLA ,er at reducere arbejdsugen til 30 timer. Arbejdsugen er blevet reduceret, men lønningerne er forblevet på samme niveau. Nu fungerer fabrikken på 4 skift af 6 timer hver, fra mandag til fredag og yderligere 41 arbejdere er blevet hyret på samme vilkår. Francisco Lessa, et medlem af fabrikskomiteen, fortæller os om hvor positive de første 90 dage med den nye arbejdsuge har været; produktiviteten er steget og det er blevet bestemt at forlænge det med yderligere 90 dage.

Givet manglen på støtte fra fagforeningen på den ene side og på den anden side interessen fra arbejdere på andre fabrikker i same sektor, har en gruppe arbejdere fra de besatte fabrikker lanceret et alternativt kandidatur for Plastic Fagforeningen i Joinville. Osvaldo fra CUT viste os en folder fra gruppen. Dens titel var en klar deklaration af principper: ”Fagforeningen er til for kamp”.

Projekt Venezuela

I samarbejde med den venezuelanske regering har CIPLA udviklet et rådgivningshus til at tackle boligproblemerne i Venezuela. Den første fabrik, bygget i Venezuela, står praktisk talt klar og i bytte for hjælpen, forsyner Venezuela med råmaterialer til den fortsatte produktion.
Som det tidligere er blevet rapporteret var der i december sidste år i Joinville den Latinamerikanske samling for besatte fabrikker. Eni, sekretær for juridisk afdeling på Cipla, deltog i organisering af samlingen og husker det store indtryk det gav at være med så mange delegerede fra forskellige lande: ”opbakningen vi modtog, var enorm, fordi vi ikke kan glemme at hele vores maskineri er i fare for at blive beslaglagt af retten”.

Vi havde et kort møde med Serge Goulart, koordinator for Bevægelsen for Besatte Fabrikker, som var på vej til et besøg på en anden fabrik for at tilbyde hans erfaringer og rådgive om kampen. Han forklarede os, at på toppen af listen over arbejderne krav er kravet som nationalisering af fabrikken under arbejderkontrol. Siden regeringen er hovedkreditoren burde den nationaliseres.

Desuden, som F. Lessa forklarede senere til arbejderne på TMT – en fabrik truet af øjeblikkelig lukning – vil produktionen på CIPLA afhjælpe de store boligprogrammer, mens Interfibra er af fundamental vigtighed for olieindustrien. Før han tog af sted, bad Serge Goulart os om at overbringe solidaritet fra Bevægelsen for Besatte Fabrikker til arbejderne i Delphi, Spanien.

Situationen på Interfibra er mere kompliceret. Grundet et meget lavere investeringsniveau, er det teknologiske niveau her meget lavt og det meste arbejde udføres manuelt, som personen, som er ansvarlig for kvalitetskontrol forklarer os. Han indrømmede at have nogle skrupler ved fordelene ved nationalisering, men tilføjede at, ”vi modtager megen støtte fra CIPLA, også i administrative og juridiske spørgsmål. Vi ville ikke kunne fortsætte vores kamp hvis vi var isolerede.”

Det er umuligt at forlade Joinvile uden den overbevisning at kampen for disse 1000 arbejdere i sidste ende vil sejre. Antonio introducerer os for Donha Odete. ”Her har du en revolutionær kæmper”, siger han, og Donha Odete smiler som kun en der ved, at hun er involveret i en større kamp kan smile, mens hun i sin hånd holder et nyligt færdiggjort stykke arbejde.