Endnu en gang har Israel udført en række luftangreb på Gaza. Antallet af døde siden sidste onsdag anslås til 39, med over 17 dræbte fredag. Ifølge BBC News, der er kendt for sin proisraelske partiskhed, indbefatter dette blandt andet to kvinder, der bad i en moske og en fireårig dreng, der døde af skudsår.
The Independent Online har rapporteret, at 23 palæstinensere er blevet dræbt af israelske soldater sidste uge. Blandt andet to børn på henholdsvis 10 og 14 år, og en 29-årig mor til fem, der ifølge palæstinensiske øjenvidner blev skudt af en snigskytte i indgangen til sit hjem i Khan Yunis.
I modsætning til den zionistiske propaganda, ifølge hvilken ”Israel trak sig ud af Gaza” i september 2005 og de palæstinensiske myndigheder har kontrollen, kontrollerer Israel i virkeligheden Gazastribens luftrum og adgangen til kysten fra havet. Siden juni 2006 har grænseovergangen været lukket størstedelen af tiden af den israelske stat, der bogstaveligt talt sulter befolkningen ihjel.
I sidste uge udsendte Verdensbanken en rapport med titlen ”Bevægelse og adgangsbegrænsning på Vestbredden: usikkerhed og ineffektivitet i den palæstinensiske økonomi”. Den seneste rapport er omfattende, men der er intet nyt i den. Den gentager hvad enhver, der følger med i nyhederne allerede ved: at den israelske stat påfører den palæstinensiske økonomi enorm skade.
 |
For fem år siden, efter offentliggørelsen af en rapport om konsekvenserne af Israels politik med afspærringer, sagde Verdensbankens repræsentant i de besatte områder, Nigel Roberts, at ethvert vestligt samfund ville være kollapset, hvis det havde været udsat for den samme økonomiske katastrofe som de besatte områder.
Med ”bantustaniseringen” af de palæstinensiske områder og ”apartheid-vejene” der tjener til udvidelse af bosættelserne er omkring 50 procent af Vestbredden ikke tilgængelig for palæstinenserne. Det meste af tiden kan lastbiler med fødevarer og råmaterialer hverken komme ind eller ud ved grænseovergangen ved Karni. Det samme gør sig gældende ved Rafah. Samtidig fortsætter Israel med at stjæle skat og told, der udgør omtrent to tredjedele af kilden til de palæstinensiske finanser.
Verdensbanken og de andre imperialistiske institutioner udsender måske offentlige advarsler om det palæstinensiske samfunds kollaps og græder krokodilletårer, men de har det fulde ansvar for de forhold, palæstinenserne lider under. De yder husly til israelske militære officerer, der er direkte ansvarlige for drabene på hundredvis af palæstinensere og indfører belejringspolitikken. De inviterer israelske ministre, der er ansvarlig for palæstinensernes økonomiske elendighed. De står bag den israelske stats brutale forsøg på at vælte en valgt regering og samtidig forlanger de, at Hamas skal anerkende Israels ret til at eksistere som en jødisk stat. Desuden står de bag den israelske regering, der giver våben og penge til Mahmoud Abbas og opfordrer ham til ved magt at fjerne den valgte Hamas-regering og dermed anstifte en borgerkrig blandt palæstinenserne.
Som Haaretz’ korrespondent Aluf Benn skrev den 20. maj, så ”presser USA på Israel for at støtte sikkerhedsstyrker i Gazastriben, der er loyale over for formanden for de palæstinensiske myndigheder Mahmoud Abbas. Generalmajor Keith Dayton, USA’s sikkerhedskoordinator, diskuterede for nylig funktionen af præsidentens garde, der er pro-Abbas og de nationale sikkerhedsstyrker med ledende israelske embedsfolk. Amerikanerne mener, at det vil styrke sikkerhedssituationen at støtte Abbas-loyalisterne og indsætte dem i konfliktpunkter nordpå i striben og Philadelphi ruten i Rafah.”
Problemet er blot, at lederne af IDF (Israels væbnede styrker) har mindre tillid til Fatahs evner til at slå Hamas end amerikanerne har. Og dette er en afspejling af den drejning i styrkeforholdet til fordel for Hamas, der har fundet sted i den sidste periode.
 |
Før det israelske angreb er en blodig borgerkrig mellem Hamas og Fatah brudt ud igen. I disse kampe er knap 50 mennesker, de fleste medlemmer af Fatah, blevet dræbt siden kampene brød ud sidste søndag. Med andre ord er Fatah den tabende part i denne borgerkrig, og med dem er lederne af USA og Israel, der står bag Mahmoud Abbas. Dette nederlag hindrer ikke imperialisterne i at tro, at deres yndling er vinderen. ”Styrkerne, der er loyale over for formanden for de palæstinensiske myndigheder Mahmoud Abbas, kæmpede godt i slaget mod Hamas’ folk ved Karni-grænseovergangen tirsdag, i modsætning til rapporterne i de israelske medier,” sagde vestlige diplomatiske kilder, der er tæt på de palæstinensiske myndigheder.
Minder det os ikke om noget? Jo, det bringer minder om hvordan Israels sidste krig i Libanon endte og også Bushs påstand om, at Israel havde vundet den krig. Når den herskende klasse først begynder at tro på sådanne fantasier er det et sikkert tegn på, at de er afskåret fra virkeligheden som enhver anden herskende klasse i nedgang i historien. USA’s nederlag i Irak, Israels nederlag i Libanon og nu deres fiasko i Gaza, der kun styrker Hamas, får de reaktionære arabiske herskere, imperialisternes skødehunde, til at ryste af skræk.
Man behøver ikke at være marxist for at forstå dette. Generalsekretæren for den Arabiske Liga Amr Moussa kom fredag med nogle bemærkninger til journalister under Verdens Økonomiske Forum (WEF) ved det Døde Hav. Han bebrejdede både Israel og palæstinenserne for situationen. Ligesom en person, der bebrejder både voldtægtsmanden og den voldtagne, sagde han ”det betyder ikke, at palæstinenserne ikke er ansvarlige, for de burde ikke have tyet til … blodsudgydelser.” Han opfordrede til at slutte kampene mellem de palæstinensiske fraktioner Hamas og Fatah og sagde, at ”kampene er et resultat af fortsættelsen af den økonomiske belejring af de palæstinensiske områder, som har skabt en psykologisk atmosfære, der er degenereret til den nuværende situation.”
I denne tale har han vist sig ikke at være mindre kyniker end de andre tusind kapitalister og rådne politikere, der deltager i forummet. Årsagen til at han opfordrer til, at kamphandlingerne slutter er ikke at de lidende palæstinensiske masser vil kæmpe imod den imperialistiske orden, som han tjener, men at Mahmoud Abbas’ styrker taber kampen og at ustabiliteten i regionen med pro-imperialistiske regimer dagligt vokser. Modsat hans påstand om, at ”inter-palæstinensiske kampe ikke kan undgås fordi de israelske tropper omringer de palæstinensiske soldater” er den enkle sandhed, at Israel intervenerer i borgerkrigen for at støtte Mahmoud Abbas’ styrker.
Selv den liberale zionistiske avis Haaretz forstår, hvad der ligger bag denne tale: ”I de seneste uger har Jordan og andre af USA’s arabiske allierede forsøgt at fremføre, at et hurtigt skridt hen imod at genoplive fredsprocessen er afgørende for at undgå stigende militans og ustabilitet i Mellemøsten.” (19. maj.)
 |
De kan ringe med alarmklokkerne, men lederne af Israel er døve over for denne lyd. Den israelske regering siger, at den naturligvis er klar til at slutte fred. Imidlertid uden at løse nogle af spørgsmålene som for eksempel bosættelserne, Østjerusalem, flygtningene eller endde sætte en stopper for drabene på palæstinenserne…
Ifølge en undersøgelse, der blev offentliggjort i Haaretz fredag 10. november 2006, er 57 ubevæbnede børn blevet dræbt af IDF siden juni, og mellem den 27. juni og 28. oktober alene, er 247 palæstinensere, herunder 155 civile (63 procent), blevet dræbt af den israelske hær. I samme periode er 996 palæstinensere blevet såret, og næsten en tredjedel, 337, var børn. Vi har ikke de officielle tal fra 2007, men de må ligne dem fra sidste år.
Den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem udgav en rapport 30. december 2006, som blev offentliggjort i avisen The Independent i Storbritannien. Her kan vi læse, at antallet af palæstinensere dræbt af israelske sikkerhedsstyrker på Vestbredden og i Gaza tredobledes i 2006. 660 palæstinensere blev dræbt, heraf 141 børn. Og 322 af de dræbte var ikke kombattanter. Samtidig døde 23 israelere og udlændinge i 2006, dræbt af palæstinensiske militante som gengældelse for de enorme antal, der blev dræbt af israelske styrker.
Den 24. april i år erklærede Hamas våbenhvilen med Israel for afsluttet, og for første gang siden de indgik våbenhvile i november, affyrede Hamas’ militære fløj en række raketter og mortergranater fra Gaza ind i Israel. Ingen blev såret.
Dengang erklærede en talsmand for Hamasbevægelsen i Gaza, Ismail Radwan, at raketaffyringerne var ”et naturligt svar på den israelske aggression og brud på våbenhvilen på Vestbredden og i Gazastriben.” Dette fulgte den efterfølgende weekend, hvor israelske styrker dræbte op til ni palæstinensere, de fleste militante på Vestbredden.
 |
Hamas har i høj grad indgået selvstændige våbenstilstande siden februar 2005, men små grupper som Islamisk Jihad er fortsat med at affyre raketter mod Israel næsten hver dag, og den israelske propaganda har demagogisk skudt skylden på Hamas.
Den 17. maj, efter angrebene med Kassam missiler på Sderot, angreb den israelske hær endnu en gang Gaza og hævdede at angrebet var et forsøg på at stoppe affyringerne af Kassam missiler. Dette er imidlertid ikke grunden, men en undskyldning, på præcis samme måde som de tilfangetagne soldater i juli 2006 ikke var årsagen til det israelske angreb på Libanon, men blot en undskyldning.
Krigen mod Gaza er en fortsættelse af krigen i Libanon, der var del af de samme imperialistiske manøvrer, der omfatter krigen i Irak. Disse krige afspejler de amerikanske imperialisters ønske om at indrette regionen efter deres interesser. I juli 2006 angreb de israelske generaler Hizbollah for at hjælpe Sinioras marionetregering i Libanon, og i maj 2007 angriber Israel Gaza for at hjælpe imperialisternes yndling Mahmoud Abbas. ”Hans majestæt” præsidenten har på imperialisternes foranledning fremprovokeret en borgerkrig blandt palæstinenserne, men han taber stort til Hamas’ soldater.
Årsagen til at Mahmoud Abbas og hans imperialistiske støtter taber er på grund af, at ligesom i Libanon forstår masserne, at bag angrebene på Hamas er der et forsøg på at få dem til at opgive ethvert håb om at blive fri fra imperialistisk undertrykkelse.
Desværre er Hamas ikke en revolutionær ledelse, der kan føre palæstinenserne til sejr. I stedet for at forene masserne og opfordre arbejderklassen i Israel og de arabiske stater til at styrte de rådne regimer, angriber de de fattige i Sderot, som befinder sig i en forfærdelig fælde. På den ene side bliver de brugt som levende skjold til at dække den israelske regerings kriminelle politik, og på den anden side lider de under Kassam missilerne, der er under en kilometer borte. Hvis de kunne, ville de forlade Sderot, men de har ikke penge til at flygte fra byen. Med de penge, de kunne få for at sælge deres hjem kunne de ikke engang købe et toilet i Tel Aviv, Jerusalem eller Haifa. Den israelske regering gider ikke engang bygge beskyttelsesrum til dem eller give de fattige børn den hjælp de har brug for at behandle de traumer, de har fået af årevis med Kassam missilerne.
Ifølge CBS var der i 2000 6.301 lønarbejdere og 367 selvstændige. Samme år var den gennemsnitlige månedsløn for en lønarbejder i byen 3.845 shekel (2.665 for kvinder). Der går fire shekel på en dollar, og Israel er et af de dyreste lande i verden. Siden 200 er situationen blevet endnu værre.
 |
Arbejdsløsheden i Sderot er officielt 20 procent, men i virkeligheden er den meget højere. Over 50 procent af befolkningen består af folk, der er kommet fra Etiopien eller det tidligere Sovjetunionen efter det kollapsede, og som flygtede til Israel i håb om et bedre liv, ikke helvede. Disse folk er potentielle allierede for folk i Gaza, og Kassam missilerne tjener kun til at skubbe dem over i hænderne på de reaktionære, der har brugt dem så kynisk.
Hvad folkene i Sderot og Gaza har brug for er en revolutionær ledelse for arbejderklassen, der kæmper for en virkelig fremtid i form af en socialistisk føderation i Mellemøsten, der vil erstatte kapitalisternes magt – der bruger og misbruger dem og har ført dem ind i en blindgyde – med arbejderklassen blandt araberne, jøderne, iranerne og tyrkerne og alle de andre nationaliteter i regionens magt. Med sådan en føderation ville vi bygge en føderativ socialistisk stat med palæstinensere og israelere. Kun sådan en stat ville være i stand til at løse det nationale spørgsmål, som imperialisterne og deres tjenere har skabt og lukket os inde i en blodig dødsfælde.
