Den største bølge af strejker i årtier har ramt Egypten. I løbet af de seneste fire måneder har arbejdere i tekstilindustrien, cementindustrien, på skibsværfter, slagterier og ved jernbanerne, samt en række andre sektorer, dannet en enorm bølge af protest, der har rystet det egyptiske samfund og skræmt diktaturet fra vid og sans.

I de vestlige medier er denne eksplosion i klassekampen blevet fuldstændig ignoreret. De vestlige medier fokuserer gang på gang på mindre fundamentalistiske grupper og deres demonstrationer i den arabiske og muslimske del af verden, men bortcensurerer konsekvent enhver rapport om arbejderklassens kamp i disse lande. Det er ikke en tilfældighed, men skyldes et ønske om at fremstille befolkningen i denne del af verden som gale fanatikere, som man ikke kan have tillid til.

Men i virkeligheden, har masserne i hele den arabiske verden igen og igen vist, at de er villige til at kæmpe for at forbedre deres leveforhold. Her er Egyptens arbejderklasse en nøgle til hele regionen. Egypten er fra arbejderklassens synsvinkel det vigtigste arabiske land, fordi det er det mest industrialiserede af disse lande og har en kæmpemæssig arbejderklasse med militante traditioner.

Den seneste bølge af strejker og fabriksbesættelser markerer en ny udvikling, hvor arbejderklassen er trådt ind på scenen som selvstændig kraft. Dette oven i købet i et land, hvor strejker er ulovlige, og regimet ikke uden grund har ry for at svare på opposition fra neden med politi, fængsler og tortur.

Strejken i Mahalla
Et vigtigt punkt var strejken på den statsejede tekstilfabrik Ghazl el-Mahalla nord for Cairo i december 2006. Arbejderne på Mahallas tekstilfabrik er dem, der har været i front i opblusningen af klassekampen, og de er en inspiration og et fokuspunkt for resten af Egyptens arbejderklasse.
De 27.000 arbejdere på fabrikken krævede en bonus på to måneders løn, som svarer til det, andre offentligt ansatte har fået. Strejken begyndte 7. december, og det var de 3000 kvindelige arbejdere på morgenholdet i fabrikkens spinderi, der gik forrest. De gik samlet over til fabrikkens væveri, hvor de mandlige kollegaer stadig havde gang i maskinerne. Kvinderne råbte "Her er kvinderne, hvor er mændene?" De mandlige arbejdere skammede sig og gik med i strejken. Herefter gik de over 10.000 arbejdere ud i fabrikkens gård og råbte "to måneder, to måneder", som viste deres krav om en to måneders bonus.

Strejken forløb ikke blot som arbejdsnedlæggelse – under strejkjen besatte arbejderne fabrikken og nægtede at stoppe besættelsen før deres krav var imødekommet. De tusindvis af kampklædte betjente, der var udkommanderet i gaderne omkring fabrikken, nægtede ifølge avisen Al-Ahram at starte en konfrontation imod arbejderne. Mohammad Attar, en af arbejdernes talsmænd sagde til Middle East Report 25. marts: \"De var chokerede over vores antal. De håbede, vi ville forsvinde af os selv i løbet af natten eller den efterfølgende dag.\"

Efter regimet havde indset, at de ikke kunne bruge politiet til at undertrykke arbejderne, tilbød de en 21 dages bonus, men det blev afvist af arbejderne. Hver gang arbejdsgivernes repræsentant kom for at forhandle, blev han på det nærmeste revet i stumper og stykker af vrede kvindelige arbejdere. Mohammad Attar sagde: "Kvinderne var mere militante end mændene. De blev intimideret og truet af sikkerhedsapparatet, men de holdt ud."

Politiet afbrød vand og strøm til fabrikken for at tvinge arbejderne ud. Statens agenter fortalte på banegården arbejdere, der ankom med tog, at fabrikken var midlertidigt lukket på grund af strømsvigt. Men det slog fejl. Over 20.000 arbejdere mødte op for at deltage i fabriksbesættelsen og demonstrere.

Videoklip fra Mahalla-arbejdernes demonstrationer, hvor de blandt andet bærer kister for symbolsk at begrave fabrikkens ledelse, kan ses her (i meget dårlig kvalitet med dystede billeder):
Video 1, Video 2, Video 3.

"Fagforeningens"ledere, der alle består af repræsentanter for regimet, støttede fabrikkens ledelse, men strejken fortsatte. Efter fem dage indgik arbejderne et forlig og fik 45 dages løn som bonus. Efterfølgende startede en kampagne for at få afsat de såkaldte "fagforeningsledere". Det er en kamp, som stadig raser.

Arbejdskampe over alt
Efter kampen blev vundet i Mahalla opnåede arbejderne i hele Egypten en selvtillid og tro på egne kræfter, som udgør en trussel for Mubaraks regime i Egypten. I december besatte 3000 arbejdere cementfabrikkerne Helwan og Tora. Arbejderne barrikaderede fabrikkens porte med lastbiler og gav ikke op før ledelsen udbetalte en manglende bonus.

I Januar gik arbejderne på jernbanen mellem Cairo og Alexandria i strejke. Denne jernbanelinje er temmelig luksuriøs og betjener mest forretningsfolk. Jernbanearbejderne truede med landsdækkende arbejdsnedlæggelse, hvis ikke regeringen efterkom kravene. Under denne strejke, viste metroarbejderne i Cairo deres sympati ved at nedsætte metroens hastighed fra ca. 80 til 30 kilometer i timen. Jernbanearbejderne talte åbent om eksemplet fra Mahalla, og hvor inspirerede de vart blevet af tekstilarbejdernes kamp. Der var også strejker blandt minibuschauffører, arbejdere på kyllingefarme, skraldemænd, kloakarbejdere og gartnere. I skrivende stund er 2000 skraldemænd i strejke i Cairo-bydelen Shubra el-Kheima.

Den 4. februar strejkede 21.000 arbejdere på tre tekstilfabrikker i den nordlige Nildelta-region. 12.000 arbejdere besatte fabrikken Kafr al-Dawar og vandt, ligesom Mahalla-arbejderne, en sejr. Da sikkerhedsstyrkerne låste arbejderne inde på fabrikken i et forsøg på at sulte dem til underkastelse, svor arbejderne trodsigt at de ville blive på fabrikken og ikke spise før deres krav blev indfriet. Da de hørte, at arbejderne på en anden tekstilfabrik også var gået i strejke, råbte de parolen: \"Strejke indtil døden! Strejke indtil betaling!\"

Også på Kafr al-Dawar har arbejderne rettet deres vrede imod regimets \"fagforening\" og dens repræsentanter. \"Vi har ikke valgt disse repræsentanter. Regeringen har påtvunget os dem. Vi har intet at gøre med disse fagforeningsfolk,\" sagde en arbejder.

På tekstilfabrikken Misr Shebin al-Kom i det nordlige Nildelta gik 4.200 arbejdere i strejke og besatte fabrikken den 1. februar med krav om, at regeringen udbetaler tillæg for de seneste syv måneder. Fabrikken blev kort forinden solgt til det indiske firma IndoRama. Det var den første strejke i fabrikkens 47-årige historie. Salget af fabrikken er et led i det omfattende privatiseringsprogram, som Mubaraks styre er i gang med. Fabrikkens værdier anslås at svare til tre milliarder egyptiske pund, men hele molevitten blev solgt for 125 millioner egyptiske pund.

14. februar gik 3000 skraldemænd i Giza i strejke i protest mod fyringen af General Hafez Fekri, leder af Gizas renovations- og forskønnelsesmyndighed. Det virker måske usædvanligt at arbejdere går i strejke for at protestere mod fyringen af deres chef, men arbejderne frygtede, at fyringen samtidig ville betyde, at de tillæg og økonomiske goder, de har fået under Hafez Fekri, ville blive fjernet. En video fra skraldemændenes demonstration kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=5FtBYdeuSSs

Skraldemændenes strejke i Giza sluttede efter to dage, da ledelsen lovede arbejderne, at der ikke ville blive skåret i nogle af de goder, arbejderne har tilkæmpet sig tidligere.

I starten af april besatte over 5.000 arbejdere på de tre melfabrikker i Cairo og Giza fabrikkerne. Dette skete i protest mod, at staten vil reducere leverancerne af korn til de statsejede melfabrikker som led i planerne om privatisering. Arbejdernes løntillæg er direkte forbundet til fabrikkernes produktion, derfor vil statens plan betyde, at arbejderne mister to tredjedele af deres tillæg. Under besættelsen af fabrikkerne fortsatte arbejderne med at producere mel, så Cairo og Gizas indbyggere stadig kunne får brød. Denne aktion, og ikke mindst arbejdernes trussel om at sprede besættelserne til hele landet, skræmte myndighederne så meget, at de gav efter for arbejdernes krav.
En video af meleriarbejderne i det sydlige Cairo, der protesterer og råber slagord imod fabrikkens ledere og regeringens ministre den 2. april kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=OvAi4vRBpNA

Privatiseringer = plyndring
Mubarak-styrets planer for omfattende privatiseringer bliver bakket op af USA, IMF og Verdensbanken. Staten i Egypten har længe ejet størstedelen af virksomhederne. Dette har, på trods af retorikken fra Nasser og andre tidligere ledere, ikke haft noget som helst at gøre med socialisme. Tværtimod har det været nødvendigt med en høj grad af statslig indblanding og planlægning for at kunne udvikle produktionen tilstrækkeligt, hvilket det svage egyptiske borgerskab aldrig har været i stand til. Kapitalisterne i Egypten har, for at skabe sig en base, hvorpå de kunne blive relativt uafhængige af imperialismen, været tvunget til at statsliggøre produktionsmidlerne. Denne udvikling blev beskrevet på forhånd i Lenins mesterværk Imperialismen. En lignende udvikling er tidligere set i Sydkorea og andre tidligere koloniale lande – endda også i udviklede lande som Frankrig og Tyskland.

Når produktivkræfterne først når et stadie, hvor det bliver nødvendigt at "socialisere" eller "statsliggøre" dem for at sikre udvikling, har kapitalismen allerede udspillet sin progressive rolle. Kapitalisterne bliver mere og mere overflødige. De bliver parasitter på samfundet på samme måde som de feudale herrer i sin tid blev det, da deres historiske opgave var løst.

Statsliggørelsen af en lang række produktionsmidler er med Lenins ord det nye samfund inde i det gamle samfund. Statsliggørelsen af produktionsmidlerne er en implicit indrømmelse af, at kapitalisterne ikke er i stand til at udvikle produktionen – de har haft brug for statsmaskineriet til at skabe produktionsmidlerne. Men nu går udviklingen i retning af privatisering. Med andre ord kan kapitalisterne ikke længere acceptere, at dets eget statsapparat med tilhørende bureaukrati opsluger en kæmpemæssig del af produktionen. Og mere endnu; Mubarak og hans klike forsøger selv at blive ejere af nogle af de profitable virksomheder. Derfor sælger de ud af statens produktionsmidler. Men dette betyder ruin for de millioner af arbejdere, der er ansat i den offentlige produktion.

Middle East Report skriver 25. marts:
"Privatisering har ikke forbedret tekstilarbejdernes lod. De egyptiske tekstilarbejderes lønninger er blandt de laveste i verden: 85 procent af lønningerne i Pakistan og 60 procent af lønningerne i Indien. En væver i et veldrevet privat selskab tjener omkring 1.000 pund om måneden; en spinder tjener omkring 800. De lavtlønnede spindere er som regel kvinder. Disse lønninger er omtrent det dobbelte af, hvad arbejdere tjener i samme job i den offentlige sektor, men arbejdere i den private sektor arbejder i 12-timers skift (i modsætning til 8 i den offentlige sektor) og modtager kun sjældent den sygesikring eller andre sociale tillæg, som de har krav på ifølge loven."

På langt de fleste private fabrikker skal arbejderne ved ansættelsen underskrive et udateret opsigelsesbrev, som ledelsen kan bruge, når de vil skille sig af med arbejderne og dermed komme uden om reglerne for fyringer.

Dette viser, at privatiseringsprocessen ikke er til gavn for den egyptiske arbejderklasse. Et socialistisk program for Egypten i dag vil indeholde nationalisering af alle de store virksomheder, banker og jord, samt arbejderkontrol med industrien. Egyptens enorme ressourcer, rige landbrugsjord og undergrund og den store industri, kunne under en socialistisk plan tage kvantespring fremad og hæve massernes levestandard betydeligt på kort tid. Et socialistisk program ville også indebære demokratiske rettigheder, som ikke eksisterer i dag, så som frie valg til alle poster i stat og administration, ytringsfrihed og frihed til faglig organisering.

Eksplosioner i vente
Der findes, som nævnt, ingen ægte fagforeninger i Egypten. Men de er på vej. Arbejderklassen har en militant tradition i dette land, og de seneste måneders strejker og fabriksbesættelser, som vi kun har nævnt nogle vigtige eksempler på, har skabt en enorm kamp imod de statskontrollerede \"fagforeninger\" og deres ledere. På Kafr al-Dawa tekstilfabrikken tvang arbejderne fagforeningens repræsentant til at gå med i strejken, men det er en undtagelse.

Arbejdernes kamp har også effekt langt ind i selve statsapparatet. Demoraliseringen inden for sikkerhedsstyrkerne viste sig i januar, ved at 2000 værnepligtige i Mahalla gik i sultestrejke efter en 22-årig værnepligtig begik selvmord i protest mod officerernes dårlige behandling af de værnepligtige. At dette skete i Mahalla, som har været centrum for klassekampen, er ingen tilfældighed.

Arbejderne i Egypten har gennem de seneste måneder opnået en selvtillid, der er uundværlig i klassekampen – og dette har fået Mubaraks regime til at frygte for fremtiden. Denne frygt er velbegrundet. Som Ibrahim Eissa, redaktør for den "uafhængige" avis El Destour sagde: "Når 27.000 arbejdere i Mahalla går i strejke under et banner med teksten 'Vi er rigtige mennesker,' så er det et tegn på, hvad der vil komme i fremtiden."

Regimet har svaret på protestbølgen med beskyldninger om – nej, ikke "socialistiske ballademagere" – men en "kommunistisk sammensværgelse". Regimet har endda arresteret nogle af de officielle "fagforeningsfolk" og anklaget dem for at anstifte protesterne. Men sandheden er, at disse stakkels mennesker har gjort alt i deres magt for at holde arbejderne tilbage. Men årevis af frustrationer og ydmygelser har nu fundet et udtryk i massekamp. At tro, at en massiv strejkebølge bryder ud, fordi nogle "kommunistiske konspiratorer" står bag, er ikke andet end latterligt. Enhver arbejder ved, at strejker er et resultat af ophobet utilfredshed og frustration.

Arbejderne i Mahalla har nu lanceret en kampagne for at fyre de "faglige" ledere, og der er tegn på, at en alternativ faglig organisering er begyndt at vokse frem fra neden. Tusindvis af arbejdere i Mahalla har meldt sig ud af den statslige fagforening (hvor medlemsskab ellers er obligatorisk), og der er begyndt at cirkulere løbesedler fra nye faglige organiseringer på de store fabrikker i Egypten.

Det er tydeligt, at det egyptiske regime er i krise. Det såkaldte "valg" i 2005, der gav en Saddam-lignende 85 procents tilslutning til Mubarak, løste ingenting. Efter dette valg skrev vi:
"Den nylige uro omkring valget afspejler blot en dybere proces i det egyptiske samfund. DE vil ikke være i stand til at holde masserne tilbage med nogle kosmetiske, valg, der er fabrikerede. Massernes lidelser vil ikke forsvinde på grund af, at der var flere kandidater til præsidentvalget. Derfor vil masserne kræve mere. På et tidspunkt vil den mægtige egyptiske arbejderklasse sætte sit aftryk på begivenhederne."

Det tidspunkt er nu. Og det er bare begyndelsen. Den egyptiske arbejderklasse vil gennem næste periode gennemgå flere kampe, som vil hærde arbejderne og forberede dem på at tage magten i deres egne hænder