Kosovo er endnu en gang i avisernes overskrifter efter den nye plan, som den tidligere finske præsident Martti Ahtisaari har udfærdiget, er blevet kritiseret stærkt af den serbiske regering, og Rusland har truet med at nedlægge veto mod planen i FN’s sikkerhedsråd.
Russiske talsmænd har sagt, at hvis ikke regeringen i Beograd billiger planen, vil Rusland nedlægge veto og dermed blokere for, at planen bliver vedtaget.

Både serbere og albanere har demonstreret imod planen, der vil give selvstændighed uden ordet ”selvstændighed” til Kosovo. Regeringen i Beograd fastholder, at Kosovo er en provins i Serbien, og de etniske albanere er utilfredse med, at aftalen ikke giver fuld selvstændighed. 90 procent af Kosovos 2 millioner store befolkning er albanere, og provinsen har siden Natos krig mod Jugoslavien i 1999 været styret af FN, selv om det reelt er Nato, der har kontrollen. Efter Milosevic’ styrker blev tvunget ud af Nato håbede mange albanere på selvstændighed for Kosovo eller en sammenslutning med Albanien, men Kosovo er formelt forblevet en del af Serbien.

Marrti Ahtisaaris plan, som bakkes op af EU, giver Kosovo ret til eget flag, hær, nationalsang og forfatning samt ret til at underskrive internationale aftaler under en selvstyreaftale, som formelt bibeholder Kosovo som en del af den serbiske republik.
Beograd opfatter enhver selvstændighed til Kosovo som en krænkelse af Serbiens nationale suverænitet, men realiteten er, at hvis Kosovo nogen sinde skulle gå tilbage til at være under Beograds kontrol, og hvis den serbiske hær kom tilbage til Kosovo, ville det udløse en øjeblikkelig borgerkrig.

Imperialisterne er i noget af en kattepine over Kosovo. Uanset hvad de gør, vil det skabe nye problemer. De har, groft sagt, tre muligheder. Den ene er at give Kosovo fuld selvstændighed, den anden er at følge linien i Ahtisaaris plan og give Kosovo ”kontrolleret selvstændighed”. Og den tredje mulighed, som er ganske usandsynlig, er at lade Beograd få kontrollen.

Det sidste er ikke en reel mulighed. Det vil føre til en omgående borgerkrig i Kosovo, hvis de serbiske styrker, der er forhadt af albanerne, skulle vende tilbage. Det vil føre til at imperialisterne aldeles mister grebet om situationen.


Imperialisterne forbereder sig på nye konflikter
Hvis vi ser nærmere på det, ser det ikke stort bedre ud med de andre ”løsninger”. En ”kontrolleret selvstændighed”, som EU foreslår, vil hverken stille den ene eller anden tilfreds. Og der er en betydelig risiko for, at planen lider skibbrud. For det første er der modstand fra Rusland. Richard Holbrooke, den amerikanske diplomat, som stod i spidsen for Dayton-aftalen, der markerede afslutningen på krigen i Bosnien, skriver i Washington Post:

”Der er ingen tvivl om, at præsident Vladimir Putin, opmuntret af Amerikas besvær (i Irak, red.) og sit energidiplomatis effektivitet (som nogle gange ligner afpresning), søger at genvinde det, der blev tabt i årtiet efter Sovjetunionens kollaps, mens Putin på hjemmefronten i stigende grad fører en autoritær, ofte brutal, politik. Kun da Putin skarpt kritiserede USA under en konference i München sidste måned … lyttede amerikanerne – og kun for en kort stund. Nu står Rusland over for en vigtig prøve på dets forhold til Vesten, og Ruslands handlinger kan bestemme om der skal være en ny krig i Europa.” (Washington Post, 13. marts.)

Richard Holbrooke har tætte forbindelser til det amerikanske udenrigsministerium, og ingen i det diplomatiske miljø regner med, at han taler på egne vegne. Derfor bliver der lyttet nøje til Holbrooke, når han taler om Balkan. I virkeligheden kalkulerer Washington gennem Holbrooke med en ny krig i Kosovo, hvis ikke de kan få Rusland til at ”makke ret” og godkende Ahtisaari-planen. Men det vil ikke ske let. Rusland spiller med musklerne over for USA, og de vil ikke godkende planen – i hvert fald ikke uden klækkelige indrømmelser fra USA og EU på andre områder.

Rusland bekymrer sig i virkeligheden ikke om serberne. Den pan-slaviske akse, som de serbiske nationalister hentyder til, er kun noget værd, så længe det passer Moskvas interesser. Kliken omkring Putin er ikke interesseret i, at Kosovo får selvstændighed, fordi det kan åbne op for, at andre folkeslag – ikke mindst i Kaukasus – får den idé, at de også kan opnå selvstændighed.

Spørgsmålet er, om Rusland vil være i stand til at blokere for Kosovos løsrivelse fra Serbien. Richard Holbrooke forklarer:
”Hvis Moskva nedlægger veto imod eller forhaler Ahtisaari-planen, vil Kosovo-albanerne selv erklære uafhængighed. Nogle lande, deriblandt USA og mange muslimske stater, vil formentlig anerkende dem, men de fleste europæiske lande vil ikke. En stor europæisk krise vil være garanteret. Blodsudgydelse vil vende tilbage til Balkan. Nato, der har lovet at holde fred i Kosovo, kan komme tilbage i kamp i Europa.” (Washington Post, 13. marts.)

Det er en reel mulighed, at selvstyreregeringen i Kosovo vil udråbe en uafhængig stat med støtte fra USA. I sådan en situation vil Rusland stå magtesløs, og der vil være dybe splittelser i EU og Nato. Det er en yderst risikabel vej at gå for imperialisterne, men ikke desto mindre bliver den seriøst overvejet.

Et uafhængigt Kosovo vil yderligere destabilisere hele regionen. Hvis de etniske

albanere i Kosovo opnår selvstændighed vil de etniske albanere i nabolandet Makedonien kræve det samme. Situationens logik vil gå i retning af et ”Storalbanien” med det nuværende Albanien, Kosovo og den nordvestlige del af Makedonien. Dette vil betyde, at den etniske konflikt spreder sig til Makedonien. Grækenland har flere gange gjort det klart, at det ikke vil tolerere sådan en situation. Og Bulgarien, der opfatter Makedonien som sit eget, er tidligere blevet lovet ”hjælp” af Tyrkiet i en konflikt. En uafhængighedserklæring fra Kosovo kan risikere at være den gnist, der antænder en større konflikt, der vil indblande Serbien, Grækenland, Makedonien, Bulgarien og Tyrkiet – og Tyrkiet og Grækenland vil stå på hver sin side i konflikten. Hvis Bulgarien, Serbien og Grækenland bliver involveret, vil Tyrkiet få en undskyldning for at gribe ind i områder som Cypern og det bulgarske Trakien.
Tyrkiet og Grækenland skulle forestille at være ”allierede” i Nato – og efter Bulgariens indtræden i EU vil det betyde en voldsom konflikt mellem de to EU-lande Grækenland og Bulgarien. Dette vil alvorligt svække både Nato og EU.


Økonomien er nøglen
Kosovos status er uløseligt forbundet med den økonomiske situation. Arbejdsløsheden er på omkring 40 procent, og der er enorme mængder af unge arbejdsløse på begge sider af den etniske konflikt. Ungdomsarbejdsløsheden er på over 60 procent. Lenin sagde, at det nationale spørgsmål i sidste ende er et spørgsmål om brød. Hvis folk har ordentlige boliger, ordentlige jobs, anstændige lønninger, uddannelse og alle de andre ting, der udgør en civiliseret tilværelse, vil de nationale spændinger gradvist mindskes og træde i baggrunden. Men imperialisterne har ikke løst nogle af disse elementære økonomiske problemer i Kosovo. En embedsmand i Kosovos hovedstad Pristina forklarede:
”Ingen i UNMIK (FN’s midlertidige administration i Kosovo) blot tænker på økonomien. De har ikke engang nogle økonomiske eksperter her.”

De internationale observatører sørger for at fordele de få jobs der er efter etniske kvotesystemer. Det betyder, at både serbere og albanere føler, at ”de andre” tager arbejdet. Sådanne kvotesystemer har overalt, hvor det er indført – lige fra Irak til Nordirland – ført til en opsplitning af arbejderne langs etnisk/religiøse linjer.

En del af Ramboulliet-traktaten, som Nato påtvang Jugoslavien efter krigen i 1999 indebar et omfattende privatiseringsprogram i Kosovo. Det FN-styrede Kosovo Trust Agency har gennemført privatiseringer af flere hundrede statsejede virksomheder. Senest har de sat 23 virksomheder til salg, som er ejet af den serbiske stat. Internationale konventioner forbyder ganske vist denne form for krigsbytte, men sejrherrerne fra krigen i 1999 overhører alle protester fra Beograd om denne plyndring af den serbiske stats ejendom. Faktisk praler Kosovo Trust Agency med, at de hver måned privatiserer 20 selskaber.
Verdensbanken dikterer yderligere privatiseringer, senest har de lanceret en kampagne for at få privatiseret Kosovos energisektor. De investeringer, der foretages i den offentlige sektor, sker ifølge UNMIK’s talsmand Ronan Anderson først og fremmest for at gøre de offentlige selskaber ”klar til et konkurrencepræget miljø” – det vil sige en forberedelse til privatisering. Altså skal Kosovos fattige befolkning betale for, at udenlandske virksomheder kan overtage Kosovos offentlige sektor.

Kosovo har altid været en af de fattigste regioner i Jugoslavien, og provinsen blev særlig hårdt ramt af den økonomiske krise i 1980’erne. Ifølge FN’s udviklingsorganisation UNDP faldt Kosovos BNP pr. indbygger i perioden 1985-1994 fra 1.125 dollars til 320 dollars. Selv om BNP nu er oppe på omkring 1.100 euro er det stadig det laveste i det sydøstlige Europa.
De seneste målinger viser, at 37 procent af Kosovos befolkning lever i fattigdom – det vil sige for under 1,42 euro om dagen.
For at tiltrække udenlandske investeringer har Kosovo regionens laveste skat (mellem 0 og 20 procent indkomstskat, 15 procent moms, 10 procent importafgift, men for en lang række varer er der undtagelser fra betaling af moms og afgifter), og UNMIK har tilsluttet Kosovo den Centraleuropæiske Frihandelsaftale. Størstedelen af statens indtægter kommer fra moms, som arbejderne og de fattige betaler, når de køber varer. Kapitalisterne bidrager altså forsvindende lidt til Kosovos økonomi.

EU reklamerer over for potentielle investorer i Kosovo med, at Kosovo under den ”moderne arbejdslov”, som UNMIK har indført, har lønninger, der ”ikke er bebyrdet af bekostelige sociale bidrag, ulig lønningerne i de fleste nabolande.” Desuden reklamerer EU med, at gennemsnitslønnen for en privatansat arbejder i Kosovo faldt fra 220 euro om året i 2002 til 180 euro i 2003.
Kosovo er rigt på mineraler som zink, bly og nikkel. Desuden er der store forekomster af kul. Kosovos kul er det bedste kul i regionen med en høj brændværdi. Minedriften er en nøgleindustri i provinsen. Denne industri er under UNMIK’s styre blevet privatiseret – det vigtigste mineselskab Ferronikeli er blevet solgt for godt 30 millioner euro. Imperialisterne plyndrer i virkeligheden Kosovo og sikrer, at dette protektorat på trods af sine enorme rigdomme i undergrunden og gode landbrugsjord forbliver en af de fattigste afkroge i Europa. At forestille sig at kapitalismen skulle opføre sig anderledes er ren utopi. Kapitalismen handler om profit og interesseområder, og den kan ikke handle om andet.


Jugoslaviens opsplitning – en kriminel handling
De sociale forhold i Kosovo udgør, sammen med erindringen om myrderierne i 1999, en eksplosiv krudttønde, der snildt kan blive antændt. Så længe de sociale forhold i området fortsætter med at være elendige vil de etniske spændinger fortsætte med at udgøre en trussel for al civiliseret liv på Balkan.

Imperialismen, hvad enten det er gennem FN eller Nato, vil ikke være i stand til at løse problemet – fordi de er en del af årsagen til problemet. Lad os ikke glemme, at det var de vestlige imperialister, især Tyskland, der spillede en afgørende rolle i opsplitningen af Jugoslavien og dermed starten på den række af krige, der hærgede Balkan i 1990’erne. Tyskland og andre lande blandede sig i Jugoslaviens indre anliggende ved at anerkende Kroatien og Slovenien som uafhængige stater, og dette gjorde en borgerkrig uundgåelig.
Den anden væsentlige faktor i opsplitningen af Jugoslavien var, at bureaukratiet var ude af stand til at føre økonomien fremad og udvikle produktionsmidlerne. I et forsøg på at holde sig ved magten slap de regionale bureaukratier i Slovenien, Kroatien og Serbien nationalismen løs. Kosovos nuværende situation er blot en konsekvens af den kriminelle opsplitning af Jugoslavien som fandt sted i begyndelsen af 1990’erne.

Som et led i det serbiske bureaukratis nationalistiske kampagne blev Kosovos selvstyre inddraget i 1989. Den serbiske nationalisme repræsenterede intet andet end det serbiske bureaukratis stræben efter at etablere sig selv som herskende klasse i et kapitalistisk Storserbien – det var en helt igennem reaktionær politik, som ikke havde et eneste progressivt element i sig.
For imperialisterne var det nødvendigt at splitte Jugoslavien af flere årsager; dels ønskede især den tyske finanskapital at løsrive de traditionelle tyske interesseområder i Slovenien og Kroatien, og dels ønskede imperialisterne at give de jugoslaviske folk en lektion. De skulle straffes fordi de vovede at afskaffe kapitalismen efter anden verdenskrig, hvor Titos partisaner drev fascisterne på flugt og befriede Jugoslavien.

Kun arbejderklassen kan løse problemerne
På trods af systemets mangler og fraværet af ægte arbejderdemokrati var det under den bedste periode i den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien under Tito, at det nationale spørgsmål blev trængt i baggrunden. Under anden verdenskrig var der forfærdelige etniske udrensninger og konflikter, men på baggrund af en nationaliseret planlagt økonomi var det muligt at udvikle produktivkræfterne og drive økonomien fremad op gennem 1950’erne, 60’erne og op til midten af 70’erne. Det var grundlaget for, at folkene i Jugoslavien kunne leve fredeligt sammen. Der var boliger til alle, lav arbejdsløshed og alle havde adgang til uddannelse og lægehjælp. Men under bureaukratiets misregimente blev grunden lagt til en økonomisk krise.

Jugoslaviens føderation, hvor alle regionens folk levede fredeligt side om side, var kun et glimt af, hvad fremtiden kan bringe. Den økonomiske udvikling, som var mulig på baggrund af en planlagt økonomi, løste for en tid det nationale spørgsmål. Men hovedproblemet var, at de økonomiske beslutninger blev taget af bureaukratiet og ikke af arbejderne. Selv den mest velmenende bureaukrat vil uundgåeligt lave fejltagelser, og uden et udviklet arbejderdemokrati vil sådanne fejltagelser blive gentaget og forstørret. Den bureaukratiske kontrol med planøkonomien var grunden til Jugoslaviens senere økonomiske stagnation og sammenbrud.

Hvis man spørger bosniske, serbiske eller kroatiske arbejdere i dag om, hvad de mener om en jugoslavisk føderation, vil de fleste sige, at det er en smuk tanke, men at det er umuligt. I en vis forstand har de ret. For det er ikke muligt at oprette et fredeligt forbund mellem folkene på Balkan så længe regionen er underlagt det kapitalistiske system.

Det, som både serberne og Kosovos albanere har brug for, er en løsning på den økonomiske katastrofe, de står over for. Hvis de forventer, at kapitalismen vil bringe en sådan løsning vil de blive slemt skuffede. Kapitalismen i Kosovo, Serbien, Montenegro, Bosnien, Makedonien og resten af Balkan vil kun bringe arbejdsløshed, boligmangel, nedskæringer og privatiseringer. Under disse forhold vil arbejderne og de fattige i hver etniske lejr blive splittet ud mod andre arbejdere og fattige. Jugoslaviens brødre og søstre vil blive splittet ud mod hinanden.

Opsplitningen af det tidligere Jugoslavien var et stort slag imod arbejderklassen i alle republikkerne. Arbejderklassen er stadig ikke kommet sig over dette nederlag. Så længe arbejderklassen stadig ikke træder ind på scenen i en velorganiseret form, er der ingen, der er i stand til at stoppe de barbariske tendenser, der truer med at kvæle hele regionen.

Imperialisterne handler kortsigtet og har ingen ide om, hvordan de skal løse situationen. De har ingen langsigtet plan. De lokale herskende klasser er på den anden side bundreaktionære og tæt forbundet til den ene eller anden stormagt. De kommer aldrig til at løse nogle grundlæggende problemer på Balkan.
Det, der er brug for, er en tilbagevenden til socialismens ægte idéer, med arbejderdemokrati og en demokratisk planlagt økonomi. Arbejderklassen har brug for sin egen stemme, sit eget politiske udtryk. Dette kan kun være baseret på modstand mod de forskellige borgerlige nationalistgrupper og kapitalismen. I dette program må der tages hensyn til alle befolkningsgruppers rettigheder, som for eksempel retten til at bruge sit eget sprog og selv at bestemme over sin fremtid. Dette kan kun opnås inden for en socialistisk føderation for hele Balkan.