Denne artikel er oversat fra de spanske marxisters avis, El Militante, nr. 203, marts 2006.

Den aktuelle situation i det afrikanske kontinent er det kapitalistiske systems største forbrydelse. Det viser på en klar og præcis måde, betydningen af Lenins definition på kapitalisme, som et system med ”rædsel uden ende”.

De afrikanske massers lidelse kommer af og til til syne i medierne, når situationer med hungersnød, lidelse eller folkemord når op på et så højt niveau, at det er svært at skjule. Det er svært at sammenfatte situationen på kun få sider, men vi forsøger at gøre dette til en første tilnærmelse.

Krigene, ødelæggelserne, fattigdommen, alle de sygdomme som rammer de afrikanske masser, har intet at gøre med beskyldningerne om at det ligger i deres ”natur”; Det er ikke noget som hænger sammen med deres kultur, ej heller i deres historie. I virkeligheden er det ikke andet end den arv som kolonialismen og imperialismen har efterladt til dem. Ved anden verdenskrigs afslutning var der kun tre uafhængige lande i hele kontinentet, op igennem 60’erne opnåede de fleste af dem uafhængighed, med årtier efter er det bare endnu mere tydeligt, at denne uafhængighed er rent formel, kun den måde hvorpå den sociale og økonomiske dominans blev udøvet på blev ændret.

”Uafhængigheden” var ikke en generøs gave fra de imperialistiske magters side, men konsekvensen af de afrikanske massers kamp, som blev til et led i den koloniale revolutions proces. I mange tilfælde frembragte disse bevægelser bonapartistiske regimer, som forsøgte at følge Moskvas model (Etiopien, Somalia, Mozambique, Angola…) og muliggjorde visse forbedringer i massernes leveforhold i disse lande.

Men Sovjetunionens fald fik forfærdelige konsekvenser for hele kontinentet. Selve eksistensen af USSR virkede som en stopklods overfor de imperialistiske magters storhedsambitioner. Men så snart at denne forsvandt, blev Pandoras æske åbnet. Op igennem 80’erne tabtes de få fremskridt som man førhen havde opnået og siden da er forarmelsen fortsat. Kilden til denne forarmelse er ikke ”naturlig”, som mange forsøger at overbevise os, det er ikke et automatisk produkt af tørke, flodoversvømmelser, manglen på ordentligt maskineri, etc.

Alt det tilspidser i sidste ende problemerne og konsekvenserne af disse tragedier. Fattigdommen er et direkte problem af den kapitalistiske økonomi, det bedste eksempel på den proces som Marx beskrev i Kapitalen: ”Ophobning af rigdom i én pol er på samme tid ophobning af elendighed, lidelse i arbejdet, slaveri, ligegyldighed, fordumethed og degenerering af moralen i den modsatte pol, det vil sige, derhen hvor den klasse er, som producerer sit eget produkt som Kapital” (Karl Marx, Kapitalen Første bind, kapitel 23).


Enorm rigdom og enorm elendighed
Afrika er måske det rigeste kontinent på planeten. I dets undergrund findes en enorm kvantitet af naturressourcer som kan sikre at dets folk lever i overflod. Hvorfor bruges denne rigdom ikke til at give det afrikanske folk overskud? Verdensøkonomien er domineret af de rigeste lande og af multinationale (500 selskaber kontrollerer 70% af verdenshandlen). Denne dominans er en af de principielle faktorer som blokerer alle de ex-koloniale landes økonomiske udvikling, om det så er i Afrika eller Latinamerika.

Igennem årene med kolonial dominans var der ingen af de imperialistiske lande som bekymrede sig for deres koloniers industrielle og økonomiske udvikling. De vedholdt dem bevidst underudviklede, omdannede dem til økonomier som eksklusivt var beregnet til eksport af råmaterialer til vesten. Men priserne på råmaterialer bliver bestemt af de multinationale (de kontrollerer 50% af de ex-koloniale landes handel) og de rigeste lande, og disse priser fastholdes lave, for således kan de fabrikere sine produkter med lavere omkostninger. Men samtidig, tvinger det landene i den tredje verden til at købe deres fabrikerede produkter til vestlige priser, hvilket giver en ulige og meget ufavorabel handel for de fattigste lande.


Gældens lænke
Det afrikanske kontinents forgældelse er en enorm lænke, som forhindrer ethvert fremskridt lige gyldigt hvor lille det er. Gælden er vokset i hele denne periode fire gange mere end indtægterne opnået igennem eksport. Gældens niveau er to gange så højst som enhver anden regions i verden. Ifølge Verdensbanken modtager Afrika hvert år 13.000 millioner dollars i nødhjælp, men på samme tid giver Afrika 15.000 millioner dollars tilbage i tilbagebetaling af gæld. Det afrikanske kontinent er blevet omlagt til at eksportere kapital til den udviklede verden. I den nuværende situation overstiger hele kontinentets gæld mere end 300.000 millioner dollars.

Til dette skal tilføjes de programmer med strukturel ændring (PAE), som IMF og Verdensbanken har gennemtvunget. PAE er programmer som IMF tvinger alle de lande der ønsker lån til (undtagen USA, som er verdens største skyldner). Fra 1980 har 36 afrikanske lande anvendt disse programmer, med fatale konsekvenser for deres respektive økonomier. Iblandt de midler som de bruger, er en drastisk reduktion af de offentlige udgifter, dvs. sociale udgifter, en højere eksport af råmaterialer til vesten til lave priser, privatisering af offentlige firmaer og fri adgang for de multinationale.

I Ghana, for eksempel, blev regeringen nød til at privatisere mere end 130 virksomheder for at efterkomme IMFs krav, inklusiv mineriet, som er landet hovedindtægtskilde. Alle handelsskatter blev elimineret og tilskud til sundhed og uddannelse afskaffedes. Hvad blev resultatet af disse midler? En arbejdsløshed på mere end 20%, prisstigning på fødevare og basale ydelser. Bruttonationalproduktet per indbygger i 1998 var mindre (390 dollars) end 1975-niveauet (411 dollars). 78,4% af befolkningen lever med mindre en én dollar om dagen og 75% har ingen adgang til basale lægeydelser. Hvem profiterede? De multinationale, som nu har 85% af mineindustrien og som sender 95% af indtjeningerne til udlandet.


Strategisk zone for kapitalismens overlevelse
I de sidste 20 år er Afrika blevet en strategisk zone for imperialismen. I en situation med nedgang i det kapitalistiske system, bliver kampen imellem de forskellige imperialistiske magter for markeder og indflydelsesfærrer, har antaget en voldsom karakter og det er i Afrika at det kommer bedst til udtryk.

Den afrikanske undergrund har 9% af verdens oliereserver (100.000 millioner tønder) med ekstraordinære geologiske karakteristika, frekvensen i succes for olieboringer er på 50%, imens den er på 10% i resten af verden.

Den har 90% af verdens koboltreserver, 90% platinium, 40% guld, 98% krom, 64% mangan og en tredjedel af uraniumreserverne.
Ydermere udvinder de multinationale og de imperialistiske lande, med hjælp fra de korrupte afrikanske regimer, disse ressourcer til en latterlig lav udgift, med arbejdskraft som praktisk talt er slaver, iblandt dem tusinder af børn.

Dette kontinent er også den region i verden, som er mest ramt af krigene. I 90’erne var 32 ud af kontinents 53 lande med i en eller anden form for væbnet konflikt.

I de sidste år har vi set skrækvækkende billeder af krigenes konsekvenser, folkemord som det i Rwanda, blodige borgerkrige som dem i Angola, Mozambique eller i Congo. Mange forestiller sig, at der er tale om en uundgåelig skæbne, hvor den ”hvide mand” intet kan gøre. Men sådan er det slet ikke.

Bag ved hver eneste krig i Afrika, har den ene eller den anden imperialistiske magt stået bag. I de sidste 12 krige, har USA sat våben og militær træning til 11 deltagere. I 2002 udgav The World Policy Institute, med hovedkvarter i New York, en rapport som afslørede, at USA har sendt 1.500 millioner dollars i våben og militærtræning til Afrika under den kolde krig (1950-89). Imellem 1991 og 1995 gav USA militærhjælp til 50 af Afrikas lande og fra 1991-98 oversteg salg af våben og militærtræningsprogrammer mere end 227.000 millioner dollars.


Krigen i den demokratiske republik Congo
Måske det bedste eksempel på den rolle, som imperialismen spiller i de afrikanske krige, er den krig som igennem sine seks år forårsagede mere end tre millioner menneskers død, i den demokratiske republik Congo. Dette land befinder sig midt i Afrikas hjerte, og er det land i kontinentet med flest naturressourcer. Det har 30% af verdens koboltressourcer, 10% af kobber, og desuden guld, uranium og vigtigst af alt, olie.

Ydermere befinder der sig på dets territorium Congofloden, sammenligneligt med Amazonas, som indeholder 40-50% af kontinentets vandressourcer, et hydroelektrisk anlæg ville være i stand til at forsyne hele den sydlige del med lys.
Et eksempel på rigdommen i mineraler, er at verdensgenemsnittet i udvinding af guld pr. ton udtagen jord er 11 gram, i Congo er den 6-7 kilo, men der findes zoner hvor den havner på 16 kilo. Med bare halvdelen af det udvundne guld fra Sezereminen, ville det være muligt at betale landets udenrigsgæld.

Det kobber og kobolt, som befinder sig i resterne af Kolwezi-minen er værdivurderede til 16.000 millioner dollars. Og det vigtigste, kolbolt, et sjældent mineral på planeten, fundamentalt (på grund af sin lette vægt og sine superkonduktive egenskaber) til fremstilling af mobiltelefoner, satellitter, atomreaktorer, missiler, specielle søfartsredskaber…Indtil for et par år siden fremskaffede man det også i Thailand, Canada, Brasilien, Bolivia og Australien. Indtil man opdagede, at Congos jord havde 80% af verdens reserver af dette mineral.

Konflikten startede, da man i Rwanda og Uganda i 1998 (to regeringer i lommen på USA) besatte en del af Congos territorium, med den intention at kontrollere kolboltminerne. Rwanda tjente for eksempel på 18 måneder 250 millioner dollars, med salg af dette mineral. Til sidst i krigen deltog syv lande: Zimbabwe, Angola, Zambia, Namibia, Rwanda, Uganda og Congo selv, denne krig kaldtes ”den første afrikanske verdenskrig” og bag ved hver eneste af de deltagende hære, var den ene eller den anden imperialistiske magts forsøg på få fingrene i landets mineralrigdom. USA sendte våben og militær hjælp til de syv hære!

Hære, som Nokia, Sony, IBM, Intel, etc. fik øjnene op for dette land og skabte en hel række virksomheder, i nogle tilfælde ”fantasmer”, for at sikre udvindingskontrakter. Størstedelen af den kolbolt som udvandtes, har som destination USA, Tyskland, Belgien og Kasakhstan.

Indtægterne er enorme. I minerne arbejder mere end 20.000 minearbejdere under umenneskelige forhold, de tjener 10 dollars per kilo mineral, som bagefter prissættes til 250 eller 300 dollars.

På trods af sin enorme rigdom, er landet hjemsøgt af en ekstrem elendighed. Ud af de 60 millioner indbyggere lever 75% med mindre end én dollar dagligt, mindre end 20% har adgang til drikkevand og til lys. For to år siden sluttede krigen ”officielt” og landet har en vis politisk ”stabilitet” og økonomisk vækst. Kabila, som netop har vundet valget, har fået reduceret inflationen (som dog fortsat er den højeste i verden), reaktiveret minearbejdet og fået økonomien til at vokse. I 2005 voksede BNP med 5 point. Men situationen er yderst ustabil og i ethvert øjeblik kan krigen starte igen.


Darfur
Det er også for nyligt, at det er kommet frem i lyset, hvilken forfærdelig situation som Darfur-regionen i det sydlige Sudan lider under. Denne krig har nu kostet 300.000 livet, 2,4 millioner fordrevne og 200.000 flygtninge i Chad. Denne provins er igennem de sidste år blevet straffet med plyndringer og deraf hungersnød.

Denne situation tilspidsedes med den sudanske regerings diskriminerende politik, som skabte en enorm harme i befolkningen, som følte sig diskrimineret både politisk og økonomisk. I 2003 blev regionens klaner forenet i to guerillabevægelser (Den sudanske befrielseshær og Bevægelsen for retfærdighed og lighed).

Disse to bevægelser startede deres kamp imod regeringstro kræfter og imod de normademilitserne (paramilitære styrker, startet af regeringen), kendt som yauyawids (arabiske normader). Selvom man i maj sidste år nåede frem til en aftale for at afslutte konflikten, Abuya-aftalen, er ingen af disse aftaler bleven fulgt, startende med afvæbning af begge parter.

Bag ved denne konflikt ligger igen zonens olierigdom. For nogle år siden investerede Kina 300 millioner dollars, til at udvide Sudans største raffinaderi og således fordoble sin produktion. I 2004 startede produktionen i Darfur og CPNC har 41% af olieaktierne i Mahit Basin. USA ser med misbehag på den kinesiske tilstedeværelse og er derfor nu muligvis blevet bevidst om, at der eksisterer et folkemord i Darfur og i det tilfælde, ser det ud som om at dets satsning er på en favorisering af regionens uafhængighed, så der på den måde kan opstå en ny stat, som de kan kontrollere.


Kinas indtræden på scenen
Den nordamerikanske og europæiske imperialisme har fået hård konkurrence, ikke kun i Afrika, men også i resten af verden. Fra et år siden, har Kina hævet sin tilstedeværelse i det afrikanske kontinent betydeligt. Handlen med Afrika er blevet fem gange større siden 2000 og sidste år oversteg tallet 55.000 millioner dollars.

Det beregnes at fra 2010 overstiger tallet 100.000 millioner dollars.
I 90’erne havde lande som Burkino Faso ingen handelsrelationer med Kina og i dag sender det to tredjedele af sin eksport til dette land, især bomuld til den kinesiske tekstilindustri. I 2005 oversteg Angola Saudiarabien som hovedleverandør af olie til den asiatiske gigant. Kina importerer bomuld, kobber, jern, guld, platinium og olie fra Afrika, samtidig med at de investerer i infrastrukturer for at kunne lette udvindingen og transporten af råstofferne.

November sidste år afholdtes det anden afrikansk-kinesiske forum, med tilstedeværelse fra størstedelen af alle afrikanske lande, blandt andet besluttedes det at der skal opbygges en aluminiumsfabrik i Egypten, en kobberfabrik i Zambia og en motorvej i Nigeria. I de kommende tre år afgiver Kina 33.000 millioner dollars i præfererede lån og 2.000 millioner dollars i kredit.

Paul Wolfowitz (præsident for Verdensbanken) kritiserede disse ”svage kinesiske lån”, eftersom de rivaliserer direkte med den rolle som organismer som Verdensbanken og IMF spiller i slavebindingen af disse lande og i at billige den amerikanske imperialismes interesser i regionen. Men Kinas relative ”svaghed” bør ikke forvirre os, for deres interesser er de samme; kontrollen med naturressourcerne. Men eftersom de er trådt senere ind på det kapitalistiske markeds scene, har de brug for denne form for politik, som adskiller sig fra den nordamerikanske og europæiske imperialisme, med sine benhårde udbytnings- og dominansmetoder.

Blot et eksempel er tilstrækkeligt til at vise det. I 2006 fremskød Kina et lån på 200 millioner dollars til Zimbabwe, mere eller mindre et år efter at regeringen i Zimbabwe gav Sydafrika en kredit på 500 millioner dollars tilbage, fordi betingelserne som den sydafrikanske regering påtvang, efter ordre fra IMF, var liberalisering af økonomien og dette ville betyde ustabilitet for Robert Mugabes regering. Kina lånte pengene ud til samme rente, men uden disse betingelser. Dette fremprovokerede vrede hos den sydafrikanske regering.

Men den kinesiske tilstedeværelse i Afrika forårsager konflikter, ikke bare med nordamerikansk og europæisk imperialisme, men også med andre afrikanske regimer, fordi Kina ydermere har formået at fremføre sine produkter på det afrikanske marked.

F.eks. i Etiopien er 90% af de produkter som sælges på det vigtigste marked i hovedstaden fabrikerede i Kina. Dette har resulteret i en række kommentarer og reaktioner, startende med den sydafrikanske regering, som demagogisk har modsat sig Kinas imperialistiske rolle. Hvad de i virkeligheden gør, er at forsvare deres egne firmaers økonomiske interesser, som lider under konkurrence fra billige kinesiske produkter, præcis ligesom det sker i resten af verden. For nyligt har den sydafrikanske regering kvoter på eksport af kinesisk tekstil.

Men udover det, er der fremkommet et andet, mere alvorligt problem, for den kinesiske regering; de afrikanske arbejderes protester. De kinesiske virksomheder i Afrika påtvinger drakoniske arbejdsforhold, ikke kun i produktionsrytmen og med få sikkerhedsforanstaltninger, men også et forbud imod enhver fagforeningsaktivitet. På Hu Jintaos sidste besøg til kontinentet for nogle uger siden, blev nød til at suspendere sin rejse til Zambia, pga. arbejdernes protester.

I dette land købte det statslige kinesiske mineselskab, China Non-Ferreus Metal Mining (Group), en mine i kobberbæltet i Chambishi i 1998. Det er rigtigt at dette skabte beskæftigelse og investeringer. Men de nye kinesiske ejere indførte nye arbejdsbetingelser og forbød al fagforeningsaktivitet. I 2005 var der en eksplosion som betød dusiner af døde, på grund af manglende sikkerhed. Det er ikke en tilfældighed, at Kina har den største dødsrate i mineriet. Det var den værste arbejdsulykke i landets historie. Dette har givet en stor

Ejerne gav ikke engang en erstatning til familierne. Året efter var der en arbejdsprotest i samme mine imod livsforholdene og arbejderne blev mødt med brutal repression, fra de private vagtfolk i minen, som dræbte fem arbejdere. Dette har skabt stor vrede imod den kinesiske regering. Og denne utilfredsh4ed med de forhold, som kinesiske virksomheder har påtvunget, er ikke noget der er forbeholdt Zambia, men derimod noget som er ved at generalisere sig.


Zimbabwe, Egypten, Guinea-Conakry….arbejderklassen begynder at røre på sig
Selvom den økonomiske hovedaktivitet i det afrikanske kontinent stadig er landbrug, findes der lande som Sydafrika, Egypten, Zimbabwe eller Nigeria, som har proletariater med millioner af arbejdere og som vil være afgørende for revolutionens fremtid i kontinentet. Ligesom vi i 70’erne og 60’erne så de afrikanske massers bryde til kamp, vil vi på samme vis se Afrikas arbejdere og bønder deltage i kampen for socialisme.

I Marroko, fra et par måneder siden, er der vigtige kampe i sundhedssektoren, iblandt pensionisterne, havnearbejdere og året sluttede med en generaliseret bevægelse af marrokanske arbejdere og bønder imod prisstigninger.

Den 17. Januar startede en generalstrejke i Guinea Conakry, som varede 18 dage. Det var den tredje generalstrejke i ét år. Dette land er hovedproduktør verden af bauxit, det udvinder guld, diamanter og har titusinder hektarer land til avl, beregnet til eksport. Et rigt land, hvor flertallet af befolkningen lever med mindre end 2 dollars om dagen.

På trods af den brutale repression – officielt 56 døde – fortsatte strejken indtil regeringen accepterede fagforeningernes betingelser, som ikke kun omhandlede benzin- og rispriserne, men også et regeringsskifte. Eftersom regeringen ikke overholdt aftalen, genstartedes strejken, men med en endnu mere offensiv karakter, med besættelser af offentlige bygninger, etc. Det ser nu ud til at de nu er kommet frem til en aftale.

Et andet land, som i skrivende stund oplever en social eksplosion er Zimbabwe. Dette land har i mange år været ledet af Robert Mugabe, som når han er blevet set som en løsgænger, ikke har tøvet med at bruge populistiske metoder. F.eks. da han for et par år siden eksproprierede de vide godsejere, i teorien for at fordele jorden i blandt de fattige bønder.

Disse eksproprieringer havde en heltigennem demagogisk karakter fordi der efterfølgende ikke blev brugt nogen som helst midler til at bønderne kunne kultivere disse jordstykker og de fleste af disse forblev således ubenyttede. En situation som blev alvorligere, med imperialismens økonomiske sanktioner.

Landet har oplevet seks år med økonomisk krise, med en inflationsrate på 1.600% og med en arbejdsløshed på 70%. Der er knaphed ifht. Brændstoffer, lysforbindelser bliver afbrudt og der er mangel på medicin. Kampene startede i den offentlige sektor, da funktionærerne startede en strejke for at skaffe en lønstigning som kompenserer for inflationen og muliggør en flugt fra fattigdommen. Politirepressionen har været uhyrlig. Endnu engang har Mugabe forsøgt at søge tilflugt i populismen og for at mane til ro, har han fremlagt en nationalisering af diamantindustrien.

Som det sidste, er der et andet af landene, som også har mærket et vigtigt opsving i klassekampen, nemlig Egypten. Dette land er ydermere vigtigt, på grund af de forbindelser det har med den arabiske verden. Mubarak har i nogle år regeret dette land med jernhånd, uden nogle som helst demokratiske rettigheder. De seneste uger er en bølge med strejker brudt ud, begyndende med arbejderne i landets største tekstilfirma og har spredt sig med lynets hast til andre virksomheder, bl.a. til cementfabrikker og minerne.

Titusinder af arbejdere deltager i disse strejker og vigtigst af alt, har de sammenkædet deres arbejdskrav med kravene om demokratiske rettigheder. Indtil videre har fagforeningslederne, de fleste af dem udpeget af regeringen, været ude af stand til at kontrollere den sociale eksplosion og er blevet skubbet lidt ud på sidelinjen. Denne situation er foruroligende for den amerikanske imperialisme, eftersom Egypten er det land hvor, som modtager mest militær hjælp fra USA og en af sine vigtigste allierede i regionen og indtil videre også en af de mest stabile, men det ser ud til at denne situation er ved at nå sin ende.

Afrika er det bedste eksempel, på hvor korrekt den geniale teori Leon Trotskij udarbejdede om den permanente revolution er. I den kommende periode vil de afrikanske masser af arbejdere og fattige demonstrere sit potentiale, som vi så for år siden med de sydafrikanske massers kap imod Apartheid. Den virkelige befrielse af de afrikanske masser fra den imperialistiske dominans og udbytning, en hævelse af deres levevilkår og en afslutning på de blodige krige som har ødelagt og fortsætter med at destruere regionen, kan kun opnås med socialisme.