- Del 1
- Del 2
- Del 3
- Del 4
- Del 5

Redaktionens note: Dette dokument blev oprindeligt skrevet i efteråret 2005, som et diskussionsdokument til verdenskongressen i den Internationale Marxistiske Tendens i august 2006. På denne kongres blev dokumentet diskuteret og vedtaget, med nogle ændringer. Vi bringer hermed dokumentet for første gang på dansk. Læseren skal dog tage i betragtning, at dokumentet blev skrevet for halvandet år siden og således ikke har alle de seneste udviklinger med. Den grundlæggende analyse er dog stadig gyldig og analysen er uhyre vigtig, for at forstå de fundamentale processer i samfundet. Dette er del 1. De kommende dele vil blive bragt i løbet af forået.

Politik er perspektivets videnskab. Uden et korrekt perspektiv er det umuligt at udføre frugtbart revolutionært arbejde. Den nuværende verdenssituation bekræfter fuldstændig den generelle linie, udarbejdet i tidligere verdensperspektivdokumenter. Det er måske nødvendigt at korrigere denne eller hine detalje, men den fundamentale analyse af den periode vi gennemgår, er blevet bekræftet af begivenhedernes gang. Dette burde styrke vores tillid til de marxistiske ideer og os selv.

Det er ironisk, at så mange har forladt marxismen – nogle eksplicit, andre indirekte – præcis, når historien har bekræftet dens hovedpostulater på nærmest laboratoriemæssig vis. Borgerskabet, reformisterne, stalinisterne og sekterne har ikke den ringeste ide om de virkelige processer, der foregår på verdensplan. Det er ikke et tilfælde, at de fleste andre tendenser er i en tilstand af fuldstændig forvirring, pessimisme og skepticisme. Borgerskabets strateger – især i USA – har intet virkeligt perspektiv. Med Trotskijs ord, marcherer de mod katastrofen med lukkede øjne.

Vi er gået ind i den mest turbulente periode i verdenshistorien. Det ene chok efter det andet ryster systemet i dets grundvold. Verdenssituationen er karakteriseret ved ekstrem ustabilitet, der er en refleksion af det kapitalistiske systems dødvande på verdensplan. Verden er blevet skubbet ud i en malstrøm af konflikter, krige og terrorisme. Kontrarevolutionære tendenser er åbenbare i den nuværende verdenssituation. De er et udtryk for det faktum, at et socioøkonomisk system, der har udlevet dets historiske nytte og er blevet en barriere for menneskeligt fremskridt, kæmper for at opretholde sig selv. Det gamle system er håbløst sygdomsbefængt, men nægter at dø. Dette er et velkendt fænomen for historiestuderende, især perioden med det Romerske imperiums nedgang, giver os mange analogier til den nuværende periode.

Men kapitalismens dødskramper giver uundgåeligt opvækst til dets modsætning. Under overfladen modnes revolutionære tendenser. Revolutionære udviklinger er indbygget i hele verdenssituationen. Hvor end vi kigger, ser vi et enormt røre. På forskellige niveauer og på forskellige måder, vil dette finde sit udtryk i massernes bevidsthed og manifestere sig i alle mulige sociale og politiske kriser og eksplosioner.

Hvis der var masseorganisationer med en klar revolutionær politik og med autoritet i arbejderklassens øjne eller i det mindste blandt dets avantgarde, ville processen blive kortere og mindre krampagtig, end den er. Prisen betalt af menneskeheden ville blive umådelig lavere både i dødstal og lidelse. Men der er intet, der ligner den kommunistiske internationale på den tid, hvor den var et ægte revolutionært instrument under ledelse af Lenin og Trotskij. Det centrale problem er, at disse masseorganisationer – kommunistiske, socialistiske og fagforeninger – der blev skabt af arbejderklassen for at ændre samfundet, er blevet omdannet til magtfulde forhindringer på dets vej. Med Leon Trotskijs ord kan menneskehedens krise reduceres til en krise i proletariatets ledelse.

Fraværet af den subjektive faktor, det revolutionære parti og dets ledelse, betyder ikke, at revolution ikke er på dagsordenen. Det betyder bare, at krisen vil blive trukket mere i langdrag og ekstremt krampagtig. Kapitalistklassen vil måske formå at “løse” krisen midlertidigt, på bekostning af yderligere utålelige byrder på massernes skuldre, en intensivering af udnyttelsen og plyndring af planeten. Der vil komme midlertidige stilstande i klassekampen, lig perioder med usikker våbenhvile i krig, men uden at en ægte og varig ligevægt kan genopstå. Enhver stilstand i klassekampen vil kun blive forspillet til nye eksplosioner.

Denne ustabilitet eksisterer på alle niveauer: økonomisk, socialt, politisk, diplomatisk og militært. Det udtrykkes gennem flygtighed og nervøsitet hos borgerskabet internationalt. Der er enorm flygtighed i verdensøkonomien. De voldsomme svingninger i olieprisen er et symptom på denne ustabilitet, der er et udtryk for de politiske og militære rystelser i Mellemøsten i kølvandet på Bush’ Irak-eventyr. Tre år efter invasionen af Irak er opstanden øget i omfang og intensitet. Men borgerskabets nervøsitet er baseret på andre, mere seriøse, beregninger.

Forskellige historiske perioder
Lenin sagde engang, at politik er koncentreret økonomi. Men det er ikke muligt at reducere politik til ren økonomi. Den økonomiske cyklus har en anselig betydning. Ja, i sidste ende er det afgørende – men kun i sidste ende. Trotskij forklarede i 1924 forordet til The First Five Years of Communist International, med henvisning til situationen i Tyskland:

“I dag er vi, mere end nogensinde før, tvunget til opmærksomt at følge svingningerne i de handelsmæssige og industrielle konjunkturer i Tyskland, og hvordan de afspejles i de tyske arbejderes levestandard”.

“Det er økonomien, der bestemmer, men kun i sidste ende. Af mere direkte betydning er disse politisk-psykologiske processer, der nu finder sted indenfor det tyske proletariat, og som ligeledes har en egen indre logik. “ (The First Five Years of the Communist International, vol. 1, side 7).

Marxismen har intet tilfælles med økonomisk determinisme, der tillægger spørgsmålet om den økonomiske cyklus næsten enerådende betydning. Hvad, der er vigtigt, at forstå først er, at den økonomiske cyklus’ natur og effekt varierer på forskellige stadier af den kapitalistiske udvikling. Opsvingene, der ledsagede perioden med kapitalismens historiske opsving, er overhovedet ikke lig dem, der fremkommer i perioden med dets senile forfald.

Der er perioder med kapitalistisk opsving, hvori opsving forlænges, og kriserne er korte og hule. Sådan en periode var de omkring tyve år før første verdenskrig og den periode, der fulgte efter anden verdenskrig. Disse perioder er karakteriseret ved fuld (eller relativ fuld) beskæftigelse, stigende levestandard og en opblødning af klassekampen. Det er reformismens klassiske perioder. Sådanne perioder overfører en bestemt form for borgerlig ideologi, der udstrækker sig fra den herskende klasse og dens ideologer gennem middelklassens rækker og ind i arbejderklassen selv. Der er en generel følelse af tillid, at alt er til det bedste i den bedst af mulige verdener, at i dag er bedre end i går, og at i morgen bliver bedre end i dag. I sådanne perioder vil den revolutionære tendens uundgåeligt finde sig selv isoleret og svag.

Perioden der fulgte 1945 viste, måske for sidste gang, hvad det kapitalistiske system var i stand til. Dette var et kolossalt fyrværkeri af økonomisk vækst, med fuld beskæftigelse og stigende levestandarder i det mindste i de udviklede kapitalistiske lande i Europa, Japan og Nordamerika. Det var en periode med reformer og indrømmelser, der førte til en forbedring af massernes forhold og en mindskelse af klassekampen i de udviklede lande, selvom situationen i det meste af den underudviklede del af verden var fuldstændig anderledes.

I perioden 1948-73 var den årlige vækstrate i verdensøkonomien (baseret på en fast 1990-dollarkurs) fem procent. Verdenshandelen udvidede sig også hurtigt og virkede som en stimulans til udviklingen af produktivkræfterne. I samme periode var den årlige vækst i verdens vareeksport 7,4 procent og i verdens manufaktur eksport 9,8 procent. Dette var en forlænget periode med kapitalistisk ekspansion, der varede indtil den første alvorlige verdensnedgang i 1974.

Men siden da har det kapitalistiske system ikke været i stand til at genvinde noget nær de samme resultater. Hvad enten vi tager vækstrater, profitabilitet, produktivitet, arbejdsløshed eller ethvert andet indeks, er resultaterne generelt værre. Mellem 1973 og 1998 var den årlige vækstrate i verdensøkonomien 2,9 procent. I perioden mellem 1990-98 den mest betydelige periode med økonomisk vækst siden 1973, var den på 2,6 procent. Hvis vi ser på verdenshandelen, var den gennemsnitlige stigning i verdens vareeksport i 1973-1998 på 4,7 procent og manufaktureksporten 5,9 procent. I 1990-98 var de tilsvarende tal henholdsvis 6,5 procent og 6,7 procent (tal fra WTO).

Men vi må vi også erkende, at i begge perioder tilfaldt hovedparten af denne vækst den herskende klasse, hvilket har øget dens økonomiske styrke på bekostning af arbejderklassen, hvis situation er blevet mere usikker, som følgende tal viser.

Årlig lønstigning i reelle tal i USA
1959-1973: 2.9%
1973-1999: 1.7%
Årlig vækst i profitter, i reelle tal, blandt de 500 firmaer i S&P (USA)
1961-1968: 6.7%
1991-1999: 15.9%

Disse tal viser, at denne proces med polarisering er blevet dybere i perioden efter 1973, hvilket svækker det kapitalistiske systems sociale reserver endnu mere.

I perioden efter 1945 var væksten i verdenshandelen det vigtigste lokomotiv for verdensøkonomien. Men i de senere år har der været en hastighedsnedsættelse af væksten i verdenshandelen. Verdenshandelen voksede i 2000 med mere end 10 procent, mens væksten i 2001 var på sølle 1,5 procent, i 2002 på 2 procent og i 2003 lige over 3 procent. I de sidste to år er væksten i verdenshandelen kommet sig (5 procent i 2004 og 8 procent i 2005), drevet af væksten i den kinesiske økonomi. Men verdenshandelens rolle nu er meget forskellig, fra den rolle den spillede i 1980’erne og 1990’erne, hvor de årlige vækstrater nåede op på 12, 13 og endda 15 procent, afspejlende den alarmerende underliggende overproduktionskrise i verdensøkonomien.

Kapitalismens pres
Under forhold med kapitalistisk opsving, var reformismen den dominerende tendens i arbejderbevægelsen, og højrefløjen var den dominerende i den reformistiske lejr. Kapitalismens pres borede sig ned i arbejderbevægelsen fra toppen, og beseglede den reformistiske degenerering af massearbejderpartierne (“kommunistiske” såvel som Socialdemokratiske). Der blev skabt en illusionen om, at kapitalismen havde løst sine problemer, og at revolution var en fortidig ting. Under disse forhold var marxismens ægte strømning isoleret og reduceret til et lille mindretal i en hel historisk periode.

Nu derimod har situationen ændret sig til sin modsætning. Det kapitalistiske system viser alle symptomerne på senilt forfald. Det har tabt sin ligevægt og kan ikke vende tilbage til det. Som vi forudsagde i det sidste verdensperspektivdokument, ødelægger alle forsøg på at genoprette økonomisk ligevægt uundgåeligt den politiske og sociale ligevægt. Dette er nu et faktum, der kan observeres verden over.

Det nuværende opsving er baseret på et usundt fundament. Hele verden afhænger af USA, og nu, i mindre grad, Kina. Men den nuværende feberagtige vækstrate i Kina er ikke langtidsholdbar og forbereder vejen for en alvorlig overproduktionskrise. Den amerikanske økonomi er karakteriseret ved en ikke hidtil set gældsættelse på alle niveauer. Sådan en situationen ville i ethvert andet land have ført til krise for længe siden. Kun det faktum, at USA er verdens mægtigste og rigeste økonomi, tillader det at fortsætte ad denne vej. Men det kan ikke vare ved for evigt.

Det nuværende opsvings karakter har intet slægtskab med fortidens opsving. Det har ikke ført til en forbedring af levestandarden. Tværtimod, det er baseret på en generel intensiveringen af udnyttelsen, længere arbejdstid, stigende arbejdstempo og nedskæringer. Det er tilfældet selv i de udviklede kapitalistiske lande. I USA vil den nuværende generation blive den første siden slutningen på anden verdenskrig, der ikke kan forvente en forbedring af levestandarden. Angreb på pensionerne er et generelt fænomen. De siger i virkeligheden: arbejd til du dør. Det er en tilbagevenden til 1900-tallets kapitalistiske mentalitet. Reformismens smilende maske er blevet kasseret og afslører kapitalismens grimme ansigt; jungleloven, kendt som “den frie markedsøkonomi”.

Overalt er der en enorm stigning i uligheden. De rige er usandsynligt rige, mens et stigende lag af samfundet, selv i de rigeste lande, synker ned i absolut fattigdom. Dette er konsekvenserne af processen med kapitalakkumulation, som Marx forudsagde. Reformisterne påstod, at dette var fortidig ting. Men monopoliseringen og koncentrationen af magt og rigdom på nogle få hænder har aldrig været så ekstrem som nu. Marx’ forudsigelser er blevet virkelighed i, hvad der kan beskrives som laboratorielignende forhold.

Dette producerer gradvist en stemning af utilfredshed og stigende sætten spørgsmålstegn ved systemet, især blandt ungdommen. Det er sandt i både USA og Europa og afspejles i de massive såkaldte anti-globaliserings protester og kæmpe demonstrationer mod krigen i Irak. Dette er de første symptomer på en revolutionær tendens blandt ungdommen. Og hængende over situationen er truslen om en ny verdenskrise.

Med undtagelse af Kina er vækstraterne i de udviklede kapitalistiske lande ekstremt træge. Det er sandt, at USA har formået at opnå en vækstrate på 3 procent, men det lider under alvorlige ubalancer, som vi skal vise, og det er ikke sikkert, at det kan opretholde denne vækstrate længe. Samtidig er EUs vækstrate på kun 1,8 procent (eller mere sandsynligt 1,5 procent). Italiens vækst er på sølle 0,2 procent. Og det er, hvad de kalder et opsving!

Borgerskabets parasitvæsen
Marx pointerede, at borgerskabets ideal er altid at “lave penge ud af penge”, udtrykt i formlen: M-M1. Mens borgerskabet tidligere udviklede produktionsmidlerne, og derfor spillede i det mindste en relativt progressiv rolle, er dette ikke længere tilfældet. Kapitalisterne forsøger i stigende grad at opnå nemme profitter gennem spekulativ aktivitet, udelukkende fuldstændig den smertefulde nødvendighed af at producere. Med undtagelse af Kina, hvor der har været en enorm udvikling af produktivkræfterne, har kapitalisterne ikke investeret i produktionen i samme omfang, som de gjorde tidligere. Tallene for Direkte udenlandsk investeringer (FDI) for perioden mellem 1999 og 2003 er som følger:

1999: 1.08 trillioner dollars
2000: 1.38 trillioner dollars
2001: 817 milliarder dollars
2002: 678.8 milliarder dollars
2003: 559.6 milliarder dollars.

Dette viser, at der i 2001 var et faktisk fald i FDI på 41 procent, i 2002 på 17 procent og i 2003 på omkring 17 procent. Yderligere, når vi ser på tallene for FDI ind i USA, finder vi, at der i 2003 var et fald på 53 procent - det største i 12 år. I Central og Østeuropa var der et fald i FDI på 30 procent, i EU på 20 procent og i Japan på 35 procent. Kina er undtagelsen, som det land med den største tilgang af FDI. [Kilde: UNCTAD 2004 rapport]. I dets rapport for September 2005 advarede IMF, at “trods den stærke vækst i virksomhedernes profitter har investeringsviljen generelt været svag”, og den efterspurgte en strategiændring: “Indtil nu er verdens vækst blevet opretholdt gennem en stigning i forbrug, men det er nu på tide af skifte fra forbrugsdrevet vækst til vækst baseret på investeringer”.

I deres jagt på nemme profitter er kapitalisterne engageret i et nyt orgie af overtagelser, der næsten altid ender i fabrikslukninger, frasalg af de mest profitable dele og fyringer. I de første måneder af 2005 var der en stigning på 40 procent i overtagelser, med en total værdi af 1,657 trillioner dollars. IMF forsøger at fremstille dette som “økonomier af en størrelse, der tillader en nedsættelse af faste udgifter”. Dette er i en pæn omskrivning kendt som “kreativ ødelæggelse”. I virkeligheden er der intet kreativt ved det. Det svarer til en form for moderne maskinstormeri bortset fra, at i de tidlige år af den industrielle kapitalisme var det arbejderne, der ødelagde maskinerne, hvor det nu er kapitalisterne selv.

Selv der hvor kapitalisterne laver profitter, investerer de ikke i udviklingen af produktivkræfterne i deres egne lande. I en artikel, sikkert gemt af vejen på de bagerste sider, kommenterer The Economist (25. februar, 2006): “Men i dag boomer virksomhedernes profitter i økonomier såsom den tyske, der har været stagnerende. Og næsten overalt, selv som profitterne stiger, har arbejdernes reallønninger været stagnerende eller endda faldende. […] Virksomheder i Europa leverer flotte profitter […]. I de sidste to år er indtjeningen pr. aktie i de store virksomheder vokset med over 100 procent i Tyskland, 50 procent i Frankrig, 70 procent i Japan og 35 procent i USA, trods den sidstnævntes hurtigere vækst i BNP. […] ”

”Derudover og mere bekymrende garanterer virksomhedernes succes ikke længere velstand i de hjemlige økonomier eller mere præcist ikke for de hjemlige arbejdere. Federe profitter skulle opmuntre firmaer til at investere mere, tilbyde højere lønninger [!] og at ansætte flere arbejdere. Alligevel har virksomhedernes investeringer været utrolig svage i de sidste år, selvom profittens andel af den nationale indkomst i G7 økonomierne er tæt på det højeste nogensinde. Virksomhederne har været tilbageholdende med at øge ansættelserne eller lønningerne så meget som i tidligere opsving. I USA er en større del af stigningen i den nationale indkomst gået til profitter end i noget andet opsving siden 1945.” (vores fremhævning).

I stedet for at udvikle produktionsmidlerne er kapitalisterne involveret i et karneval af ødelæggelse på verdensplan. Vi har givet nogle eksempler, men virkeligheden er at hundredetusinder af jobs ødelægges i den produktive sektor og hovedsageligt erstattes af en udvidelse af den parasitiske “servicesektor”. De arbejdere, der beholder deres jobs, tvinges til at arbejde længere under dårligere forhold og ofte for en lavere løn. Der har været en grusom arbejdsgiver offensiv målrettet på at øge profitterne på bekostning af arbejderne. Det er et universelt fænomen.

Lad os tage et par tilfældige eksempler. I de sidste få måneder har Telstar, Australiens førende telecom firma, skåret 12.000 jobs, mens Deutsche Telekom har skåret 19.000 jobs. Det farmaceutiske firma Merck annoncerede en tre-årig restruktureringsplan, med tab af 7000 arbejdspladser. Volkswagen har advaret om, at 20.000 jobs kunne blive berørt af dets restruktureringsplaner. France Telekom annoncerede et tab på 17.000 arbejdspladser over de næste tre år. Der er mange flere eksempler. Der er konstante angreb på arbejdsstyrken, hvilket gør arbejderne rasende. Strejker og protester er på dagsordenen, som vi allerede har set, ikke bare i GM men også New Yorks transportarbejdere. Boeing arbejderne har også strejket imod foreslåede ændringer i deres understøttelse. Andre vil følge.

Dette er den eneste form for opsving, man kan forvente i den nuværende periode. Spørgsmålet må stilles: hvad vil der ske, når der kommer en krise? Det er tydeligt, at en alvorlig krise forberedes. Timingen kan ikke afgøres med nogen form for sikkerhed. Økonomi har aldrig været en eksakt videnskab, og vil aldrig blive det. Der kan højst etableres generelle tendenser. Kapitalisterne forsøger at øge deres andel af merværdien på bekostning af arbejderne. Dette kan ses overalt. I alle lande falder arbejdernes andel af den nationale rigdom, mens kapitalisternes andel stiger.

Kapitalisterne har opretholdt profitterne ved på den ene side at udvide både den relative og absolutte udnyttelse og ved på den anden side at øge deltagelsen på verdensmarkedet, en større intensivering af en internationale arbejdsdeling (eller “globalisering”, som de kalder det). Dette har midlertidigt hjulpet dem. Det er derfor, de to verdenskriser, der har været siden 1987, har været relativt milde affærer, sammenlignet med de fire dybere kriser i løbet af de foregående 18 år. Men i økonomi er fortiden ingen indikation på fremtiden. Det faktum, at de sidste to kriser var hule, betyder ikke, at dette vil være gældende for den næste. Tværtimod, ser alt ud til at indikere, at enorme modsætninger forbereder vejen for en seriøs krise, når den kommer.

De seriøse borgerlige økonomer drager paralleller mellem denne situation og de tidlige 1970’ere, hvor den højtflyvende oliepris (også som et resultat af militære eventyr i Mellemøsten) provokerede den første virkelige verdenskrise siden Anden Verdenskrig. Den stigende oliepris var ikke, (som vulgærøkonomer har påstået), grunden til krisen, kun det “sidste strå”, eller katalysatoren, for at bruge et udtryk fra kemien, der bragte tendenser, der allerede var forberedt i forvejen, til at kritisk punkt.

Den syge amerikanske økonomi
I mange årtier er modsætning på modsætning blevet bygget op. I USA er den såkaldte amerikanske drøm – arbejd hårdt og bliv rig - blevet afsløret som løgn. I det første årti i det 21. århundrede er amerikansk kapitalisme ikke en drøm, men et mareridt for millioner af mennesker. Den amerikanske kapitalismes sande ansigt blev vist af orkanen Katrina. Eksistensen af en underklasse af fattigdomsramte mennesker i det rigeste land i verden var omhyggeligt blevet skjult for verden. Det krævede en ulykke som Katrina at afsløre den amerikanske kapitalismes rådne hjerte. Resten af verden var chokeret, men i virkeligheden udvikler lignende situationer sig overalt, som vi så i det franske oprør blandt ungdommen.

En af de mest betydningsfulde lande, hvor vi kan se udbruddet af klassekampen, er selve verdenskapitalismens hjerte: USA. Efter årtier med angreb på arbejderklassens rettigheder og arbejdsforhold, og efter den indledende tumult skabt af de forfærdelige angreb 11. September, begynder den amerikanske arbejderklasse at vågne. I de sidste par år har vi set meget vigtige kampe: havnearbejderne, hotelarbejderne, strejker i San Francisco, Wal Mart, American Airlines, New York subway, bilindustrien… Dette har været lange og hårde kampe, og viser den enorme utilfredshed og ophobningen af let antændeligt materiale, der forbereder vejen for en eksplosion i klassekampen.

Denne nye periodes nature blev brilliant vist i immigranternes, hovedsageligt Hispanics, fantastiske kamp, der fik alvorlige alarmklokker til at ringe hos den amerikanske herskende klasse. Immigrantarbejderne er en meget vigtig del af den amerikanske arbejderklasse. De udgør flertallet i sektorer såsom transport, landbrug og forplejningsindustrien. De historiske demonstrationer med millioner af arbejdere i slutningen af april, og den ‘generelle standsning’ 1. maj har vigtige effekter på hele den amerikanske arbejderklasse. Dertil må vi ligge de psykologiske effekter af krigen i Irak, og dem orkanen Katrina havde på det tidspunkt. Udbruddet af klassekampen i USA vil have enorme virkninger, først og fremmest i Latinamerika, ligesom de revolutionære begivenheder i Latinamerika har dybdgående virkninger i USA. Som i 1970’erne under Vietnamkrigen, er USAs største fjende ikke uden for dets grænser, men indenfor.

For at undgå krise – da de er foruroligede over de politiske og sociale følger – har det amerikanske borgerskab opført sig uansvarligt set ud fra et kapitalistisk standpunkt. Republikanerne, som tidligere var selve inkarnationen af principperne om ordentlige finanser, afbalancerede budgetter og en stærk dollar, har smidt forsigtigheden over bord, og opfører sig som fordrukne libertinere, der gambler familien ejendom væk på roulette bordet. Konsekvensen har været en massiv stigning i gælden og et hidtil uset niveau af gæld på stats, virksomheds og personligt plan. Intet andet land ville slippe af sted med dette. IMF ville banke på døren og kræve barske tiltag. Kun USA’s særlige position som verdens mest magtfulde nation har reddet det. Men denne situation kan ikke fortsætte uendeligt.
Marx forklarede for lang tid siden, at kapitalisterne kunne undgå en krise i en periode ved brug af kredit. Det gør, at markedet udvider sig udover sine naturlige grænser. Men før eller senere må dette blive til sin modsætning. Gælden må tilbagebetales med renter. Så udvidelsen af kreditten forøger kun markedet på kort sigt, på bekostning af at det formindskes kraftigt på længere sigt. Greenspan, som dirigerede denne politik, er trådt tilbage. The Economist stillede d. 15. oktober 2005 spørgsmålet: “vil nogen mand ved sine fulde fem tag dette job?”. Grunden til denne skepsis er, at den amerikanske kapitalisme er baseret på et usundt grundlag. Greenspan har efterladt et værre rod, i form af et kæmpe budget underskud (”Greenspan underskuddet”), som det er op til hans uheldige efterfølger at rydde op i.

Den amerikanske økonomi balancerer på et bjerg af gæld. Før eller senere oplever bjerge laviner. Alle seriøse økonomer indrømmer, at USA er, hvad man kalder en boble-økonomi. For at gøre tingene værre er inflationen begyndt at stige igen i USA. Det rejser truslen om højere renter. Men en af hovedfaktorerne i forlængelsen det amerikanske forbrugsdrevne opsving, (som Greenspan til dels var ansvarlig for), var den historisk lave rente. Det medførte en udvidelse af kreditten (og derved markedet) men kun på bekostning af at forbedrede en smertefulde krise i fremtiden.

Greenspan skabte en situation, hvor en alvorlig stigning i renteniveauet er blevet nødvendig. Fed [den amerikanske centralbank] har hævet renten 8 gange i de 12 sidste måneder. Men det var ”for lidt, for sent”. Det har ikke gjort noget for at formindske den spekulative boble eller sænke inflationen, som nåede op på fire procent i 2005 – det højeste siden 1991. Den korte rente i USA er derfor højere end i Europa, hvilket tiltrækker penge på trods af det store underskud. Før eller senere vil høje renter punktere det forbrugsdrevne opsving i USA. Det vil have alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien. De europæiske kapitalister taler allerede om at hæve renten, selvom økonomien i EU knapt nok vokser.

Den amerikanske økonomis sygdom kan afbilledes med dollarens store udsving. Dollaren har, som vi forudsagde, oplevet et skarpt fald. Hvordan kunne det være anderledes, når USA har et nuværende offentligt underskud på omkring 800 milliarder dollars? Det, der er mere overraskende, er, at dollaren delvist er kommet sig. I de sidste få måneder er den steget 3,5 procent i forhold til en bred vifte af verdens mønt-fødder, og endnu mere (14 procent) i forhold til euroen. Men den situation kan ikke fastholdes. Det afspejler ikke den amerikanske økonomis styrke, men snarere den europæiske økonomis svaghed. Det kan vende når som helst, med et enormt outflow af udenlandsk valuta og et yderligere skarpt fald i dollaren. Borgerskabet er nu ekstremt nervøse. Ethvert stød, som en pludselig stigning i oliepriserne, kan igangsætte et sælge-anfald på verdens aktiebørser, der kan fremprovokere panik.

Før eller senere sætter livets realiteter ind overfor de spekulative fantasier og punkterer den spekulative boble, der udtrykkes i overvurderede ejendoms og aktiepriser. Under de givne forhold kan et kollaps i det spekulative boom have alvorlige konsekvenser for den rigtige økonomi. Frem for alt vil det føre til en dyb krise på hus- og ejendomsmarkedet. Da byggeri og relaterede aktiviteter er hovedelementet bag den amerikanske økonomis opsving (sammen med forbrug baseret på kredit), må det føre til en skarp nedtur for den rigtige økonomi og en nedadgående spiral, som det vil være svært at kontrollere.

Vi ser allerede beviser på overproduktion af biler og mobiltelefoner i både Europa og USA. Bilindustrien er stadig en meget vigtig industri i USA. Mange andre industrier afhænger af den. Men alle bilvirksomhederne i USA er i dyb krise - General Motors er på grænsen til konkurs. Ford og Daimler-Chrysler er ikke i meget bedre stand. Delpi, den største amerikanske underleverandør af bildele er gået bankerot. Alle de store amerikanske bilvirksomheder sænker priserne som rasende. I september 2005 faldt det amerikanske bilsalg med 20 procent sammenlignet med september 2004. GM’s salg faldt også med 24 procent. Som et resultat af prisnedsættelsen er bilsalget steget igen, men profitterne falder. Det er ikke et tegn på et opsving. Dette er snarere fænomener, vi normalt forbinder med en krise.

En stor del af den økonomiske aktivitet er på nuværende tidspunkt ikke produktiv, men spekulativ aktivitet såsom aktiehandelsopsvinget, virksomhedsovertagelser og ejendomsboblen. Det gavner ikke økonomien og skaber ikke et eneste atom ny rigdom. Det agerer som en monstrøs blodsuger, der udvinder den rigdom, som arbejderklassen har skabt, og dræner den ned i parasitternes lommer. Da det sidste spekulative opsving kollapsede, svor borgerskabet at det aldrig ville genleve denne oplevelse. Som en drukkenbolt, der har drukket for meget til en fest og vågner op med slemme tømmermænd, råbte de: ”Aldrig igen! Jeg har lært lektien!”. Men det kapitalistiske systems iboende love, tvinger dem til at gentage disse cyklusser med opsving og kriser.

Selvfølgelig er der altid et spekulativt element i enhver cyklus. Et spekulativt opsving i fast ejendom spillede en stor rolle i det opsving, som gik forud for 1929 krakket. Før det var der Sydhavsboblen i det 18. århundrede og den hollandske tulipanskandale i det 17. århundrede. Men den nuværende boble er den største i historien, større end i 1929 og alle andre. Og borgerskabet vil komme til at fortryde det. De forbereder en alvorlig krise på et vist tidspunkt. Tallene for væksten i huspriserne internationalt i perioden 1997-2005 i procent er følgende:

Sydafrika: 244
Spanien: 145
Storbritannien: 154
Irland: 192
Italien: 69
Frankrig: 57
Belgien: 71
USA: 73
Tyskland: - 0.2

Selvom væksten i huspriserne i USA har været langsommere end i andre lande, står det for størstedelen af væksten i det amerikanske BNP i løbet af de sidste fem år. For at give en ide om problemets størrelse, svarede aktieboblen i de sene 1920’ere lige før krakket i 1929, til 55 procent af det totale amerikanske BNP. I de sidste fem år udgjorde det amerikanske privatforbrug og boligbyggeri ikke mindre end 90 procent af den totale vækst i BNP. Mere end to femtedele af alle jobs i den private sektor siden 2001 har været relateret til boligmarkedet. Situationen har alarmeret de seriøse borgerlige økonomer.

Problemet kan let forklares. I den seneste periode har der været en enorm udvidelse af kreditten og gælden. Dette er grundlaget for det forbrugsdrevne opsving i USA. En husholdning kan skylde mere, end hvad dens ejendom er værd. Det er på denne måde, at den amerikanske kapitalisme har udvidet markedet langt udover dets naturlige grænser. Men der er et lille problem her: gælden må betales tilbage, huspriserne (og aktiepriserne) kan stige og falde, men gælden er fast. Før eller senere må kløften fyldes. Det nuværende spekulative orgie vil, som enhver anden boble i historien, uundgåeligt ende i en krise.

En krise på boligmarkedet vil berøre den virkelige økonomi meget alvorligt. Det meste af den økonomiske aktivitet i USA i den seneste tid er på den ene eller anden måde forbundet med byggeindustrien. Et skarpt fald på boligmarkedet vil ramme boligbyggeriet direkte, og det er hovedmotoren for det nuværende opsving. Men de indirekte følger vil blive endnu større. Som kreditten bliver presset, vil forbruget blive mindre. Det høje niveau i forbrugergælden, som holdt opsvinget oppe, vil have stor effekt ved skarpt at begrænse markedet og gøre krisen endnu mere dyb, når den endelig kommer. Og jo længere sandhedens øjeblik bliver udskudt, jo dybere vil krisen blive.

Som i alle kriser vil alle de faktorer, som trak økonomien opad under opsvinget, blive til sin modsætning. Årsag vil blive virkning og vice versa. Følgerne vil hurtigt kunne mærkes på verdensmarkedet, præcis som et resultat af globaliseringen. Når det amerikanske privat forbrug stopper, hvor vil Kina så sælge dets varer? Og når den kinesiske økonomi sænker farten, vil hele Asien øjeblikkeligt blive berørt, fordi dets hovedmarked nu er Kina.

Protektionistiske tendenser
Modsat de borgerlige økonomers fordomme så er globaliseringen ikke en uforanderlig størrelse. Den kan rulles tilbage, præcis som den blev rullet tilbage tidligere. Før 1. Verdenskrig var der stor globalisering. På nogen måder var den mere vigtig, end den er nu. Den var i hvert fald vigtigere på områder som immigration og arbejdsmarked. Denne tendens blev dog rullet tilbage i mellemkrigstiden. Den økonomiske nedgang blev vendt til langvarig depression, der var karakteriseret af ”beggar-my-neighbour” protektionistisk politik, konkurrencemæssige devalueringer, osv.

Protektionisme er faktisk et forsøg på at eksportere arbejdsløshed. I tilfælde af dyb økonomisk nedgang, med høj arbejdsløshed, vil de største kapitalistiske magter forsøge at løse deres problemer på bekostning af andre lande. Spændingerne mellem Europa og USA, mellem USA og Kina, der allerede er en realitet, vil blive forværret. Verdenshandelens skrøbelige opbygning vil blive sat under et enormt pres, der vil skabe grundlaget for protektionisme og handelskrige. Dette er implicit i den nuværende situation.

Borgerskabet troede, at globaliseringen havde løst deres problemer. De forestillede sig, at de havde opdaget noget helt nyt. I virkeligheden var det slet ikke noget nyt. Marx forklarede allerede i 3. bind af Kapitalen, hvordan udviklingen af verdensøkonomien midlertidigt kunne forhindre en krise, men at det ville skabe grundlaget for en endnu større krise i fremtiden. I de to sidste årtier har borgerskabet udviklet verdensmarkedet på en hidtil uset skala. Dette har uden tvivl hjulpet det kapitalistiske system til at opnå visse resultater, og forklarer overfladiskheden i de seneste nedgange i økonomien. Men fremkomsten af Kina som en større økonomisk magt er ved at skabe nye modsætninger på verdensplan.

Det er absolut ikke en mindre ting, at 1.000.000.000 mennesker kommer ind på det kapitalistiske verdensmarked, som det er sket i Kinas tilfælde. Kina har spillet den rolle, som kapitalisterne oprindeligt havde tiltænkt Rusland. Det gav dem et stort område for eksport af kapital og varer, nye markeder og investeringsmuligheder. Med andre ord, de så kun Kina som et marked, men de forstod ikke i tilstrækkelig stor grad de langsigtede implikationer, (kapitalister tænker typisk ikke langsigtet). Ved at investere massivt i Kina har de skabt en kæmpe industriel rival, der nu er i stand til at udfordre dem på verdensmarkederne.

Med billigere arbejdsomkostninger, moderne maskiner og høj produktivitet er Kina blevet en formidabel kraft på verdensmarkedet. Den enorme vækst i den kinesiske tekstileksport til Europa har ført til seriøse sammenstød mellem EU og Kina. Til sidst indgik man et usikkert kompromis. Men problemet vil ikke forsvinde. EU’s import af sko fra Kina steg med 300 procent i de ni måneder fra slutningen af oktober 2005 sammenlignet med den samme periode i 2004. Kravet om importkvoter, især fra Italien, vil blive mere hårdnakket. Problemet begrænser sig heller ikke til billige tekstiler og tøj. Denne økonomiske gigant har nu også overgået USA som eksportør af højteknologiske varer. I 2004 eksporterede Kina for 180 milliarder dollars højteknologiske varer. Det har medført rasende udbrud især fra de amerikanske kapitalister. Der er en voksende protektionistisk stemning i Kongressen, som styrkes af kongresmænd, hvis positioner trues af arbejdsløshed i deres egne stater. Charles Schummer, den mest højrøstede repræsentant for denne gruppe, fremsatte et lovforslag om at pålægge kinesisk eksport en told på 27,5 procent. Det lykkedes ham ikke, men det viser, i hvilken retning situationen bevæger sig.

Fra et marxistisk standpunkt er den omfattende udvikling af industrien i Kina en progressiv ting, fordi det udvikler proletariatets magt. Så længe økonomien fortsætter med at vokse, og i det mindste tilbyder et perspektiv om fremtidige forbedringer, vil masserne være parate til at tolerere de enorme ofre, der pålægges dem. Men selv en økonomisk fartsænkning vil være nok til at bringe alle de skjulte modsætninger frem til overfladen. Ifølge officielle statistikker er masseprotesterne i Kina steget fra 10.000 i 1994 til 74.000 i 2004. Disse tal er stadig ganske små, men de er en indikation på, at revolutionære udviklinger modnes i Kina. Klassekampen i Kina kan springe frem til overfladen, når verden mindst venter det.

Den fænomenale vækst i den kinesiske økonomi har sine begrænsninger. En alvorlig lavkonjunktur ledt af en overproduktionskrise i Kina forberedes lige nu og alle de faktorer, der har medvirket til at drive verdensøkonomien fremad, kan blive til det modsatte. Bevægelsen mod kapitalisme og opgivelsen af den planlagte økonomi forbereder nu vejen for en massiv overproduktionskrise i Kina.

Så hvor Kina har dæmpet effekten af de to sidste verdensomspændende økonomiske nedgange, kan det nu have den modsatte effekt. Tidligere så Vesten Kina som et gigantisk marked, men der kræves ikke meget intelligens for at se, at hvis du bygger fabrikker i Kina, så vil de begynde at producere eksportvarer i stort antal. Det sker allerede nu, og amerikanerne bliver mere og mere foruroliget over det.

Der er en voldsom kamp selv for de mindste markeder. Det truer verdenshandlens fremtid og underminerer forsøgene på at liberalisere den. Det forklarer alle verdenshandelsmødernes sammenbrud: først Seattle, dernæst Cancun. De samme protektionistiske tendenser kan ses i Doha runderne om verdenshandlen. Her ser vi det fuldstændig demagogiske hykleri om ”frihandel”.

De stærke kapitalistiske økonomier i Europa, Japan og USA tvang de svage lande i Asien, Afrika og Latinamerika til at åbne deres markeder under ”frihandlens” banner. Det medførte, at de hjemlige industrier blev reduceret stærkt og hele nationer ruineret og tvunget ind i en gæld, de ikke kan slippe ud af. Men når de fattige lande spørger om frihandel på landbrugsvarer, som ville give dem lidt hjælp ved at give deres landbrugseksport adgang til de lukrative markeder i Nord Amerika, Europa og Japan, smækkes dørene lige i hovedet på dem.

Deadlinen for Doha runderne er juni 2006, hvor den amerikanske Kongres’ tilladelse for forhandlingerne udløber. Endnu er der ikke blevet gjort nogen fremskridt. De købslår som gerrige bønder til et middelalderligt hestemarked. Hovedproblemet er landbrugsvarer. Selvom disse kun udgør 3 procent af verdens samlede output og mindre end ti procent af verdenshandlen, udgør dette ikke desto mindre 60 procent af Doha rundernes understøttelse. Men USA, Japan og især EU er ikke parat til at gøre betydelige indrømmelser. De sætter alle de rige bønders interesser først. Den amerikanske regering understøtter dets bønder med 19,1 milliarder dollars, mens EU\'s landbrugsunderstøttelse beløber sig til enorme 75 milliarder dollars.

Den voksende protektionisme kan ses i stigningen i antallet af bilaterale eller regionale aftaler. I 2004 var der 206 sådanne aftaler, i forhold til kun 89 i 1995. Disse bilaterale aftaler, som er blevet presset hårdt igennem af USA, er et forsøg på at omgå WHO, som Washington ser som fjendtlig over dets interesser.

Men andre følger i USA’s fodspor. Senest omfatter det Asien, hvor Kina og ti andre lande i Sydøst Asien forbereder en frihandelsaftale, som vil berøre 1,8 milliarder forbrugere. Målet, som sikkert ikke nås, er at reducere tolden for de fleste produkter til nul i 2010. Fra dette er det klart, at Kina ligger beslag på det økonomiske hegemoni i Asien, som uundgåeligt vil føre til direkte kollisioner med USA med ikke kun økonomiske men også militære implikationer.