Dette er en let omskrevet version, af en tale som blev holdt på et møde den 10. marts 2007 i København. Det er et forsøg på at gennemgå de seneste udviklinger i Sydamerika, forklare hvorfor dette kontinent er nøglen til verdensrevolutionen og hvad perspektiverne for fremtiden er.

Siden 1998, i dokumentet om den koloniale revolution, har den Internationale Marxistiske Tendens, som Socialistisk Standpunkt er en del af, defineret Latinamerika som et af nøgleområderne i verdenssituationen, set fra et revolutionært synspunkt.

I 2000 måtte vi opjustere den analyse, især pga. et enormt oprør i Ecuador. Dette var en revolutionær situation, hvilket man kan forstå klart, hvis man læser vores artikler fra dengang. Et forsøg på at devaluere møntfoden og dernæst indførelse af dollaren slog helt fejl. Det var et udtryk for, at kapitalismens fallit på internationalt plan bliver afspejlet i alle dele af verden. På det tidspunkt var der en storm på parlamentet, og oprettelsen af et nyt ”alternativt” parlament – i praksis en sovjet. Desværre led denne bevægelse i Ecuador nederlag, netop fordi der ikke var et revolutionært parti som ledte opstanden. Indianerbevægelsen og arbejderbevægelsen gav magten tilbage til en general fra hæren, som gav den tilbage til kapitalisterne. Dette var til gengæld kun det første skridt, som markerede en ny udvikling i hele kontinentet.

I de senere år, er der nogle folk i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen, som hævder, at det var umuligt at forudse den nye venstrebølge, som de fleste nu anerkender findes i Latinamerika. Men dette er fuldstændig forkert. Hvad dette viser er, at disse folk ikke forudså det og nu forsøger at finde undskyldninger for ikke at have opdaget det i tide.

Vores kammerater – især fra Spanien – forstod dette helt fra begyndelsen. F.eks. forudså vi så tidligt som 1999, at Chávez muligvis ville dreje skarpt til venstre. Lad mig give et citat, fra en artikel i vores spanske teoretiske magasin Marxismo Hoy, September 1999. Her skriver Miguel Campos:
”Det kan ikke afskrives fuldstændigt, at Chavez selv og sektorer som i dag støtter ham, fundamentalt set i en kontekst med tilspidset økonomisk krise og fremdrift i massemobilisering på nationalt og internationalt niveau (især i andre latinamerikanske lande), kan se sig selv nød til at gå i front og dreje drastisk imod venstre og at dette ville være et slag mere henimod et afgørende slag imellem klasserne.”

Dette er forskellen imellem at have et perspektiv og ikke at have et. Har man ét kan man se tingene inden de kommer og reagere på dem inden de finder sted. Som Trotskij forklarede, så er: ”teori forudsyn i modsætning til forbløffelse”.

I dette oplæg vil vi tage fat i nøglelandene i Latinamerika og de vigtigste tendenser, men vi har desværre ikke tid til at dække det hele.
Den økonomiske krise omkring år 2000, er nu ved at være vendt og de fleste lande har vækst. Men det har ikke stoppet den revolutionære proces der går over kontinentet. Da processen startede i Ecuador 2000 oig Argentina 2001, var det på grund af en krise i økonomien. Men selvom krisen er vendt nu, har det ikke haft en nedgangseffekt i klassekampen, tværtimod har det styrket massernes selvtillid.

Det mislykkede kupforsøg i 2002 imod Chávez, havde en vigtig psykologisk effekt på masserne i hele kontinentet. Det viste at det er muligt at trodse imperialismens dagsorden. At handelsaftaler som ALCA, etc. er blevet afvist har givet alvorlige problemer for Bush. I en artikel fra det spanske dagblad El País, den 4. marts, lyder overskriften: ”Bush giver Chávez modstand, med en strategisk Latinamerika rundtur”. Dette viser tydeligt at USA føler sig truet af Chávez.

Venezuela
Dette land er dér hvor radikaliseringen er nået længst. Vi har over en længere periode haft detaljerede diskussioner af det. Vi vil derfor ikke gå ind i baggrunden for den revolutionære proces, men fokusere på de nyeste udviklinger.

Valgsejren den 3. december markerede et vendepunkt. Valgkampagnen der op til var meget stille og passiv. Nogle bureaukratiske dele af den bolivariske bevægelse forsøgte at forhindre en aktiv kampagne med diskussion af politik. De ville gerne sætte en dæmper på massernes krav til en ny periode med Chávez. En uge før eksploderede det hele. Det skete med en kontrarevolutionær massedemonstration, med cirka 150.000. det fik alarmklokkerne til at ringe hos alle aktive i den bolivariske bevægelse. Det ændrede det hele, på trods af bureaukraterne i bevægelsen. De kunne ikke kontrollere det. Der var en revolutionær demonstration med næsten 2 millioner.

Imperialismen og oppositionen så massemobiliseringen. De bukkede under og valgte en mere langvarig strategi; Fortsætte med at så tvivl om demokratiet, osv. Revolutionen var for mægtig og havde for meget støtte til at de kunne gå direkte i offensiven og f.eks. forsøge et nyt kup.

Chávez er efter valget kommet med meget radikaliserede udmeldinger. Men han svinger imellem revolution og reform. Idéen om at oprette et nyt forenet socialistparti, PSUV, er blevet modtaget med stor entusiasme af masserne. Men nogle reformistiske dele af bevægelsen har forsøgt at udvande det. Projektet ser ud til at være gået i hårdknude – nogle dele af den bolivariske bevægelse stritter voldsomt imod – bl.a. partiet Podemos og nogle sektorer indenfor PCV (kommunistpartiet).

De nye nationaliseringer fra Chávez er blevet mødt med blandet følelse. Reformisterne forsøger at gøre det kun til CANTV og Caracas elselskab. Men det er slet ikke tydeligt fra Chávez tale, at det kun er dem. Han sagde, at ”alt hvad der er privatiseret af tidligere regeringer, lad os nationalisere det”. I praksis kan det betyde, at arbejderne på flere fabrikker som er bleven privatiseret i Venezuela – f.eks. på stålværftet Sidor – vil gå ud og klræve nationalisering. Det kan åbne nye muligheder for revolutionen.

Der er en reel mulighed for at kapitalismen afskaffes i Venezuela og det kan betyde en hård kamp om hvilken form et nyt planøkonomisk samfund skal have.

Uanset hvad, er det klart, at masserne vil presse hårdt på i den kommende periode. Dette vil især gælde arbejderklassen. Det bedste eksempel på det i den nuværende situation, er Sanitarios Maracay, hvor arbejderne som bekendt kæmper for nationalisering under arbejderkontrol. Det eneste der i virkeligheden mangler for at føre revolutionen til en total afskaffelse af kapitalismen er en ægte revolutionær ledelse. Dette er hvad fagforbundet UNT mangler. De revolutionære marxister kæmper for UNT igangsætter en koordineret plan for fabriksbesættelser i Venezuela, med det mål at gennemtrumfe et endeligt brud med kapitalismen og oprettelsen af en socialistisk arbejderstat.

Bolivia
Dette er et land med en meget revolutionær tradition. De sidste par år har det oplevet adskillige masseopstande og præsidenter er bleven væltet på stribe. Af specielle historiske årsager, som jeg ikke kan gå i detaljer med nu, er trotskisme hovedtraditionen i arbejderbevægelsen. Minearbejderforbundets stiftende program, kendt som teserne fra Pulacayo, blev skrevet af trotskister, og er i virkeligheden en version af Overgangsprogrammet, tilpasset Bolivias konkrete forhold. Hovedpointen i dette program er, at det er utopi at tro på en national, demokratisk revolution, uden et brud med kapitalismen. Dette er også essensen i teorien om den permanente revolution, som Trotskij udviklede helt tilbage i 1904, og som er endnu mere gyldig i dag end nogensinde.

I oktober 2003 og maj/juni 2005, var der masseopstande imod de siddende præsidenter. I begge tilfælde blev de ledt af COB (det store fagforbund). Landet var i kaos. Reelt set lå magten i gaderne. På trods af et ellers meget radikalt program, formåede COB ikke at overtage magten, hverken i 2003 eller 2005. I de afgørende øjeblikke var de ikke parat til at skabe en ny arbejderstat, som kunne udgøre en ny magtfaktor.

Masserne kan ikke vente for altid. Deres leveforhold er simpelthen så miserable, at de altid vil forsøge at finde en udvej. Når COB ikke gik til magtovertagelse, fik den kendte reformistiske venstrefløjsleder Evo Morales og hans bevægelse MAS (Movimiento al Socialismo) initiativet.

Morales vandt overvældende valgsejr i december 2005. I hans sejrstale, understregede han, at han ikke ville svigte masserne. Nu er det lidt over et år siden han kom til magten. Det er en ret ustabil regering under enormt pres fra masserne. Den vakler meget imellem højre og venstre – meget mere end f.eks. Chávez-regeringen i Venezuela.

Et godt eksempel på det, er i det nationale spørgsmål. En gruppe reaktionære har krævet uafhængighed i Santa Cruz, en lille region i landet, som er beboet af de rigeste i landet. De har kørt hårde kampagner imod ”indianerkommunisten” Evo.

Men i stedet for at trække en klar klasselinje op i denne sag, svinger han, og lader disse små-chauvinistiske kommentarer stå uimodsagt. Han har også vaklet på spørgsmålet om Santa Crúz og givet halve indrømmelser til dem der kræver uafhængighed. Lenin havde altid en klar linje i forhold til det nationale spørgsmål. Han forklarede at det altid er underlagt klassekampen. I nogle situationer kan reaktionære kræfter, underlagt overklassen, bruge det nationale spørgsmål til at skabe splid og splittelse og til at aflede opmærksomheden fra klassekampen. Opsplitningen af Jugoslavien er et godt eksempel på det.

Denne situation med en svingende regering, vil ikke kunne fortsætte. På trods af en halv ”nationalisering” af naturgassen, har den nye regering ikke formået at tilvejebringe afgørende ændringer i Bolivia. De sidste mange år viser, at det er umuligt at tjene to herrer. Enten er man med arbejderklassen og de undertrykte masser, eller også er man på IMF, Verdensbanken, imperialisterne og de nationale oligarkiers side. Den kommende periode i Bolivia vil blive spændende, for masserne vil ikke give en blank check til Morales, men vil kræve omfattende sociale forandringer.


Mexico
Mexico var et af de lande, som i lang tid så ud til at være en undtagelse, fra venstrebølgen i Latinamerika. I midlertidig har de seneste begivenheder i landet vendt op og ned på det. I forbindelse med valget i juni 2006, stilte Lopéz Obrador op. Han er en moderat venstreorienteret og tidligere borgmester for Mexico City, som er med i partiet PRD. Dette parti er et uhyre reformistisk parti, men har samtidig vidtudstrakt opbakning iblandt de fattigste i Mexico.

Store dele af venstrefløjen, især Zapatisterne (en bevæbnet guerillahær af indianere, som forsvarer et territorium i Chiapas, som de vil have som deres), opfordrede til stemmeboycut. De grinede af de mexicanske marxister, organiseret i Militante, som arbejder som venstreopposition inde i PRD.

Men da begivenhederne først tog fart, viste det sig at det var os som havde haft ret og dem der tog grueligt fejl. Masserne så dette som et klassevalg og stemte på Lopéz Obrador, som fik flertal. Men den herskende klasse tyede til valgfusk og snød Obrador for sejren. Dette fik massernes vrede til at eksplodere. Det meste af sommeren, helt indtil oktober, var der masseprotester med hundredetusinder, ja sågar med en demonstration med én med 2 millioner.

Samtidig var der et oprør i en by der hedder Oaxaca. Her var det byens lærere, som gik ind og besatte hovedpladsen, efter en længere konflikt om deres arbejdsforhold. Forresten skal det siges, at også disse lærere stemte overvældende på Lopéz Obrador. Disse lærere organiserede et folkeråd – APPO (Asamblea Popular del Pueblo de Oaxaca). I praksis svarede det til en sovjet. Der var en situation med dobbeltmagt – den herskende situation havde ikke kontrol med Oaxaca. De blev nød til at sende hæren og elitepolitiet ind og nedkæmpe opstanden. Flere blev dræbt, ja sågar en amerikansk journalist fra Indymedia.

Situationen mindede mest af alt om Spanien 1934, hvor en arbejderkommune også blev oprettet i en region der hedder Asturien. Både i Oaxaca og i Asturien 1934, led kommunen nederlag fordi den forblev isoleret. Dette skete lige præcis fordi der ikke fandtes en ægte revolutionær marxistisk ledelse til at gennemføre revolutionen.

Klassekampen i Mexico er midlertidigt gået ned i en lavdal, men det vil ikke vare ved længe. Den nye højreorienterede Calderón regering vil se sig nødsaget til at angribe arbejderne hårdt. Alle modsætningerne er igen ved at blive ophobet og det vil betyde øget klassekamp i fremtiden.


Cuba
Det sidste land vi vil berøre er lille, men ikke desto mindre har det en kolossal betydning i de latinamerikanske massers forståelse. Cuba er en lille ø, men for over 40 år siden gennemførte dette lands bønder og arbejdere en revolution, som ødelagde godsejerne og kapitalisternes herredømme. I over 40 år har Cuba været en modpol til USA og masserne i resten af kontinentet ser det som et symbol på modstand.

På trods af mange mangler og problemer, som vi ikke vil gå i detaljer med her, har denne revolution frembragt en planøkonomi, som har givet store fremskridt og forbedret cubanernes leveforhold markant. F.eks. er der ingen gadebørn på Cuba, ej heller nogle store narkotika-problemer. Der er også gratis lægehjælp og uddannelse.

Dette betyder dog ikke at Cuba er fejlfrit – vi mener at det er en arbejderstat, men en degenereret arbejderstat, som har omfattende problemer med korruption, bureaukrati, osv. Som vi har forklaret i andre artikler, er der et udbredt sort marked, præcis fordi at den økonomiske situation er så håbløs at mange ansatte i staten ikke kan overleve på offentlige lønninger. De bliver nød til at have en indkomst ved siden af, og laver derfor uregistrerede handler – sort handel.

Med Fidel Castros sygdom, er spørgsmålet om Cubas fremtid for alvor blevet stillet på dagsordenen. Den 13. februar havde Nyhedsavisen en interessant artikel, med overskriften: ”Cuba fristes af markedskræfterne”. Det er rimelig tydeligt, at der er en pro-kapitalistisk fløj, som vil genindføre markedsøkonomi i landet og som ser til en ”kinesisk” model. Dette ville være en sand katastrofe. Det ville føre til, at alle de fremskridt i leveforhold, som er bleven opnået, vil blive taget af bordet igen. Det ville også svække den revolutionære entusiasme i resten af kontinentet meget.

Marxister forsvarer den cubanske revolution og planøkonomien. Som kammeraterne her ved, så intervenerer vores spanske kammerater aktivt på Cuba og udbreder Trotskijs idéer, senest ved den store bogmesse i Havanna. Vi mener at den eneste løsning er at genopdage Che Guevaras idé om at revolutionen må spredes internationalt for at overleve, og samtidig indføre arbejderdemokrati – den eneste mekanisme til at forhindre bureaukrati og korruption.


Konklusioner
I dette oplæg har vi kun kunnet behandle nogle af landene. Desværre har der ikke været tid til at se på vigtige lande som f.eks. Brasilien, Nicaragua og Argentina. Men det som vi alligevel kan slå fast er, at den revolutionære bølge i Latinamerika nu, er mere avanceret og dybere rodfæstet end den var det i f.eks. 1970’erne. Det giver helt unikke muligheder for opbyggelsen af marxistiske tendenser i disse lande. Men det er nødvendigt at studere kontinentets historie i detaljer og undgå at fortidens fejl gentages. Det basale problem er stadig manglen på et revolutionært lederskab.

Hvis revolutionen omvælter kapitalismen i bare ét land, vil det være en enorm inspiration for alle de undertrykte på kontinentet. Også i USA vil det kunne mærkes. Latinoerne er nu den største minoritet i dette land og allerede i april 2006, så vi hvad der er i vente, med den massive bevægelse for immigranternes rettigheder.

Det bedste vi kan gøre herhjemme, er ikke kun at opbygge solidaritetsbevægelser som f.eks. Hands Off Venezuela, men også at arbejde for at vælte den borgerlige Fogh-regering som støtter Bush og hans dagsorden i Latinamerika.