Golfbaner der eksproprieres, statslige funktionærer og embedsmænd der diskuterer marxistisk teori, en desperat opposition der ikke tyer midler, en levende bevægelse for arbejderkontrol og en præsident som fordømmer Bush som ”djævlen”.

De seneste begivenheder i Venezuela viser, at den proces med sociale og politiske forandringer, som populært går under navnet ”den bolivariske revolution”, slet ikke er slut, men tværtimod fortsætter og at modsætningerne i endnu højere grad skærpes.

Luksus versus boligbehov
Et dekret offentliggjort den 24. august af den bolivariske overborgmester i Caracas, Juan Barreto, skulle vise sig at blive springpunktet til en omfattende debat, ikke blot imellem de borgerlige oppositionsstøtter og de bolivariske aktivister, men også inde i selve den revolutionære bevægelse.

Hvad Barreto havde skrevet under på var nemlig intet mindre end et dekret som eksproprierede to store golf-associationers baner. Det erklærede formål var at bruge arealerne til at bygge nye boliger, primært til anvendelse for de fattige i slumkvartererne, som bor under yderst miserable forhold i små sammenstuvede, halvt færdigbyggede huse op af de stejle kløfter som omringer Caracas.

De to golf-associationer, Valle Arriba Golf Course (43 hektarer) og Caracas Country Club (80 hectarer) er begge billigende i den østlige del af Caracas, som er domineret overvældende af rige indbyggere, ”los amos del valle” (”ejerne af dalen”), som de kaldes i Venezuela.

Ifølge Barreto vil ekspropriationerne af golfbanerne betyde at 25.000 mennesker nu kan få tag over hovedet. I samme omgang har Barretos kommunalforsamling, Alcaldia Mayor, besluttet at ekspropriere 95 lejlighedsbygninger som pt. er ejet af boligspekulanter der opkræver uhyrlige summer af sine lejere.

”Pas på legaliteten”!
Beslutningen om ekspropriering af golfbanerne er imidlertidig ikke faldet i god jord hos den borgerlige opposition, som har fordømt dette angreb på den ”hellige ret” til privat ejendom. Det der overraskede mange var til gengæld at en stor gruppe inden for regeringen, anført af vice-præsident José Vincente Rangel, også røg med på vognen og fordømte Barreto´s ekspropriationer.

Da Chavez var på rundrejse i Kina og Asien, var Rangel ansvarlig for regeringen og udsendte en pressemeddelelse hvor eksproprieringerne blev afvist, fordi de, ifølge ham, kunne ”påvirke konstitutionelle normer og legaliteten i Venezuela” og at ”vi på ingen måde vil overtræde retten til privat ejendom, som er beskrevet i landets forfatning”.

Selvom alle politikerne (inklusiv Chavez) siden har forsøgt at ligge låg på sagen, har disse udmeldinger siden givet anledning til en udbredt debat i Venezuela, ikke kun på ledelses-plan, men også iblandt mange folk i den bolivariske bevægelse. Barreto selv svarede at:

”Ingen politisk begivenhed, uanset af hvilken natur den så er, kan separeres fra dens etiske dimension: Enten er vi med flertallet af mennesker og vi handler i overensstemmelse med det, eller også agerer vi i stilhed og tager passivitetens og den politiske abstensions side (hvilket også er en politik), ved at undgå enhver støj eller politisk konfrontation, sådan som det skete for os under kampagnen med parlamentsmedlemmerne [parlamentsvalget 2005, red.]. Dette demoraliserede vort folk. Vi vil ikke bukke hovedet, stillet over for de uretfærdigheder som finder sted i den østlige del af Caracas og acceptere behovet for en fred uden principper, som på ingen måde gavner den revolutionære proces, med undskyldningen om ikke at skade meningsmålingerne eller skræmme en del af middelklassen væk.”

Ved første øjenkast kan det måske synes en smule besynderligt at en strid om et par golfbaner kan få sindene i kog og fremprovokere en så intens diskussion. I-midlertidig er selve den kendsgerning at de rige har frit spil til at benytte store arealer af byen til deres luksus-sport, alt imens at titusinder lever hjemløse i gaderne og hundredetusinder lever i faldefærdige skure op af bjergsiderne, et vigtigt symbol på Oligarkiet i Caracas` magt.

Med ekspropriationerne har Barreto begyndt en proces, som kan vende op og ned på denne virkelig og de magtforhold som mange førhen har taget for givet. Det som de velhavende kapitalister og spekulanter i virkeligheden frygter, er at ekspropriationerne skal give mod og styrke til at massen af arbejdere, fattige byboere, bønder og revolutionære unge. De frygter at ideen om ekspropriationer og kollektiv ejendom skal vinde genklang og begynde at true den private ejendomsret til produktionsmidlerne som helhed.

Reform eller revolution?
Dette første offentlige sammenstød imellem to centralt placerede ledere i regeringen er blot toppen af isbjerget. I virkeligheden er der en dyb splittelse i det Venezuelanske statsapparat, en ideologisk splittelse.

Imens mange af de reformistiske embedsfolk opfatter ideen om ”socialisme i det 21. århundrede” som en slags blandingsøkonomi, hvor den private ejendomsret kan få lov til at hvile side om side med moderate socialreformer, er der andre fløje som mener at processen langt fra er gået langt nok.

Sidstnævnte lag forsøger at styrke den ideologiske skoling og debat og har sågar lavet forskellige projekter for at fremme udbredelsen af revolutionære venstreorienterede ideer; For eksempel genoptrykte Alcaldia Mayors kulturafdeling det Kommunistiske Manifest i tusinder af eksemplarer til ”folkeoplysning”, i anledning af Karl Marx fødselsdag den 5. Maj. I september har den samme institution optrykt plakater og tekster af Salvador Allende i anledning af årsdagen for kuppet i Chile, samt materiale om dialektisk materialisme af den britiske marxistiske forfatter Alan Woods.

De ideologiske diskussioner – og disses praktiske konsekvenser forgår på et meget udbredt niveau, i så godt som alle ministerier og offentlige institutioner. Reformisternes argumentation kan deles op i tre hovedpunkter:

1) At der ikke er nok kultur og nok bevidsthed iblandt arbejdere, bønder og fattige i Venezuela til at tage det endelige skridt henimod socialismen.
2) At for vidtgående forholdsregler, som f.eks. ekspropriationer, vil skræmme middelklassen (eller dele af denne) væk.
3) At man skal passe på med ikke at provokere imperialismen for voldsomt, men at man skal forsøge at opnå venskabelige relationer

De tre argumenter kan på ingen måde siges at være nye. Faktisk er der tale om afarter af de samme argumenter, som diverse reformister har brugt til at retfærdiggøre tilbageholdenhed under så godt som samtlige revolutionære processer. I Chile 1973 var det de samme argumenter, ligesom i Nicaragua 1979.

At der angiveligt ikke skulle være et højt nok bevidsthedsniveau hos masserne er et noget besynderligt argument. Var det ikke disse revolutionære masser, som uden opfordring selv gik på gaden den 13. april 2002 og væltede oppositionens kortlivede kup? Var det ikke oliearbejderne på PDVSA, som svarede på arbejdsgivernes lockout ved at overtage styringen med selskabet i over 70 dage? Er det ikke masserne som har været hoveddrivkraften i alle de sociale programmer (de såkaldte missiones), i de største valgkampe og i opbygningen af lokale basisdemokratiske strukturer?

At det er nødvendigt at vinde middelklassens opbakning til revolutionens sag, er fuldstændigt rigtigt, men det gøres ikke ved at udvise tilbageholdenhed og ubeslutsomhed. Midelklassen og de lag af små butiks-ejere, har under revolutionære begivenheder en tendens til at svinge imellem revolutionen og kontra-revolutionen. Den side som udviser mest viljestyrke og en vej frem, vil vinde støtte fra disse mellemlag.

Såfremt den revolutionære bevægelse formår at vise en vej frem og såfremt den tager brug af midler der gavner middelklassen, f.eks. eksproprieringer af lejlighedskomplekser, vil bevægelsen vinde terræn blandt disse lag. Men såfremt den vakler imellem standhaftighed og passivitet, vil den så tvivl om dens styrke i middelklassens øjne og risikere at mange fra middelklassen går over til kontra-revolutionen.

Reformisternes tredje argument er rimelig udbredt, men viser en total mangel på forståelse af revolutionens dynamik. Ifølge dette argument skal man passe på med ikke at provokere imperialismen for meget, for at kunne skabe visse aftaler og opnå en grad af tolerance hos USA og de andre imperialistiske stormagter.

Problemet er bare, at det ikke den ene eller anden reform eller tiltag som provokerer imperialismen. Det der provokerer imperialismen er tværtimod selve eksistensen af revolutionen, selve den idé i massernes bevidsthed om at det er muligt at lave fundamentale samfundsforandringer. Imperialisterne har allerede forsøgt at stoppe revolutionen i tre omgang; ved det mislykkede statskup i april 2002, ved arbejdsgivernes lockout i december 2002 og ved folkeafstemningen i august 2004.

Deres mål er at eliminere håbet om sociale forandringer og ideen om at massernes egen deltagelse kan påvirke samfundsmæssige forandringer. Imperialismen kan ikke tolere en revolution, fordi det er en kilde til inspiration for de undertrykte masser i hele det latinamerikanske kontinent. De vil derfor ikke stoppe førend revolutionen og den trussel som denne udgør imod deres fortsatte herredømme, er fuldstændigt ødelagt.

Den indre fare
I den bolivariske bevægelse ser mange aktivister en sammenhæng imellem de reformistiske tendenser og fremkomsten af et nyt bureaukrati som arbejder direkte imod de revolutionære tiltag.

Og Chavez selv indrømmer det. I et omfattende interview udgivet i September i Panorama Digital, forklarer Chavez selv hvordan:

”Den største fare kommer indefra, der er en permanent, bureaukratisk kontra-revolution.
(…)
Fra alle sider kommer fjenden frem, i form af et gammelt bureaukrati og et nyt som sætter sig imod forandringerne, så heftigt, at man må være opmærksom når man giver en instruktion og give den en opfølgning, for at den ikke bliver stoppet eller kørt af sporet eller minimiseret af denne bureaukratiske kontra-revolution som er i staten, dette vil være et af de elementer af den nye fase som kommer med omdannelse af staten.

Staten blev transformeret på et makro-niveau, men mikro-niveauerne er stadig intakte, der må øjeblikkeligt tænkes i en ny lovpakke, transformering af det politiske og juridiske grundlag, helt ned til de mindste niveauer i staten, for at overvinde denne modstand.

Den bureaukratiske kontra-revolutions søster er korruptionens kontra-revolution, dette er en anden frygtelig trussel, fordi den fremkommer hvor man mindst venter den.”
(Kilde http://www.aporrea.org/actualidad/n83403.html)

Dette er en god skildring af de kampe som foregår inde i staten. Mange eksempler med åben sabotage af de sociale reformer og progressive tiltag, har vist at den borgerlige stat ganske enkelt er ude af stand til at tjene revolutionære formål. Det gamle apparat fra den fjerde republik fortsætter, med dets hierarkiske strukturer og med mange funktionærer og embedsmænd som ikke deler idéen om et socialistisk system, men i smug forhindrer radikale samfundsforandringer.

En fuldstændigt afgørende opgave for den revolutionære bevægelse er derfor ødelæggelsen af dette gamle statsapparat og oprettelsen af et nyt. Chavez har i forbindelse med valgkampen op til den 3. december opfordret til opbyggelsen af ”patruljer og bataljoner”, dvs. revolutionære komiteer i kvartererne, arbejdspladser og skoler, som kan mobilisere til at hente de 10 millioner stemmer hjem til Chavez.

I-midlertidig bør det være en klar prioritering for de revolutionære aktivister, at opretholde disse komiteer, også efter valget, for at styrke magten fra neden. Hvis dette slogan udbredes, kan det reelt set blive kimen til en form for sovjetter, dvs. arbejder- og folkeråd som demokratisk vælger sine repræsentanter fra fabrikkerne, de fattige boligkvarterer, uddannelsesinstitutioner, osv. Disse repræsentanter må være underlagt retten til tilbagekaldelse af sine mandater, såfremt flertallet i rådene kræver det, og følge flertallets beslutninger. På den måde er det muligt at opbygge en parallel magt, som kan erstatte den borgerlige stat. Heri ligger håbet for overvindelsen af den bureaukratiske trussel.

Bevægelse for arbejderkontrol
At der rent faktisk er et potentiale for at styrke en sådan organisering, er blevet bevist til fulde, i alle afkroge af det venezuelanske samfund; i lejernes kampe for eksproprieringer af spekulanternes boligblokke, i bybeboere og unges bevægelse imod takststigninger i busserne, i oprettelsen af hundredvis af selvstyrende ´komunalråd´ og ikke mindst i den massive deltagelse i uddannelsesprogrammerne, de såkaldte ´missiones´, hvor millioner af mennesker har lært at læse og skrive.

Men dér hvor den revolutionære bevægelse har udvist mest potentiale, er uden tvivl i den omfattende bevægelse for arbejderkontrol. I så godt som alle Venezuelas regioner findes der minimum én fabrik som er blevet besat af arbejderne eller er underlagt det såkaldte Cogestión (arbejder-medstyre).

Mange af fabriksbesættelserne startede omkring arbejdsgivernes lockout i December 2002, hvor bosser og korrupte embedsmænd forsøgte at lukke landets industrier ned og derved lamme økonomien og kræve den bolivariske regerings tilbagetrædelse.

På mange fabrikker svarede arbejderne igen, ved at forsøge at opretholde produktionen. På det statsejede olieselskab PDVSA overtog arbejderne selv styringen af firmaet i omkring 70 dage og forhindrede derved sabotagen. På samme måde gik hundredevis af arbejdere fra de metal-producerende fabrikker i Guayana, en af Venezuelas industrialielle højborge, ind og kæmpede sig fysisk frem til gas reserverne, så de kunne få adgang til de forsyninger som var nødvendige for at genstarte fabrikkerne og som korrupte embedsmænd forsøgte at tilbageholde.

Men mange af fabriksbesættelserne startede i virkeligheden som defensive kampe. Et konkret eksempel er fabrikken Inveval (førhen CNV) der ligger i regionen Miranda, lidt syd for Caracas. Her efterlod arbejdsgiveren fabrikken, fordi den ikke var profitabel. Det fik arbejderne til at ty til besættelse.

Jorge Paredes, præsident for det nye kooperativ som nu styrer fabrikken, har forklaret hvordan de ansatte på CNV startede med blot at kræve, at fabrikken blev reaktiveret og at de kunne få deres arbejdspladser igen. Langsomt men sikkert udviklede CNV-arbejdernes kamp sig til mere radikale krav om at staten måtte intervenere og redde firmaet og sikre at arbejdspladserne ikke blev tabt. Efter en lang og omfattende kampagne i fagforeninger og bolivariske organisationer, gik regeringen til sidst ind og nationaliserede fabrikken den 27. april 2005.

Nu styres fabrikken af arbejderne selv, organiseret i et kooperativ som ejer 49% af aktierne og med den venezuelanske stat der ejer 51%. I Inveval (fabrikkens nye navn) mødes forsamlingen af arbejdere på chefens tidligere kontor og det er den der udgør den højeste myndighed. Denne instans vælger firmaets bestyrelse og har adgang til samtlige regnskaber og de forretningshemmeligheder som tidligere var en lukket bog for medarbejderne.

I Februar 2006 startede arbejderne på Inveval en ny front for fabrikker der enten er besatte eller under arbejderkontrol (FRETECO). Denne organisation er vokset støt, og har fået støtte fra en række andre fabrikker, bl.a. Invepal, fyrede arbejdere fra Invepal Maracay, Sel-fex (en besat tekstilfabrik i Caracas med over 200 kvindelige arbejdere), Central Azucera Cuhmanacoa, Sanitarios Maracay, Invetex, m.fl.
FRETECO har stået bag forskellige demonstrationer og har nu indkaldt til et træf for fabrikker under arbejderkontrol den 13-14. Oktober, hvor der forventes deltagelse fra opimod 100 delegerede valgt på omkring 10 fabrikker.

Bevægelsen for arbejderkontrol er imponerende, fordi den viser det enorme potentiale som ligger i arbejdernes egen organisering og demokrati. I løbet af relativ kort tid har arbejdere på en række fabrikker gjort sig værdifulde erfaringer i deres kampe og har styrket håbet og troen på deres styrke. Denne bevægelse er et af de afgørende punkter den venezuelanske revolutions fremtid.

Nye sammenstød med Washington
Og at truslerne imod revolutionen – de indre så vel som de ydre – stadig er tilstede, er blevet bekræftet endnu engang i de sidste par uger. Chavez kontroversielle tale til FNs generalforsamling, hvori han kaldte Bush for ”djævlen” og propaganderede imod USA's imperialistiske ageren i verden, blev dækket massivt i de internationale medier og uddrag af Chavez 20-minutter lange tale blev transmitteret i TV i så godt som hele verden.

Reaktionerne har været utroligt blandede. Imens den bog som Chavez anbefalte, Noam Chomskys ”Hegomony or Survivence” er strøget fra nummer 160,776 til nummer 1, er de borgerlige aviser gået i kødet på Chavez. Den ultra-liberale avis i Venezuela, El Nacional benævnte talen i en leder med titlen “Fornærmelser i FN”, og mente at den slags udiplomatiske optræden ikke blot skader Chavez selv, men hele Venezuelas folk. Talsmænd fra det hvide hus i Washingthon mente at talen ”ikke var vær at kommentere”.

Men langt mere alvorligt end den slags udtalelser er anholdelsen af Nicolas Maduro, Venezuelas udenrigsminister, den 22. September i lufthavnen i New York. Maduro var på vej hjem fra FN-mødet, da han blev tilbageholdt af lufthavnens politi i over halvanden time, på trods af at han havde officielle embedsmandspapirer i sin besiddelse.

Talsmænd fra den amerikanske regering har udtalt at der er tale om en ”fejltagelse”, imens Hugo Chavez fastholder at der er tale om en bevidst provokation fra imperialismens side. Chavez har ydermere sagt at ”nogle kilder siger mig at djævlen nu har givet ordre til at myrde mig”, med reference til et eventuelt mord-attentat imod ham.

Entusiasme og bekymring
Venezuela går på gløder. Den revolutionære proces er ikke bare fortsat, den er faktisk taget til i styrke og driver sig med hastige skridt fremimod en endelig konklusion. Det grundlæggende problem er at hverken Venezuelas arbejdere, bønder og fattige eller Venezuelas oligarki (med dets allierede i USA), er tilfredse med den nuværende situation.

Selvom vigtige sociale reformer er blevet gennemført, kan det tydeligt mærkes at de fattige og undertrykte masser ikke vil affinde sig med status quo. Hos mange aktivister kan man mærke en følelse af bekymring for revolutionens fremtid og hos enkelte sågar en følelse af afmagt over for det uhyrlige bureaukrati som de fornemmer som den værste trussel imod håbet om grundlæggende samfundsforandringer. På samme tid er den revolutionære entusiasme hos millioner af venezuelanere stadig et vigtigt element i situationen. Dette blev endnu engang bevist ved to bolivariske demonstrationer den 1. og 9. September, hvor hundredetusinder af mennesker marcherede til støtte for Chavez revolutionære valgkamp.

Oppositionen har fremsat Manuel Rosales, nuværende guvernør for regionen Zulia, som dets præsidentkandidat, men i langt de fleste meningsmålinger får han under 20%, sammenlignet med Chavez´ 60% af stemmerne. Mange analytikere tvivler på at oppositionen vælger at gå hele vejen og mener at det er mere sandsynligt at de vælger at trække sig ud kort inden, for at føre en kampagne med dellegitimering af valgprocessen, og evt. nye ”guarimbas”, dvs. forskellige voldsoptøjer for at destabilisere landet.

Situationen er altså helt åben for nye sammenstød imellem revolutionen og kontra-revolutionen. Denne gang er det sandsynligt at begivenhederne vil fremprovokere nye fløjkampe inde i den bolivariske bevægelse imellem reformister og revolutionære. Hvis de revolutionære formår at organisere sig og basere sig på arbejdernes bevægelse, kan bureaukratiet overvindes. Heri ligger håbet for udviklingen af socialisme i Venezuela.

Andreas Bülow er for tiden bosat i Venezuela, hvor han arbejder som journalist og sekretær for Corriente Marxista Revolucionaria