Fortsættelse af artiklen "Kina - på vej mod kapitalisme? del 1: 1949-1992.

I 1992 kom det endelige brud fra paritets side med idéen om en primær centraliseret økonomi. Efter påvirkning fra Sovjetunionens sammenbrud i 1991, gjorde partiet op med idéen om, at statssektoren skulle forblive den dominerende sektor. Gennem et reformprogram skulle der indtil 1998 privatiseres 2500 lokale statsejede virksomheder og op mod 100 centraliserede virksomheder. I 1994 udvidede man programmet til, at staten bare skulle beholde de 1000 største virksomheder, hvor resten skulle være tilgængelig for leasing eller privatisering.

For at gennemskue forholdene kan man ikke kun se på hvor mange af firmaerne der var i statens hænder, og hvor mange der ikke var. Man må også se på, hvordan disse statsejede firmaer agerede. Alle havde de retten til at ansætte og fyre, alle havde de lov til at aflønne arbejderne individuelt osv., alt sammen elementer af kapitalistisk økonomi. Dette gælder også, når man ser på de resterende statsejede virksomheder som er tilbage i dag i Kina.

Flere af de store virksomheder blev brudt ned i mindre dele, hvor ineffektive sektorer blev lukket, og profiterende sektorer blev solgt videre.

I dag er der stadig nogle af de største virksomheder som er under statens kontrol, fordi det kinesiske borgerskab ikke er i stand til at lede disse virksomheder på nuværende tidspunkt. Den kinesiske stat pumper penge fra de statsejede banker ind i disse virksomheder, så de sikres over for udenlandsk konkurrence og pres. Men efterhånden, som borgerskabet vokser sig større og mere robust, vil også disse firmaer blive solgt videre til sidst.

En styrket arbejderklasse
Alle disse ændringer i det økonomiske system har skabt enorme forandringer i samfundet. Der er sket en kolossal urbanisering. 20 mio. flytter hvert år til byerne. De flygter fra landets fattigdom i håb o en bedre verden i byerne. 40 % af befolkningen lever i dag i byerne, der er over 166 millionbyer, og indenfor de næste 15 år forventes 300 mio. flere at flytte til byerne. Bygge industrien er i et overordentligt boom, med over 38.000.000 arbejdere. I over 80 byer bygges der undergrundsbaner, der er enorm efterspørgsel på beton og bygge materialer.

Der er ingen tvivl om at Kina gennemgår den største proletarisering, som verden hidtil har set. Inden for 15 år menes der at være over 800 mio. i byerne, hvilket vil gøre det til den største arbejderklasse i verden. Deres betydning og deres ageren vil pga. af deres størrelse få stor betydning på verdensplan.

Forholdene for størstedelen af arbejderne er ikke blevet bedre under udviklingen mod kapitalismen, med et frit marked på områder som udannelse, sundhedsvæsen og andre service områder må mange spare disse goder væk. 2/3 af den landlige befolkning har ingen pensionsordninger, så de bliver nødt til at søge arbejde i byerne til umenneskelige lønninger.

Privatiseringerne inden for sundhedsvæsenet har også ført til, at omkring halvdelen af befolkningen ikke længere har råd til at betale for lægehjælp, og under 15 procent af befolkningen har sundhedssikring. Inden for uddannelsesområdet er der også privatiseringer. Fra 1995 til 2005 er studieafgifterne blevet 15-doblet.

Der er en enorm polarisering mellem klasserne, mellem land og by, mellem private ejede industri zoner og de statslige zoner. Der er skabt enorm ulighed. De 10 % rigeste i byerne ejer 45 % af værdierne, de 10 % fattigste ejer kun 1,4 %. Der er op i mod 200 mio. arbejdsløse.

Og klasseforskellene bliver ved med at vokse. Ifølge en FN rapport ligger Kina på 0.45 på Gini skalaen, som er en skala til at måle social ulighed, 0 er komplet lighed og 1 er komplet ulighed. Ifølge internationalt accepterede standarder, vurderes der at forholdene i land med over 0.40 Gini, er så ulige, at det meget nemt kan blive ustabilt. Kina har ikke bare overskredet denne grænse, men fortsætter stadig med kraftig stigning. Denne ustabilitet kan bl.a. komme til udtryk ved krigerisk utilfredshed blandt arbejderne, de vil ikke længere acceptere de dårlige leveforhold.

Hvad sker der nu?
Kinas vækst ligger i øjeblikket på 9 pct. Hvis denne vækst fortsætter, er der mulighed for at bureaukratiet kan holde sig på magten. Men at væksten fortsætter i samme grad er meget usandsynligt. Allerede nu er der tegn på overproduktion af bl.a. stål, kul, jern og forbrugsvarer. Kina er helt afhængig af sin eksport, som ligger på 50 pct. af BNP, derfor vil en nedgang i verdenshandelen have katastrofale konsekvenser for den kinesiske økonomi. Dette kan medføre ustabilitet, utilfredshed og oprør blandt masserne. Så længe at økonomien er på vej op, så længe at produktivkræfterne forbedres vil masserne sandsynlig acceptere forandringerne, men så snart væksten stopper, vil vreden blandt masserne stige, og modsætningerne under overfladen vil for alvor blive synlige.

Kinas rolle på verdensplan er markant anderledes end f.eks. Haiti eller Nigeria. Der er ingen verdensbank eller IMF til at diktere Kinas politik. Kina er en betydelig verdensmagt, og dette vil uundgåeligt komme til at få konsekvenser for forholdet mellem USA og Kina. Allerede nu er man i USA begyndt at føre protektionistisk politik overfor de billige kinesiske varer, ved at indføre told og afgifter på import fra Kina. I Kongressen er der stillet forslag på told på op imod 28 pct. for kinesiske varer. Dog er bureaukratiet i Kina ikke interesserede i en verdensomspændende krise, og vil derfor helst undgå ustabilitet i den amerikanske økonomi, da det helt sikkert også vil få indflydelse på den kinesiske økonomi, og dermed på bureaukratiets position.

Arbejderklassens traditioner
Arbejderklassens traditioner har også en stor betydning for udviklingen videre frem. Umiddelbart er hovedtraditionen i Kina baseret på Mao og hans teorier. Mao baserede som sagt revolutionen på bønderne og landproletariatet. Det er muligt, at nye opstande eller bevægelser vil have bånd til maoismen, men disse bevægelser vil sandsynligvis hurtigt indse, at man i Kina, med den enorme arbejderklasse, ikke kan lægge grund hos bønderne, men at det må være arbejderklassen, som fører revolutionen frem.
Men man må ikke glemme, at Maoismen ikke er den eneste tradition i Kina. Også Chen Tu Hsiu, leder af Kommunistpartiet under oprøret i 1927, er en vigtig inspiration blandt f.eks. studenter grupper i Kina, som også har en stor interesse for marxismen. Efter Chang Kai Cheks nedkæmpelse af oprøret i 1927, flyttede Chen Tu Hsiu sig tættere og tættere på Totskijs idéer for til sidst at tilslutte sig Venstreoppositionen i 1929. At disse idéer og traditioner er til stede, kan få betydning for fremtidige bevægelsers udvikling.

Med ændringerne i ejendomsforholdene, efter at produktivkræfterne nu hovedsageligt ligger i private hænder, er den kinesiske økonomi nu overgået til kapitalisme, derfor er en social revolution, hvor de privatiserede firmaer gennationaliseres og den udenlandske kapital eksproprieres, også blevet nødvendig på vejen mod socialisme i Kina. De kinesiske arbejdere må overtage produktionsmidlerne og sætte dem under demokratisk kontrol, afsætte bureaukratiet og indføre ægte arbejderdemokrati.