 |
Evo Morales |
MAS regeringen blev modtaget med sand entusiasme af landets arbejder- og bondemasser, som spillede hovedrollen i de to opstande mellem maj og juni i 2005. For første gang i historien havde de ”en af deres egne” ved magten. For masserne var en MAS regering – og er tilstadighed – redskabet, som må gennemføre ”Oktober dagsordenen” [fra opstanden i oktober 2003, red.]: nationaliseringen af naturgassen, indkaldelsen af en Grundlovsgivende Forsamling, og andre sociale og økonomiske reformer til gavn for de udbyttede.
På trods af dette bygger MAS’s politik på en konstant tøven. Fra en kompromissøgende og overensstemmende tone med den herskende klasse til en drejning, eller pludselige gestus, til venstrefløjen som nationaliseringen (delvis og uden ekspropriation) af naturgassen, annonceringen af en mindre jordreform, eller forstærkelsen af de politiske og diplomatiske bånd med Venezuela og Cuba. Denne ustabilitet, som tegner MAS regeringen, er et produkt af spændingerne mellem de sociale klasser, som tilmed har sin afspejling indenfor ledelsen af MAS.
Selvom den første intention fra den herskende klasse og imperialismen var at binde Morales til den ”pragmatiske” og ”realistiske” latinamerikanske venstrefløj (Lula, Tabare, Bachelet), inklusiv de begrænsede mål til gavn for masserne, som f.eks. de nævnte, så er de blevet overbevist om, at han ikke er pålidelig, og de har ikke tiltro til, at han er i stand til at modstå presset fra neden. Derfor, efter en række måneder i stilstand, går den herskende klasse og deres mest kæmpende del, den østlige halvdel af landet, nu i offensiven.
 |
Den samme dato måtte MAS undvige adskillige sociale protester som f.eks. Chauffør arbejdsnedlæggelsen og lærerstrejken mod undervisningsloven, som presser regeringen. Soldaterne fra hæren var tvunget til at fjerne Yacuiba beboerne, som havde taget et benzinlager i besiddelse. Guaraní samfundet havde taget en oliepumpe i besiddelse i protest mod firmaet Transierra (Petrobas, Repsol og Total). Og Chuquisacas borgerkomité holdt en 24 timers strejke for at få MAS regeringens opmærksomhed rettet mod regionen.
Uden tvivl har Morales dekret den 1. maj om den delvise nationalisering givet ham flere problemer end løsninger. Efter entusiasmen, som fulgte med annonceringen, må arbejderne og bønderne, der mistede livet i gaderne kæmpende for nationaliseringen af naturgasserne, se, at YPFB ikke har reel kontrol hverken i produktionskæden eller i kommercialiseringen, ligesådan i forhold til både det interne og eksterne marked. Samtidig er processen bremset som følge af ”tekniske og finansielle problemer” i følge MAS funktionærer.
På trods af at dekretet legaliserede de illegale aftaler, som mange olieselskaber har indgået i landet, er der ikke blevet indgået nye aftaler. Det samme som med forhandlingerne om prisen på gas til Brasilien, der er standset på ordre fra Lula for ikke at forstyrre hans valgkampagne.
 |
Men nationaliseringens ineffektivitet er ikke noget givent, men en følge af det politiske indhold og metoderne med hvilken man har tænkt sig at gennemføre den. Uden ekspropriation af den imperialistiske kapita, uden erstatning og underlagt arbejderne og folkets demokratisk kontrol, og generalisering af disse mål til resten af økonomien, er det umuligt at bryde med den herskende klasses interesser. Institutionernes bureaukratiske træghed, sammen med de håndlangere som den imperialistiske kapital har placeret i statsapparatet, gør det umuligt at fuldføre nationaliseringen.
Den herskende klasses indstilling, både den indfødte og udenlandske, har som før til hensigt at diskreditere MAS regeringen overfor masserne, herigennem at mindske betydningen af de ”røverhistorier” om hvad olieselskaberne de opnår af gevinster ved at udnytte det bolivianske folk.
Oligarkiet og imperialismen ønsker at deltage i to Bolivia
Hvis vi skulle tro på ordene, så havde den 24 timers strejke, som var organiseret af oligarkiet i den mest fremgangsrige og velhavende del af Bolivia – den østlige halvdel som omfatter Santa Cruz, Pando, Bendi og Tarija – som fundament de legale og demokratiske diskussioner i den Grundlovgivende Forsamling (AC) som, mens klassekampen udvikler sig og udvides, mødes og oversvømmes i Sucre.
Tilsyneladende, oligarkiet er utilfredse fordi man ikke respekterer lovene eller aftalen som man indgik med MAS om indkaldelsen af AC. Vi husker, at Morales regering snakkede om en AC hvor de sociale bevægelser og sektorer deltog direkte, som havde en stilling der lå over regimets partier og arbejdsgiverinteresser. En Grundlovgivende Forsamling, der var baseret på den oprindelige befolkning og udgjorde en fuldstændig magtfaktor.
Aftalen fastlægger at man får at vedtage de nye artikler i forfatningen behøver totredjedele af stemmerne, med hvilket MAS ikke vil have automatisk flertal og er nødsaget til at ”finde enhed” med den herskende klasse. Imidlertid, efter pres fra den mest forbundne del af bonde rækkerne, opnåede MAS at få godkendt et afstemningsreglement i den Grundlovgivende Forsamling som siger at de enkelte delartikler af den kommende forfatning kan vedtages med almindeligt flertal – mere end halvdelen – af stemmerne i AC, mens man kun behøver de totredjedele af stemmerne for at få godkendt den samlede forfatningstekst. [Og hvis man ikke kan skaffe to tredjedeles flertal for den samlede forfatningstekst, så sendes den til folkeafstemning, hvor der kun er behov for simpelt flertal. red]
Den oprindelige aftale, hvor der var fastholdt et behov for totredjedele af stemmerne, skyldtes hovedsageligt vicepræsident Linera. Han havde været modtagelig over for overenskomsten og enheden med oligarkiet, og havde måneder forinden fremhævet det som meget demokratisk at ingen politisk styrke havde mulighed for alene at opnå kontrol.
Desuden så udbreder stridigheden om spørgsmålet vedrørende ”autonomi” for de forskellige departementer sig. I afstemningen vedrørende øget grad af ”selvstændighed”, afholdt på samme tid som valgene til den Grundlovgivende Forsamling, var der på nationalt plan sejr til et Nej til øget grad af selvstændighed, mens at der i de østlige zoner, hvor oligarkiet står stærkt (Santa Cruz, Pando, Beni og Tarija) var der flertal for et Ja. MAS regeringen fremlagde, helt korrekt, at det er den nationale stemme som afgjorde spørgsmålet, mens oligarkiet ønsker at det skal gøres gyldigt for de regioner, hvor flertallet stemte til fordel for ”autonomi”. MAS fremlagde, desuden, at AC’s afgørelser er suveræne over hvilken som helst regional departements afgørelse.
På denne måde afdækkes det imperialistiske oligarkis intention med at ville bruge ”autonomierne” som en legal base til at forberede en fremtidig deling af Bolivia, alt efter hvordan den revolutionære bolivianske proces forløber, og sikrer de multinationale imperialister og oligarkiets kontrol over de værdifulde olie- og gasressourcer som disse områder besidder.
Det er på grund af alt dette at ”demokratiets vogtere” i Bolivia, de rige firmaer og Santa Cruz’ gyldne hvide ungdom, besluttede at indkalde til en arbejdsgiver ”generalstrejke” i de østlige departementer den 8. september. Det skete i protest mod de ”antidemokratiske” manøvrer fra MAS i den Grundlovgivende Forsamling (AC), som de beskyldte for at være en totalitær regering og ”aymara” diktatur.
Santa Cruz’ borgerkomité, hovedet af det pro imperialistiske oligarki, trak prefekterne –lederne – af de 4 departementer og borgerskabets lydige tjenere, højrefløjskoalitionen, Tuto Quirogas PODEMOS, med sig. Denne ”Nationale Alliance” samledes i ”ordens partiet” som gik sammen med den herskende klasse i ”forsvar for AC og stemmen for autonomi”. De er lige så demokratiske, som de befaler til deres kampgruppe i gaden, Unión Juvenil Cruceñista – en paramilitær gruppe der opstod under Banzer diktaturet – der går til angreb på bønderne og arbejderne som ikke er lydige overfor oligarkiet. De er lige så demokratiske, som før de så deres private interesser truet- ejerskabet over jorden og fabrikkerne og brugsretten over de store olie- og gasreserver. De vakler ikke i deres forsøg på at splitte Bolivia op, for at indføre et regime i deres billede og lighed: et fascistisk og pro imperialistisk diktatur.
For oligarkiet og imperialismen, er det en langt mindre betydningsfuld detalje, om det vedtagne reglement i AC er ”demokratisk”. Da de agiterede for ”autonomi” drejede det sig ikke om en ægte og demokratisk protest fra en del af befolkningen eller en undertrykt region, men om undertrykkere, som gennem hundreder af år har fastholdt størstedelen af de indfødte, arbejdere og bønder i skyggen af landets kulturelle- og økonomiske liv. Det er en fornærmelse og ydmygelse for godsejerne og kapitalisterne i Washington, at en indfødt aymará er præsident i Bolivia. For det her gode folk har jo for vane at myrde indfødte og arbejdere. For Rubén Costas, Santa Cruz’ guvernør, ”eksisterer der to Bolivia. Et produktivt, i vækst og demokratisk – den østlige del – og et andet – Højlandet- ekskluderende, totalitært og radikal”.
I følge avisen La Razón’s oplysninger, i sin udgave søndag den 10 september, havde de en nyhed fra Mercosur’s Nyhedsagentur:
”Rådgivere fra de samme selskaber fandt sammen denne uge i Buenos Aires med udsendte fra borgergrupperne, med godkendelse fra det amerikanske diplomati, for at lægge sidste hånd på destabiliseringen af arbejdsdagen denne fredag i Santa Cruz de la Sierra, Tarija, Pando og Beni, departementer hvor energirigdommene og resten af Bolivias naturressourcer er koncentreret. Og man gav det benævnelsen ’Operation Camba’.
Med mødet i Buenos Aires og den aktive deltagelse fra olieselskaberne i forsøgene på at tilintetgøre Evo Morales regering og fremprovokere en ændring i Bolivias politiske landkort – sammenfaldende med USA strategi for regionen- , søger de at sikre sig kontrol over de store forekomster af produktive ressourcer. I udtalelser fra adskillige internationale nyhedsbureauer, lagt frem mellem sidste onsdag og denne fredag, betegnede en af de ledende kupmagere, Germán Antelo, den konstitutionelle regering som et ”totalitært diktatur” og indrømmede, at hans styrker står parate til at gøre ’alt muligt for at gøre en ende på regeringen’”.
Oligarkiets seperatistbevægelse – som falder fuldt i tråd med yankee imperialismens interesser - er et klart bevis på den herskende klasses politik før en revolutionær proces: de er parate til at ofre alt, undtagen deres private ejendom og den sociale magt over masserne som er ved at glide ud af deres hænder.
Den Grundlovsgivende Forsamling, og hvad nu?
Da arbejderklassen og de fattige bønder var centimeter fra at tage magten ved opstanden i maj-juni 2005, og de kun manglede et revolutionært lederskab, som hverken var at finde i COB’s ubeslutsomme ledelse eller i MAS’ reformistiske ledelse, blev parolen om den Grundlovgivende Forsamling hyldet af næsten hele det politiske spektrum i landet, inklusiv venstrefløjen. For nogle har det karakter af en omarbejdelse af landet, for andre måtte det være ”revolutionært”.
I hvert tilfælde, samlede borgerskabet handsken op og bøjede sig for AC, for rent taktisk at udvande de virkelige problemer i den store mængde love og parlamentariske debatter. Højrefløjen skrev i et papir, så demokratiske og progressive som de er, at uden det arbejdende folks organiserede fysiske kraft til at føre dem fremad, udgør de ikke en stor udfordring for den herskende klasse, som fortsatte med landets afgørende økonomiske vægtstange samlet i sine hænder.
Fra El Militante og den Internationale Marxistiske Tendens gjorde vi opmærksom på, at parolen om AC, fremført af venstrefløjen, dele af COB’s ledelse og MAS, var ukorrekt, fordi det reducerede massernes revolutionære horisont til en institution fuldt ud levedygtig indenfor det borgerlige demokrati. Den gjorde sig ikke fri af den objektive situation og forærede samtidig den herskende klasse den nødvendige tid til at komme til hægterne og genskabe en social base. Og den udmatter masserne med alle typer af lovlige og parlamentariske tricks, ligesom det forløber nu.
Det handler ikke om, at dette ikke var den Grundlovgivende Forsamling som vi havde forventet eller det som vi havde konstrueret i den ”revolutionære tænknings” laboratorium, men om, at denne AC har udviklet sig til at være en AC indenfor det borgerlige demokratis typiske regime. Her er de gamle borgerlige politikere, og de omskolede som PODEMOS. Mens at repræsentanter fra den herskende ordens partier på den ene side debatterer i parlamentet, så angriber borgerskabet på den anden side også på det økonomiske terræn: ifølge den Bolivianske Central Bank registrerede man en faldende investering på 107 millioner dollars sidste år. Det som Bolivia behøver er arbejder- og bondemagt.
De fosteragtige elementer som kom frem under opstanden i maj og juni 2005 ( som den Oprindelige Folkeforsamling i El Alto, og andet lignende), blev i praksis opløst af den revolutionære bevægelses ledelse, for derefter at blive ”erstattet” af AC. Denne begyndende nye sociale og politiske magt hos de undertrykte masser, som det manifesterede sig i El Alto og i andre egne, kan ikke rummes i den demokratiske kapitalismes gamle love, deres ret er ikke blevet velsignet i en borgerlig Grundlov, men i arbejder- og bondemassernes organisation og bevægelse.
Efter arbejdsgiverstrejken, har oligarkiets krumme kniv til hensigt politisk at blødgøre MAS, ved at forpligte dem til aftalen i AC og ”lovligt” at opnå autonomien for de regioner som de dominerer. Hvis de ikke opnår at Grundloven lovpriser “autonomi”, vender de tilbage til borgerkrigssproget og handlingerne.
MAS lederskabets reformistiske politik har til hensigt, gennem en formodet pragmatisme og realisme, at afværge en åben konfrontation med den herskende klasse. Men bonde- og arbejdermasserne følger dem ikke der, det eneste som den opnår med denne “realistiske” politik er at opmuntre til en reaktion.
Mens den Grundlovgivende Forsamling mødes i Sucre, fortsætter massernes fattigdom og uomgængelige nød sin ubønhørlige kurs. Hver tredje familie oplever sult, og 615.000 børn under 13 år går i seng uden at have indtaget noget nærende i løbet af dagen. Jordreformen gør ikke fremskridt. Olieselskaberne fortsætter med at plyndre landets naturressourcer, den imperialistiske kapital er intakt, de nationale og udenlandske selskaber sætter Evo regeringens slid på spil ved at ligge alle sine styrker ud mod arbejderklassen og den fattige landbefolkning.
I en situation med social polarisering, gør både venstre- og højrefløjs tendenserne sig synlige i MAS. I følge Econoticiasboliva.com, den 6 september: “Lederen af den Forenede Fagforeningssammenslutning af Landarbejdere i Bolivia (CSUTCB), Isaac Dávalos, påpegede, at ´´hvis højrefløjspolitikernes styrker, som modsætter sig forandringsprocessen, fortsætter sin ihærdighed med at destabilisere den Grundlovgivende Forsamling, så instruerer CSUTCB folk til at gå ud i en general vejblokade den 20 september for at sikre landets forandringsproces´´. ´´Det er de riges krig mod de fattige´´, sagde han i La Paz”.
Den nye ledelse af COB, med minearbejderen Montes i spidsen, sagde at man ikke ville acceptere arbejdsgiverstrejken. Men de udstak ikke nogen aktionsplan for arbejdermasserne som følger COB, selvom de har formindsket blandingen af opportunisme og ultravenstre linje, som den forhenværende ledelse med Jaime Solares i spidsen anvendte.
Beklageligvis, var svaret fra MAS regeringen mod oligarkiets offensiv at moderere naturgaspolitikken, i et forsøg på at undgå sammenstød og konfrontationer. Faktisk, “opsigelsen” af Solíz Rada som Minister for Naturgas, efter at vicepræsidenten García Linera fuldstændig undlod at tage forholdsregler til at genvinde den statslige kontrol over raffinaderierne, som Petrobas, Repsol og Total kontrollerer, kan ikke tolkes som andet en venlig gestus overfor de sektorer som plyndrede Bolivia gennem årtier. Hans efterfølger, i spidsen for naturgas minesteriet, er Carlos Villegas, ansvarlig for privatiseringen af jernforekomsterne i Mutún.
Denne pragmatiske politik, “andes kapitalisme”, er langt fra nok til at holde en reaktion på afstand, det eneste de opnår er at puste brystet op hos de reaktionære- og pro-imperialistiske sektorer, og lade den delvise nationalisering af naturgasserne strande endnu mere.
Besejr oligarkiet og imperialismen, og fortsæt revolutionen hen mod socialismo
Den politiske situation kræver en sand samlet ledelse for alle arbejder-, bonde- og revolutionære tendenser, for at besejre det østlige oligarki og imperialismens sabotage, der viser den samme beslutsomhed og fasthed som oligarkiet viser i forsvaret for deres magt og privelegier. For at besejre godsejerne og de borgerlige må man kræve af MAS regeringen at de gennemfører en sand nationalisering af naturgasserne, som sikrer ekspropriering, uden erstatning og under arbejdernes og folkets kontrol, af alle de multinationale. Hvis, som Morales siger, “de mangler teknisk finansiering”, så er det nødvendigt at realisere en revolutionær appel til oliearbejderne i Brasilien og Venezuela, og til hele arbejderklassen på vores kontinent, for, en gang for alle, at gøre en ende på den imperialistiske kapitals magt og dens interne tjenere.
Det revolutionære Venezuela har mulighed for at levere tilstrækkelige fagfolk til at hjælpe i de mest nødvendige tekniske områder, til erstatning for den internationale kapitals forræderriske agenter, tilstedeværende i YPFB og andre naturgasselskaber, og desuden hjælpe med oplæringen af nye bolivianske teknikere og ingeniører, der er oprigtigt dedikerede til revolutionen. Kampen mellem udbyttere og udbyttede i Bolivia, er en kamp for alle arbejdere og bønder på vores kontinent, mod vores nationale og udenlandske udbyttere.
Jordreformen må basere sig på bevægelsen og viljen til handling hos de fattige bønder og arbejderne i byerne. De sigter ikke mod uproduktive og marginale jordlodder, men ekspropriering af de store godsejere som truer med at ødelægge Bolivia. 100 familier har fortsat koncentreret 25 millioner hectarer i sine hænder, hvoraf de bruger 95 procent udelukkende til spekulation.
Vi må generalisere denne politik til resten af økonomien, som må være demokratisk planlagt af sine sande producenter, arbejderne og bønderne, for endegyldigt at besejre kupmagerne og udbytterne.
For at den oprindelige kultur kan udvikle sig frit, for at gøre en ende på århundreders undertrykkelse og foragt, er det nødvendigt at ekspropriere den herskende klasse og det økonomiske og kulturelle diktatur, som de udøver over Bolivias folk.
En kraftig appel fra dele af MAS regeringen om at gennemføre dette revolutionære program, vil blive modtaget med entutiasme af millioner af bolivianske arbejdere og bønder. Men dette program kan ikke overføres med simple dekreter fra oven, det må fuldendes med den revolutionære bevægelse fra neden. Der må dannes kampkomitéer i hvert kvarter, arbejdsplads, sted og landsbysamfund, forbundet på lokalt, regionalt, departements- og til slut på nationalt niveau, via valgte representanter, der kan tilbagekaldes til en hver tid. Det er nødvendigt at organisere folkeforsvarsorganer, arbejdermilitser i byerne og selvforsvarsbønder på landet, gennem kampkomítéerne, naboskabskomitéerne og fagforeningerne. Oligarkiets fascistiske og paramilitære bander vil modsætte sig med militærmagt mod arbejderne og bønderne. Det er derfor nødvendigt at fuldende disse forholdsregler med en revolutionær appel til hærens base, soldaterne, som er børn af arbejdere og bønder, om at danne soldaterkomitéer fast forbundet til arbejder- og folkeorganisationerne, for at forene det arbejdende folk i kamp.
Den bolivianske revolution er ved et kritisk tidspunkt. Eftergivenheden inviterer til angreb. Kampen mellem udbyttere og udbyttede kan hverken afværges med Grundlovgivende Forsamlinger eller med respekten for det borgerlige demokratis love og mekaniker. Kun arbejder- og bondemagt kan redde Bolivia fra den katastrofe som den herskende klasse forbereder.
