Den sociale og politisk bevidstgørelse, som startede i 1998 med Hugo Chavez valgsejr, er gang på gang blevet angrebet af embedsmændene i Det Hvide Hus i Washington. Men på det seneste er de diplomatiske stridigheder blevet optrappet. Udenrigsminister Condoleeza Rice har åbent udtalt, at Chavez anses som en ”destabiliserende faktor” i Latinamerika. Hendes kollega, forsvarsminister Donald Rumsfeld, gik den 2. Februar skridtet videre, og sammenlignede Chavez med Hitler.

Men som det blev spurgt på den mest udbredte (statsejede) TV-kanal i Venezuela: ”Hvem starter krige?, Hvem besætter andre lande?, Hvem er den virkelige Hitler?”. Hvorefter der blændede et billede af Bush frem med det lille letgenkendelige sorte overskæg, som leder tankerne hen på Der Führer i tredivernes Tyskland.

“Socialisme eller død”
Og egentlig er der gode grunde til, at Washington bekymrer sig om situationen i Venezuela og Hugo Chavez, som venezuelanerne har stor tiltro til. Selvom den proces Chavez startede handlede om små, forholdsvis moderate, reformer (bl.a. en landreform, udryddelse af analfabetisme, lægehjælp, m.v.), er det tydeligt at præsidenten og den bolivariske bevægelse, som han leder, er blevet radikaliseret og drejer med fuld fart imod venstre.

Da Verdens Sociale Forum i de sidste dage af januar gæstede Venezuelas hovedstad Caracas, talte Chavez til 15.000 på et massemøde i stadionanlægget Poliedro. “Jeg mener, at Karl Marx´ frase er endnu mere relevant i dag en nogensinde før, så spørgsmålet er: socialisme eller død, men død for hele den menneskelige race, planetens død, for kapitalismen har efterladt planeten, den ødelægger planetens fremtid”.

”En million godt bevæbnet mænd og kvinder”
Talen var fyldt med benhård kritik af USA og frem for alt af Bush, som Chavez konsekvent refererer til som ”Mr. Danger”. Chavez gik dog endnu videre en lille uges tid efter, da der blev afholdt en demonstration i Caracas, i anledning af årsdagen for den mislykkede venstreorienterede opstand den 4. februar 1992.

Køb her Læs her

Demonstrationen i sig selv var imponerende; fra nær og fjern samledes hundredetusinder af mennesker. De fleste kilder tyder på, at dette var en af de største demonstrationer under den revolutionære proces, nogen sætter endda deltagerantallet på imellem 1,5-2 millioner.

Chavez advarede i sin tale om, at Venezuela besidder enorme olieressourcer og let kan stoppe sine leverancer til importørerne. Men mest bemærkelsesværdigt var dog hans appel om bevæbning af det venezuelanske folk til forsvar imod eventuelle interventionsforsøg: ”For gringoerne vil have, at vi forbliver ubevæbnede. Men nej! Jeg vil accelerere processen med integration af den nationale reserve med den territoriale hær, vi behøver flere våben. Venezuela har brug for en million godt bevæbnet mænd og kvinder!”.

UNT
Mens spændingerne imellem USA og Venezuela er ved at nå et foreløbigt højdepunkt, er der røre i de nederste lag af det venezuelanske samfund. Chavez’ taler bliver studeret i alle hjørner og afkroge af samfundet sågar i de væbnede styrker. Mange folk har taget debatten om ”Socialisme i det 21. århundrede”, som Chavez lancerede sidste år, til sig med liv og sjæl og overalt foregår der en politisk debat.

Et af de steder, hvor dette er kommet klarest til udtryk, er i arbejderbevægelsen. Førhen spillede arbejderklassen en mere underordnet rolle i Venezuela, nu er den for alvor begyndt at folde sig ud.

I det landsdækkende fagforbund UNT har der været en række diskussioner om fagbevægelsens opgave i revolutionen. En fløj mener, at UNT blot skal være et redskab for arbejdernes faglige kampe, mens andre strømninger går i front for at gøre UNT til et klart politisk redskab som konfronterer kapitalens interesser og åbent arbejder for at indføre socialisme i Venezuela. En af de tendenser som arbejder for det, C-CURA var hovedarrangør af et stormøde, der blev holdt i Caracas den 30. marts med næsten 1000 deltagere, hovedsageligt fagligt aktive fra hele landet.

Stemningen afspejlede en militant kampvilje til at opbygge UNT som en rigtig revolutionær fagforening og fremskynde afholdelsen af en kongres med demokratisk valgte delegerede, for at vedtage et program og vælge en ledelse. Det lykkedes, og der er nu blevet indkaldt til kongres i UNT den 27. maj.

FRETECO
Parallelt med opbygningen af fagforbundet er arbejderne i de fabrikker, som er besatte og/eller under arbejderkontrol, begyndt at organisere en samlet organisation for at forene disse kampe og opildne nye kampe af denne slags. Under forkortelsen FRETECO (Frente Revolucionario de Trabajadores en Empresas Cogestiónadas y Ocupadas) er en ny front blevet oprettet i starten af februar, som allerede nu tæller en række virksomheder, der er under arbejderkontrol og/eller besat af arbejderne.

Den 4. april marcherede arbejdere fra besatte fabrikker og fabrikker under cogestión under FRETOCO’s banner i Caracas til fordel for den arbejderkontrol, der er så afgørende for den venezuelanske revolutions succes.

Talsmand for FRETECO, Jorge Paredes, har dog gjort opmærksom på, at fronten ikke skal ses som et alternativ til UNT, men derimod som en del af den fælles fagbevægelse og som en del af den bredere kamp for socialisme i Venezuela. Ideen er, at arbejderne på hver fabrik selv skal vælge delegerede til de fælles forsamlinger og føre en kampagne for at tilskynde fabriksbesættelser af de virksomheder, som står ubenyttede hen og deres nationalisering under arbejderkontrol.

Magthavernes virkelige mareridt
Chavez’ taler og udmeldinger skal ikke ses isoleret fra resten af samfundet. På en og samme tid, afspejler og stimulerer de den omfattende bevægelse fra alle samfundets undertrykte lag. Når USA begynder at tale, om Chavez som en ”destabiliserende faktor”, er det bl.a. fordi, hans taler om socialisme og alternativer til imperialismen følges nøje, ikke bare i Venezuela, men i hele Latinamerika. Den for nyligt oprettede venezuelanske kanal TV-SUR, transmitterer til hele kontinentet og inspirerer millioner af mennesker, som ser Venezuela som et eksempel på et land der trodser Bush´s dagsorden.

Washingthon forstår udmærket, at den bolivariske regering er et farligt eksempel. For nyligt har den sydlige kommandoafdeling af USA's flåde sendt 4 skibe, med omkring 6.500 soldater til Caribien for at udføre militære øvelser. Disse nye provokationer imod Venezuela viser, hvor desperate de amerikanske imperialister er.
Nogen tænker måske tilmed på at gøre alvor af den tidligere præsidentkandidat Pat Robertsons udtalelser om, at det ville være billigere at snigmyrde Chavez end at starte en krig imod Venezuela.

En socialistisk revolution?
Om Chavez vil begynde at tage konkrete skridt hen i mod opbyggelsen af et socialistisk samfund, kan hverken afvises eller bekræftes. Indtil videre er han gået længere og længere imod venstre og har gang på gang konfronteret højrefløjen i statsapparatet, startet nationaliseringer af forskellige virksomheder, renset ud iblandt korrupte embedsmænd, m.v. Men hans rolle er stadig ved at blive defineret – det er muligt, at han vil vakle eller trække i land under pres fra imperialismen. Til gengæld er det også muligt, at han vil fortsætte og begynde at knuse kapitalisternes og godsejernes økonomiske magt. Situationen er med andre ord helt åben.

Imidlertid vil resultatet i bund og grund ikke blive afgjort af Chavez’ beslutninger, men af styrkeforholdet imellem klasserne. Hvis arbejderklassen opnår en effektiv og høj grad af organisering og indleder en ny offensiv med fabriksbesættelser og nationaliseringer, vil det kunne ændre magtbalancen endeligt. Lige nu er situationen ekstremt favorabel for den revolutionære bevægelse; den borgerlige opposition er demoraliseret og yderst isoleret politisk, uden nogen nævneværdig opbakning i befolkningen.

Hvis de elementer af arbejder- og folkemagt, som eksisterer på mange fabrikker, i by-kvarterer og på universiteterne, bliver samlet og koordineret i én bevægelse, er det reelt set muligt at opbygge et alternativ til den borgerlige stat, som kan være udgangspunktet for en socialistisk arbejderstat, der fratager borgerskabet dets økonomiske magt, nationaliserer bankerne, fødevarekæden, de resterende industrivirksomheder og jordejendommene, og påbegynder en socialistisk plan for at omdanne hele samfundet.

Dette er magthavernes virkelige mareridt. Det de frygter, er ikke Chavez som person, men Chavez som et symbol på den bevægelse han står i front for. En bevægelse som er ved at løbe ud af kontrol. En succesfuld socialistisk revolution i Venezuela vil straks fremprovokere en stormfuld periode i hele Latinamerika. Kampen for en bedre og mere retfærdig verden vil brede sig som ringe i vandet udover hele verden. En succesfuld socialistisk revolution i Venezuela vil kunne være startskuddet til den socialistiske verdensrevolution.