De borgerlige rygter om klassekampens død er temmelig overdrevne. For nu at sige det mildt. Grækenland har oplevet den femte generalstrejke på et år, i Storbritannien så vi for nylig den største strejke i 80 år, i Frankrig tvang generalstrejker den borgerlige regering til at trække et angreb på de unge arbejderes jobsikkerhed tilbage, og i Tyskland har vi dette forår set massive strejker blandt både offentligt ansatte og metalarbejdere. Det er begivenheder, der viser, at situationen har ændret sig siden 1990'erne. Klassekampen er på dagsordenen i hele Europa.


EM i storstrejker
Grækerne vandt EM i fodbold sidste gang. Hvis der var EM i generalstrejker, ville de også tage dén titel. 15. marts lå alle virksomheder af betydning stille i Grækenland, og 30.000 arbejdere deltog i det græske LO's demonstration, desuden deltog 15.000 i den kommunistiske fagforenings demonstration.

I løbet af foråret har der været vigtige arbejdskampe; Coca-cola-arbej-dernes strejke, arbejdernes besættelse af en gødningsfabrik i Tessaloniki og ikke mindst sømændenes strejke, der er blevet et symbol på modstanden mod den højreorienterede "Nyt Demokrati"-regering. Efter en uges strejke brugte regeringen en gammel lov fra diktaturets tid (1967-1974). Det var et dekret, der gav arbejderne værnepligt ligesom soldater, og dermed fratog dem strejkeretten. Det har imidlertid givet bagslag for regeringen. 70 pct. af befolkningen støtter søfolkene, og regeringen har mistet meget støtte, særligt i arbejderkvartererne

På trods af et opsving i økonomien, er levestandarden i Grækenland ikke blevet forbedret for arbejderklassen – tværtimod. Den officielle arbejdsløshed er på 10 pct., og 45 pct. af arbejderne tjener under 500 euro ( 3.750 kr.) om måneden. Omvendt er de store virksomheders profitter steget med 150 pct., blandt andet på grund af en lov, der giver mindre for overarbejde. Det er en opskrift på nye eksplosioner. Den græske klassekamp er slet ikke slut, den er kun lige begyndt.

Største strejke i 80 år
Man skal vist være lige så gammel som Mærsk McKinney Møller for at huske sidste gang, der var en større strejke i Storbritannien, end den, der var 28. marts. Da en million offentligt ansatte fra ni fagforbund strejkede til forsvar for deres pensionsrettigheder, var det den mest massive strejke blandt de offentligt ansatte i Storbritanniens historie. Og den største strejke siden generalstrejken i 1926.

Denne strejke afspejler en genoplivning af klassekampen og klassesolidariteten i England, og viser den organiserede arbejderklasses styrke. De arbejdere, der er i fagforeninger, som allerede har forhandlet pensionsaftaler på plads, viste stor solidaritet med de strejkende. For eksempel nægtede mange lærere at arbejde uden lærermedhjælpere, administrativt personale og skolebetjente. Postarbejderne nægtede at uddele post til bygninger, hvor arbejderne var i strejke.

BMW-arbejderne trak håndbremsen
Vi hører ofte, at det er nødvendigt at være "ansvarlige", når der skal forhandles løn. Vi skal være ansvarlige over for aktionærerne, deres millioner, luksusrejser og kaviar. Men de tyske bilarbejdere er ved at være godt og grundigt trætte af altid at skulle være ansvarlige over for bosserne i stedet for sig selv. Deres beskedne krav om fem procent mere i lønningsposen er blankt blevet afvist, og 50.000 arbejdere på BMW og DaimlerChrysler har været ude i strejker og demonstrationer.

Løntilbageholdenhed skulle være nødvendigt Der er 50.000 arbejdere på BMW og DaimlerCHrysler uenige i.

Bosserne, og ofte endda også arbejderbevægelsens top, prøver at bilde os ind, at det er nødvendigt med løntilbageholdenhed. Men læser vi kapitalisternes egne medier, tegner der sig et andet billede. The Economist skrev 26. februar: "I dag er der imidlertid et boom i profitterne i økonomier som Tyskland, der har været stagneret. Og praktisk talt overalt, mens profitterne stiger, har arbejdernes reelle indkomster været flade eller endda faldende."

Kapitalisterne indrømmer altså, at de henter kæmpemæssige profitter hjem, mens arbejdernes levevilkår bliver forringet. Mens der er nedskæringer, øget arbejdspres, arbejdsløshed og udflytning af arbejdspladser.

Flere eksplosioner i vente
Arbejderne i den tyske metalindustri er rygraden i den Europæiske industri, og dermed i hele økonomien. I mange år har de forholdt sig passivt. Men den gamle bevidsthed om fornemmelse af tryghed er ved at smuldre. Kapitalisterne prøver at skabe "økonomisk stabilitet" ved at lade arbejderne løbe hurtigere for færre penge og mindre pension. Men det skaber blot grundlag for social ustabilitet og eksplosioner.

Arbejderne i hele Europa er så småt begyndt at røre på sig. De store strejkebevægelser er udtryk for en underliggende utilfredshed, der er ved at finde vej til overfladen. Problemet er, at ledelsen for arbejdernes egne organisationer ofte er dem, der er mest tilbageholdende. Men ledelsen for den europæiske arbejderbevægelse vil i fremtiden blive udfordret af aktive fra arbejdspladserne, der er villige til at kæmpe. Det er på basis af disse kampe, Europas arbejdere vil frembringe den ledelse, de fortjener, og som vil føre kampen mod kapitalismens nedskæringsmareridt til ende.