I en tale til en 1. maj demonstration ved Plaza Murillo, annoncerede vicepræsident Garcia Linera nationaliseringen på følgende vis: "Folkets regering, arbejdernes regering har taget den vigtigste beslutning i dette århundrede: dette er det 21. århundredes første nationalisering".

Tiltagene, som blev implementeret ved dekret 28701, siger klart at, " som et tiltag i den nationale suverænitets navn og på det bolivianske folks mandat... er landets naturgas reserver nationaliseret... staten overtager absolut og total kontrol, ejendom og besiddelse over disse reserver." Fra 1. maj er de forskellige oliefirmaer, der opererer i landet tvunget til at give ejerskabet over hele deres produktion til det statsejede firma YPFB, som "I statens navn og som repræsentant for denne ved at udøve sit fulde ejerskab af al den olie og naturgas, der produceres i landet, overtager dennes kommercialisering, mængder og priser, både for det interne marked såvel som for eksport og industrialisering".

For at sikre tiltagene beordrede regeringen hæren ind i alle oliefelter og installationer. Evo Morales selv, som havde sikkerhedshjelm på, overså personligt operationerne i et oliefelt, der blev opereret af det brasilianske oliefirma Petrobras, der er et af de største multinationale selskaber på det bolivianske gasmarked. "Tiden er inde, den længe ventede dag, en historisk dag i hvilken Bolivia tilbagetager absolut kontrol med sine naturlige ressourcer" sagde han mens soldaterne hejste et banner med skriften "Nationaliseret boliviansk ejendom".


Trækket overraskede fuldstændig olieselskaberne, der godt nok forventede at Evo Morales' regering ville genforhandle de kontrakter, de opererede under, men troede, at dette ville ske gennem forhandlingsrunder og ikke ved påtvingelse. Oliefirmaerne har ikke nogen grund til at klage. De har opereret i Bolivia under en ekstrem favorabel beskatnings- og tilskudsordning, som var blevet gennemført under den forhadte Gomez de Lozada regering. Mange af kontrakterne bliver faktisk regnet for ulovlige og ugyldige, eftersom de aldrig blev ratificeret af parlamentet.

Denne beslutning kommer efter Evo Morales' besøg på Cuba, hvor han underskrev en række aftaler med Fidel Castro og Hugo Chavez. Dette er helt sikkert en del af en samlet indsats imod den amerikanske frihandelsaftale (FTAA) som Washington forslog og som i virkeligheden ville betyde en fribillet for de amerikanske multinationale selskaber til hele kontinentet. På grund af modstanden fra Venezuela er FTAA, som skulle være underskrevet januar 2005, fuldstændig død. Den amerikanske regering er i stedet rykket over mod en bilateral frihandelsaftale med de centralamerikanske og andiske lande. Det førte til, at Venezuela for en uge siden trak sig fra sammenslutningen af andiske samfund (CAN) med den korrekte begrundelse, at hvis Colombia og Peru, som er en del af CAN, underskriver FTAA med USA så åbner dette en bagdør til alle CAN landene.

Trækket vil især ramme det brasilianske multinationale selskab Petrobras og det spanske ditto Repsol, som er hovedaktørerne på Bolivias lukrative gasmarked. Det er dog ikke en fuld nationalisering og derfor mindre radikal end nationaliseringen af minerne i 1937 og 1969. Staten overtager 51 procent af aktierne, men nationaliserer dem ikke helt. Argumentet er, at den bolivianske stat ikke har den nødvendige teknologi og know-how til at udnytte disse ressourcer. I de nye kontrakter vil den bolivianske stat modtage 82 procent af overskuddet igennem skatter og royalties. Dette vil afgjort rykke balancen til Bolivias fordel. Der er mange juridiske aspekter af denne lov, der skal studeres mere detaljeret, men selv det værst tænkelige scenarium, som i sidste ende ville betyde, at det kun var de kontraktlige forhold, som de multinationale selskaber opererede under, der ændrede sig, ville være et progressivt skridt frem.


Trækket er blevet modtaget med skrig og skrål af det bolivianske oligarki og de berørte multinationale selskaber. Det er blevet modtaget med de sædvanlige trusler om, at det vil skade de udenlandske investeringer og at de multinationale selskaber kan forlade landet helt. Selv denne halve nationalisering er for meget for de multinationale selskaber og sætter den bolivianske regering på direkte kollisionskurs med dem.

Som vi sagde under MAS' valgsejr i december 2005 kan Evo Morales ikke tjene to mestre på samme tid. Det er under enormt pres fra den revolutionære arbejder- og bondebevægelse på den ene side (som i sidste ende og uden, at han spillede en afgørende rolle, katapulterede Morales til magten) og oligarkiet og de multinationale selskaber på den anden side. Hvert eneste skridt han tager for at skubbe magtbalancen til arbejdernes fordel, vil blive set som en provokation af oligarkiet, uanset hvor mange taler han holder for at forsikre de udenlandske investorer.

Dette skridt, som viser den bolivianske regerings mod og selvtillid, kan ikke ses uden for rammerne af den revolutionære bølge, som skyller ind over Latin Amerika. Uden den bolivariske revolution i Venezuela, som derudover har brudt blokaden mod Cuba, ville en regering som Evo Morals' aldrig vove at udføre tiltag som disse.

Uanset tiltagets juridiske detaljer og omfanget af denne semi-nationalisering er det et klart skridt frem for arbejder- og bondebevægelsen i Bolivia og resten af kontinentet og den er også blevet set som et sådan. Det er et skridt, der vil øge selvtilliden hos de fattige masser i Bolivia og vil rykke dem mod at sætte endnu mere pres på Evo Morales regering til at nationalisere, ikke kun naturgassen, men også minerne, landet, det konkurs ramte nationale luftfarsselskab LAB og så videre.

Faktisk erklærede Evo Morales selv, at " Dette er begyndelsen. I slutningen af maj vil vi nationalisere andre energireserver… vi starter med naturgas i morgen rykker til mineindustrien, skovbrug og alle naturressourcer."

Disse skridt er taget i henhold til ideen om at udvikle national "andisk kapitalisme", for at bruge vicepræsident Garcia Lineras ord. Men problemet er, at den største modsætning i Bolivia er præcist det faktum at der ikke findes noget national kapitalistklasse, der er uafhængigt af de multinationale selskaber. Ethvert forsøg på at skabe en sådan kapitalistklasse baseret på staten vil uundgåeligt føre til sammenstød med de rigtige kapitalister, der ejer bankerne, industrien, minerne, og landet og som danner en uadskillelig blok med imperialistiske interesser. Valget er skarpt: enten socialisme eller imperialistisk dominans.

Uheldigvis ser det ikke ud til at massebevægelsens ledere har lært noget af valget af Evo Morales. For det første tog lederne af Boliviansk Arbejder Forbund (COB) ikke fordel af to revolutionære muligheder, i oktober 2003 og i maj/juni 2005. De indrømmede tilmed selv, at hvis arbejderne ved disse anledninger ikke tog magten, var det kun på grund af mangel på en revolutionær ledelse. Så blev bevægelsen uundgåeligt afsporet over på valgsporet. I stedet for at fremsætte arbejderkandidater og samtidig give kritisk støtte til Evo Morales, tog lederne af COB en uheldig beslutning om at argumentere for en boykot af valget. De gik så langt som til at sige, at hverken Morales eller oligarkiets kandidat ville løse arbejdernes problemer og at der derfor ikke var noget af vælge imellem.

Arbejder- og bondemasserne havde et klart klasseinstinkt og stemte i hobetal på Evo Morales. I det revolutionære oprørs epicenter, arbejderklassebyen El Alto, stemte næsten 80 procent på Morales og MAS. Dette ansås for at være en irrelevant detalje af COB's ledere, især Jaime Solares, som fortsatte med en ultra-venstre linje fuldstændig ude af kontakt med arbejder- og bondemasserne. Det så man klart d. 21. april, da de kun kunne samle nogle få hundred mennesker, til en demonstration de havde indkaldt til i La Paz som del i en såkaldt "generalstrejke" mod Morales regering. I stedet for at have en politik med at organisere arbejderne for at kæmpe for deres krav og lægge pres på Morales regering (som de anser for deres egen) for at fører dens løfter ud i livet og tilmed gå længere, fremførte de en politik med ultimatummer, som har afskåret dem fra selv de mest avancerede lag.

Som følge heraf var den 1. maj demonstration indkaldt af COB betydeligt mindre end den indkaldt af MAS, hvor bekendtgørelsen om nationalisering blev gjort. COBs kommende kongres (som måtte udskydes efter skænderiet om "generalstrejken" den 21. april) vil blive et hårdt sammenstød mellem den nuværende ledelse og MAS-støtter.

I revolutionære perioder kan fejl i taktik og strategi vise sig at være fatale. En ægte marxistisk ledelse kan kun brygges i Bolivia ved at forstå massernes virkelige sindelag og deres forhold til Morals' regering. Marxister må bevare deres eget politiske program og være klare på hovedpunktet: ægte selvstædighed og kontrol over naturressourcer til fordel for flertallet af bolivianerne kan kun opnås gennem nationalisering og arbejdernes egen demokratiske planlægning af grundpillerne i økonomien, det vil sige, gennem kampen for socialisme. Men for, at dette kan lad sig gøre, må de først vinde flertallet af arbejderne og bønderne over på deres side og de har på nuværende tidspunkt tiltro til Evo Morales. Flertallet kan kun vindes ved tålmodigt at forklare og deltage i deres kamp, støtte et hvert progressivt skridt regeringen tager, mens man på den samme tid skubber bevægelsen fremad.