Det franske borgerskab troede, de havde en opskrift på, hvordan de kunne presse nedskæringer ned over hovedet på arbejderklassen. De brugte ret få ingredienser. "Loven om lige muligheder" som blev offentliggjort først på året indeholdte en masse tomme kalorier, mens det fine navn fik den til at se spiselig og lækker ud. Borgerskabet havde dog også brugt det stærke krydderi "drastiske nedskæringer"

De franske studenter havde smagsløgene i orden, og begyndte straks at protestere mod loven. Mest forhadt blev hurtigt den såkaldte CPE lov, der giver arbejdsgiverne ret til, i en periode på to år, at fyre arbejdere under 26 år med det samme og uden nogen grund. Politikerne havde ikke råd til at tabe, og det havde arbejderklassen heller ikke. Loven ville gøre de unge til råmateriale for udbytning.

Den 4. April var over 1 million arbejdere og unge på gaden i protest mod CPE. Havde lederne af arbejderbevægelsen opfordret til general strejke, kunne det have ført til regeringens fald.

Så der blev indkaldt til den ene demonstration efter den anden, over marts og april, og de blev større og større. Så store at præsidenten tøvede med at skrive under. Loven var sådan set vedtaget, man manglede bare præsidentens underskrift. Den fik man aldrig.

Studenterne på gaden
Regeringen afviste først alle indrømmelser, og pudsede politiet på de unge med ordre om at slå hårdt ned på al modstand. Indenrigsministeren Sarkozy hentede endda en del af politiet op på sit kontor til champagne og pindemadder, for at vise at han helt stod helt bag deres voldelige overgreb på demonstranter.

Regeringen havde kun hån til overs for de demonstrerende elever og studerende. Den påstod at det "det tavse flertal" støttede dem, selv om en meningsmåling senere viste, at mellem 60% og 75% af befolkningen – og over 90% af ungdommen – var enige i anti-CPE bevægelsens mål. Som protesterne voksede og inddrog flere og flere gruppe. begyndte UMP i stedet at slå på, at sådanne ting ikke skulle afgøres på "gaden" men i parlamentet.

Nogle UMP repræsentanter erklærede, at hvis "gaden" eller "fagforeningernes ultimatum" medførte tilbagetrækningen af CPE, så ville der "ikke længere være en stat", og at det ville betyde "enden for den femte (kapitalistiske) republik". Der er et element af sandhed i dette. Set med kapitalisternes øjne er det meget farligt, hvis de unge og arbejderne selv begynder at tage magten i hænderne i stedet for at overlade den til bankerne og kapitalisterne. Essensen i det borgerlige demokrati er, at vi har frihed til at sige hvad vi vil, så længe det er bankerne og de store virksomheder, der træffer de afgørende beslutninger.

Lighed med STOP-NU
Der er mange ligheder mellem anti-CPE bevægelsen i Frankrig og den STOP-NU bevægelse, der for få år siden i Danmark samlede op mod 100.000 elever på tværs af alle uddannelser i protest mod regeringens nedskæringer på uddannelse. Hvor STOP-NU stoppede gik anti-CPE bevægelsen dog videre. Man nøjedes ikke med én aktionsdag og så derefter kun "regionalt arbejde", som det desværre skete i STOP-NU. Der er derimod blevet demonstreret og aktioneret igen og igen.

I Frankrig lykkedes det vigtigst af alt at drage selve arbejderklassen ind i kampen. Massevis af studenter mobiliserede nemlig arbejdere, både ved protester, blokader og strejker på gaderne, men også gennem tusindvis af løbesedler ved togstationer og fabriksporte. Bl.a. de store franske bilfabrikker fik besøg af aktivister fra studenterbevægelsen, der aktivt opfordrede arbejderne til at deltage i de store mobiliseringer.

Truslen om generalstrejke
Fra starten var truslen om en generalstrejke tilstede i kampen mod CPE. Fagforeningslederne, påpasselige med at holde protesterne indenfor visse rammer, turde ikke rejse kravet om en generalstrejke. Men ophobningen af uretfærdighed, diskrimination, usikkerhed og fattigdom skabte en potentiel eksplosiv social situation. Under disse forhold kunne en ubegrænset generalstrejke sagtens have udviklet sig uafhængigt af kravene fremsat af fagforeningslederne.

I maj 1968 gik fagforeningernes krav ikke videre end en 24-timers generalstrejke. Der var de millioner af strejkende arbejderne selv, som gjorde det til en ubegrænset strejke. Under kampen mod CPE tog regeringen truslen om en sådan "eskalering" meget alvorligt. Bag kapitalisterne arrogante facade gemmer sig også intelligente strateger, der forstår, at en ægte generalstrejke kan udgøre en trussel mod selve deres system.

En ubegrænset generalstrejke kan fuldstædig lamme ikke bare økonomien, men også selve statens og regeringens institutioner. Det er i sådan en situation tydeligt for alle, at det er arbejderne, der holder samfundet kørende. Så snart arbejderne får tillid til egne kræfter, bliver de en kraft med enorm magt, der åbner op for muligheden for kapitalismens endeligt. Der er derfor at man så sig tvunget til at trække CPE tilbage og give arbejderklassen dens vigtigste sejr i lang tid.

Kampen for socialisme
Sammen med kampen mod pensionsreformerne i 2003, mod den europæiske forfatning, oprøret i forstæderne i november sidste år, viser CPE at Frankrig er gået ind i en periode med social og politisk ustabilitet. Det er ikke et tilfælde, men skyldes den franske kapitalismes manglende evne til at udvikle økonomien. Den årlige vækst har i flere år svunget mellem minimale 0 procent og 2 procent og den nationale gæld overstiger nu mere end 1.100 milliarder euro eller 65 procent af BNP, hvilket er et udtryk for hele det kapitalistiske systems bankerot. Denne situation er ikke begrænset til Frankrig, men er over hele Europa. Frankrig er bare det land, hvor bevægelsen er mest fremskreden.

Langt fra at kunne garantere nogen form for social fremgang, kan det kapitalistiske system kun opretholde sig selv ved at fratage arbejderne den velfærd de tidligere har tilkæmpet. Præcis som vi ser det i Danmark lige nu.

CPE er udtryk for en krise i den franske kapitalisme og kampen mod CPE er et udtryk for en underliggende utilfredshed med kapitalismen. Det er utilfredsheden med alle regeringens nedskæringer, som har givet protesterne mod CPE deres kraft og styrke. Alle artiklerne i "loven om lige muligheder" er reaktionære – for eksempel både den del, der legaliserer lærepladser til børn på ned til 14 år og den der godkender at 15-årige sættes på nathold. Bevægelsens magt og den nuværende sejr åbner muligheden for at vælte den højreorienterede regering. Hvis socialist- og kommunistpartiet havde rejst kravet om øjeblikkelige valg, ville det store flertal have støttet dem.

Venstrefløjen vil komme til magten i 2007 når der er valg, det er næsten sikkert. Men hvis de socialistiske og kommunistiske ledere begrænser sig selv til små overfladiske ændringer hist og her, vil de lade den egentlige magt blive hænderne på den minoritet, kapitalisterne udgør. Det er helt nødvendigt at forbinde kampen mod udnyttelse og det kapitalistiske samfunds uretfærdigheder, med kampen for et nyt samfund, et socialistisk samfund, hvor kontrollen med økonomien ville ligge i vores – arbejdernes – hænder.

Frankrig viser vejen frem for unge og arbejdere i alle lande og erfaringerne fra kampen mod CPE må bruges af den danske arbejderbevægelse til at sige, at demonstrationen d. 17. maj (se vores tema-side kun er første skridt, hvis Fogh og co. ikke trækker sine velfærdsforringelser tilbage.