”Hvilken del af ordet “frihed” forstår de ikke?” – hjemmelavet skilt holdt af en lille dreng i demonstrationen i St. Paul, MN.
“Det er bedre at dø på sine fødder end at leve på sine knæ. ”- Emilano Zapata

Masserne strakte sig så langt øjet rakte og bølger af jubel fejede henover de tusinder af farverige bannere og flag i en brølen, der lod til aldrig at ville stoppe. Den festlige stemning blev ledsaget af militante kampråb og lyden fra mariachis, aztekiske trommer og irsk sækkepibemusik fyldte luften. Det er denne scene, som er blevet gentaget i større eller mindre omfang henover USA over de sidste par uger, hvor millioner af immigranter og deres støtter er gået på gaden i den mest massive mobilisering i årtier. Ikke længer bange for ”la migra” (INS) og med en følelse af styrke og solidaritet i deres antal, er den sovende gigantiske immigrantrettighedsbevægelse begyndt at rejse sig i stor stil. Over de sidste få uger er dette blevet det vigtigste debatemne i landet.

Demonstrationer og marcher har stået på i dusinvis af byer rundt om i landet siden årets begyndelse, men det var ikke før Chicagos 500.000 og Los Angeles’ 1.000.000+ marcher, at tingene virkelig tog fart. Med inspiration fra disse historiske og uventede begivenheder drev millioner af papirløse arbejdere og deres støtter ud i en ny bølge af mobiliseringer den 9. og 10. april. 40.000 i St. Paul, MN; 5.000 i San Francisco, CA; 30.000 i Madison, WI; 3.000 i Providence, RI; 5.000 i St. Louis, MO; 25.000 i Seattle, WA; 75.000 i Ft. Meyers, FL; 500.000 i Dallas TX (en by med bare 1, 2 millioner indbyggere); og tusinder og atter tusinder i andre byer store som små, i øst som i vest, i nord som i syd. I adskillige byer har High School–studerende deltaget i strejker og på nogle universiteter har man ligeledes set stor tilslutning, inklusive UC Berkeley, arnestedet for 1960’ernes anit-Vietnamkrigsbevægelse.

Disse massive græsrodsdemonstrationer har for størstedelens vedkommende været organiseret af koalitioner af immigranters tros – og rettighedsbaserede organisationer og ligeledes af arbejder og samfundsaktivister. De latinamerikanske medier har også spillet en vigtig rolle i mobiliseringen af disse store antal, men kun fordi deres opråb til massiv deltagelse er faldet på frugtbar jord, er resultatet blevet så spektakulært. Og selv om de fleste immigranter i gaderne har været latinamerikanere, har også tusinder af immigranter fra enhver tænkelig del af verden deltaget, mange mobiliseret af sagen om familiesammenføring.

At millioner af mennesker som er vant til konstant at se sig over skulderen eller bøje nakken, har mistet deres frygt, er et af de vigtigste træk i demonstrationerne. Deltagernes lettelse og glæde ved endelig at være i stand til at komme ud i det åbne og udtrykke alle deres indestængte frustrationer var berusende. César Chávez’ kraftfulde og forenende kampråb ”si se puede!” (”ja vi kan!”) , og kampråb som ”el pueblo unido jamas sera vencido” (”et samlet folk kan aldrig trampes ned”) fyldte luften.

Den generelle stemning var for bred forening og fest, men nogle kampråb og bannere havde et mere militant og klart budskab og endda revolutionært indhold. For eksempel: ”Aqui estamos, aqui nos quedamos, si nos deportan, nos regresamos!” (”Her er vi, her bliver vi, hvis de flytter os, vender vi tilbage!”); ”Arriba, arriba con el trabajador, abajo, abajo con el explotador!” (”Op, op med arbejderen, ned, ned med udbytteren”) T-shirts med Che Guevara og Emiliano Zapata var ikke ualmindelige og slogans som “viva la revolucion!” og ”viva Zapata” blev anvendt af nogen. Det mexicanske folk og deres latinamerikanske brødre og søstres revolutionære traditioner er på ingen måde døde og begravede.

Udnyttelse og racisme
Selv om disse demonstrationer tilsyneladende er opstået ud af ingenting, har de sociale, økonomiske og politiske modsætninger som satte scenen for denne massemobilisering simret under overfladen i det amerikanske samfund i årtier. I generationer har millioner af immigranter fra hele verden, og især fra Latinamerika, levet i skygge af det amerikanske samfund og arbejdet hårdt for en anstændig tilværelse for dem selv og deres familier. Langt fra at være ”kriminelle” eller ”terrorister”, som højrefløjsmedierne fremstiller dem, er immigranter i USA blandt de mest hårdtarbejdende og dem der har lidt længst på planeten. Når deres familiers velbefindende ofte er afhængig af de penge, de kan sende til deres hjemland, er det sidste de ønsker problemer.

Men problemerne kom til dem. Politikere fra begge de store partier har leget med millioner af folks liv i et billigt forsøg på at vinde stemmer i et midtvejsår. De håbede også at aflede opmærksomheden fra sumpen i Irak og fra utilfredsheden med økonomien ved igen at spille ”national sikkerhedskortet” herhjemme. Repræsentanternes Hus’ lovforslag HR4437, stillet af Wisconsins kongresmand James Sensenbrenner, er et alvorligt angreb på de papirløse arbejderes rettigheder og i forlængelse deraf på alle USA’s arbejderes rettigheder.

Lave eller endog ubetalte lønninger? Papirløse arbejdere udholdt det. Farlige slavelignende forhold og udsættelse for giftige kemikalier? Papirløse arbejdere udholdt det. Vold og pengeafpresning af bosser og politiet, som ved, at de uden papirer ikke kan klage? Papirløse arbejdere udholdt det. Racistiske angreb og behandling som en andenklassesborger? Papirløse arbejdere udholdt det. Ingen politisk fagforening eller selv civile rettigheder? Papirløse arbejdere udholdt det. Deportation for at prøve at organisere en fagforening og den konstante frygt for INS’s razziaer? Papirløse arbejdere udholdt det. Den pludselige og traumatiske opsplitning af familier som et resultat af deportationerne? Papirløse arbejdere udholdt det, alt sammen i håb om, at deres børns og deres børnebørs liv ville blive bedre. Men som alt i samfundet og naturen – et vendepunkt er nået, hvor ”nok er nok”.

Som det blev forklaret artiklen ”USA: The Anti-Immigration Law HR4437” af Jose Bedia, er Sensenbrenner lovforslag et bundt reaktionær tiltag, der vil kriminalisere millioner af papirløse arbejdere og enhver som vover at hjælpe dem på nogen måde. Den simple gerning at give en papirløs arbejder et glas vand efter dages vandring over den dødbringende ørken kan være strafbart med fængsel. Lovforslaget gjorde det også muligt, at en mur kunne blive bygget tværs over grænsen mellem USA og Mexico, og at millioner kunne blive tvangsdeporteret. Dette arrogante og racistiske lovforslag var ”dråben som fik bægret til at flyde over”.

HR4437 er langt fra dødt og mængder af ”kompromiser” bliver tilbudt. Men ingen af disse forslag er blevet til i samarbejde med immigrantarbejdere, deres familier og den generelle arbejderbevægelse. De talløse ”gæstearbejderprogrammer” og ”vej til medborgerskab” hvor med nogle forsøger at dele immigrantarbejdere, efter hvor længe de har været i USA, står alle magtesløse overfor det som der virkelig er brug for: en omfattende immigrationsreform og opholdstilladelse til alle, som ønsker at arbejde her. Bevægelsen har fantastisk styrke og bør ikke stoppe før vi opnår lige rettigheder for alle arbejdere, både indfødte og indvandrere.

Ikke overraskende modsætter nogle virksomhedsledere sig den drakoniske lovgivning, som truer deres billige arbejdskraftreserve. Mange arbejdsgivere støtter at immigrantarbejdere er her i landet, fordi mange virksomheder simpelthen ikke kunne fungere uden dem. Immigrantarbejdere giver mulighed for at endnu større profitter kan blive trukket ud af arbejdende folk, ved at fremtvinge konkurrence mellem ”dokumenterede” og ”udokumenterede” arbejdere og på den måde køre lønningerne i bund, i en økonomi hvor det bliver stadigt svære at få arbejde. Mangel på beskyttelse mod lave eller ubetalte lønninger, usikre arbejdsforhold og dårlig boligforhold, gør papirløse arbejdere modne til super-udnyttelse og forhøjede profitter. Ved at sætte arbejderne op imod hinanden, kan bosserne aflede vores opmærksomhed fra det egentlige problem: et økonomisk system som sætter profitter før mennesker.

Klassebevidsthed
De menige medlemmer af immigranternes rettighedsbevægelser har et arbejderklasse livssyn, på grund af deres overvældende arbejderklassesammensætning. Immigrantsamfundene består af millioner af arbejdende mennesker, som laver noget af landets sværeste og mest trættende arbejde. Ifølge AFL-CIO, er antallet af dødsfald på arbejdspladser mellem udenlandsk fødte arbejdere steget med 46 procent år 1992 til 2002.

Det anslås at 11 millioner udokumenterede immigranter bor i USA, og de udgør en væsentlig rygrad i USA’s økonomi: som landbrugsarbejdere med anstrengende arbejde i markerne; som stuepiger og viceværter i hotel og kontorkomplekser; som kødpakkere, på fabrikker og på byggepladser; som kokke og opvaskere i restauranter.

Grundet de økonomiske kriser i deres hjemlande er millioner blevet tvunget til at søge et bedre liv på denne side af Rio Grande. Denne situation er et direkte resultat af USA’s udenrigspolitik og Verdensbanken, IMF og ”frihandelsaftalerne” som NAFTA’s neoliberale økonomipolitik. Mange er ligeledes flygtet fra politisk forfølgelse og er kommet for at genopbygge deres liv i ”løvens gab” – landet, hvis politikere tvang dem til at flygte fra der hjem til at begynde med. Efter at være undsluppet økonomiske vanskeligheder og forfølgelse der hjemme, står de nu i den samme situation her, i ”landet af mælk og honning”.

Det er derfor ikke overraskende at millioner har draget den konklusion at de er fanget – hvis de skal kæmpe for deres rettigheder, kan de lige så godt gøre det her. For eksempel, som et ironisk og dialektisk twist af historien, er der omkring 600.000 El Salvadoranske eksilimmigranter i Washington DC-området alene – mange af dem flygtet fra de USA-sponsorerede beskidte krige i 1980’erne. Nu bruger de deres evner for organisering og brændende ønske om social retfærdighed, i kampen for immigranters rettigheder – lige i skyggen af Det Hvide Hus og Pentagon.

“Gran Paro Nacional”
Millioner arbejdere rundt om Verden fejrer 1. maj – Arbejdernes Internationale Kampdag – men mange er ikke klar over at traditionen startede lige her i USA, som en del som den bitre kamp for 8-timersarbejdsdagen. Over årerne har dagen uviklet sig til kun at blive fejret af få amerikanske fagforeningsfolk og et ruskomsnusk af aktivister. ”Lobour Day” – ferien er blevet flyttet til sensommeren og er blevet ”en sidste lang sommerweekend til at grille og drikke øl”, en bevidst handling for at slette en dag der fejrer arbejdere i deres klassetilhørsforhold. Denne 1. maj med den oprindelige klassekamp på denne dag af international arbejderklassesolidaritet vil vende tilbage i kalenderen.

Immigranternes rettighedsbevægelse indtræder i en ny og afgørende fase.

Begyndende med opråb til handling fra Los Angeles, har bevægelsen for “gran paro national” – en national arbejdsnedlæggelsesdag / boycott på 1. maj – spredt sig som en steppebrand. Opråb er for ”en dag uden immigranter” – hvor ingen går på arbejde eller i skole og et boycott af alle detailhandlere, for at vise den økonomiske magt immigranter og deres familier har. Dette minder om den satiriske film ”En Dag Uden en Mexicaner” – med den forskel at det bliver til virkelighed. De latinamerikanske medier har entusiastisk taget dette opråb til sig, og i småsamfund over hele landet bliver møder organiseret for at diskutere emnet.

Selv om millioner af papirløse arbejdere føler sig forfordelt af deres bosser, er opfordringen til 1. maj arbejdsnedlæggelsesdagen ikke som en strejke i ordets klassiske betydning: et forsøg på at vinde bedre lønninger og forhold fra deres respektive bosser. Det er et forsøg på at vise disse arbejdere og deres familiers vigtighed for økonomien. Det er imidlertid uundgåeligt at vrede over lave lønninger og dårlige forhold i mange tilfælde vil spille en vigtig rolle i arbejdsnedlæggelsens store deltagerantal.

For tusinder af papirløse arbejdere og deres dokumenterede allierede, er det ikke et spørgsmål om at deltage i arbejdsnedlæggelsen eller ej, det er et spørgsmål om at organisere det – de har allerede besluttet at gøre det. På mange arbejdspladser bliver spontane komitéer dannet for at beslutte hvordan man skal gribe forberedelserne til strejke / boykott an og informere ledelsen om at man ikke vil møde på arbejde den 1. maj.

Effekten af en 1. maj arbejdsnedlæggelsesdag / boycott kunne blive kraftfuld. På nogle serviceområder er det store flertal af arbejderne immigranter og fraværelsen af disse arbejdere ville være lammende. På nogle hoteller er 90 procent af stuepigerne latinamerikanske. Det anslås at på nationalt plan er én ud af tre ansatte på restauranter udokumenterede. Som det rapporteres i the Wall Street Journal: Ifølge Pew Hispanic Center er 150.000 af de 1,5 millioner ansatte i hotelbranchen uden dokumenter. I fødevareindustrien, ligeledes med 1,5 millioner ansatte, er der 210.000 uden dokumenter. Der er 1,2 millioner landarbejdere i landet og 300.000 er udokumenterede. Et boycott af al detailhandlen den 1.maj ville ligeledes, ude tvivl have en økonomisk indflydelse, eftersom millioner af immigranter og deres allierede forventes at deltage.

En arbejdsnedlæggelse, selv af bare en enkelt sektor af arbejderklassen er et stort skridt og må forberedes grundigt. Vi må øjeblikkeligt danne aktionskomitéer på hver eneste arbejdsplads, skole og i hver bydel for at diskutere forberedelserne til 1. maj, inklusive en plan for aktioner for at koordinere et massivt svar på arbejdsgivere der fyrer arbejdere for ikke at møde på arbejde denne dag. Sådanne aktionskomitéer er allerede ved at blive dannet på mange arbejdspladser landet over og vi må arbejde energisk for at sammenkæde dem på lokalt, regionalt og nationalt plan. Alle kræfter må ligeledes sættes ind på at blive sammenkædet med arbejdere i alle sektorer af økonomien, specielt menige medlemmer fagforeninger, som helt og holdet forstår at en krænkelse af én er en krænkelse af alle.

Klasseenhed
Mange foreningsmedlemmer og selv lokale fagforeninger har bakket ekstremt meget op om immigranternes rettighedsbevægelser, specielt i servicesektoren. Mange menige medlemmer støtter fuldt og helt 1. maj arbejdsnedlæggelsen og protesterer højlydt mod nogle af hovedforslagene som bliver debatteret i Kongressen, speciel to-strengssystemet som ville degradere så kaldte ”gæstearbejdere” til en permanent andenklassestatus.

Teamsters Local 952 i Costa Mesa, CA, et anti-immigrant arnested, godkendte for nylig en resolution, der anbefaler legal status til alle immigrantarbejdere, ikke et ”gæstearbejder” program. De fordømte de alternativer som bliver debatteret i Kongressen, med den begrundelse at de ”intet gør for at fjerne de økonomiske virkemidler som skal opmuntre til øget arbejdsindsats som skrupelløse arbejdsgivere hyret til at udnytte immigrantarbejdere, og mangler virkelig at indse at vi har 11 millioner papirløse arbejdere i dette land, som bidrager til vores samfund”.

Deres resolution siger videre at fagforeningen “modsætter sig enhver form for arbejdsgiversanktioner fordi de historisk set resulterer i “arbejdstagersanktioner” på den måde at de fyrer arbejdere for fagforeningsorganisering og praktiserer diskrimination på jobbet. ”Fagforeningen” modsætter sig gæstearbejder - lovgivningsforslag fordi sådanne moderne (bracero)programmer skaber en slavekontraktstatus for arbejderne.

Stemningen blandt mange arbejdere kan ses i følgende anekdote, som det blev rapporteret af David Bacon i hans artikel “Kongressen må se realiteterne i øjnene – immigranter vil have ligeværdighed”:

“Da Senator John McCain, medforslagsstiller af Senatets hovedgæstearbejderplan, prøvede at forsvarer den overfor en tilhøreskare i bygningsarbejdernes fagforening i hans hjemstat i denne uge blev han buet ud. Han fortalte bygningsarbejderne at selv med en løn på 50$ i timen ville de ikke være villige til at plukke salathoveder, underforstået at kun mexicanere var villige til at lave landbrugsarbejde. For nogle i tilhøreskaren, fik McCains bemærkning dem til at genkalde sig tidligere senator i Californien George Murphy, som skamløst erklærede i 1960’erne, at kun mexicanere ville udføre foroverbøjet arbejde fordi ”de er bygget så tæt ved jorden”.

Selv det officielle AFL-CIO gjort store udfald i arbejdernes favør for fundamental immigrationsreform. Linda Chavez-Thompson, administrerende vicepræsident for AFL-CIO, skrev for nylig:

Vi er afhængige af deres arbejde hver eneste dag. Alligevel bliver disse arbejderes basale rettigheder – såsom en minimumsløn, en sikker arbejdsplads og en fair behandling – jævnligt trampet på. Denne udnyttelse sårer os alle, både udenlandske og indfødte. Det må stoppe og grundig undersøgelse af vores nations opslidte love er essentielt for at opnå dette mål.

”Tragisk nok vil ikke en eneste af de forslag til immigrationsreform, som for øjeblikket cirkulere i gangene i Kongressen kunne beskytte selv de mest basale rettigheder for immigrantarbejderne og deres familier. Effektiv reform må inkludere tre uafhængige mål…

“…Først og fremmest, må vores regering gennemtvinge ensretning af reglerne for arbejdspladsstandarter. Alle arbejdere, immigranter inklusive, bør tjene en minimumsløn, have et sikkert job og blive behandlet fair. Når immigranter behandles dårligt, bliver standarten for alle arbejdere sænket. For det andet må vi afvise gæstearbejderprogrammer. Fordi disse arbejdere er total afhængige af værtsarbejdsgivere, både for deres levebrød og legale status, er gæstearbejdere nemme ofte for udnyttelse. Sidst, må der være en vej til permanent opholdstilladelse for immigrantarbejdere som allerede er her.”

Enheden af alle arbejdende folk i forsvaret af immigrantarbejdere, er af afgørende betydning. Det mod som papirløse arbejdere viser, ved at trodse risikoen for at blive deporteret blot for at forsvare basale rettigheder, er en inspiration for alle arbejdere. Bosserne ser tydeligt faren i at arbejdere uden dokumenter forenes med resten af deres brødre og søstre i arbejderklassen, og de forsøger at dele os.

Der er ikke mere at hente i denne epoke af kapitalistisk økonomis forfald; faktisk så tvinger bosserne aggressivt gengældelser og indrømmelser fra arbejderne. Indenfor immigranternes frontlinier, kan arbejderbevægelsen som et hele, endeligt vende bossernes offensive, som har haft os i defensiven i næsten tre årtier.

Revolutionært kim
Udviklingen af bevægelsen har på mange måder været en lille model af en flyvefærdig revolution, med betydningsfulde følger for fremtiden og vigtige erfaringer som arbejderklassen og revolutionære må suge til sig. Alle de ebber og floder som er i en revolutionær proces, fremskridtene og tilbagetogene, optimismen og tilliden fulgt af pessimisme og nederlagsstemninger har hvirvlet gennem bevægelsen på forskellige stadier. Den hurtige skærpelse af bevidstheden har ledt til en ekstremt dynamisk og omskiftelig situation.

I mange byer har massernes energi affejet den traditionelle ledelse af immigranternes rettighedsbevægelser, som er blevet vant til årtier med langsomt arbejde og kampe op af bakke for mindre reformer, og har derfor været ude af stand til at magte den radikalt ændrede situation. Hvor vigtige de end har været for at holde sammen på bevægelsen i fortiden, har de i mange tilfælde være en forhindring for bevægelsen fremskridt. I flere og flere tilfælde er det de menige medlemmer som sætter dagsordenen i bevægelsen, og frembringer nye leder og talsmænd.

Den spontane og løbende organisering af bevægelsen har ind til videre været imponerende og langt oversteget alle organisatorernes vildeste forudsigelser. De aktive i bevægelsen vil dukke frem fra denne proces rige på erfaring og indsigt, og det er klart at mange af de bedste ledere af den kommende amerikanske socialistiske revolution vil komme fra menige mænd fra denne bevægelse. Men en systematisk organisering og en betroet, testet og ansvarlig ledelse, med dybe rødder i arbejderklassen kan ikke fremkomme i kampens hede.

Behovet for et revolutionært parti der kæmper side ved side med resten af vores klasse er af afgørende betydning. Dette formindsker på ingen måde arbejderklassens fantastiske kreativitet og kampånd, men vi ved alt for godt at revolutionære bevægelser og muligheder ikke ses hver dag. Vi må samvittighedsfuldt opbygge en langsigtet og erfaren revolutionær ledelse som er organisk knyttet til vores klassekamp. Hvis ikke, kan disse bevægelser entusiasme og energi forsvinde uden at opnå hvad må være overordnede mål: at tilendebringe dette udbytningssystem én gang for alle. Side om side med arbejderklassen kan vi ændre dette samfund.

Hvorhen nu?
Bevægelsen har vundet enorm styrke og vi kan ikke lade den stoppe her. Den imponerende solidaritetstilkendegivelse vi har oplevet de sidste uger kan vi ikke tillade forsvinder. Intentionen med 1. maj arbejdsnedlæggelsen er at vise bosserne og regeringen at disser millioner af arbejdere og deres familier er essentielle for økonomien. Hvis 9. og 10. april er en indikation og hvis vi organiserer os selv som beskrevet ovenfor, vil dette budskab blive højt og tydeligt.

Senatorerne fortsætter med deres forhandlinger baseret på valgårsberegninger. De kunne ikke være mere ligeglade med de millioner af menneskers skæbner som de bestemmer. Derfor, vi må klart forlange intet mindre end generel amnesti for alle papirløse arbejdere, dokumenter til alle, og en formålstjenlig vej til medborgerskab til de som ønsker det.

Latinamerikaner er nu den største minoritet i landet og millioner er blandt de mest undertrykte arbejdere i det amerikanske samfund. I årevis har vi forklaret at grundet deres livsvilkår, er disse arbejdere forudbestemt til at spille en ledende rolle i arbejdernes klassekamp for at ændre samfundet. Det er nu ved at blive en realitet. Der er hundreder af tusinder som aldrig har deltaget i nogen form for politisk aktivitet, som på trods af dette, nu forbereder en massearbejdsnedlæggelse og boycott. Så hurtigt kan bevidstheden forandres baseret på skiftende forhold.

På nuværende tidspunkt er der en generel følelse af “immigrantenhed” – uanset klassetilhørsforhold. For eksempel bakker mange latinamerikanske virksomhedsejere op om bevægelsen og har indvilget i at give deres arbejdere fri 1.maj. Men dette ”forår” for bevægelsen vil ikke vare evigt. Der vil før eller siden ske en splittelse imellem klasserne, når virksomhedsejernes og deres egen interesser kolliderer. Immigrant-virksomhedsejere som nu har opnået medborgerskab er nogle af de værste udbyttere af deres gruppe eftersom de ved at nyankomne ikke har anden mulighed end at tage imod de lønninger og forhold de bliver tilbudt.

De eneste allierede som papirløse arbejdere kan have tillid til er andre arbejdere. For virkelig at vinde, må papirløse arbejdere forene sig med alle andre arbejdende folk og sammenkæde kampen for immigranters rettigheder med alle andre sociale bevægelser og kampe som udvikler sig nationalt, inklusive anti-krigsbevægelsen og frem for alt arbejderbevægelsen. I arbejderenhed er der styrke!

Verdensrevolution
Verden er i oprør. Massedemonstrationerne i Frankrig og overvindelsen af anti-ungdomsarbejderloven beviser at forenede i kamp, kan vi påvirke taktikplanlæggerne, som normalvis gør hvad der passer dem uden at rådføre sig med os. I Latinamerika sender den revolutionære proces, med Venezuela i front, chokbølger gennem hele kontinentet. Kolossale rystelser bliver ligeledes forberedt i Mexico og den effekt dette vil have her i USA vil være vidtrækkende, specielt efter den seneste styrkefremvisning af latinamerikanske arbejdere, af hvilke de fleste er Mexicanere.

Sidste uges massedemonstrationer for immigranters rettigheder er bare en smagsprøve på hvad der venter når andre sektorer af det amerikanske samfund tilslutter sig deres udokumenterede brødre og søstre i kampen mod det rådnende profitsystem. Fra spidsen af Tierra del Fuego til Alaska vil forenede arbejdere ændre dette kontinent og den kapitalistiske udnyttelses elendighed én gang for alle.

• En krænkelse af én er en krænkelse af alle!
• For omfattende reform som virkelig imødegår alle arbejdende folks behov!
• Papirer til alle immigrantarbejdere og deres familier!
• Strømlin processen for at opnå amerikansk medborgerskab og fremskynd familiesammenføringerne!
• For enhed af alle arbejdere og ungdommen i kampen for arbejderes rettigheder!
• Organisér aktionskomitéer på enhver fabrik, skole og bydel og sammenkæd dem lokalt, regionalt og nationalt for at opbygge 1. maj generalstrejken / boycott!
• For en ende på NAFTA og andre handelsaftaler der tvinger økonomiske flygtninge fra deres hjem!

Vi inviterer dig til at kontakte Workers International League, for at lære mere om kampen for immigrant og arbejderrettigheder. Gå med os i kampen for en bedre verden – kampen for socialisme!