»Præsidenten har besluttet at erstatte artikel 8 i "loven om lige muligheder" med andre tiltag, der skal forbedre indsatsen for de mest udsatte unge«, lyder det ifølge Reuters i en udtalelse fra Frankrigs præsident Jacques Chiracs kontor.

Dette er en stor sejr for den fransk elev- og studenterbevægelse samt alle franske arbejdere, som siden lovens offentliggørelse d. 16. januar i år indædt har kæmpet i mod den. Hvad ”andre tiltag” betyder, står endnu uklart, men den højreorienterede franske regering er trængt i defensiven.

Vejen til sejr
I alt har der været indkaldt til 5 "aktionsdage", der gang på gang overgik den foregående i antal og politisk niveau. D. 28. marts og 4. april var der for eksempel over 3 millioner mennesker på gaden overalt i Frankrig.

Disse to aktionsdage adskilte sig også fra de foregående ved, at de franske arbejdere her for alvor deltog i stort antal. Det gjorde, at den højreorienterede franske regering ikke længere kunne opretholde sin påstand om, at den havde støtte hos "det tavse flertal" til at angribe ungdommens levevilkår.

En meningsmåling har da også vist at mellem 60% og 75% af befolkningen – og over 90% af ungdommen – er enige i anti-CPE bevægelsens mål.

Et af de vigtigste skridt på vejen til sejr var udmeldingen fra den nationale koordinering af skoleelever og universitetsstuderende, som mødtes i weekenden d. 1.-2. april, om, at man måtte orientere sig mod arbejderklassen, at de studerende måtte gå ud til fabrikkerne og arbejdspladserne for at dele løbesedler og organisere fælles stormøder og generelt bruge deres kræfter på at prøve på at opildne til en generalstrejke.

Initiativer i den retning blev taget. Studerende fra Nanterre har delt løbesedler ud på Peugeot og Citroen fabrikkerne. I Cherbourg delte næsten 200 skoleeleverne med stor succes løbesedler ud på Arsenal våbenfabrikken: 1500 ud af 2500 arbejdere gik med i en fælles 10.000 mand store demonstration den 28. marts. Og mange steder i Paris forberedte man sig på det samme.

Denne involvering af arbejderklassen skabte panik og splittelse i de højreorienteredes lejr. Man frygtede at det ville gå, som det gik i maj 1968. Her startede det også med få tusinder studerende på gaden, men det endte med over 10 millioner arbejdere i strejke og en trussel mod selve det kapitalistiske samfunds eksistens. Det var denne frygt der førte til sejr for den klassebevidste franske elev- og studenterbevægelse.

Ligheder med STOP-NU i Danmark
Anti-CPE bevægelsen i Frankrig lignede i starten på mange måder den STOP-NU bevægelse, der for få år siden i Danmark samlede op mod 100.000 elever på tværs af alle uddannelser i protest mod regeringens nedskæringer på uddannelse.

Hvor STOP-NU stoppede gik anti-CPE bevægelsen dog videre. Man nøjedes ikke med én aktionsdag og så derefter kun "regionalt arbejde", som det desværre skete i STOP-NU. Der er derimod blevet demonstreret og aktioneret igen og igen.

STOP-NU i Danmark fik godt nok støtte fra fagbevægelsen, men kun i form af fine, men ukonkrete støtteerklæringer fra ledelsen. I Frankrig lykkedes det at drage selve arbejderklassen ind i kampen. Arbejderne forstår at angrebene er et angreb på alle, ikke bare ungdommen. Fagforeningslederne har gang på gang sagt ja til forhandlinger med regeringen, men presset nede fra har også givet dem en uforsonlighed, som er dem særdeles uvant.

Hvis elevernes kamp for god og gratis uddannelse skal vindes i Danmark må arbejderne også her inddrages. Lederne af elevbevægelsen må fremføre dette perspektiv. I Danmark har eleverne i mange år været på gaden én gang årligt. Det påstås, at det nu er slut, og at de danske elever "ikke gider mere". Som vi så i efteråret, hvor de københavnske gymnasieelever uden om DGS, begyndte at organisere protester mod nedskæringerne, er det ikke kampviljen, der mangler.

Det der mangler, er et perspektiv for hvordan kampen videreføres. De danske elever har lært af deres erfaringer og kan se at én dags demonstrationer – om så de består af næsten alle under uddannelse – ikke rykker den borgerlige regering en millimeter.

Perspektivet kan vi få fra Frankrig. Konkret har sejren i kampen mod CPE vist at strategien med at slå fast at elevkamp er klassekamp, er det der kan sikre elever og studerende bedre uddannelser.

At en politisering af kampen, hvor bevægelsen direkte kræver regeringens afsked, ikke splitter elever, som det tit påstås her i Danmark, ses klart i Frankrig. Hvis alle socialister går ud på deres uddannelser og demokratisk prøver at finde flertal for dette perspektiv, så kan det samme sagtens ske i Danmark.

Kampen må fortsætte
Kampen mod CPE er et udtryk for en langt mere generel utilfredshed med højreregeringen. Det er utilfredsheden med alle regeringens nedskæringer, som har givet protesterne mod CPE deres kraft og styrke. Alle artiklerne i loven om "lige muligheder" er reaktionære – for eksempel både den del, der legaliserer lærepladser til børn på ned til 14 år og den der godkender at 15-årige sættes på nathold. Bevægelsens magt og den nuværende sejr åbner muligheden for at vælte selve den højreorienterede regering.

Den franske regerings stædighed, som næsten ingen støtte har i befolkningen, skaber betingelserne for, at et sådan slogan kan have et omfattende ekko blandt ungdommen, arbejderne og alle dem, som er blevet ramt af angreb fra den siddende højrefløj. Sejren i kampen mod CPE kan bruges som et springbræt til en kamp mod alle de reaktionære nedskæringer og selve den reaktionære regering.

Frankrig viser vejen frem for unge og arbejdere i alle lande.