Denne artikel blev skrevet til vores særavis i forbindelse med SUF-landsmødet i april 2006, hvor 15 SUF-medlemmer stod til eksklusion. Se artikeloversigten, læs den i pdf eller bestil den her. Læs mere om sagen her

28. marts og 4 april var over 3 millioner mennesker på gaden overalt i Frankrig. Den umiddelbare grund var modstand mod en ny ansættelseskontrakt for unge under 26 år. Den såkaldt ”første ansættelseskontrakt” (Contract première embauche, CPE) giver i en periode på to år arbejdsgiverne ret til at fyre unge uden varsel og uden grund.

Ligheder med STOP-NU
CPE blev allerede fremlagt den 16. januar i år. Ungdommen har siden da protesteret mod dens angreb på deres arbejdsvilkår. I starten lignede bevægelsen på mange måder den STOP-NU bevægelse, der i Danmark for få år siden samlede op mod 100.000 elever på tværs af alle uddannelser i protest mod regeringens nedskæringer på uddannelse.

Hvor STOP-NU stoppede er anti-CPE bevægelsen gået videre. For det første nøjedes man ikke med én aktionsdag og så derefter kun ”regionalt arbejde”. Der er blevet demonstreret og aktioneret igen og igen. Regeringen opretholder dog sin uforsonlige holdning.

Arbejderklassens drages ind i kampen mod CPE
STOP-NU i Danmark fik støtte fra fagbevægelsen. Men i form af fine, men ukonkrete støtteerklæringer fra ledelsen. I Frankrig lykkedes det at drage arbejderklassen ind i kampen. Arbejderne forstå at angrebene er et angreb på alle, ikke bare ungdommen.

Dette har styrket bevægelsen i en sådan grad, at præsident Chirac følte sig nødsaget til prøve at dæmpe bevægelsen ved at give nogle ligegyldige indrømmelser.

Den herskende klasse er nu paniske og frygter hvad det næste skridt bliver. Det er derfor bestemt muligt for kampen vindes.

Vi må lære af de franske elever og studerende
Hvis kampen for god og gratis uddannelse skal vindes i Danmark må arbejderne også her inddrages. Lederne af elevbevægelsen må fremføre dette perspektiv. I Danmark har eleverne i mange år været på gaden én gang årligt. Det påstås, at det nu er slut, og at de danske elever ”ikke gider mere”. Som vi så i efteråret, hvor de københavnske gymnasieelever uden om DGS, begyndte at organisere protester mod nedskæringerne, er det ikke kampviljen, der mangler.

Det der mangler, er et perspektiv for hvordan kampen videreføres. De danske elever har lært af deres erfaringer og kan se at én dags demonstration – om så de består af næsten alle under uddannelse – ikke rykker den borgerlige regering en millimeter.

Elevkamp er klassekamp
At en politisering af kampen, hvor bevægelsen direkte kræver regeringens afsked, ikke splitter elever, som det tit påstås, ses klart i Frankrig. Hvis alle socialister går ud på deres uddannelser og demokratisk prøver at finde flertal for dette perspektiv, så kan det samme sagtens ske i Danmark.

Hvis kampen i Frankrig skal vindes, må bevægelsen bredes ud og involvere arbejderklassen i større grad. En meningsmåling viser at mellem 60% og 75% af befolkningen – og over 90% af ungdommen – er enige i anti-CPE bevægelsens mål, hvilket beviser at dette bestemt er muligt.

Elevbevægelsen Frankrig har allerede nu besluttet at mobilisere til generalstrejke, og tager ud på arbejdspladser og fabrikker med løbesedler. Den eneste vej frem nu er at sætte al energi ind – gennem generalstrejke, demonstrationer o.l. Kravet må nu være 24-timers generalstrejke.

Kravet om “tilbagetrækningen af CPE” er for snævert, med bevægelsens bredde er det absolut muligt at brede kravet ud. Alle artiklerne i loven om ”lige muligheder” er reaktionære – for eksempel den sektion som sænker alderen for lærlinge til 14 år. Den nuværende bevægelses magt åbner muligheden for at vælte den højreorienterede regeringen. Regeringens stædighed, som næsten ingen støtte har i befolkningen, skaber betingelserne for, at et sådan slogan kan have et omfattende ekko blandt ungdommen, arbejderne og alle dem, som er blevet ramt af angreb fra den siddende højrefløj.

Arbejderne skal ikke komme og ”hjælpe” i elevernes kamp. Eleverne og arbejder har som beskrevet tidligere, samme klassemæssige interesser og deres kamp er derfor fælles.

Frankrig viser vejen frem for unge og arbejdere i alle lande.