Det fungerer sådan her. Økonomierne i den udviklede verden, repræsenteret af de såkaldte G7-lande (USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada - i den rækkefølge), behøver ikke mere at lave ting. I større og større udstrækning behøver de bare at opfinde, designe og markedsføre ting. De kan overlade det at lave ting til de mindre udviklede verden - især Kina og andre dele af Asien, samt Mexico og Brasilien.

G7-landene (og andre mindre, men udviklede økonomier som Schweiz) kan koncentrere sig om at finansiere investeringen i produktionen af ting i den mindre udviklede verden. De New York-, London- og Geneve -baserede banker og finansinstitutter kan, sammen med Paris og Frankfurt, opsuge de enorme opsparinger, der bliver skabt i Kina, Japan, Korea og de olierige økonomier i Mellemøsten og Rusland. Disse opsparinger bliver, i den globale finanssektors hænder, brugt til at købe G7-regeringernes obligationer, de store virksomheders og kreditforeningernes obligationer og aktier i de større G7-virksomheder.

Ser man igennem teleskopet fra den anden ende, betyder dette, at G7-regeringerne, de store virksomheder og de gennemsnitlige husholdninger i G7-landene, kan låne enorme mængder penge til at finansiere deres huskøb, betale for regeringens oprustningsudgifter, uddannelse osv. og finansiere opbygningen af fabrikker i den så kaldte tredje verden.

Det er perfekt. USA har nu et kæmpe handelsunderskud, der svarer til 7 % af dets årlige nationalindkomst. Det har også opbygget en gæld til resten af verden, der svarer til 25 % af dets årlige output og stigning. Men det er intet problem. Amerikanerne har dette kæmpe underskud, fordi de køber massevis af “ting” fra Kina til en billig penge for at fylde deres butikker. De behøver ikke længere at lave disse ting derhjemme, når de kan fås så billigt fra Kina, Mexico eller resten af Asien. Og disse ting laves i Kina af amerikanske, japanske og europæiske virksomheder, som har flyttet deres fabrikker til Kina og andre områder med masser af lønmæssigt billig arbejdskraft.

Det fungerer alt sammen fordi, eksportindtægterne, der skabes ved de kinesiske salg til USA og resten af G7 sættes i de kinesiske banker af udenlandsk ejede virksomheder, som omgående bruger pengene til at købe amerikanske obligationer og andre finansielle aktiver. Faktisk havde USA i 2005 et handelsunderskud på næsten 700 milliarder dollars, men det fik over 900 milliarder tilbage i kredit ved, at udlændinge købte obligationer af den amerikanske regering, virksomhedsobligationer og kreditforeningsobligationer.

Som et resultat af dette flyder det med kontanter i det amerikanske finansielle system. Det kan udlåne penge til historisk lave renter til amerikanerne, der kan købe endnu dyrere huse eller købe endnu flere kinesiske varer, eller endnu flere smarte hi-tech services fra Indien og teknologiske gadgets fra Korea, Taiwan og Japan.

Sådan er den perfekte cirkel for succes. Den er faktisk så perfekt, at nogle af kapitalens strateger nu er overbevist om, at den har garanteret en kapitalistisk verden med velstand og fremgang i nogen tid fremover. De har kaldt det Vores Fagre Nye Verden. I denne verden er de kapitalistiske virksomheder i G7 ”platformsvirksomheder”. De laver ikke noget. ”Den nye forretningsmodel er at producere ingen steder, men sælge overalt… platformsvirksomhederne organiserer bare klienternes ordrer og giver dem videre til producenterne… de beholder de værdifulde dele af forskningen, udviklingen og markedsføringen internt og videregiver resten til eksterne producenter.”

Tænk på den Fagre Nye Verden som kapitalismens første stadium. Først var der udviklingen af landbrugskapitalismen i det 17. og 18. århundrede i Europa og i det 19. århundrede i USA og Japan. Så kom der industrielle kapitalisme, hvor England i starten gik forrest og som USA, Europa og senere Japan senere overtog. Resten af verden blev reduceret til at skaffe de råmaterialer og den mad, som gjorde de industrielle kapitalistiske lande i stand til at lave ting, som alle ville have.

Men nu er finanskapitalismen (mere bredt defineret til at inkludere hvad Marx kaldte de uproduktive dele af kapitalismen, især finanssektoren, marketing, juridiske tjenester, boligsektoren, osv.) kommet. Det er sådan, G7-økonomierne forøger deres rigdom. De tager den for nylig industrialiserede verdens opsparinger og investerer eller bruger den for dem!

Hvis du fører argumentet videre, ville Kina faktisk ikke have noget marked, at sælge dets TVer, legetøj, tekstilvarer, BH’er, eller nogen anden vare du kan tænke på, til, hvis de amerikanske husholdninger ikke havde pengene eller kreditten til at købe dem. Hvad der i kapitalismens øjne er vigtigt er ikke produktion, men forbrug.

Det er en gentagelse af den ironiske historie Biernes Fabel, som den store hollandske økonom, Bernard Mandeville først fremsatte helt tilbage i 1705. Som han forklarede i hans vers, er det ikke bierne (arbejderne), som er vigtige. Uden dronerne, (dagdriverne i bi-samfundet som bare fortærer honningen), vil der ikke være nogen mening med arbejderbierne. Uden nogen der er parate til at spise dig fra hus og hjem, vil der ikke være nogen mening med at lave mad eller shoppe - det er logisk ikke? Så uden amerikanerne, der forbruger, som om der ikke var noget i morgen, ville Kina ikke være i stand til at sælge, og det ville ikke have nogen at låne sine penge til. Den amerikanske forbruger/ skyldner holder den kapitalistiske verden gående, ikke den kinesiske opsparer/udlåner.

Der må være noget forkert med det her! Og det er der. I kapitalismens øjne antages det, at profitter er irrelevante. Det der er vigtigt, er priserne på aktier og anparter fortsat stiger, at ejendomspriserne fortsat stiger og at renten forbliver lav, uden at skabe profitter. Hvis værdien på dit hus forsætter med at gå op, kan du låne mere til at bruge mere, hvis aktiepriserne forsætter med at stige, kan du låne mere og investere i fabrikker i Kina og designe nye ting, som kineserne skal lave. Hvis renten forbliver lav, kan regeringen og andre låne mere til opruste mere og samtidig holde skatten relativt lav.

Det er sådan bankdirektøren eller den rige forbruger ser på kapitalismen. Sådan er kapitalismen ikke i virkeligheden. Det er den ikke, fordi ejendomspriserne, aktiepriserne og regeringsgælden ikke vil stige for evigt, da de afhænger af noget andet: kapitalisternes profit. Det er kapitalismens hjerteblod. Hvis de store virksomheders profit begynder at aftage, så står muligheder åbne. Investeringerne i Kina vil aftage, aktiepriserne vil falde og færre varer vil blive købt. G7-økonomierne vil sætte tempoet ned.

Og profitterne kommer ikke fra bankdirektører, der udlåner penge, rige folk, der køber luksusvarer, regeringer, der køber eller sælger våben eller folk, der køber hus. Profitterne er allerede blevet skabt. Disse økonomiske aktører omfordeler bare en profit, der er skabt af andre - især folk, der producerer ting i USA og Kina. Dette er en af den marxistiske økonomis fundamentale opdagelser.

Profitter er arbejderklassens ubetalte arbejde, men samtidig kan den kun skabes ved salg af ting, som folk gerne vil have. Markedsføring, reklame og distribution af varer tilføjer ikke noget til profitten, men er kun en nødvendighed (under kapitalismen) for at lave profit til individuelle kapitalister, der konkurrerer med hinanden.

På lignende vis er arbejdere i den offentlige sektor nødvendige for, at kapitalismen kan holde arbejdsstyrken sund, uddannet og fungerende. Men de producerer ikke profit til kapitalisterne. I denne forstand er de ”uproduktive” for kapitalismen. Bankdirektører, pante- og forsikringsvekselerer, ejendomsmæglere og finansielle analytikere får måske store summer i løn, men de skaber ikke profit for det kapitalistiske system, selv hvis de gør det til de virksomheder de arbejder for. I den forstand er de også uproduktive.

Alligevel antyder kapitalismens Fagre Nye Verden, at det er præcis disse uproduktive sektorer af kapitalismen, som får det kapitalistiske system til at køre rundt. At købe et hus i USA får hele verden til at køre rundt. Bevise på, at dette er forkert, vil komme, når det kapitalistiske systems profitabilitet begynder af falde. På nuværende tidspunkt er den amerikanske profitabilitet i hele økonomien omkring 8,5 % af det årlige output. Det er meget tæt på de sidste 25 års historiske højdepunkt med 9 %. Men den er nu begyndt at falde.

Der er tre indikatorer, der viser, om den Fagre Nye Verden vil ende i tårer. Til at starte med; falder de amerikanske huspriser? Hvis de begynder på det, så vil profitten på kreditforeningernes obligationer for udlændinge falde, og de vil stoppe med at købe dem. Det vil skubbe renten op i USA og gøre det sværere at finansiere det enorme handelsunderskud. På nuværende tidspunkt flyver de amerikanske huspriser af sted med næsten 15 % om året. Men de er lige begyndt sagtne farten.

Den anden indikator vil være, hvor meget amerikanske og andre G7 virksomheder fortsætter med at investere i Kina for at forstærke profitabiliteten. Hvis investeringerne begynder at falde, betyder det, at G7 virksomhederne skal bruge mindre, eller at de er bekymrede for ikke at få nok profit ud af arbejderne i Kina. I 2005 investerede udenlandske kapitalister 58 milliarder dollars i Kina. Det er rigtig meget, men en lille smule mindre end i 2004. Det er kun de første tegn.

Til sidst er der tallene for Kinas eksport til resten af verden. Hvis den begynder at falde, vil det betyde, at G7 forbrugerne har færre penge at bruge på varer i butikkerne, og/eller at udenlandske producenter oplever en udfladning eller fald i de profitter, de skaber på deres eksport. I 2005 var eksporten fra Kina på et rekordhøjt niveau.

Så kapitalismens Fagre Nye Verden hænger stadig sammen. Det ser ud til at G7 økonomiernes bankdirektører, bolighajer og våbenfabrikanter er succesfulde og profitable. Men der er tegn på flossede kanter.

Lad os vende tilbage til Mandevill’es fabel. I den virkelige verden har droner selvfølgelig en rolle. Det kan godt være, at de ikke laver noget, og at de ikke engang forsvarer Dronningebien. Men de er bi-samfundets eneste hanner, og de parer sig med dronningen, og spiller derved en rolle i avlingen. Arbejderbierne er alle hunner. Når parringen er overstået, driver arbejderbierne dronerne ud af bikuben og efterlader dem til døden. I den menneskelige verden er arbejderbierne både mænd og kvinder og de klarer selv deres parring. Så vi har overhovedet ikke brug for dronerne!