Nu går valgkampagnerne til valget til det europæiske parlamentsvalg 13. juni snart i gang – endnu engang skal vi høre argumenter for ”et mere integreret Europa” på den ene side, og fra den anden side at ”Danmark må ud af EU”.
Men begge siderne i valgkampen, både ”ja” og ”nej” mangler en ordentlig analyse af, hvad EU er, hvor det er på vej hen, og hvad alternativet er.

Hvad er EU
EU er først og fremmest et symptom på verdenskapitalismen. EU er et forsøg fra de europæiske kapitalisters side på at stå imod USA, Japan, og nu også Kina, som økonomiske supermagter.

De europæisk baserede multinationale firmaer behøver en stærk hjemmebase for at kunne vinde i konkurrencen udenlands.
Samtidig bruger regeringerne over hele Europa, EU som en undskyldning for at føre den samme politik; nedskæringer på velfærd, pensioner osv. samt privatiseringer og svækkelse af fagforeninger.

Maastricht-traktaten smuldrer
Politikerne henviser bl.a. til konvergenskravene fra Maastricht-traktaten, når der skæres ned; heri er det bl.a. bestemt at intet medlemsland må have et statsunderskud på over 3% - så kan vi jo nok forstå, at der ikke er andet at gøre end at skære ned! Men pointen er, at det jo lige netop er politikerne selv, der har besluttet disse krav – det er dem, der sidder til møderne og tager beslutningerne, og dem som kan lave beslutningerne om. Og endnu hulere bliver undskyldningen, når man ser på udviklingen i EU over det seneste år. Der ser man tydeligt, at kravene i Maastricht bare var en dårlig undskyldning, og at Maastricht, som er selve grundlaget for EU, er ved at bryde sammen.

For et par år siden havde Portugal et for stort underskud, hvorefter de blev pålagt en heftig bøde. Men i 2003 havde både Tyskland og Frankrig for store underskud, men de besluttede belejligt, at reglerne i denne omgang ikke gjaldt for dem.

Her i år er en række flere finansministre fra bl.a. Holland, Italien, Portugal og England, samt igen Tyskland og Frankrig mødt op i EU med nyheden om, at de også vil få for store underskud.

Store spændinger
Vi ser i øjeblikket stigende spændinger mellem de forskellige regeringer i EU. Disse spændinger er taget til, efterhånden som økonomien er gået nedad. Den økonomiske situation i EU har været for nedadgående i den seneste periode; EU’s BNP steg med en årlig rate på bare 0,4% i sidste kvartal af 2003, og den industrielle produktion faldt med 1,8%. Den afgående økonomikommissær i EU-kommissionen Pedro Solbes har lige nedjusteret sit vækstskøn for eurozonen i 2004 til 1,7% (Jyllandsposten 04.04.04). Den økonomiske nedgang, EU-landene oplever i øjeblikket, bliver yderligere forværret af euroen, der forsøger at forene nationale økonomier, der er på vidt forskellige niveauer. Forsøget på at skabe en fælles valuta har vist sig ude af stand til at komme ud over en af kapitalismens fundamentale modsætninger: nationalstaten, med de nationale borgerskabers forskellige interesser.

Vi så bl.a. spændingerne bryde ud i lys lue under Irak-krigen, hvor en række nationer valgte at støtte sig til USA og gå med i koalitionen; bl.a. Danmark, England og Spanien. Som modvægt til dette stod de to største økonomier i EU; Tyskland og Frankrig – ikke fordi de var imod krigen af humanistiske grunde, men fordi krigen gik imod deres egne imperialistiske interesser i området. Denne splittelse viser alvorligheden af situationen – tidligere var medlemslandene i stand til at forhandle sig frem til et eller andet kompromis. Men efterhånden som økonomien går ned, begynder flere af de mindre lande at overveje, om det ikke er sikrest at satse på at læne sig op af USA, men samtidig kan de ikke frigøre sig fra Tyskland og Frankrig økonomisk.

Men ikke kun mellem landene stiger spændingerne, også internt mellem klasserne. En af grundene til at medlemslandene vælger at få for store underskud, er at de på hjemmefronten er blevet mødt af massiv modstand fra arbejdere og unge imod nedskæringer – de tør ikke foretage endnu flere. Over hele Europa har vi set enorme protester mod forringelser af pensionen, nedskæringer i velfærden, privatiseringer o.l.

EU-forfatningen –og hvad så?
Valgkampen til europaparlamentsvalget vil højst sandsynligt også dreje sig om den mulige afstemning om den såkaldte EU-forfatning.
Forhandlingerne om forfatningsteksten brød sammen i slutningen af sidste år, men er nu genoptaget med fornyet optimisme. Det ser nu ud til, at forhandlingerne skal afsluttes i dagene lige efter europaparlamentsvalget d. 13. juni.

Nogle af de elementer der diskuteres er, at nogle af de sager hvor medlemslandene i dag har vetoret skal overgå til flertalsafgørelser, og at ikke alle lande skal have en EU-kommissær (de små lande skal skiftes). Grundlæggende er forfatningen ment som en slags grundlov for EU, hvor der vælges en form for præsident og udenrigsminister ( en fuldstændig umulig opgave, når man ser på Irakkrigen), og hvor de enkelte borgere i EU ”sikres de samme rettigheder”, der er også tale om at flere områder skal ind under EU, såsom skattelovgivning, sociallovgivning o.l.
Det er klart, at vi som socialister er imod sådan en forfatning, da den vil slå den private ejendomsret fast, og højst sandsynligt også den monetaristiske økonomiske politik, som Euroen bygger på – det kan ingen socialister stemme ja til. EU er et reaktionært projekt.

Men den diskussion der allerede er startet i Danmark om forfatningen er hul; det har ingen som helst indflydelse om Danmark har en EU-kommissær, det har ikke den store betydning om der skal stemmes via vetoret eller flertalsafgørelser – det er rigtigt, at EU på den måde kan træffe flere beslutninger – men allerede nu ser vi, hvordan de store lande (økonomier) sætter dagsordenen i EU. De små lande må følge de store lige meget hvad, ligesom Danmark i dag følger Maastricht-traktatens krav, selvom vi officielt står udenfor den sidste fase af ØMUen.

Den politik der føres i alle EU-lande, ligegyldigt regeringsparti, er en politik med kontrareformer, fordi økonomien ikke er til andet.
Skellet går således ikke mellem store og små lande, men mellem klasser – over hele EU ser vi en politik, der er rettet direkte mod arbejderklassen.

Folkets stemme?
Forskellige EU-modstandsbevægelser, bl.a. Junibevægelsen, kører lige nu kampagne for at forfatningen skal til folkeafstemning i medlemslandene. Men politikerne over hele Europa er dødsens ræd for deres befolkninger; ”I en meningsmåling fra efteråret 2003 mente under halvdelen af de adspurgte EU-borgere, at deres lands medlemskab af EU er en god ting… Samme måling viste, at et flertal af EU-borgerne enten vil være ligeglade eller direkte glade, hvis EU går i opløsning” (Jyllandsposten 28.03.04).
Dette er tydeligt tegn på de spændinger, der opbygges over hele Europa – folk er utilfredse med den førte nedskæringspolitik, og mange vil derfor stemme nej i protest mod deres egne politikere. Allerede nu er Polens premierminister blevet nødt til at trække sig tilbage. Men et ”Nej” fjerner ikke grundlaget for EU: kapitalismen.

Og det er lige præcis problemet også til Europaparlamentsvalget – for hvem søren skal man stemme på? Først må det slås fast at valget til parlamentet ikke spiller nogen afgørende rolle for almindelige mennesker. Som sagt ovenfor kan spørgsmålet om EU ikke isoleres fra spørgsmålet om klassekamp. Man må altså stemme på en kandidat fra et af arbejderpartierne, en kandidat der vil repræsentere arbejdernes interesser. Men arbejderklassen kan på ingen måde sikres bedre forhold gennem EU, derfor må en kandidat samtidig være kritisk overfor EU. Af erklærede nej-lister finder vi Junibevægelsen og Folkebevægelsen. Problemet med begge disse lister er, at de består af både socialister og borgerlige. Det er klart hvilke interesser borgerskabet har – at skære ned på arbejderklassens forhold. Dette gælder både for de borgerlige, som går ind for EU, og de som er imod. Et Danmark uden for EU løser på ingen måder arbejderklassens problemer, så længe ondets rod, kapitalismen, består. Når socialister samarbejder med borgerlige på sådanne lister underligges de borgerlige løsningsforslag. Det er svært at finde egnede kandidater på nuværende tidspunkt. Løsningen må i stedet være at alle socialister først og fremmest afskriver sig ethvert samarbejde med borgerlige. I stedet må vi på længere sigt kæmpe for, at arbejderpartierne går i samarbejde for den eneste politik, der kan sikre bedre forhold for arbejderklassen; en politik der går imod EU, og som i stedet kæmper for et Europas forenede socialistiske stater.

Det eneste reelle alternativ til EU er et socialistisk forenet Europa, og den eneste måde dette kan komme igennem er ved, at den europæiske arbejderklasse går sammen på tværs af grænserne og bekæmper EU – ikke gennem parlamentet, men ved at vælte EU, de nationale stater og alle de andre af det kapitalistiske systems institutioner. Kun på den måde kan en samling af befolkningerne i Europa ske, uden at det bliver på arbejdernes bekostning.