Der er nu gået mere end et år siden USA og Storbrittannien, støttet af Danmark, gik i krig mod Irak. Selve krigen skulle have været overstået efter nogle få uger. Trods det har besættelseskoalistionen nu indrømmet at de ikke længere har kontrol over mindst 3 byer i Irak; Kut, Najaf og Fallujah. I de to første har Shiamuslimske oprørere i Mahdi-hæren, der støtter den radikale Imam Muqtada al-Sadr, besat byerne og smidt imperialisterne ud fra dem. Opstanden flammede op da amerikanerne først lukkede al-Sadrs avis, og dernæst skød på den demonstration der protesterede mod lukningen af avisen. Da demonstrationen var bevæbnet, og svarede igen, overtrumfede Amerikanerne ved at angribe den bydel i Bagdad, Sadr City, de fleste af oprørerne i Bagdad kommer fra. Mere end 50 irakere blev dræbt, og mindst 8 Amerikanske soldater døde d. 4 april.

I Fallujah har amerikanerne indtil for nyligt påstået de havde kontrollen. Opstanden startede med, at Amerikanerne slog hårdt ned på befolkningen, med ca. 450 døde Irakere til følge, efter 4 vestlige sikkerhedsvagter blev dræbt, slæbt igennem gaderne til almindelig jubel for derefter at blive hængt offentligt. Efter amerikanerne bombede Abdul-Aziz al-Samarrai moskeen med krigsfly, blussede situationen endnu mere op, med minimum 33 dræbte amerikanske soldater sidste weekend. Amerikanerne har nu indgået en våbenhvile med de irakiske oprørere i den Saddam-tro Fallujah, hvilket består i at amerikanerne har fået 12 timer til at forføje sig ud af Fallujah. Altså et klart nederlag for besættelsesmagten i forhold til befolkningen.


Dette markerer et kvalitativt skift i situationen i Irak. Fra mindre, guerillalignende opstande, spredt over Irak, har kampene nu fået karakter af borgerkrig. Eller rettere borgernes krig mod besættelsesmagten. Det eneste folkefærd der endnu holder sig lidt i ro er nemlig Kurderne. Når både Sunni- og Shiamuslimer, i hhv. Fallujah og Kut/Najaf, står sammen om at bekæmpe besættelsesmagten er det et tydeligt tegn på meget stærk utilfredshed med fjenden. De har historisk set ellers ikke været for vilde med hinanden, da Sunnimuslimerne under ledelse af Saddam Hussein dominerede over både Kurdere og Shiamuslimer i mange år. I Bagdad, hvor Shiaer og Sunnier bor tæt ved hinanden, arrangerer de nu demonstrationer og angreb sammen, hvor de før bekæmpede hinanden.


USAs forsvarsminister Donald Rumsfeld påstår, at der er meget få oprørere, men selvom dette passede, ville det ikke have haft den store betydning. ”Guerilla”bevægelsen i Irak har den store fordel at den har befolkningens støtte, og derved kommer til at virke som en slags mangehovedet Hydra – når man kapper ét hovede af, vokser 10 nye ud. Sådan er det også med de militante oprørere i Irak, når én bliver dræbt, kommer 10 nye til. Mahdi-militsens støtter kommer fra de undertrykte lag af den irakiske shiamuslimske befolkning, altså potentielt flere millioner. Indtil videre er militsen vurderet til at have mellem 3.000 og 50.000 medlemmer og støtter. Men den vokser. Muqtada har appeleret til både den irakiske og den amerikanske befolkning om at hhv. bekæmpe de amerikanske tropper og støtte den Irakiske frihedsbevægelse. Dette gør ham så farlig, at amerikanerne har udstedt en dusør på hans hovede, hvilket har givet ham endnu flere støtter. At han er i stand til at skelne mellem den Amerikanske regering, og dets befolkning gør ham farlig på en anden måde end f.eks. Osama bin-Laden, der aldrig ville drømme om at henvende sig til den almindelige Amerikaner. Men Muqtada rammer et ømt punkt i den Amerikanske dagsorden. Støtten til Bush, og derved støtten til krigen som helhed, er faldende. Fra 59 procent støtte til krigen i Januar, har Bushs politik nu kun 40 procent støtte blandt den Amerikanske befolkning.


Det amerikanerne troede skulle blive en guldgrube, har nu vist sig at blive sump der både koster menneskeliv og penge. Således er over 600 Amerikanske tropper blevet dræbt, og USAs budget har lidt overlast flere gange når det skulle punge ud med ca. 1 mia. dollars om måneden til tropperne i Irak og Afghanistan.



Koalitionen vakler

Grundet eskaleringen i kampene, har flere af de lande USA troede var faste støtter, nu genovervejet deres situation i Irak. Mange lande har oplevet store demonstrationer i deres hjemlande, hvor opbakningen mindskes for for hver dag der går, for hver million der bruges, og for hvert offer deres kammerater i uniform lider for en handelskrigs skyld. I en oversigt politiken bragte den 10. april under overskriften ”En koalition under pres” lister de landene i koalitionens stilling til deres tropper op:

” Flere har lovet, at de ikke vil trække deres soldater hjem, og foreløbig er det kun Spanien, der er ved at trække sig helt ud. Men ingen tør love at sende flere soldater, og USA's præsident, George W. Bush, kæmper tydeligvis for at holde sammen på koalitionen.”

Polen og Australien vil lade sine tropper blive, mens ”militært insisterer mange af de mindre lande på, at deres soldater ikke er i krig, men kun er i Irak som fredsbevarere”.


Dette kan skabe problemer for USA, mest politisk, men også militært. Rent politisk set er det nemmere at retfærdiggøre en krig, når man ikke er ene om den, men har flere støtter bag sig. Men da støtterne troede, der var fredeligt, og måske endda mulighed for lidt indtjening, tog de fejl. Det fredelige aspekt kan de roligt skyde en hvid pind efter, da der ikke kommer tegn på ændring i kampene før USA introducerer kraftige reformer eller fjerner sig helt fra Irak. Det med pengene er også mindre sandsynligt, da USA tager langt det meste til sig selv. Danmark og Storbritannien får lidt underkontrakter, og en enkelt havn til Mærsk, men ellers er det de store amerikanske entreprenørfirmaer som Bechtel og Halliburton der står for indtjeningen. Når koalitionslandene således hverken får noget ud af det, eller har specielt stor opbakning hjemmefra, og måske endda mister tropper, eller får taget gidsler som Japan og Sydkorea, er det usandsynligt at de skulle have lyst til at blive specielt meget længere. Derfor har USA nu taget initiativ til at kontakte FN, for at søge støtte der. De vil kunne bruge FN som en retfærdiggørelse af krigen, som et skjold mod masserne i Irak og koalitionens hjemlande.

Disse vil være af afgørende karakter for den videre udvikling i situationen, som vi senest har set det med Spanien der nu vil trække sine tropper ud af Irak til sommer hvor deres nuværende udstationering udløber. Vi må kræve det samme som den spanske arbejderbevægelse krævede, da de stemte socialisterne ind i regeringen:


Tropperne ud af Irak!

For Irakisk Selvbestemmelse!